Designer Anne-Dorthe Larsen: “Vi har ingen kontakt i dag, men hvis vi havde, ville jeg sige undskyld”

Jeg begyndte at abonnere på Vogue som 13-årig. Jeg var fascineret af fortællingerne om modebranchen. Af Tom Ford og Marc Jacobs, som var de helt store stjerner. Af modeserierne med supermodellerne og Calvin-Klein-reklamerne. Jeg ville virkelig gerne være en del af det. Det skulle være min verden. Jeg klippede fotografierne ud, og klistrede dem op på væggen på vores gæstetoilet, indtil det var helt dækket til.

Jeg er vokset op i Svendstrup, en lille by, som ligger uden for Aalborg. Mine forældre byggede selv huset i 70’erne. Et klassisk parcelhus med vinkelstue og bryggers. De havde malet væggene i orange, grønne og brune farver og indrettet sig med masser af nips og fyretræsmøbler. Tapet på væggene, tunge gardiner og altid mange blomster. Det ser ligesådan ud i dag.

Jeg har altid været omgivet af kærlighed, men der var aldrig mange penge. Min mor arbejdede i en købmandsbutik, og min far var mekaniker. Begge havde ambitioner, som de ikke fik ført ud i livet. Min far ville gerne have startet sit eget værksted, men turde ikke, til trods for, han var den dygtigste på sin arbejdsplads. Min mor ville gerne have rejst en masse, men det kom hun aldrig til. Jeg tror ikke, at de vil sige, at de har haft et dårligt liv, men i mine øjne er det noget uforløst. Jeg kunne tidligt mærke, at det ville jeg gøre op med. Der måtte være mere i livet.

Som teenager havde jeg det svært med, at vi ikke havde flere penge. Jeg ville gerne gå i det rigtige tøj, og det havde vi ikke råd til. Det handlede hele tiden om at finde ud af, hvordan jeg så kunne passe ind, når jeg ikke kunne få den nye Ball-sweatshirt. Jeg gik i genbrugsbutikker, og jeg fik en symaskine og syede mine fars bukser om til nederdele. Forholdsvis tidligt fik jeg et arbejde hos JMI Telecom, hvor jeg pakkede tilbehør til mobiltelefoner, så jeg selv kunne købe tøjet. Jeg tænkte, at når jeg blev voksen, skulle jeg kunne købe det, jeg ville have.

Som 19-årig flyttede jeg til København med min daværende kæreste og blev optaget på en privat designskole. Sideløbende arbejdede jeg hos Brunns Bazaar på deres lager, og da jeg færdiggjorde uddannelsen, fik jeg en trainee stilling i deres afdeling for produktion og indkøb af metervarer. Jeg gik rigtig godt i spænd med designeren, og da hun var enlig mor og ikke kunne flyve langt væk, fik jeg lov til at rejse til udlandet for at finde nye materialer til tøjet. Jeg gik enormt meget op tøj og sko, og da Bruuns Bazaar begyndte at lave sko, blev  jeg inviteret med til designmøderne, fordi jeg havde nogle input, de kunne bruge, og pludselig sad jeg med udviklingen af sko. Jeg arbejdede dobbelt så meget som min chef. Det var så spændende. Jeg havde virkelig fundet min passion.

Foto: Kavian Borhani

”Jeg havde en meget kreativ farmor, og når jeg blev passet hos hende, sad vi og broderede korssting, lavede puder og grydelapper. Vi malede på sten. Jeg kunne vildt godt lide at være hos hende, for det var her, jeg kunne skabe noget,” siger Anne-Dorthe Larsen.

I 2007 stod jeg med en lejekontrakt i hånden til et lille butikslokale i den – på det tidspunkt – lidt kedelige ende af Gammel Kongevej. Min gode veninde, Katrine (Rabjerg, red.) og jeg ville åbne vores egen butik, fordi vi mente, at vi havde en god ide. Men vi havde ingen penge, så vi måtte bygge hele butikken selv. Jeg stod ude på Genbyg og fandt gammelt inventar, og jeg savede selv gelænderet til trappen. Det var meget kendetegnende for hele opstartsperioden. Vi syntes, at udvalget i modebutikkerne i Danmark var kedeligt, og vi shoppede mest, når vi var i udlandet. Vi tog en masse chancer og købte ind fra bands som Luella Bartley, Superfine Jeans, og No.2, som man ellers ikke kunne finde i København dengang. Vi var gode til at købe ind. Dygtige til at turde gå efter det, vi troede på. Vi var også enormt servicemindede og fik nærmest venindeforhold til vores mest loyale kunder.

Efter noget tid skabte vi også vores eget brand, Nué Notes, så vi kunne designe det, vi manglede i butikken. Vi var stadig kun to til at lave det hele, og i den første lange periode, havde vi også jobs ved siden af, hun hos Cofoco, og jeg hos Bruuns Bazaar og Second Female, fordi vi ikke ville trække løn ud. Butikken blev heldigvis en succes, og vi åbnede Another Nué i Krystalgade i 2010. Her kunne vi sælge nogle andre mærker end i butikken på Frederiksberg. Vi arbejdede hele tiden. Jeg var så begejstret og passioneret omkring det. Og når man arbejder meget, får man jo også hurtigere resultaterne at se. Derudover har jeg altid godt kunne lide at have gang i mange ting.

“Jeg tror ikke, at mine forældre vil sige, at de har haft et dårligt liv, men i mine øjne er det noget uforløst”

I 2009 var også Lovechild 1979 kommet til. Som et lidt mere eksklusivt brand end Nué Notes, og som vi også viste frem til modeugen og begyndte at sælge ind til andre butikker. Jeg ville hele tiden tage det næste skridt, når vi havde opnået succes med én ting. Et resultat er jo lig med stilstand. Det er selve jagten, som er fascinerende. Og med jagten mener jeg skabelsen, fornyelsen og at rykke ved noget. Lige pludselig kan du føle, at du har opfundet det nye: ’Hey, det er sgu det her, som vil revolutionere det hele’. Jeg tror, at det er den jagt, som har drevet mig gennem alle årene.

En dag, efter syv års samarbejde, fortalte Katrine mig, at hun ikke ønskede at fortsætte i det samme tempo. Til det svarede jeg, at så måtte en af os drive virksomheden videre alene, fordi vi ville noget forskelligt. Alt var gået så stærkt, og ingen af os havde stoppet op, før Katrine gjorde det og mærkede efter. Jeg havde det sådan, at hvis vi ikke løb med nu, så ville det hele ramle. Vi havde momentum, og det var det, vi skulle forfølge. Det kom også til at handle om økonomi, fordi vi var i gang med at køre det hele stort op med to butikker og to tøjbrands. Vi lavede gode omsætninger, men skulle hele tiden geninvestere. Alt var bygget op på vores egne penge, som der ikke var mange af i starten, og jeg var bange for, at vi ville miste det hele, hvis vi ikke knoklede på. Jeg tænkte, at hvis det ikke blev mig, som overtog virksomheden alene, så startede jeg bare noget nyt.

Nu endte det så med at være mig, som fik det hele, og det var først for nogle år siden, at det gik op for mig, hvad jeg havde mistet. Min bedste veninde. Vi var så gode sammen, indtil jeg fik nogle ambitioner, som vi glemte at tale om. Og jeg lyttede ikke til hende, fordi jeg bare kørte på og kørte på. Katrine flyttede til Bali med sin mand og vores forhold løb ud i sandet. Vi var måske for stolte til at tale om det. Vi har ingen kontakt i dag, men hvis vi havde, ville jeg sige undskyld for ikke at have stoppet op og lyttet til hende.

Foto: Kavian Borhani

”For at få succes som modebrand i dag, handler det om god marketing, pr og alt muligt andet end blot at lave noget tøj. Kan du få den rigtige influencer i tøjet. Få de rigtige mennesker til at komme til dit show, så kommer du hurtigt langt. Den del af vores branche er jeg ikke superstor fan af. Jeg er nok lidt gammeldags. Jeg kan godt lide at se det som et håndværk. Det at bygge noget op”, siger Anne-Dorthe Larsen.

Efter bruddet med Katrine knoklede jeg bare videre. Jeg tænkte ikke over, hvad der var sket, før for nogle år siden, hvor det gik op for mig, at jeg blev nødt til at kigge indad og ændre mit arbejdsliv. I 2019 valgte jeg at sælge 60 procent af ejerskabet af de to brands Lovechild 1979 og Nué Notes til Fashion Society, fordi det aldrig har været min ambition at lave tøj, som skulle sælges som wholesale (i eksterne butikker, red.). Men lige pludselig fik Lovechild 1979 en masse opmærksomhed fra kunder, modefolk og pressen, og det var svært ikke at blive revet med af succesen, selvom om jeg egentlig helst ville holde det småt. Derfor ville jeg af med de administrative opgaver, så jeg kun skulle koncentrere mig om det kreative arbejde med kollektionerne. Butikkerne har jeg aldrig overvejet at sælge, fordi de er mine hjertebørn, og jeg elsker alt ved at arbejde med dem, især at købe ind til dem.

De færre arbejdsopgaver skulle give mig mere ro og mindre stress, for jeg havde et stort ønske om at blive gravid. Jeg var godt klar over, at jeg skulle lægge mit liv om, hvis det skulle lykkes. Jeg var jo heller ikke ung længere – jeg fyldte snart 40. Men det gik ikke helt efter planen. Det blev nogle hårde år, hvor jeg fordelte tiden mellem de to brands, og mine butikker, og jeg følte ikke, at jeg slog til nogle af stederne. To ugentlige dage var slet ikke nok til at drive Lovechild 1979 og Nué Notes – det var vildt at tro, at det kunne lade sig gøre. Når jeg var i butikkerne, hang jeg også i bremsen. Jeg var hele tiden bagud og måtte arbejde om natten. Det var enormt opslidende. Jeg blev heller ikke gravid, så vi forsøgte med flere forskellige hormonbehandlinger, men der skete ingenting. Jeg fik lagt æg op, og pludselig måtte ingenting. Ikke løfte på noget, og jeg skulle have hjælp til alt – hvilket var svært for mig, som altid har klaret mig selv. Det er det hårdeste, jeg har været udsat for i mit liv. Jeg vidste ikke, om det nogensinde ville lykkes at blive gravid – og der var intet jeg kunne gøre. Pludselig skete det så, og jeg følte mig som det lykkeligste menneske, indtil vi på scanningerne så, at der ikke er nogle hjerteblink. Det var et hårdt slag. Jeg havde mistet det, jeg allerhelst ville have.

Foto: Kavian Borhani

Gennem tiden har Anne-Dorthe Larsen oplevet flere økonomiske kriser, hvor kassekreditten har været maxet fuldstændigt. I de perioder fik hun et flashback til sin barndom. ”Det var svært at være i, men måske netop fordi jeg følte et ubehag, har jeg været lynhurtig til at finde en løsning på, hvordan vi kom ud af en krise: ”Okay, jeg har ikke nogen penge, hvordan kommer jeg ud af det?” Jeg måtte opfinde noget eller gøre det meste selv, ligesom da jeg var barn.”

Jeg begyndte at tænke over, hvordan mit liv ville blive, hvis jeg ikke blev mor. Jeg forsøgte at overbevise mig om, at der også var meget værdi i et liv uden børn, men inderst inde vidste jeg godt, at jeg løj for mig selv. I flere år havde jeg tilsidesat fester og motion i frygt for at det skulle påvirke muligheden for at blive gravid. En dag i 2020 vågnede jeg op og tænkte: ”Jeg må have livsglæden tilbage”.

Jeg begyndte at træne og ses med mine veninder og levede uden at tænke på at blive gravid. Jeg havde en dejlig sommer. Vi begyndte at tale om, hvorvidt jeg havde mere at give af i forhold til fertilitetsbehandlingen. Min kæreste, Kasper, syntes, at vi skulle forsøge igen. Og gudskelov for det, for i november 2020, blev jeg gravid igen efter seks års kamp. Den første tid var forfærdelig. Jeg turde ikke tro på, at den rent faktisk var der denne gang. Jeg blødte meget i starten og var sikker på, at jeg havde mistet barnet. Jeg husker tydeligt, hvad lægen sagde, da hun scannede mig: ”Den er der sgu. Den lever!” Efter tre måneder gav jeg slip. Der voksede en baby i min mave. Når jeg følte mig usikker, lagde jeg hånden på maven på en bestemt måde, og hver gang sparkede han.

“Jeg skulle arbejde hele tiden for at leve op til de forventninger, jeg havde til mig selv til”

Da Carlo så blev født i sommeren 2021, kunne jeg mærke, at mit fokus ændrede sig. Selv om jeg gerne vil være en driftig forretningskvinde, så blev Carlo den vigtigste for mig. Derfor valgte jeg i august 2022 at sige min stilling som kreativ direktør hos Lovechild 1979 og Nué Notes op.

Med det samme begyndte min indre stemme: ’Hvem er jeg så nu?’. Nu, hvor jeg ikke længere er hende, der laver Lovechild 1979 og Nué Notes. Jeg har stadig butikkerne, men det er ikke mig, der står på gulvet og får blomster af kunderne. Det har jeg det lidt svært med. Jeg har været vant til at være frontløber. Jeg har altid fundet min identitet i mit arbejde, og i det, jeg skabte. Og jeg skulle arbejde hele tiden for at leve op til de forventninger, jeg havde til mig selv. Hvis jeg ikke arbejdede, var jeg ikke lige så meget værd, som hvis jeg gjorde.

Foto: Kavian Borhani

Jeg har lige læst en bog, der er skrevet af to forskere, som forsøger at forstå, hvorfor beboerne på den japanske ø Okinawa lever længere end nogen andre. En af årsagerne er, at befolkningen ikke haster og kun udfører én ting ad gangen. Jeg har altid syntes, at jeg var så sej, fordi jeg kunne håndtere en milliard ting på samme tid, men i virkeligheden er jeg bare dårlig til at fordybe mig i én ting. Okinawaerne går ikke på pension, de holder sig i gang med det håndværk, de har excelleret hele livet. Jeg vil også gerne stå op om morgenen, have nogle få faste rutiner, gå på arbejde og fordybe mig, udvikle og skabe noget, ikke være stresset, holde fri når jeg er hjemme, være sammen med min familie og få en god nats søvn. Stå op næste morgen og tage et nyt skridt. En af grundene til, at japanerne bliver så gamle er også, at de hele tiden lærer noget nyt. Hvis du ikke gør det, går din hjerne i stå, og du ældes hurtigere. De stræber også efter solide venskaber og at være omgivet af mennesker, de holder af. Ensomhed er en anden væsentlig årsag til, at folk dør tidligt, og jeg har nok også været ensom, fordi jeg har arbejdet så meget alene.

I et forsøg på at realisere drømmen om et nyt arbejdsliv og samtidig tilfredsstille min trang til at skabe, er jeg nu gået i gang med et nyt projekt, jeg kalder for ALL. Det skal være et brand, som kun bliver. solgt i mine egne butikker, og som ligger lidt højt prismæssigt – det koster penge at arbejde med kvalitetsmaterialer og producere hver style i et lavt antal.

Målet er at lave en klassisk og tidløs kvindegarderobe. Jeg er inspireret af Elin Klings tankegang med Toteme. Hun havde et ønske om at skabe en standardgarderobe i gode kvaliteter, og så lade de samme styles komme igen år efter år. Jeg vil for eksempel designe nogle gode buksedesign, som passer til forskellige kropstyper og udtryk, og så lade dem komme i forskellige farver og materialer, men ellers behøver jeg ikke opfinde noget nyt. Moden ændrer sig hele tiden, men skal man hoppe med på alting, som rør sig? Som verden er i dag, giver det ingen mening for mig.

Foto: Kavian Borhani

Alting går så stærkt, men hvorfor skal det absolut gøre det? Jeg har brug for at gøre op med den hastighed. Jeg vil være mere til stede og lægge endnu mere kvalitet i det, jeg laver. Når du skaber så meget, kan du ikke lægge kvalitet i det hele. Det tror jeg simpelthen ikke på. ALL skal ikke have fire årlige kollektioner, vi skal lave produkter, som vi løbende udvikler for at gøre bedre. Og vi sender først et produkt på markedet, når det sidder lige i skabet.

Jeg har stadig ikke brugt nogle af pengene fra salget af virksomheden. Hvad løber jeg så efter? Jeg behøver ikke en stor flot bil. Det er ikke det, jeg kommer fra. Jeg cykler til stort set alt, og min cykel er fin. Hele mit arbejdsliv har været en jagt på at få mere tid til at være sammen med min familie og deltage i venners arrangementer, som jeg så ofte måtte melde afbud til. Det er mig selv, der bestemmer, hvor meget jeg skal holde fri, men jeg har aldrig kunne tillade mig at holde så meget fri, som jeg gerne ville, fordi jeg altid har søsat nogle projekter, hvor jeg blev uundværlig.

Nu har jeg igen valgt at sætte gang i noget nyt, jeg ved det lyder modsigende, men ALL skal holde mig i gang, ikke gøre mig stresset. Jeg kan bare ikke lade være med at skabe, og jeg har svært ved ikke at blive revet med af alle mine ideer til, hvor vi kan tage ALL hen. Men arbejdet er ikke længere det vigtigste for mig. Når jeg tænker på Carlo og Kasper, føler jeg mig som et lykkeligt menneske. Nu tager jeg mig også tiden til at få set mine venner, og det giver mig så meget livsglæde. Min identitet ligger ikke længere kun i mit arbejde, men også i at være en mor, en kæreste, en datter og en ven.

Jeg kender mange i branchen, som har arbejdet rigtig meget, mens de har haft små børn, men jeg synes ikke, det er sejt. At du tror, at du kan det hele. Jeg vil hellere prioritere at være mor. Alle de oplevelser med Carlo og de ting, han gør for første gang. Vi griner hver aften og morgen, fordi han er så skæg. Det har klart givet mig mere livskvalitet at blive mor.

Det har hundrede procent også givet mig lysten til at leve et virkelig langt liv. Jeg vil opleve Carlo blive voksen og udfolde sig i livet. Tidligere havde jeg det sådan: Whatever, nu er jeg 40, og hvis jeg lever 40 år mere, så er det fint, så er jeg nok også træt. Nu vil jeg bestræbe mig på, med alt hvad jeg læser, at forblive sund og rask. Forsøge at implementere de nødvendige ændringer i mit liv, så jeg kan blive lige så gammel som de der japanere.