Hun troede egentlig, at Danmark var langt mere ligestillet, end det hun kom fra, men det billede ændrede sig.
Der er 19 vindere. 19 piger med forskellig baggrund og alder, der svinger fra 14 til 17 år. Men de har den ting tilfælles, at de har set eller oplevet diskrimination på grund af deres køn eller etnicitet.
Nu står de, og kigger sig i spejlet og retter på tøjet. Det er vigtigt, at det sidder rigtigt, for om lidt skal de sammen med de andre vindere på scenen og holde en tale om, hvorfor de stillede op i konkurrencen ”Break the bias”.
Først går hende, der er kilden til det hele, på scenen. Den britiske ambassadør i Danmark, Emma Hopkins. Hun startede konkurrencen for seks år siden, da hun var ambassadør i Bulgarien.
Det gjorde hun, fordi hun var træt af, at hendes tale på Kvindernes Internationale Kampdag altid skulle handle om de negative realiteter.
– I stedet for at reflektere over, hvor langsomt det går med at reducere kønsforskellen, så ville jeg hellere fejre kampdagen med en positiv gerning, og det blev at løfte en gruppe unge, kvindelige ledere og give dem selvtilliden til at nå deres potentiale, siger hun.
Hun er slet ikke i tvivl om, at det er næste generation af kvindelige ledere, der om lidt skal på scenen for at tale.
Emma Hopkins holder tale for vinderne.
Aarathy Jeyapalan er en af dem. Hun er 15 år, og selvom det er hendes første tale for en større forsamling, er hun slet ikke i tvivl om, hvad hun skal sige. Det er et emne, som ligger hende meget nært.
– Jeg skal snakke om de fordomme, som folk har, når du har en anden etnisk baggrund. Folk kan for eksempel møde mig med spørgsmålet: ”Hvordan kan du snakke så godt dansk?”, siger hun.
Det er et spørgsmål, der både irriterer og undrer hende, fordi hun er født i Danmark. Det har hun skrevet et essay om, og det er det essay, der sammen med 18 andre skal hyldes på scenen.
Vinderne af konkurrencen holder deres tale på scenen. Aarathy Jeyapalan står som den første til venstre for talerstolen.
Fokus på kvinder
Den britiske ambassadør, Emma Hopkins fortæller, at hun altid har været interesseret i verden. Hun husker tydeligt, hvordan samtalerne med hendes forældre omkring middagsbordet handlede om, hvad der skete derude.
Det er også der hendes interesse for mennesker, der er mindre privilegerede end hende selv, stammer fra, fortæller hun, da vi dagen efter konkurrencekåringen har sat os til rette i de lyse, velpolstrede sofaer i ambassadørboligen.
– Jeg har altid været interesseret i det brede perspektiv af menneskerettigheder, men jeg tror de valg, jeg har taget i min karriere, har fokuseret på kvinderettigheder mest af alt også, fordi jeg kan mærke uretfærdigheden af det, og det føltes ret personligt – jeg er en kvinde, siger hun.
Første gang hun selv oplevede den uretfærdighed, hun snakker om, var, da hun som ung advokat skulle have job som barrister, der i England og Wales er en advokat, der har ret til at anlægge sag ved domstolene.
Selvom hun havde uddannelsen og de rigtige kvalifikationer til jobbet, så gik meget af diskussionen omkring hendes ansættelse ud på, hvad hun havde på, siger hun.
– Jeg er 50 år, og jeg har arbejdet i 30 år. Alle kvinder vil i den forbindelse have oplevet diskrimination eller upassende adfærd. Det er bare en del af den verden, vi lever i, siger hun.
Men hun bliver stadigvæk lige deprimeret hver gang, hun hører om det. Det gjorde hun også, da de unge piger fra konkurrencen ”Break the bias” fortalte hende om deres oplevelser.
Nogle fortalte, hvordan de oplever at blive forskelsbehandlet, fordi de bærer tørklæde, eller fordi de er sportslige og andre, fordi de er frembrusende. Der var også en pige, der fortalte, hvordan hun oplevede stor forskel på, hvordan man bør være alt afhængig af, om man var dreng eller pige.
Forskellen i den måde, piger og drenge opdrages på, er også en ting, som Emma Hopkins har lagt mærke til. Det er også en af grundene til, at pigers selvtillid dykker i forhold til drenge, når de når teenagealderen, tror hun.
– Vi lærer vores piger at være trygge, at opholde sig inde, at passe ind og at blive holdt af, siger hun.
Dykket i selvtillid blandt piger understøttes af data, men også af det, hun ser i sine egne børn og blandt de unge kvinder, hun skal ansætte på ambassaden. Den selvtillid er så vigtig at have med sig, understreger hun.
I hendes tale til pigerne på scenen nævnte hun podcasten ”Dear Daughter”, hvor mødre giver råd videre til deres døtre. I Emma Hopkins yndlingsepisode er rådet, at datteren skal udvikle selvtillid som en kakerlak.
– Kakerlakker går hvorhen, de vil. De er ikke undskyldende over at være et insekt. De er stolte, og så er de svære at komme af med, sagde Emma Hopkins i sin tale.
At give kvinder mere selvtillid er også en af grundene til, at Emma Hopkins afholder konkurrencen.
Præmien er at blive ambassadør for en dag, og formålet er få flere kvinder ind i lederstillinger, i politik, i bestyrelseslokaler, i diplomati, i videnskab, i teknologi, teknik og matematik – ja, i alle de fag, der er overvejende domineret af mænd, siger hun.
Genmødet med Danmark
Emma Hopkins blev ambassadør i Danmark i 2020, men hendes daværende møde med landet var langt fra det første.
Hendes mor er dansk, og barndomserindringerne tæller både ferier med kusiner og jul hos ’mormor og morfar’, indskyder hun i sit britiske.
Dengang husker hun Danmark og hendes kusiners liv som meget anderledes end det, de levede i Storbritannien.
– I 80’erne tror jeg ikke, Storbritannien var nået så langt i forhold til ligestilling, og der så jeg Danmark som værende et sted, der var meget mere åbent i forhold til seksualitet og mere åbent i forhold til at diskutere ligestillingsproblematikker, siger hun.
Det langt mere frisindede Danmark præsenterede sig for hende gennem den måde hendes venners forældre forholdt sig til børnenes kærester på, og gennem den måde der i de danske skoler blev snakket mere åbent omkring sex, end det hun var vant til i Storbritannien.
Men at se Danmark med voksenøjne var noget lidt andet. For som lille vidste hun ikke meget om det danske samfund, de organisatoriske strukturer og dansk politik, siger hun.
Forestillingen om landet, der var så meget længere fremme på ligestillingsfronten end hendes hjemland, begyndte så småt at slå revner. For mange af de udfordringer, hun så som voksen, var ens med dem, man diskuterede i Storbritannien.
– Jeg ankom lige midt i MeToo-bølgen, og det var meget interessant at se den debat i Danmark. Diskussionerne omkring de attituder, der var i medierne, i politik og i de sektorer, der stadig er meget domineret af mænd, argumenterne for og imod at øge kvinder i bestyrelser, alt det var meget de samme udfordringer, som dem vi ser i Storbritannien, siger hun.
Også når det kommer til kvinder i topstillinger, er der punkter, hvor både Danmark og England kan forbedre sig, mener hun.
– Jeg tror udfordringen er at få skabt en god strøm af kvinder i topstillinger. Vi ser en lige repræsentation på uddannelserne, men et eller andet sted er vandrørene utætte, og kvinderne trækker sig, siger hun.
At prøve at forstå, hvordan danske virksomheder imødekommer den problemstilling strukturelt er noget af det, der optager hendes diplomatiske arbejde i Danmark.
Vold mod kvinder
Men der er også ting i Danmark, som lever op til hendes barndomsforventninger. Her nævner hun repræsentationen af kvinder i politik, vores børnepasningstilbud og en mere ligelig fordeling af forældrebyrden, end den hun ser i England.
Hun nævner også, hvordan samtykkelovgivningen har øget vores retsforfølgelse i voldtægtssager. Men generelt i verden ser hun stadigvæk en høj straffrihed for voldtægt.
– Det er slet ikke acceptabelt, og det burde ikke være der, vi er i 2022. At prøve at forstå, hvorfor det sker, og hvorfor kvinders vidnesbyrd ikke bliver anset som troværdigt, tror jeg er rigtig vigtigt, siger hun.
I en stor del af Emma Hopkins arbejdsliv har hun arbejdet på at mindske vold mod kvinder i forskellige former. I det arbejde har hun set, hvordan lande kan lære meget af hinanden, hvis de deler deres viden.
Som eksempel nævner hun, hvordan de i England har lånt nogle af de bedste praksisser på området fra lande som Australien og Frankrig.
Denne artikel er første gang bragt på Femina.dk.
Da hun var ambassadør i Bulgarien, indførte hun den samme model til voldtægtsofre som den, de har i England. Et sted, hvor offeret kan søge hen, og som samler psykologer, anklagere og medicinske fagfolk.
– Vi tog modellen fra Storbritannien og satte den første op i Bulgarien, og vi arbejder nu på at sætte flere op. Det er en model, der fungerer, og den er transportable. Der er så meget, der har data bag sig, som kan bruges igen, siger hun.
Til konkurrencekåringen kunne gæsterne se en video, hvor der stod 100 år. Tallet blev streget ud og erstattet med 133, for at vise, hvor mange år, der går, før vi når ligestilling i Danmark.
Men selvom hun er træt af realiteterne, forhindrer det hende ikke i at gøre noget ved dem – det er derfor hun gør det, siger Emma Hopkins.
