Agenda

Cecilie Ingdal: “Jeg er nok langt fra ene om at være både fascineret af og uforstående overfor valg af job, hvor du sætter dit liv på spil”

- 26/09/2024

I månedens leder reflekterer chefredaktør Cecilie Ingdal over, hvordan det må være, at have et job, hvor man sætter sit liv på spil. For selvom hun også brænder for sit job, er det ingenting mod personer som Simi Jan og Karl Maris, der som korrespondent og krigsfotograf aldrig kan vide sig sikre på deres liv.

Det var på et hængende hår, at journalist Maya Tekelis interview med den ukrainske fotograf Karl Maris kom med i denne udgave af ELLE. Men det lykkes. Heldigvis. For interviewet med modefotografen, der overnight ændrede retning for i stedet at dokumentere krigens rædsler, er så absolut et af denne oktoberudgaves highligths.

Jeg er nok langt fra ene om at være både ubeskrivelig fascineret af og alligevel uforstående overfor valg af job, hvor du sætter dit liv på spil, som man jo uomgængeligt gør som krigsfotograf. Journalist og korrespondent Simi Jans beskrivelse i sin bog ‘Kære Kabul’ af den trang, der hev i hende – vel nærmest som et drug – da Kabul ’faldt’ og Taleban overtog magten, vender jeg ofte tilbage til. Mens alle andre flygtede ud af landet, måtte hun bare ind. Også selv om det betød, at hun må efterlade sine små drenge i Danmark.

I Karl Maris’ tilfælde var det ligeledes nærmest en form for et kald, da han på krigen i Ukraines første dag i februar 2022 ikke kunne andet end at skifte sin karriere som modefotograf ud med tilværelsen som krigsfotograf. De æstetiske, idealiserede og drømmeagtige billeder, skabt i rolige, oftest smukke rammer, blev erstattet af billeder, der fanger, dokumenterer og formidler verdenshistorie. Billeder, der beskriver sorg og sårede, død og ulykke – men også håb for fremtiden samt troen på sejr og normale tilstande.

Interviewet, der er blevet til via (den i øvrigt meget omdiskuterede ende-til-ende krypterede app) Telegram, blev i den grad udfordret af strømforsyningen i det område, som Karl befandt sig. Maya beskriver det selv som et spørgsmål om lige dele held, tilfælde og prioritering fra Karls side, at samtalen blev til, for strømmen virker kun et par timer dagligt. Og de timer skal dække alt det, vi i vores ende – ca. 2.500 km fra krigszonen – tager for givet.

Men væbnet med tålmodighed, generet af en del afbrud, på trods af sprogbarrieren og med stor villighed fra Karl, fik de to altså gennemført interviewet.

“Jeg forstår, hvad det materiale, jeg får hjem, kan betyde. Hvert billede kan have indflydelse på andre menneskers opfattelse af virkeligheden, men også på samfundet i fremtiden,” fortæller Karl blandt andet. Og selv om skønhed for skønhedens skyld føles forkert for Karl i dag, så erkender han alligevel, at modefotografiet er med ham, når kameraet stiller skarpt. ”Det er jo den bagage, jeg har med. Fordi det er mennesker, det handler om, og mange af billederne kunne jeg sådan set også have taget som modefotograf.”

God læselyst om Karl, og glæd dig i den noget lettere ende også til at blive inspireret af både moden, skønheden og de 52 sider ekstra ELLE Decoration special, som også er en del af månedens ELLE.

Cecilie