Aydin Soei havde en lovende karriere som journalist foran sig, men valgte i stedet at læse sociologi og skrive bøger. Selvom han har været bange for at tage sin egen historie i brug, peger hans bøger ofte ind mod ham selv, og sammen med hans forskning har de været med til at rykke ved debatten om især indvandring, diskrimination og social arv.
Det kan være ubarmhjertigt at blande sig i den offentlige debat, men for nogle er kampen for at gøre en forskel så vigtig, at de ikke kan lade være. Vi har talt med fire debattører, der på hver sin måde sætter dagsordenen – her er det sociolog og forfatter Aydin Soei.
Første gang, jeg udtalte mig i den offentlige debat, var da min første bog udkom. Den handlede om drenge og unge mænd på kanten af samfundet, og den har været med til at definere det, jeg beskæftiger mig med som sociolog. Jeg fik et tilbud fra et forlag om at skrive den, men jeg havde ikke råd til at skrive på bogen et år uden løn, så jeg begyndte at læse sociologi, så jeg kunne skrive, mens jeg studerede. Jeg blandede mig ikke frivilligt i debatten, men i forbindelse med udgivelsen af bogen begyndte jeg at udtale mig om udvisningsdomme.
Jeg var ret bange for at blande mig i debatten. Der var en stemme i mit baghoved, der sagde, at jeg skulle passe på med at udtale mig om dét emne. Præcis ti år før bogen udkom, var min egen far, som var kommet til Vestegnen fra Iran, da jeg var fire år, blevet udvist, fordi han begik drab på en anden mand. Det var en hemmelighed, som kun to-tre af mine venner kendte til. Jeg var bange for, at jeg ville blive dømt og reduceret, hvis det kom frem. At folk ikke ville anerkende mig for min faglighed, men bare se mig som morderens søn. Jeg vidste hele tiden, at jeg en dag var nødt til at skrive min familiehistorie, men jeg var først klar til det, da jeg havde bevist min faglighed.
Der er meget af mit forfatterskab, der peger ind mod mig selv, men når jeg i dag bruger min stemme offentligt, er det i rollen som sociolog. Jeg er varsom med at bruge min egen historie, for tingene bliver ofte sammenblandede. Det er kun med ikke-hvide mennesker, at det sker. Medierne hiver fat i en sociolog, som skal udtale sig som ekspert, men beder samtidig personen dele sin personlige historie. Det gør medierne ikke, hvis der er tale om en hvid økonom. Så spørger de ikke pludselig ind til, om økonomen har oplevet fattigdom i barndommen, bare fordi de snakker om inflation og stigende fødevarepriser.
Der er en form for strukturel racisme, der gør sig gældende i forhold til, hvordan folk kommer til orde i den offentlige debat. Derfor er jeg også meget varsom med, hvad jeg takker ja til at deltage i. I starten af mit forfatterskab oplevede jeg gang på gang, at jeg blev bedt om at udtale mig som sociolog, men når der så skulle tages billeder til en artikel – som på ingen måde handlede om min personlige historie – blev jeg bedt om at posere med en brosten. De ville aldrig bede en hvid forsker om at stå med en brosten.
I forbindelse med skyderiet i Field’s begik jeg en fejl. Jeg lagde en story ud på Instagram, hvor jeg skrev, at flere havde skrevet direkte til mig, at gerningsmanden konkret gik efter etniske minoriteter, og jeg skrev, at hvis det havde været en brun gerningsmand, så ville man hurtigt begynde at spekulere i motiver. Jeg ville aldrig have udtalt mig på så tidligt et stadie i et medie, der når langt bredere ud end en story på min private Instagram-konto. Jeg ville end ikke skrive den slags i et opslag, der modsat en story ikke forsvinder efter 24 timer. Men jeg tog fejl der, ingen tvivl. Jeg tvivler imidlertid på, at alle mulige internetkrigere var gået amok over det, havde krævet at man skulle sige undskyld og spekuleret i, hvorvidt en story på Instagram var udtryk for, at man ikke ville Danmark og det danske fællesskab, hvis der havde været tale om en hvid meningsdanner.
Aydin Soei, 40 år, er forfatter, sociolog og foredragsholder. Blev først uddannet som journalist, men supplerede uddannelsen med en kandidat i sociologi fra Syddansk Universitet. I dag skriver han bøger om de samme emner, som han forsker i, nemlig etniske minoriteter og unge i udsatte boligområder, medborgerskab og social mobilitet og arv. Har blandt andet skrevet ‘Forsoning – fortælling om en familie’ og ‘Fædre – fortællinger om at blive far’.
Jeg har det ambivalent med titlen ”debattør”. Debattører er ofte folk, der ikke er akademikere eller forskere, og som egentligt ikke har en kvalificeret baggrund for at udtale sig, men som medierne af en eller anden grund synes er interessante. Hvis jeg skal være med i en livedebat, beder jeg som regel om, at de kalder mig meningsdanner i stedet.
For mig er det ikke et mål i sig selv at deltage i den offentlige debat, men hvis der pågår en samtale om noget, jeg ved noget om, vil jeg gerne deltage. Jeg takker nej til de fleste forespørgsler, enten fordi det handler om noget, jeg ikke er kvalificeret til at udtale mig om, eller fordi det er tidskrævende. Jeg har min søn alene hver anden uge, og der laver jeg altid en afvejning af, hvad der betyder mest: Jeg skal virkelig tro på, at det gør en forskel, hvis jeg skal stille op i en debat i stedet for at have tid med min søn. Andre gange har jeg takket ja, selvom jeg egentligt ikke orkede, fordi jeg vidste, at mediet ville ringe videre til en eller anden debattør, som ikke har viden på området eller ikke bryder sig om brune mennesker. Så er jeg nødt til at stille op.
Jeg har oplevet at deltage i en debat og så åbne en Facebook-indbakke med beskeder om, at jeg skal rejse hjem til mit eget land. Det reagerer jeg ikke særligt hårdt på, og der er jeg nok lidt privilegeret som mandlig meningsdanner. Etniske minoriteter er udsatte i den offentlige debat, men etniske kvinder er endnu mere udsatte, og kvinder med tørklæder er dem, der får flest og de værste beskeder. Jeg får f.eks. ikke voldtægtstrusler. Men når det er sagt, bedriver jeg noget selvcensur, inden jeg poster på Facebook, for det er blevet et ekkokammer for ældre hvide mænd, der føler sig ekstremt truet af den identitets- og woke-politik, de ser alle vegne.
Jeg føler ikke, at min stemme i debatten har ændret sig, siden jeg første gang udtalte mig for snart 15 år siden, men det har debatten til gengæld. Jeg er ikke blevet mere politisk, men dansk politik har radikaliseret og politiseret de emner, jeg beskæftiger mig med. Det er derfor, jeg føler, at jeg er nødt til at stå frem og bruge min stemme.
