Anne Kirstine Cramon er ikke bange for at kritisere hverken samfundets magthavere eller sine egne chefer – eller for at ødelægge den gode stemning med sine skarpe holdninger. Det er der mange, der har haft svært ved at acceptere, og i perioder har kritikken været så hård, usaglig og kvindehadsk, at hun har måtte trække stikket.
Det kan være ubarmhjertigt at blande sig i den offentlige debat, men for nogle er kampen for at gøre en forskel så vigtig, at de ikke kan lade være. Vi har talt med fire debattører, der på hver sin måde sætter dagsordenen – her er det journalist og radiovært Anne Kirstine Cramon.
Man kan ikke rigtig tale om, at jeg havde en debut på debatscenen. Det er ligesom noget, der er kommet snigende. Det er ikke, som om der er en pigegarde, der spiller en ind. Jeg bragte et indlæg hist og her, og så blev jeg inviteret med i nogle debatprogrammer. Men det er klart, at det gav mig en mulighed for at komme ud over stepperne, da jeg begyndte at skrive fast for Berlingske.
Mit første debatindlæg i Berlingske handlede om kvindesyn. Det var et modsvar til noget, en mand havde sagt om kvinder, og jeg blev så indigneret, at jeg simpelthen måtte hvæsse pennen. Sådan er det stadigvæk, jeg er drevet af indignation, når jeg skriver. Muligvis også af en form for naivitet, for tit og ofte føler jeg, at jeg siger det åbenlyst rigtige. Jeg kan blive helt overrasket over, at der er nogle, der synes noget andet.
Der er nok søde piger i verden, og jeg har ikke behov for at blive opfattet som sød. Men jeg bliver træt af de reaktioner, man får, når man som kvinde vil ytre sig offentligt. Nærmest halvdelen af kommentarerne går ikke på indholdet, men på ens køn. For mig at se lufter jeg bare mine holdninger, men når man har markante holdninger, bliver man også opfattet som markant. Og kaldt alle mulige ting, rappenskralde og skærebrænderstemmen. Man bliver eksponent for alt muligt, i stedet for at være eksponent for en holdning.
Når du stiller op og har en holdning som kvinde, er det fordi, du er seksuelt frustreret. I al fald i følge de kommentarer og beskeder, jeg får. Før folk overhovedet kan forholde sig til, hvad en kvinde siger, skal de forholde sig til, om hun er for tyk eller tynd, om de vil kneppe hende eller ej. Jeg overvejer løbende, om mænd får sådan nogle beskeder, og hvordan deres oplevelse af at være debattør er.
Jeg er helt klart idealist, og jeg er i den offentlige debat, fordi jeg tror på noget, der er større end mig selv. Det er klart mit ønske om at ændre noget, der driver mig. Hvis man kan få folk til at ombestemme sig eller påpege nogle underliggende strukturer, som andre ikke har fået øje på, så kan man jo ændre den måde, verden hænger sammen på. Jeg er ikke bange for at bruge mig selv i det her spil, hvis det kan være med til at gøre verden bedre i mine øjne.
Der hvor grænsen gik, og der hvor jeg blev nødt til at trække stikket og tage en pause fra debatten og min rolle på Berlingske, var, da kritikken trådte for langt ind i min privatsfære. Det begyndte at være chikane: Jeg fik trusler, og folk, der havde set mig på gaden, begyndte at sende beskeder. Det gik ud langt ud over, hvad der er almindelig opførsel i en debat.
Anne Kristine Cramon, 37 år, er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation fra Københavns Universitet. Selvstændig kommunikationsrådgiver, debattør og forhenværende presse- og kommunikationschef for Liberal Alliance.
Jeg har altid haft en tyrkertro på, at man kunne ignorere sig ud af det. Jeg har bare slettet de dumme beskeder i min indbakke, tænkt ‘ude af øje ude af sind’. Og jeg har også været nødt til at anlægge et image, der har udstrålet, at det preller af på mig, for ellers har jeg ikke en chance. Men man kan ligesom holde til det, indtil man ikke længere kan. Hvis man kradser det samme sted længe nok, brister huden. Og når mængderne bliver store nok, så kan man ikke bare ignorere det. Jeg er ret god til at adskille tingene nu, og jeg kan godt se, når det, folk skriver, er gakkelak. Men det er klart, at hvis jeg har en dårlig dag, og jeg så får en besked fra én, der synes jeg er grim, så gør det en dårlig dag endnu dårligere.
Man bliver hærdet. Man får hård hud steder, man ikke troede, man kunne få hård hud. Det er bare en del af spillet, og jeg er nødt til at acceptere, at folk forholder sig til min offentlige persona. Det betyder ikke, at de kender mig, og det er ikke dem, der ved, hvordan jeg egentlig er.
Jeg tog baby-steps, da jeg trådte tilbage ind på debatscenen. Jeg har gode mennesker omkring mig, både på mit arbejde og privat, som godt kan lide mig, og som har været gode til at tage hensyn til, at der var en periode, hvor jeg var lidt mør.
Men jeg synes, det er totalt bakke snagvendt, at man som kvindelig debattør skal sætte en ære i at være hårdhudet. Det synes jeg, at jeg har hørt andre kvindelige debattører sige, at de gør. Jeg forstår ikke, hvorfor man skal maltrakteres af alle mulige boomer-typer på Facebook, bare fordi man er en kvinde, der bruger sin stemme offentligt.
