I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag zoomer vi ind på fem danske brands skabt af ambitiøse kvinder.
Det vælter frem med unge, danske brands og virksomheder, som på kreativ vis vil skubbe til både mode, kunst og sex på hver deres måde. Og bag mange af dem står ambitiøse kvinder og minder os om, at iværksætteri gælder for alle. Vi har samlet fem af dem, som du særligt bør holde øje med.
Sara Jin Mi
Guldsmed Sara Jin Mi grundlagde sit smykkemærke af samme navn i 2020 og skaber håndlavede smykker, der hylder det uperfekte. Hendes designs forener luksuriøse materialer som 18 karat guld, opaler og diamanter med naturens organiske og abstrakte formsprog.
Tour Lava
Legesyge, eventyrlyst og glæde er kodeordene for tøjmærket Tour Lava, der blev grundlagt i 2021 af Sofie Ken og Kathrine Maron, der begge har en fortid som henholdsvis designer og PR Manager hos Hosbjerg. Med en særlig fascination og forkærlighed for 70’erne og 80’erne skaber designduoen items, der leger med en vintage æstetik gennem forskellige teksturer og farvekombinationer med fokus på solidt håndværk.
Peech
Man kan måske diskutere, hvor upcoming Peech er, da sexlegetøjs-brandet har haft en flyvende start, siden det blev grundlagt af Clara Filippa Damgaard i foråret 2020. Med et ønske om at nuancere opfattelsen af, hvad selvkærlighed og personlig velvære er, sælger og producerer Peech lækkert kvalitets-sexlegetøj, der gør op med et forældet tabu om sexlegetøj og i stedet skal få os til at udforske krop og seksualitet med stolthed.
Kerne.milk
Siden sin start i 2019 er det kun gået en vej for tøjmærket Kerne.milk – op. Bag brandet står de kreative direktører Marie Mark og Katrina Anne Wittig, der begge er vokset op som dansere. Det er særligt et ønske om skabe en ny tilgang til æstetisk bæredygtighed i modebranchen, der driver de to designere. Derfor bruger brandet cut-offs og deadstock fra tekstilproduktion til at skabe items, der særligt spiller på kroppens bevægelser.
Omhu Studio
Ved at eksperimentere med materialer og elementer som 3D-print, glas, læder og gibs forener designer og kunster Belinder Rasmussen kunst og mode med sine smukke pieces, der tæller både beklædningsdele og kunsthåndværk. Hendes afgangskollektion fra Det Kongelig Akademi fik hende i 2021 udtaget til Designers Nest Award under Københavns modeuge, og hun er desuden designer for Skall.