All The Way to Paris maler unika værker for Stilleben i et nyt designsamarbejde, hvilket er blevet til en fin og unik kollektion af i alt 28 fade med fine palmer, trapper, fugle og abstrakte motiver på.
I den nye kollektion ’Jam Collection’ af Stilleben og All the Way to Paris, finder du i alt 28 forskellige fade, der alle er nummeret og signeret i bunden, samt fremstillet på Stillebens nye keramikfabrik, som er Den Danske Keramikfabrik på Bornholm.
De to designere Tanja Vibe og Petra Olsson Gendt står bag designstudiet All The Way to Paris, som de startede sammen i 2005. Den dansk-svenske designduo har allerede samarbejdet med en lang række designvirksomheder og du kan blandt andet spotte deres grafiske arbejde og design hos Georg Jensen, Please Wait to be Seated og Hay.
All The Way to Paris er nu gået sammen med Stilleben, som du måske bedst kender fra butikken i indre København der sælger kuraterede produkter, men også signaturdesign i eget navn. Bag Stilleben står de to designere Ditte Reckweg og Jelena Schou Nordentoft, begge uddannet fra Danmarks Designskole med speciale i keramik og glas.
Læs også: Årets julegave til fashionistaen: Et abonnement på ELLE
Jam Collection er limited edition og er blevet til som et eksperiment, designet af Stilleben og malet af de to kreative kvinder fra All the Way to Paris. Du finder ikke to ens fade, så du skal være hurtig hvis du finder en favorit!
I galleriet har vi samlet et udpluk fra kollektionen, som lige nu kan købes i Stillebens butik på Niels Hemmingsensgade 3, 1153 København K og på deres hjemmeside.
Psst… Brug pilene eller ‘swipe’ dig igennem billederne.