Sundhed

Malene Munkholms bedste råd og tips til løbeturen

- 22/09/2016

I ELLEs september-nummer interviewede vores tidligere sundhedsskribent Sara Jin Smith Malene Munkholm, som i en alder af 48 år er maratonvinder – og et levende eksempel på at din alder ikke skal stå i vejen for din træning. Få hendes bedste råd og tips til løbeturen her.

ELLEs tidligere sundhedsskribent Sara Jin Smith interviewede maratonvinder Malene Munkholm til vores september-nummer, hvor vi satte fokus på alder, generationer og relationer.

48-årige Malene Munkholm er nemlig beviset på, at din alder ikke skal være en undskyldning for at dyrke motion.

Læs også: MØ: “Sådan holder jeg mig i form”

Sara Jin Smith bad Malene Munkholm om at dele sine bedste tips til, hvordan du bliver bedre til at løbe en kort, mellemlang eller lang tur:

1. Lad ikke din alder stoppe dig. Det er aldrig for sent at begynde at løbe, du skal blot være opmærksom på, at nye vaner kræver tid at få inkorporeret i din dagligdag. Et godt råd er derfor at skrive dine løbeture ind i kalenderen, så du ved det og husker at sætte tid af til det.

2. Sæt dig gerne et mål, som du kan arbejde dig henimod under din træ-ning. Hvis du har brug for motivation, så meld dig til et løb, enten fem km eller 10 km – eller et halvmaraton, hvis du er modig. På den måde har du også en deadline og en tidsplan.

3. Gør dit løb til noget socialt, oplev den særlige stemning, der opstår, når man løber i en gruppe. Du kunne spørge nogle veninder, som finder den samme glæde ved at løbe som dig selv, og lav aftaler sammen. Så undgår du også diskussionen med dig selv om, hvorvidt du skal løbe dig en tur, de dage motivationen ikke er der 100 procent.

4. Planlæg gerne din rute, inden du tager ud og løber, så ved du også helt præcist, hvor langt du skal løbe, og du kan også undgå at fare vild eller komme ud på en kedelig og lang rute.

5. Husk teknikken. Uanset om du er nybegynder eller en rutineret løber, så er viden om en god løbeteknik altid vigtig. Så invester din tid i at forbedre din løbestil, så mindsker du også risikoen for at få skader.

6. Find løbetøjet frem aftenen før, så virker morgenen nemlig det mere over-skuelig. Psst … Du vil få mere energi ved at dyrke motion om morgenen. 

Foto: @mm_malene Malene Munkholms bedste råd og tips til løbeturen