I ELLEs april-nummer, havde vi fokus på WWW-verdenen og det digitale univers. Marie Jedig er prisvindende blogger på Mariejedig.com, hvor over 50.000 personer følger med i hendes liv på daglig basis, hvilket har skabt hende en digital karriere som blandt andet virtuel veninde.
Trykt i ELLE April, nr. 90 // Tekst: Louise Nyboe // Foto: Asger Mortensen // Styling: Mie Juel // Hår & makeup: Louise Bruun (Mac)
Prisvindende blogger, mariejedig.com, med 50.000 unikke månedlige følgere.
Hvordan bruger du nettet privat?
Som blogger synes jeg, det er lidt svært at skelne mellem, hvornår jeg bruger nettet privat, og hvornår jeg bruger det professionelt. Tingene flyder let sammen. F.eks. har jeg både en privat og en professionel facebook-side, men jeg har alligevel lukket ret mange læsere ind på min private side. Det betyder så, at jeg også skal tænke på min private side som et arbejdsredskab.
Hvordan bruger du nettet professionelt?
Når man har en blog, bruger man også mange andre medier til at skabe trafik til bloggen. Jeg har en facebook-side, en Twitter-profil og en Instagram-profil. Og så er jeg med i bloggerfællesskabet Bloggers Delight, hvor vi linker til hinanden og dermed skaber trafik til hinandens blogs.
Hvad har nettet betydet for din karriere?
Nettet har betydet alt for mig. Jeg er vokset op i Næstved, hvor der ikke var så mange, der delte min interesse for mode og æstetik. Derfor søgte jeg selv inspiration på blogs, som der dengang ikke var ret mange af. Det blev min indgang til selv at starte en blog.
Kan det ikke være lidt sårbart at være blogger? Du deler bl.a. krammebilleder af dig og din kæreste, og du sætter dine private møbler til salg på bloggen.
Jo, helt sikkert. Når man lægger personlige historier ud, vil der også være personer, der kommenterer på din personlighed eller din omgangskreds. Så det er klart, at man skal finde en balance, hvor ens omgivelser også kan være med. Det fede ved selv at dele ud er heldigvis, at man selv vælger sit filter, men jeg kan godt lide at lukke mine læsere ind, for så føler de også, at de kender mig, at jeg bliver en slags virtuel veninde.
Tør du satse på en www-karriere?
Indtil videre ja. Det at arbejde som blogger er jo stadig et meget nyt erhverv, så jeg er en del af udviklingen. Det er både vildt og magisk.
I 2015 skiftede du blognavn fra Vilde Kaniner til Marie Jedig – hvorfor det?
Vilde kaniner repræsenterede ligesom opstarten, dengang jeg boede i Næstved og følte mig lidt som en vild kanin, fordi jeg ikke havde så mange at dele min modeinteresse med. Da jeg flyttede til København, syntes jeg, at det repræsenterede et nyt kapitel i mit liv, og derfor skiftede jeg navn.
Det største minus ved nettet?
At man kan svine andre til og samtidig være anonym. Mange tænker måske på mig som hende bloggeren, der hele tiden er ovenpå, fordi det er det, billederne viser, men jeg er også et følsomt menneske, der bliver ked af sårende kommentarer. Det er nok min største udfordring.
Det største plus ved nettet?
Hastigheden – jeg kan på et splitsekund dele mine tanker med mine læsere.
Bonusinfo: Den 6. april udgiver Marie Jedig bogen Nu; en selvbiografisk stilguide, der handler om hendes opvækst, værdier og hverdag samt om mode, inspiration, kærlighed og kreativitet (People’s Press).