25-årige Julie Hyld arbejder til dagligt som PR-konsulent hos Patriksson Communication i København, men hun bruger store dele af sin fritid på træning og har en særlig forkærlighed til løb! Vi har bedt Julie Hyld om at færdiggøre 9 sætninger om sundhed og træning...
I samarbejde med ELLEs sundhedsskribent Sara Jin Smidt, aka. Healthy Skinny Bitch, stiller vi skarpt på en masse sunde kvinder og mænd, og nu er turen kommet til 25-årige Julie Hyld, der har en helt særlig forkærlighed til løb og alt, hvad der har med løb at gøre. Ja, man kan vist roligt kalde Julie Hyld for en sand løbeentusiast.
Se også: Tor Andersen: Sådan holder jeg mig sund
Julie arbejder til dagligt som PR-konsulent hos Patrikssons Communications, men bruger en stor del af sin fritid på træning og løb. Og så er Julie én af de personer, der synes, at det er selve træningen – og ikke perioden efter – der er ‘guleroden’ ved at træne.
Vi har bedt Julie Hyld om at færdiggøre 9 sætninger om sundhed og træning, og nedenfor kan du blandt andet få gode tips til løb, herunder vigtigheden i at se træningen som en ven og ikke noget, der skal ‘overståes’.
Læs med her:
Navn: Julie Hyld
Alder: 25 år
Job: PR-konsulent hos Patriksson Communication
En sund hverdag er… består af en masse smil, latter og bevægelse. For et års tid siden siden sagde en af mine veninder “no pain, just games”, et spin-off den klassiske “no pain, no gain” – og jeg elsker den frase, for det er sådan, jeg har det med træning. Det handler ikke om at gå igennem smerte for at nå et mål, men det handler om at nyde at kunne bevæge sig frit. Jeg nyder træningen, og jeg glæder mig, når jeg sidder med løbeskoene på. Jeg oplever tit, at folk udelukkende snakker om glæden efter træning, og hvordan de har fortjent at forkæle sig selv efter, at de har trænet. Sådan har jeg det ikke. Min gulerod er klart selve træningen.
Den bedste måde at starte hverdagen på… ville det være at have tid til min morgenmad og træne, når jeg har lyst! Det gør jeg i ferier og i weekenden. Nu består min uge af to morgentræninger hos Sara Jin Smidt hver onsdag og fredag. Det er nemlig en nødvendighed at få den stabilitets-træning, som jeg får på morgenhold, hvis jeg skal kunne løbe, som jeg vil. Derudover er både Sara og jeg travle mennesker, og hvis jeg på nogen måde skal sammensætte en uge bestående af arbejde, træning, familie og venner,så skal jeg helst kunne træne med mine venner.
Jeg træner… Løb. Og helst hver dag, hvis det kan gå op. Som regel prioriterer jeg det så højt, at det lykkedes. Desværre har jeg, grundet en stor skade, været nødsaget til at tage nogle ufrivillige fridage.
Jeg finder inspiration til sundhed og træning… hos alle mulige mennesker omkring mig og på de sociale medier. Både folk, som skal løbe deres første 10 km, folk der træner for at slå en personlig rekord og atleter, som skal til OL for første gang. Jeg har to veninder, som skal til OL i marathon, og jeg har andre venner, som skal løbe deres første 10 km til Kvindeløbet til sommer – begge parter inspirerer mig. Sammen med to veninder har jeg startet instagram-profilen “voltwomen”, hvis formål er at inspirere og fortælle historier om stærke kvinder, som når deres individuelle mål.
Jeg spiser aldrig… Mozzarella, brie og andre fede mælkeprodukter, da jeg er laktose-intolerant. Ellers spiser jeg stort set alt – og mest peanutbutter.
My guilty pleasure er… bland-selv slik! Og jeg udnytter det flere gange om ugen.
Mit bedste sundhedstip er.. Sundhed er så meget! Grin mere, smil mere, glæd dig mere. Men hvis du vil nå til det punkt, hvor du elsker din træning, så vær konsekvent med din træning. Efter min skade var jeg tilbage til nulpunktet, og hvis du starter der, så kan du ikke kaste dig ud i 5 km fra start. Start med at løbe 2 km, derefter 2,5 km og så 3 km. Få succesoplevelser fra starten og acceptér, at det ikke altid er sjovt de første 3 måneder… Men bliv ved!
Hvis der var 25 timer i døgnet, ville jeg… Når jeg har ferie, så får jeg virkelig udnyttet tiden til at gøre alt det, som jeg burde gøre i løbet af ugen; jeg løber om morgenen, styrketræner om eftermiddagen og dyrker yoga om aftenen! En perfekt kombination! Så hvis jeg havde 25 timer i døgnet ville jeg gøre alle de ting – hver dag!
I 2016 vil jeg… være skadesfri!
Vil du gerne læse endnu flere sunde tips fra seje og sunde danskere?
… Så stay tuned og følg med på siden, når vi om en uge stiller skarpt på en ny person, der vil dele ud af alle sine gode tips til træning og sundhed.