Celebrity style

Mandagsmuse: Mademoiselle Yulia

- 20/04/2015

Model, DJ, stilikon, It girl, smykkedesigner... Mademoiselle Yulia kan bare det hele, og vi er ELLE-vilde med det japanske multitalent. Lær denne uges Mandagsmuse lidt bedre at kende her.

Japanske Mademoiselle Yulia ved, hvad det vil sige at skille sig ud. Og det gør hun både selvsikkert og med god stil! Hendes CV er prydet af mange talenter, alt fra DJ til model, og vi er helt vilde med det unge stilikon. Bliv lidt klogere på Mademoiselle Yulia, der er denne uges Mandagsmuse, og bliv inspireret af hendes modige og stilfulde looks. 

Læs også: Binx Walton skal designe sneakers for Superga

Hvem:

Mademoiselle Yulia, født d. 10. august 1987 i Tokyo, Japan. Musiker, model, smykkedesigner og It-girl.

Derfor skal du kende hende:

Mademoiselle Yulia blev kendt som DJ og sangerinde, og selv om hun stadig arbejder med musik, skriver hun i dag også for modemagasinet Nylon i Japan, har sit eget smykkebrand og har lagt ansigt til kampagner for Gucci og H&M. Det er især hendes rå og anderledes stil, der har gjort hende til den It-girl, hun er, og én af de personer, der virkelig har bemærket hende, er den ligeledes musikelskende tøjdesigner Stella McCartney, som har fulgt hende rundt i Tokyos gader i sin seneste kampagnefilm.

Mademoiselle Yulia startede i en tidlig alder med at lave musik. Hun gik på en skole, som var meget kreativ anlagt og dannede derfor et band med fire andre. Efterfølgende ville hun gå i samme retning som sin far, der er frisør, men musikken fyldte for meget, og hun valgte i stedet at følge sin største passion. Det viste sig at være en god beslutning, da hun i 2008 fik en pladekontrakt med et af de største pladeselskaber i Japan.

I dag er Mademoiselle Yulia dog mindst lige så kendt for sin stil, som er farverig, dristig og original. Og fotograferne har ikke været sene til at bemærke hende på gaden og til de årlige modeuger, som hun deltager i rundt omkring i verden. Når hun skal beskrive sig selv, er det meget kort og kontant, nemlig at hun ”gør hvad hun vil,” og sådan er hendes smykkekollektioner også blevet til. Kollektionerne går fra at være kæmpestore bling-bling-smykker til små enkle ting. Hun synes nemlig, at mode skal være sjov og vil ikke reducere sine smykker til kun at tale til en bestemt type. Det er sikkert også derfor, at Stella McCartney er så fascineret af Mademoiselle Yulia, fordi hun den ene dag er meget feminin og den næste dag meget rå, om end intet i hendes stil er tilfældigt.

Stella McCartneys kampagnevideo One City, One Girl, hvor Yulia er med, er optaget i Tokyo, og her følger man Yulia rundt i byens gader iklædt Stella McCartneys elegante tøj, smukke tasker og ikke mindst meget blåt hår! Yulia tør ikke bare skille sig ud, hun gør det også med en imponerende fornemmelse for stil. Hun sætter dermed i perspektiv, at det er okay at være anderledes end alle andre, og vi er vilde med den tankegang.

Læs også: Acne Studios byder foråret velkommen med ny solbrillekollektion

Højdepunkter:

2008: Mademoiselle Yulia får kontrakt med EMI Music Japan, og begynder at få et navn inde for DJ-verdenen.

2009: Hun lancerer sin første smykkekollektion ved navn Giza.

2010: Hun bliver nummer 2 på CNNGOs liste over talenter, man skal lægge mærke til.

2011: Udgiver sit debutalbum som sangerinde, Mademoworld.

2013: Mademoiselle Yulia udgiver EP’en Where Ever Harajuku.

2014: Yulia bliver den første asiatiske model, som er med i en kampagne for H&M, H&M Loves Music. Hun bliver også kampagneansigtet for Guccis frynsetaskekollektion, ’Fringe Bag’.  Samme år går hun også ind i et samarbejde med det Britiske mærke KTZ, hvor de sammen skaber en unisexkollektion.

2015: Hun bliver Stella McCartneys nye It-girl og er med i en cool streetstyle-video, som er den fjerde One City, One Girl-kampagne lanceret af Stella McCartney.

Bonusinfo:

Mademoiselle Yulias yndlingsdesignere er: KTZ, Chanel, Louis Vuitton, og Givenchy. Hun er også ret vild med kendte kunstneres indflydelse og samarbejde med brands som designeren Virgil Abloh, der laver tøjet Pyrex Vision Brand, hvilket blev utrolig hypet, da Kanye West begyndte at gå i det.
Hun er især kendt for sin meget markante blå hårfarve og har tidligere haft rødt og pink hår. Hun mener, at det er fordi, hendes far er frisør, at hun altid har fået lov at prøve nye ting med sit hår.
Yulia er på de seneste blevet ekstremt gode venner med London-designerne Vivienne Westwood og Jeremy Scott og kan tit ses i deres tøj.
Hun bliver ofte inspireret af streetwear, især herrestilen i London, når der er London Fashion Week.
Mademoiselle Yulias yndlingsby er dog Paris, hvis gader, bygninger og souvenirbutikker fascinerer hende. Man skulle næsten tro, at det var derfor, hun brugte navnet Mademoiselle, men Yulia fandt faktisk på navnet, dengang MySpace var meget populært, og da hun så blev DJ holdt det bare ved.   
Som enhver anden hip japaner er Yulia stor fan af legetøjsbutikker og samler på Barbie-dukker og My Little Pony-figurer. Hun går tit på opdagelse i vintage-legetøjsbutikker.

Læs også: Set på Instagram: Facials!

Følg Mademoiselle Yulia:

Instagram: @mademoiselle_yulia

Twitter: @mlle_yulia

I galleriet har vi samlet et par billeder af det japanske multitalent. Kig med og bliv inspireret af hendes vilde stil!

Psst… Brug pilene i galleriet eller ‘swipe’ dig igennem.