Kultur

Dronning Rania af Jordan

- 10/07/2009

Hun er smuk, velklædt, veluddannet og velformuleret. Dronning Rania af Jordan, der er verdens yngste dronning, har hele pakken, men lader det ikke blive ved det. Hun er godt i gang med at redefinere, hvad det vil sige at være kongelig på en ny og moderne måde.

Den 38-årige Dronning Rania af Jordan er både stilikon og rollemodel.Time Magazine har i begyndelsen af 2009 udråbt hende til det nye ansigt for arabisk feminisme i det 21. århundrede, og for nylig kårede tv-stationen CNN’s brugere hende til ‘Den mest inspirerende leder i 2008’. I en af de sidste dage i det forgangne år, da våbenhvilen mellem Israel og Palæstina blev brudt, kunne man se hende og hendes mand, kong Abdullah II, donere blod til ofrene i Gaza. Dronning Rania kaster nyt lys over de kongeliges betydning i dag. For i en tid, hvor de fleste efterhånden tror på, at man – uanset sin baggrund – kan blive, hvad man drømmer om, bare man arbejder hårdt nok, er kongelige i farezonen for at blive lagt på hylden med ‘forældede sager’.

Dronning ved et tilfælde
Født Rania Al-Yassin den 31. august i 1970 voksede hun op i Kuwait. Faren var læge og opdragede sine fire børn til, ‘at nøglen til succes her i livet er hårdt arbejde’. Lige før Golf-krigen brød ud, og Saddam Hussein invaderede landet, flygtede familien til Jordan, og senere uddannede Rania sig i business administration på The American University i Cairo og arbejdede først i Citibank og senere i Apple Computer i samme by. Hun var kun 22 år, da hun mødte prins Abdullah bin Al-Hussein. Knap seks måneder senere blev de gift. Prins Abdullahs farbror havde arveretten til tronen efter Abdullahs far, den moderne tænkende kong Hussein, men to uger før han døde af cancer, ændrede Hussein arveretten, så hans ældste søn ville blive konge. Så i en alder af 29 år blev Rania i februar 1999 dronning.

Arbejder mod racisme
Siden har parret – der i modsætning til de europæiske kongelige i dag rent faktisk også er politiske ledere af deres land – arbejdet hårdt for at positionere sig som en ny type arabiske ledere; unge, moderne, demokratiske og pro-vestlige. Og en af dronning Ranias vigtigste mærkesager er arbejdet for at bygge bro over kløften mellem den vestlige og arabiske verden. Over det, hun kalder ‘udbredte fordomme og stereotype opfattelser af muslimer, der er baseret på en stigende mistænksomhed’. “Tankerækken går ofte sådan, at arabere er lig med muslimer, der er lig med terror, der er lig med krig. Der er trods alt 1,2 milliarder muslimer i verden i dag, og langt størstedelen er moderate,” siger Dronning Rania, der mener, at vestlige fordomme også gælder muslimske kvinder, til BBC News.

Dronning på YouTube
Sidste år tyede dronning Rania til nye midler, da hun startede en kampagne på YouTube med daglige videoklip med hende selv, indslag fra komikere, som den amerikansk-iranske stand-up’er Maz Jobrani, der joker med fordommene mod muslimer og små dokumentarfilm om muslimers hverdag. Og vigtigst af alt – besvarede hun her spørgsmål fra brugere rundt omkring på kloden. For første gang kunne almindelige borgerlige kommunikere direkte med en dronning, og i løbet af kampagnen, havde sitet mere end to millioner besøgende. I efteråret modtog Dronning Rania en ‘YouTube Visionary Award’. Og det er ikke det eneste kontroversielle, Dronning Rania har foretaget sig. Hun har som aktivt bestyrelsesmedlem i The Jordan River Foundation siden 1995 været med til at oprette et hjem for voldsramte og misbrugte børn. Derudover hjælper hun piger og kvinder til at få en uddannelse og starte egne forretninger.

Troende muslim uden tørklæde
Dronning Rania taler insisterende imod æresdrab, som der i Jordan er 20 af om året. “Der er mange hensyn at tage, når man bevæger sig mellem tradition og fornyelse. Men jeg tror også på, at man godt kan opfordre og opmuntre folk til at prøve at gå nye veje, især hvis man kan få dem til se det positive ved at gøre tingene anderledes.” Selv er hun troende muslim, der beder fem gange om dagen. Men hun bærer ikke tørklæde eller slør. “Selvfølgelig er der folk, der ville foretrække, at jeg bærer tørklæde, men om man vil det eller ej er ens eget personlige valg. Det er tankevækkende, at det altid er et meget større emne i Vesten, hvor jeg bliver spurgt mere om det, end jeg gør i Mellemøsten,” har hun svaret på et YouTube-spørgsmål. Til Hello Magazine har hun fortalt, at være dronning er ikke en følelse, men et job.

Læs mere om Dronning Rania på hendes officielle webside
Se flere ELLE portrætter her

Velgørenhed er en af den smukke dronnings mærkesager, og hun rejser verden rundt for at tale for organisationer som Unicef, Unesco og Finca.