Kunst, bøger og musik

Sophie Calle udstiller på Louisiana

- 23/06/2010

Take Care of Yourself er navnet på den seneste udstilling på Louisiana. ELLE har mødt kunstneren bag

Konceptkunstneren Sophie Calle er en af Frankrigs mest anerkendte nulevende kunstnere, og hun er helt sin egen. Med udgangspunkt i sit eget liv skaber hun fiktion ud af hverdagen og værker, man kan relatere til.

Denne måned vises et af hendes mest populære værker til dato, Take Care of Yourself, på LOUISIANA. Det handler om kvinder, der bliver dumpet af kæresten over mailen …

ELLE FANGEDE SOPHIE CALLE TIL EN SNAK OM …

IDEEN MED TAKE CARE OF YOURSELF
Jeg havde fået et brev, hvor min kæreste slog op med mig, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle svare på det, så jeg bad kvinder om at fortolke det med deres respektive professioners sprog. En kemiker skulle fortolke det med en kemikers sprog osv. Tanken var at skabe et kunstværk, som jeg håbede ville have en visuel eller poetisk effekt. Det var ikke for at fortælle en særlig historie.

HVORFOR HUN KUN SPURGTE KVINDER OM AT VÆRE MED
Da jeg fik brevet, tænkte jeg, at det var et typisk ‘mandebrev’. Jeg tror ikke, en kvinde kunne finde på at skrive på den måde. Jeg vidste heller ikke, hvordan jeg skulle besvare det, men jeg ville besvare det på ‘min måde’. Bagefter var jeg fristet til at spørge mænd, om de ville deltage, men jeg var bange for, at det så ville blive til et sociologisk projekt og skifte fokus til at handle om forskellen mellem mænd og kvinder.

BALANCEN MELLEM FAKTA OG FIKTION I HENDES KUNST
Ved at vælge en vinkel og ved at redigere værket bliver det fiktion. Jeg kan godt lide at sige: ‘Det er ikke sandt, men det skete.’ Når jeg f.eks. skriver, vælger jeg en stilart. Og det samme med billeder, jeg vælger et billede ud af mange, så det er blot én side af historien. Jeg forsøger ikke at fortælle sandheden, jeg forsøger at lave kunst.

DER ER NOGET, DER ER FOR PRIVAT?
Det kommer an på idéen, på projektet. Jeg spørger mig selv: Er det det værd? Har det potentiale? Hvad bliver det til på væggen? Er det interessant nok til at blotte noget, selv om det er for privat? Så overvejer jeg balancen mellem, hvad jeg føler, at projektet kan bliver til, i forhold det problem, det evt. kan skabe.

Sophie Calle: Take Care of Yourself, Louisiana Contemporary, 23. jun. – 26. sept., Lousiana.dk

3 x bonusinfo: 1. Take Care of Yourself blev et af de helt store hit på Venedig Biennalen i 2007. 2. Sophie Calle er foreviget ved at optræde i Paul Austers roman Leviathan (1992). 3. Senere har de to lavet kunst/bogprojektet Double Game sammen (1999).