Film og TV

Film i februar

- 19/02/2009

Filmelskere kan glæde sig over flotte præstationer i både danske og udenlandske film, hvoraf nogle måske har været mere ventet end andre

Månedens film: Revolutionary Road
Leonardo DiCaprio og Kate Winslet er Frank og April, hvis ægteskab er forstenet i en pittoresk forstadsidyl med to børn. Det før så forelskede par forsøger at generobre lidenskaben og den fælles drøm om et liv rigt på eventyr. Desværre imod alle odds, for de befinder sig i en verden, hvor værdier er lig med fast ejendom og en fornem karriere. Revolutionary Road foregår i 1950’erne, men budskabet i dette intelligente og smukke melodrama er evigt aktuelt: Spørg dig selv, hvad lykken er, før det er for sent.

Instruktør: Sam Mendes.
Medvirkende: Kate Winslet, Leonardo DiCaprio m.fl.
Premiere: 30. jan.

Mænd der hader kvinder
Hvordan laver man en vellykket filmatisering af en krimi, der er læst og elsket af millioner af mennesker? Det får vi at se i februar, når Mænd der hader kvinder får premiere, og den umage svenske helteduo Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander bliver vakt til live.

Instruktør: Niels Arden Oplev.
Medvirkende: Michael Nyqvist, Noomi Rapace, m.fl.
Premiere: 27. feb.

He’s just not that into you
Med en rolleliste, der funkler af stjernenavne, kommer bestselleren He’s Just Not That Into You nu på film. Det handler selvfølgelig om mænd, kvinder og de uskrevne regler for dating. En af bogens forfattere er Greg Behrendt, der var medforfatter på Sex And The City, så det skal nok blive sjovt.

Instruktør: Ken Kwapis.
Medvirkende: Jennifer Aniston, Scarlett Johansson, m.fl.
Premiere: 6. feb.

På dvd i februar: Det, som ingen ved
En af Danmarks bedste instruktører, Søren Kragh Jacobsen, har med Det, som ingen ved drejet en drønspændende politisk thriller. Anders W. Berthelsen er musikeren Thomas Deleuran, hvis søster myrdes og sammen med dennes veninde Ursula opdager, at søsteren var på sporet af en forbrydelse begået i efterretningstjenesten.

Instruktør: Søren Kragh Jacobsen.
Medvirkende: Anders W. Berthelsen, Maria Bonnevie, m.fl.
På dvd: 3. feb.