ELLE AWARDS

Her er de nominerede til ELLE Style Awards

- 21/03/2013

Den internationalt anerkendte ELLE Style Awards, der afholdes i 17 ud af i alt 43 ELLE-lande, løber for første gang af stablen i Danmark den 15. maj 2013.

ELLE Style Awards, Danmarks officielle modeprisuddeling, afholdes den 15. maj i Skuespilhuset i København, hvor der inden for 15 kategorier skal uddeles priser til de dygtigste danske modefolk, bedste brands og de mest markante stilikoner. Blandt de nominerede er designer Malene Birger, modefotograf Signe Vilstrup og sangerinde Marie Key.

Den internationalt anerkendte ELLE Style Awards, der afholdes i 17 ud af i alt 43 ELLE-lande, løber for første gang af stablen i Danmark den 15. maj 2013. ELLE Style Awards er modebranchens største prisuddeling, hvor hele branchen sammen med modeentusiaster og toppen af den danske kendisscene samles for at hylde og fejre de allerbedste inden for deres fag – nemlig de personer og brands, der har gjort sig ekstraordinært bemærket i det forgangne år.

Modsat tidligere års modeprisuddelinger, vil der til ELLE Style Awards være et begrænset antal pladser, som er tilgængelige for publikum. Dertil bliver prisuddelingen også produceret til tv og vises på TV3 den 27. maj 2013.

13 priser til de allerbedste og 2 særpriser

Til ELLE Style Awards uddeles der priser inden for 15 kategorier – fra årets model og stylist til årets designer og modebrand. Dertil uddeles også en række mindre branchespecifikke priser til årets sangerinde, årets skuespillerinde, årets mand og cool kvinde, som udover deres primære metier også er yderst fashionable på den røde løber og stilikoner for de mange modeinteresserede danske mænd og kvinder. 13 af de 15 prisvindere udpeges af ELLE Style Awards’ dommerkomité, mens de to sidste særpriser – “ELLE-prisen” og “Læser-prisen” – udpeges af hhv. ELLE og ELLEs læsere.

“Mode er noget, som interesserer og inspirerer alle. Vi vil gerne give noget tilbage til branchen ved at hylde og fejre de allerbedste inden for deres felt. Det gør vi ved at afholde en overdådig og seværdig prisuddeling for den danske modebranche, hvor vi kombinerer awardshowets format med både underholdning og catwalk,” fortæller
Cecilie Christiansen, chefredaktør på dansk ELLE og fortsætter:

“Modebranchen er Danmarks fjerdestørste eksporterhverv, og det er en stor ære for os, at give de mange danske talenter den anerkendelse og opmærksomhed, de fortjener, så vi også i fremtiden har et højt dansk niveau. Vi er stolte af, at dansk og skandinavisk design er noget, man taler om i hele verdenen, og vi benytter enhver lejlighed, vi har, til at slå et slag for dansk mode overfor vores kollegaer i det internationale ELLE-netværk. Det er vigtigt, at udlandet får øjnene op for endnu flere danske talenter, hvad enten der er tale om designere, fotografer, stylister, makeupartister eller andre, der er med til at markedsføre dansk mode.”

ELLE Style Awards 2013 afholdes i samarbejde med L’Oreal Paris, der er hovedsponsor på prisuddelingen. Dertil har ELLE indgået et tæt samarbejde med Ole Lynggaard Copenhagen, som afholder et eksklusivt mode- og smykkeshow i løbet af aftenen og fejrer deres 50 års jubilæum for alle gæsterne ved den efterfølgende efterfest i Skuespilhuset. Charlotte Lynggaard har endvidere designet selve ELLE Style Awards-“statuetten”.

Se alle de nominerede her!