Sundhed

Effektivt tip mod appelsinhud

- 26/06/2012

Hvis du lige vil af med det sidste af bulerne på ballerne inden din sommerferie, så kig her.

Vi kender det nok alle sammen, der er bare langt op til 5. sal. Netop fordi det hårdt at gå op og ned ad trapper, er trappetræning en rigtig god motionsform.

Trappetræning er både en billig – de fleste har adgang til trapper – og samtidig meget effektiv form for konditionstræning, og så styrker du musklerne i balder og lår.

Kom appelsinhuden til livs med trapper
Ud over at kondien bliver udfordret, når turen går op og ned ad trapperne, så er trappe-træning faktisk også en rigtig »cellulite-dræber«.

Hvis du ikke er i form, skal du selvfølgelig starte forsigtigt op med din træning, og lad være med at løbe ned ad trapperne. Det kræver virkelig god styring, balance og koordination at træne på trapper. Husk at træne med gode sko på, så det ikke bliver for hårdt for dine led.

Brug ca. 1 minut på hver øvelse, og hold pause i 1 minut mellem øvelserne:

– Løb langsomt op ad trappen og gå ned igen.

– Tag to-tre trappetrin i hvert skridt, når du går op ad trappen, så du nærmest laver »lunges« op ad trapperne! Gå ned i roligt tempo.

– Stå ved det allerførste trappetrin og gå skiftevis op med den ene fod ad gangen, så du har venstre fod på trappetrin nummer 1 og højre fod på gulvet. Så skifter du, sætter venstre fod ned på gulvet og den højre fod op på trin nummer 1. Hvis dette er for nemt, sætter du tempoet op eller hopper, så du skiftevis har højre fod på trappetrin nummer 1 og venstre fod på gulvet og omvendt!

Stå på gulvet og hop, på begge fødder, op på trappetrin nummer 1. Fødderne holdes i hoftebreddes afstand. Gå ned igen og gentag. Hvis det er for nemt, kan du hoppe op på trappetrin nummer 2, og gå ned igen. Forsøg at lande »blødt« på fødderne med let bøjede knæ, så du fjedrer lidt i knæerne, når du lander.