Sundhed

Er du rund og sund?

- 10/12/2012

Serier som Modern Family med Sofia Vergara og Mad Men’s Christina Henricks har givet kurverne et kærkomment comeback. Tjek her om dine former er fristende for øjet eller farlige for sundheden

Serier som Modern Family med Sofia Vergara og Mad Men’s Christina Henricks har givet kurverne et kærkomment comeback. Tjek her om dine former er fristende for øjet eller farlige for sundheden

Dine gener bestemmer din facon
Tynd eller tyk, æble eller pære – det er generne, der bestemmer, hvordan du ser ud. Når det er sagt, så kan du gøre en stor forskel ved at spise sundt og dyrke motion. Men grundlæggende kan du ikke
ændre på, at du f.eks. har tendens til topmave eller ridebukselår – du kan til gengæld sørge for, at det ikke udvikler sig til et større problem end højst nødvendigt.

Derfor kan du ikke regne med fedtprocentmålere
Ifølge de officielle anbefalinger skal din fedtprocent ligge mellem 21 og 33 procent, hvis du er under 40 år, og mellem 23 og 34 procent, hvis du er over 40 år. Desværre er rigtig mange af de almindelige badevægte med såkaldt “indbygget fedtprocentmåler” højst upålidelige – de er alt for påvirkelige af væskeindhold m.m. i kroppen, oplyser Ulla Skovbæch Pedersen fra Institut for Human Ernæring ved Københavns Universitet.

Det samme gælder de vægte, som fitnesscentrene benytter. Vil du gerne kende din fedtprocent, kræver
det langt mere professionelt udstyr, nemlig en Dexa-scanner, som læger og forskere benytter. Brug i stedet dit taljemål og skel lidt til BMI-tallet – så er du rigtig godt hjulpet!

Kosten er vigtig
Generne bestemmer ikke bare din kropsfacon, de afgør også, om du har hurtig eller langsom muskeltilvækst. Nogle kvinder udvikler nemlig muskler hurtigt, når de træner, og andre kan gøre
en ligeså stor indsats, uden at det sætter sig særligt synlige spor. Hører du til sidstnævnte gruppe, kan
du hjælpe musklerne på vej ved at sørge for at spise ekstra godt med protein, når du har trænet – dvs.
kød, mager ost, hytteost og skyr. Det giver dine muskler de optimale betingelser for at vokse.

Taljemålet sladrer om din sundhed
Når du skal vurdere om dine kurver er sunde, skal du først og fremmest kigge på dit taljemål og dernæst skele lidt til dit BMI-tal. Taljemålet skal for kvinder være under 80 cm for at være sundt. Ligger det mellem 80 og 88 cm, skal du være på vagt, og er det over 88 cm skal du tabe i vægt for at være sund.

Sådan måler du din talje:
Stå afslappet med 25-30 cm afstand mellem fødderne. Find den øverste del af dit hofteben og den nederste kant af dine ribben. Din talje er midt imellem disse to punkter. Mål omkredsen uden at trække maven ind og sørg for at målebåndet ligger jævnt ind til huden hele vejen rundt. Det er bedst at tage målet om morgenen, inden du har spist.

Sådan måler du dit BMI:
BMI betyder Body Mass Index og angiver forholdet mellem højde og vægt. For at være normalvægtig, skal dit BMI-tal ligge mellem 18,5 og 25. Ligger du over 25, regnes du for overvægtig, og ligger du under 18,5 regnes du for undervægtig (du skal dog huske at tage BMI med et gran salt – se herunder).

Du måler dit BMI ved at tage din vægt i kilo og dividere med din højde gange din højde i meter. Altså kg/højde gange højde. Måler du f.eks. 1,70 cm og vejer 70 kilo ser regnestykket sådan ud: 70 x (1,70 x 1,70) = BMI 24.

BMI fortæller ikke hele sandheden
BMI-tallet har i mange år været målestok for, hvor sund din vægt er. Problemet med BMI er bare, at det ikke tager højde for, hvordan fedtet er fordelt på din krop. Du kan f.eks. sagtens have et BMI inden for
normalområdet og samtidig have masser af fedt på maven, hvor det er allermest usundt. Derfor giver taljemålet et mere præcist billede af, hvor sund du er.