Hvorfor får du ridebukselår, og hvordan kan du træne dem slankere? Få svaret her
Ridebukselår er noget, de færreste kvinder er vilde med. Det er ligeledes noget af det sværeste at spise og træne væk, så derfor er de brede lår et stort problem for mange.
Og de store lår er faktisk noget, du kan takke din familie for. For ridebukselår er i høj grad noget, der ligger i generne, forklarer Thomas Ravlo, som er personlig træner og ernæringsekspert.
“Det er dels hormonelt og dels genetisk betinget. Der er desværre flere inaktive end aktive, der får det, men dermed ikke sagt at aktivitet vil fjerne det. Nogen bliver aldrig fri for det, før de har tabt alt fedt på kroppen,” forklarer Thomas Ravlo til kvindesitet kk.no.
To ting virker mod de tykke lår
Det er et højt niveau af østrogen i kroppen, der netop gør, at fedtet sætter sig på hofter, lår og rumpe i stedet for eksempelvis maven.
Dermed er der heller ingen mirakelkur mod de store ridebukselår.
“Der er ingen øvelser, som specifikt bekæmper ridebukselår, men en sund kost og træning reducerer fedtniveauet i kroppen, hvilket igen reducerer ridebukselårene,” siger Thomas Ravlo.
Han råder til, at man træner intensivt i 45 minutter nogle gange om ugen, og at man sørger for at undgå for meget sukker i kosten.
“Er du først hormonelt disponeret for en fedtfordeling, der kun sætter sig på nogle dele af kroppen, vil det være smart at træne og spise sundt og sørge for at komme i seng før midnat. Det gør din hormonbalance mere stabil,” siger ernæringseksperten.
Kilde: KK.no