Skønhed

Skønhedens mørke side: 6 favoritter, vi gerne lader os forføre af lige nu 

- 03/11/2026

Dramatiske læber, dragende dufte, røgede øjne og levende lys. Halloween – eller måske bare den (u-)hyggelige mørke tid op mod jul – er den perfekte anledning til at udforske skønhedens mere mystiske side. Cecilie Ingdal deler her seks favoritter, der er lige dele sofistikerede og forførende. 

Et kys i mørket 

Lad dig ikke skræmme af den næsten sorte farve. Cliniques ikoniske Black Honey er nemlig langt mere subtil, end den ser ud. Den lette, balmlignende konsistens glider ubesværet over læberne og efterlader en transparent, dyb bærtone med et diskret skær. Intensiteten kan bygges op, og resultatet er mere forførende end dramatisk. En moderne klassiker, der beviser, at mørke læber sagtens kan være elegante. 

1

Almost Lipstick Black Honey, Clinique, 225 kr.

Sort magi

Hvis én neglelak fortjener betegnelsen kultklassiker, må det være Chanels Rouge Noir. Den dybe, næsten sorte bordeauxfarve er indbegrebet af underspillet dramatik og har i årtier været et elegant alternativ til både klassisk rød og helt sort neglelak. Den blanke finish gør kun farven endnu mere raffineret. Et lille strejf af mørk glamour på fingerspidserne. 

2

Le Vernis, Chanel, 270 kr.

Et dragende blik 

Smokey eyes behøver hverken være kompliceret eller kræve et imponerende arsenal af pensler. Makeup by Marios cremede øjenskygge er nem at tone blødt ud på øjenlåget, hvor den efterlader et fint skær og en smuk dybde. Nuancen Fizzy Fig er særlig interessant til et mere stemningsfuldt aftenlook. Brug den alene for et enkelt resultat, eller byg intensiteten op, når øjnene gerne må få lidt ekstra opmærksomhed. 

3

Soft Shimmer Long-Wear Cream Eyeshadow Fizzy Fig, Makeup by Mario, 219 kr.

Efter mørkets frembrud 

Hvis Halloween havde en sofistikeret signaturduft, kunne Byredos nye Havana Tonka meget vel være et bud. Duften er en del af husets eksklusive Night Veils-kollektion og forener tonkabønner med rom, tobaksnoter, viol, ruskind og et strejf af crème brûlée. Resultatet er en varm, mørk og sanselig komposition, hvor sødmen får modspil af dybere noter. En duft, der kalder mere på dæmpet belysning, levende lys og sene aftener end på dagslys og travle morgener. 

4

Havana Tonka Night Veils 70 ml., Byredo, 2.490 kr.

Vipper med attitude

Nogle gange skal der ikke mere end en virkelig sort mascara til for at give et look en helt anden karakter. Victoria Beckham Beautys Future Lash er indbegrebet af underspillet glamour med sin lette formulering, der løfter, forlænger og definerer vipperne uden at tynge. Den fine mikrobørste fanger selv de mindste hår og giver et elegant, intenst blik. Og som en ekstra finesse kan mascaraen fjernes med blot varmt vand.  

5

Beauty Future Lash Mascara Black, 4,7 ml, Victoria Beckham, 295 kr.

Mørk magi 

Halloween handler trods alt også om at skabe den rette stemning. Og den behøver heldigvis ikke involvere hverken udskårne græskar eller kunstige spindelvæv. Byredos Bibliothèque er med sit sorte glas og sine varme, dragende duftnoter af blomme, viol, læder og vanilje nærmest skabt til mørke aftener. Tænk levende lys, en god bog, et glas rødvin og måske en lille smule mystik i luften.  

6

Bibliothèque Scented Candle, Byredo, 290 kr.