Andrea Elisabeth Rudolph: “Jeg har aldrig drømt om en stor virksomhed, men jeg har drømt om at skabe en familie”

Denne artikel blev bragt i ELLEs julinummer 2026.

Andrea Elisabeth Rudolph har netop modtaget en pris på vegne af Rudolph Care. Produktet ‘Açai All in One Serum’ – et serum til alle, som drømmer om klar hud og sund glød – har vundet prisen som Årets Danske Produkt til branchefesten Danish Beauty Award, og selvom den blot stiller sig ind i rækken af priser, er hun ydmyg over anerkendelsen. 

”Det er 20 år siden, at jeg fik ideen til det her og 17 år siden, vi kom på markedet med Rudolph Care, og det gør mig virkelig stolt stadig at kunne være relevant efter alle de år. For der er ved gud ikke kommet færre produkter på hylderne. Tværtimod,” siger hun. 

At hun er nået så langt med sin virksomhed, synes ikke tilfældigt. Andrea Elisabeth Rudolph bærer to vigtige skills med sig, der begge skinner igennem i det øjeblik, man møder hende, og som sammen med godt købmandskab og en særlig sans for behov og æstetik har været med til at bane vejen for hendes succes.  

Den ene handler om at vælge ja-hatten, bogstaveligt, altid at forsøge at se glasset som halvt fyldt og gå i retning mod at få det maksimale ud af livet.  

”Alt efter hvilket mindset man har, leves livet forskelligt og opleves forskelligt. Og hvis der er noget, vi kan styre, så er det vores tanker og mindset, og det tror jeg, jeg er meget bevidst om,” siger hun. 

Det andet handler om at være dedikeret og bruge sin drivkraft; om at tage sit ansvar i livet om ikke alvorligt så i hvert fald seriøst.  

”Jeg har været så heldig at finde noget, jeg er passioneret omkring. Jeg er meget lystdrevet, så det har jeg måske ikke kunnet lade være med. Jeg er også sådan en, der ikke giver op. Jeg er sygt stædig. Og jeg er flittig. Det har jeg med hjemmefra. Jeg har flittige og passionerede forældre og bedsteforældre hele vejen rundt, og som barn var jeg omgivet af ekstremt flittige mennesker,” fortæller hun. 

Foto: Asger Vilhelm

KAPITEL 1 

Andrea Elisabeth Rudolph er født og opvokset i den jyske by Vejen i et hjem med en usædvanlig høj detaljegrad. I hendes barndomshjem havde man øje for alle finesser, for hjemmets indretning, for maden der blev serveret og for valgene, der blev truffet omkring spisebordet. Hendes forældre drev fælles modevirksomhed og havde modebutikker i Århus, Odense og København.   

”Det har været ekstremt inspirerende at vokse op blandt mennesker, der gjorde sig umage. Jeg kommer ikke fra et akademisk hjem, jeg kommer fra iværksætteri, også ned til mine bedsteforældre. Og det at være selvstændig og drive en forretning med passion er noget, jeg har fået ind med ske, siden jeg var barn,” fortæller hun 

Hendes morfar arbejdede med vejmaskiner, og hans far lagde noget af landets første asfalt, og begge syntes de at gå efter at gøre praktiske ting lettere og bedre.  

“Jeg er sygt stædig. Og jeg er flittig. Det har jeg med hjemmefra”

”Min morfar var opfinder og opfandt den såkaldte kloakgrap. Han har også opfundet et spredningssystem til at strø grus, der i dag mest bliver brugt til salt. Jeg har lært, at forretning ikke kun handler om selve produktet, men også om at se et hul i markedet. Se noget, der mangler, og noget, man har lyst til at støtte i verden, og som man brænder for, og som man synes har en plads.”  

Andrea er vokset op med produktion. Hendes mor var designer, og de havde systue hjemme, og som barn tog hun gerne med rundt på sin morfars virksomhed for at hilse på folk og se, hvad de lavede. Hun fulgte processen fra tegnebord til produktion.  

”Jeg elsker stadig produktion. Vi producerer også alt Rudolph Care i Danmark, og jeg elsker at komme i produktionen. Det er et maskineri. Det er mekanik. I mit tilfælde blandet med det bløde og det sanselige. Fra min barndom kan jeg huske de her programmer om, hvordan man lavede en flødebolle, og jeg husker glæden ved at se ting blive til. Da jeg var teenager, lyttede jeg til et program på P3, der hed en ’En arbejdsplads i Danmark’. Jeg var ikke målgruppen, men jeg syntes, det var vildt spændende.”  

Når Andrea Elisabeth Rudolph som barn brugte tid med de voksne, fornemmede hun instinktivt, at det var vigtige ting, der blev talt om. 

”Jeg kunne mærke, at det handlede om vores fremtid. Virksomhederne har forsørget vores familier, de har været fundamentet for det liv, jeg har levet som barn. Det var dem, der gjorde, at vi kunne tage i sommerhus, at vi overhovedet havde et sommerhus. Det var virksomhederne, der gjorde, at vi kunne gøre ting sammen. Det var levebrødet,” fortæller hun.  

Hun har aldrig oplevet hverken forældre eller bedsteforældre, der gik på arbejde som en sur pligt. ”Jeg har været omgivet af passionerede mennesker hele mit liv. Og det tror jeg er en kæmpe gave,” siger hun og beskriver, hvordan de som børn hang med på de voksnes passion. 

”Det var ikke nødvendigvis børnetid, men vi fulgte med som det tynde øl og sad med ved middagsbordet og overhørte de mange samtaler. Og det har været vildt lærerigt. Det har givet mig et godt indblik i tingene, og det har gjort mig nysgerrig. Jeg fik en fornemmelse af, at hvordan man gør ting, og derfor var det også naturligt for mig, da jeg fik ideen til Rudolph Care, at jeg stiftede en bestyrelse og et selskab lang tid, før jeg havde produktet.”  

På samme måde har hendes egen virksomhed også altid fyldt i hendes egne børns liv. Hun var gravid med sin ældste datter, Isolde, da hun fik ideen til Rudolph Care for 20 år siden, og det betød, at datteren stort set dagligt var med på kontoret, der dengang lå i et baghus på Danasvej på Frederiksberg. Isolde blev afleveret i institution sent, hentet tidligt og fandt så ellers sin plads blandt produkter og kasser, møder og mennesker.  

I dag færdes de to yngste, sønnerne Alfred på 10 og Arthur på 9, også hjemmevant i villaen i Valby, hvor Rudolph Care siden er flyttet hen. Og det er helt ok, at tingene smelter sammen. Måske endda en fordel, mener Andrea Elisabeth Rudolph. For med inddragelsen følger forståelsen af, hvordan tingene hænger sammen.  

“Jeg har set, at hvis man arbejder og knokler og lykkes med sine ting, så giver det samtidigt muligheden for, at man kan leve et rigt liv med oplevelser sammen”

”Min morfars passion og arbejdsomhed har betydet meget for mig. At se mennesker arbejde af lyst er vildt inspirerende. Og det var samtidigt så tydeligt, at det, han gjorde, skabte et fundament i vores liv. Han forsørgede ikke bare sin egen lille familie, men hele sin store familie. Og jeg så det ansvar, særligt det økonomiske ansvar, han tog på sig for flere end bare sig selv og dem, han havde tættest på. Den generøsitet har inspireret mig,” fortæller hun.  

”Jeg har set, at hvis man arbejder og knokler og lykkes med sine ting, så giver det samtidigt muligheden for, at man kan leve et rigt liv med oplevelser sammen. Der var ikke den store luksus min barndom, som den vi kender i dag, men vi kunne holde fri og tage på ferier sammen, og vi havde et hjem, der var stort nok til, at vi kunne samles. Der var højt til loftet, uden at der blev ruttet. Jeg så, at det at arbejde og skabe noget kunne opfylde nogle drømme.”  

Forsørgeransvaret har hun taget med sig og har altid følt det som en selvfølge, at hun skulle bidrage til verden.  

”Selvom jeg har set mine bedsteforældre og forældre kunne forsørge flere end sig selv, så har jeg ikke tænkt, at jeg ikke behøvede at lave noget. Faktisk tværtimod. Jeg har set det som en vigtig rolle at forsørge, og jeg har altid forsørget min egen familie,” siger hun og tilføjer: 

”At være eneforsørger er vildt, og det er der jo mange, der kender i Danmark. Det er et stort ansvar, og det kan stresse, for det er dyrt at leve i dag. Det er også hårdt, synes jeg. Vi bliver bombarderet med et ekstremt forbrug, og det presser mange af os til at tro, at vi skal kunne følge med hele vejen rundt.” 

Foto: Asger Vilhelm

KAPITEL 2 

Andrea Elisabeth Rudolph er meget bevidst om den rigdom, hun i dag har i sit eget liv og bevidst om, at den intet har med penge at gøre. Den handler om de mennesker, hun har omkring sig og de fællesskaber, hun er en del af. Og måske også, hvis vi skal tale materiel værdi, at kunne købe et hus, der rummer og har plads til, at hun kan samle venner og familie.  

”Der er meget ensomhed i dag, både blandt børn og voksne, og jeg er så ekstremt privilegeret, at jeg aldrig rigtig føler mig ensom,” fortæller hun. 

”Jeg kan godt føle mig alene, for eksempel i det med at være den eneste voksne derhjemme, men generelt er det ikke en følelse, jeg oplever.”  

“Jeg har ingen venner med drama. Det bruger vi ikke. Og det arbejder jeg heller ikke med i virksomheden. Det er utrygt, og det må ud”

”Jeg er så helt utrolig heldig, at jeg efterhånden har rigtig mange gode venner og veninder, som jeg desværre bare ikke ser helt så meget, som jeg gerne ville. Alle har travlt. Derfor husker vi også at mødes på hverdage og få spist lidt mad: ’Jeg har lige den her rest i køleskabet, hvad har du?’ Mine veninder er meget varme og tillidsskabende, det er trygt. Jeg har ingen venner med drama. Det bruger vi ikke. Og det arbejder jeg heller ikke med i virksomheden. Det er utrygt, og det må ud.” 

Selv er hun heller ikke et dramatisk menneske, men hun er krævende i sine relationer, eller i hvert fald insisterende, siger hun. 

”Jeg insisterer på, at vi gør os umage i relationen. Og det betyder ikke, at man ikke kan have dårlige dage, eller at man skal have dårlig samvittighed over ikke at ringe tilbage eller ikke at få svaret på en sms. Jeg er ikke selv altid god til at vise, at jeg sætter pris på de mennesker, der omkring mig, selvom jeg egentlig ikke tror, de er i tvivl om det. Flere af mine venner er blevet som familie for mig. Og jeg er for eksempel god til at samle min familie. Det er vigtigt for mig.” 

Hun er en del af en stor søskendeflok, som hun aldersmæssigt står nogenlunde i midten af. Blandt andet er hun storesøster til tekstildesigner Cecilie Elisabeth Rudolph, hvis print man indimellem kan spotte på Rudolph Cares produkter. 

”Min familie betyder alt for mig. Jeg har aldrig drømt om en stor virksomhed, men jeg har drømt om at skabe en familie, og jeg er glad og taknemlige for den, der er min egen. Vi er ikke samlet som et hold hele tiden, men vi er ikke i tvivl om, at vores styrke ligger i sammenholdet. Vi bakker hinanden op, og der er altid nogen, der griber den, der vakler,” fortæller hun. 

“Jeg bliver ikke i tvivl om, hvem jeg er, når jeg er sammen med andre mennesker, og det er en kæmpe styrke”

Når familien ses, hjælper de hinanden, laver mad sammen, bruger fællesskabet.  

”Og alle har hver især noget, de er gode til. Nogen er gode til at tænde et bål eller en grill eller skrælle otte kilo kartofler, og andre er virkelig gode til sovsen. Min søster er god til kager og desserter. Jeg kan virkelig godt lide at samle. Også i min virksomhed og også mine venner.” 

Ekstrovert har hun altid været. Hun finder det let at være blandt andre mennesker og har også brugt det professionelt i sin tid som radio- og tv-vært. 

”Jeg har altid været meget social og udadvendt. Jeg står godt i mig selv, og jeg hviler i den, jeg er. Jeg bliver ikke i tvivl om, hvem jeg er, når jeg er sammen med andre mennesker, og det er en kæmpe styrke,” siger hun, men understreger også, at hun aldrig har prøvet andet.  

”Det er jo det der med at føle, at man er god nok. Jeg har altid været omgivet af ekstremt meget kærlighed. Også som barn. Mine forældre har troet på, at jeg godt kunne en hel masse, og de har ladet mig tage ansvar tidligt, nok også for tidligt, vil nogen mene, men det er jo heldigvis gået godt. Og jeg har lært meget af det,” fortæller hun. 

”Vi kan godt blive lidt overbeskyttende i dag. Jeg tog selv bus og tog, da jeg var barn, og vi havde jo altså ingen telefoner, og det gik meget godt alligevel. Ved at vise sine børn tillid, ved at sige, at de kan, giver vi dem også en tro på, at de kan. Vi skal vise vores børn, at vi tror på dem, tror på, at de kan løse opgaver og løse tingene, selvom det er svært. Vise dem vej, så de kan være modige. Mod betyder ikke, at man ikke er bange for at gøre ting, det handler om at gøre noget, man måske netop er lidt bange for.” 

Foto: Asger Vilhelm

Udover at være en reflekterende mor er Andrea Elisabeth Rudolph både humanist og femininist. Selvom hun er det på en lidt anden måde end dem, der tordner frem. Mindre aggressivt. Mindre iøjnefaldende. Ikke desto mindre er hun et forbillede for mange kvinder alene i kraft af sig selv og måden, hvorpå hun håndterer det at være kvinde og menneske.  

Det er derfor heller ikke første gang, at hun er på forsiden af et magasin og sikkert heller ikke sidste gang. Hun stiller gerne op, når hun har noget at sige, og hun har gennem tiden delt ærligt og sårbart ud af et utal af personlige emner og meget af det, vi taler om her, bygger ovenpå noget, der allerede er fortalt. Tiden med brystkræft, blandt andet. Hun har lyst til at bruge sin stemme, fordi hun synes, der er noget, der skrider i den forkerte retning. Hun har lyst til at bruge min stemme på de næste generationer og på mennesker, der har det svært.  

”Nogle gange kan jeg godt blive ked af, at der er så mange, der har det svært. Sådan har jeg altid haft det. Det er jo ikke alle, der er lige privilegerede, heller ikke i forhold til, hvordan vi er skruet sammen. Jeg kan godt lide, når man er i flok, når man er et hold, og når man er lige. Jeg er optaget af, at vi er lige. For det er vi jo; vi er mennesker alle sammen. Hvis man har et overskud, så har man også en forpligtigelse til at tage andre i hånden. Løfte dem eller få dem med. Det er naturligt for mig, og jeg oplever også selv at få det kærlige skulderklap eller det kærlige skub eller kram fra mine veninder, hvilket tit hjælper mig op. Det er nok sådan en søsterting.” 

Livet foregår jo hele tiden, siger hun flere gange i løbet af interviewet. Det kører op og ned. Og helt klassisk sagt, så er der ingen toppe uden dale.  

”Vi har bare en tendens til at sætte mere fokus på tingene, når vi er i en dal,” fastslår hun.
”Vi glemmer at sætte pris på det, når vi så også topper og give det lige så meget nærvær og energi. Jeg prøver at huske at minde mig selv om, når det er rart, når tingene går godt, og når ingen er syge. Vi bor i et land med fred, vi har god mad på bordet og dejlige venner omkring os.”  

Måske er det sværere at fokusere på toppene, funderer hun, fordi der også er noget, der hedder jantelov, men vi skal huske, at toppen ikke nødvendigvis er længere væk end den næste årstid.  

”Hvis man godt kan lide detaljer, så ser man jo rigtig mange dejlige ting. Hvis man så samtidigt har et positivt mindset, så skal der faktisk ikke så meget til at skabe en stor glæde. Det er de små ting, som i virkeligheden er så utroligt store. Og forunderlige.”  

At mælkebøtterne eksploderer, eller at gråt er flot. At fuglene synger i haven omkring os. 

”Jeg elsker alle årstider og elsker at bo i et land, der har årstider. Jeg elsker at gå ind i årstiden, og jeg synes, de alle sammen varer lidt for kort. Også vinteren. Jeg ridder i Dyrehaven og kan blive helt rørt, når hvidtjørnen springer ud, og når skovbunden er dækket af anemoner. Det, at komme ud i naturen og ud i skoven kan gøre mig fuldstændig overvældet. Naturen er livsbekræftende, og jeg er så taknemlig for at opleve særligt foråret igen, fordi jeg dengang i2021, hvor jeg havde brystkræft, var i tvivl om, hvorvidt det blev mit sidste,” fortæller hun. 

Under sin sygdom genfandt hun for alvor glæden ved den natur, hun tidligere har følt sig naturligt forbundet med, både i barndommen og ungdommen, men som hun på flere måder var kommet alt for langt væk fra.
”Naturen var det eneste sted, jeg kunne holde ud at være. Det eneste sted, jeg følte, jeg kunne trække vejret, og hvor jeg havde det godt. Jeg følte, at naturen havde en ekstremt helende effekt på min sygdom og på min krop, der var på totalt overarbejde. Naturen hjalp mine organer og mit sind. Vi glemmer alt for ofte, at vi selv er natur, at vi er en del af naturen, og at vi hører til i naturen. At gå ud og forbinde os med naturen, det er den vigtigste vitaminpille, vi overhovedet kan få, både mentalt og fysisk,” siger hun. 

Foto: Asger Vilhelm

KAPITEL 3 

Det var en test faciliteret af Greenpeace, der i sin tid afslørede for Andrea Elisabeth Rudolph, at hendes var krop fyldt med uønsket kemi og hormonforstyrrende stoffer, blandt andet ophobet i blodet via hudpleje, solcreme og deodoranter. Det satte fart på ambitionen om at skabe produkter, der indeholder præcis så lidt af samme kemi, at vi kan tåle at bruge dem, og skabe hudplejeklassikere, man får lyst til at vende tilbage til igen og igen. I dag har Rudolph Care et miks af flere certificeringer og en serie af produkter, der står trofast på badeværelseshylder over hele Norden og i de bedste butikker i Paris og Amsterdam. 

”Dengang jeg fik taget de blodprøver, tænkte jeg: Okay, det går jo ikke, at vi fylder os med alle de her ting. Vi kan ikke risikere, at vi bliver syge, og vi kan ikke efterlade alt muligt crap i vores verden. Vi skal tænke på fremtiden, og vi skal tænke på vores eget helbred. Det må være nummer et.” 

Hun er overrasket over, at der på de 20 år, der er gået, ikke er sket mere på området.  

”Jeg troede, det ville gå meget hurtigere. At vi alle sammen ville blive meget klogere på, hvad der er godt for os, og hvad der ikke er så godt for os, men jeg tror ærligt, at der i dag kun er kommet endnu flere af produkter af den slags, jeg har svært ved at stå inde for. Vi er stadig blandt de få, der laver det, vi gør, og det synes jeg er ret vildt. Vi driver en velfungerende forretning, men jeg havde håbet, at vi ville være flere i den her niche til at løfte arbejdet, for behovet er der jo. Og det er både svært og et kæmpe arbejde,” fortæller hun. 

At hun er ærgerlig over tingenes tilstand, indrømmer hun også gerne. 

”Vi bliver bombarderet med ting og markedsføring, heri ligger der en kæmpestor magt, og der er så meget, vi ikke får fortalt. Mange af os kigger ud i verden og tænker ’Shit mand, jeg kan slet ikke overskue det her. Jeg vil gerne gøre noget godt både for mig selv og min lille familie, for mennesker ude i verden og for havet og jorden, men hvad skal jeg gøre? Hvor skal jeg starte?’”  

Andrea Elisabeth Rudolph oplever, at der stadig er mange, der ikke er klar over, hvor galt vi kan komme afsted med mange af de produkter, der fortsat står på hylderne. I virkeligheden burde reglerne for kosmetik være langt strengere end ved fødevarer, siger hun, for vi nedbryder en stor del af det, vi spiser og drikker, langt mere effektiv end det, viputter på vores hud. Det går bare lige ind i blodbanen. 

“Jeg synes, det er dejligt at blive 50, for jeg ved også, at det ingenting forandrer”

”Jeg synes, det er foruroligende, når jeg ser, hvad TikTok og andre sociale medier er med til at gøre, når det gælder markedsføring af produkter til børn, for eksempel. Og her synes jeg også, at nogle af de danske butikskæder har et kæmpe ansvar. Det er decideret ulækkert at tjene så mange penge på noget, der kan være skadeligt, både for børnene og for vores verden. Det, synes jeg, er grotekst. Det er ikke at tage ansvar. Det kan gøre mig så vred.” siger hun. 

Hendes egen mission har været at skabe produkter, der hverken går på kompromis med ansvarlighed eller effekt og som stadig er lækre at bruge, som giver nydelse og er sanselige og som også kan gøre en forskel for vores hud.  

”For hey, jeg gider da heller ikke være helt fodformet og ligne en, der er ældre end jeg er,” siger hun. 

”Og ilden har jeg heldigvis stadig. Der bliver kastet en hel masse appelsiner mod os alle sammen og det her med at have evnen til at gribe dem og være åben for det, der kommer. Og have tro nok på sig selv til at turde gå med noget af det. Det er vigtigt,” siger hun.   

Foto: Asger Vilhelm

KAPITEL 4 

Sommeren 2026 er sommeren, hvor Andrea Elisabeth Rudolph fylder 50. Det har hun det godt med, selvom det runde tal, halvvejs mod de 100, også sætter tanker i gang. 

”Det er selvfølgelig lidt mærkeligt at blive 50, for inde i hovedet er jeg stadig ikke så gammel. Jeg kan huske, at min mormor sagde, da hun var i 80’erne, at hun stadig følte, at hun var 19, og at hun måske alligevel var lidt frisk på at tage det kørekort, som hun aldrig havde fået. Sådan har jeg det også. Jeg synes, det er dejligt at blive 50, for jeg ved også, at det ingenting forandrer,” siger hun. 

Eller næsten ingenting, i hvert fald. For spejlbilledet begynder indimellem at snyde.  

”Som mange andre synes jeg, det er lidt mærkeligt, at mit ansigt forandrer sig, og jeg kan blive helt forskrækket, fordi det ikke nødvendigvis matcher, hvordan jeg har det indeni. Jeg har intet imod rynker, som i overhovedet, og jeg kan godt lide at ligne den alder, jeg har, men jeg synes måske, det er lidt ærgerligt, at jeg kan komme til at se lidt mere sur ud omkring munden. Jeg skal virkelig huske at smile mere.”  

Og rynkerne kommer hun da heller ikke til at gøre noget ved.  

“Der er mere kærlighed til alle, og det er der også til mig”

”Jeg synes jo, jeg er flot. Og jeg synes, det er dejligt at kunne være et naturligt forbillede for mine børn. Og selvfølgeligkan jeg også se mig selv i spejlet og sige ’Shit Andrea, du ser træt ud i dag’, men det er okay. Så længe jeg har en lækker glød. Det er gløden i huden og glimtet i øjnene, der tæller. At man bliver ved med at se levende ud og være et levende menneske. Det er vigtigt,” siger hun og tilføjer: 

”Jeg er meget sanselig, så det der med at blive ved med at røre ved sig selv, kærtegne sig selv, give sin krop og sin hud noget opmærksomhed, det går jeg meget op i. Jeg kan også mærke, at jeg skal træne mere for at holde mig stærk nu. Jeg mærker forandring på den måde, at min krop har brug for, at jeg gør et større arbejde for, at den skal kunne blive ved med at bevæge sig.”  

Hun vil gerne kunne blive ved med at danse og lege med sine børn. Og dyrke sport. Hun vil gerne kunne blive ved med at stå på ski, også med sine kommende børnebørn. Hun vil vandre med dem, klatre med dem og lave alt muligt sjovtmed dem, og det i sig selv er en motivation at tænke på. 

”Jeg håber sådan, jeg bliver en sjov gammel dame. Det kunne jeg godt tænke mig. Man skal ikke tage sig selv så højtideligt. Jeg synes også, det er dejligt at få lov til at blive ældre, for jeg ville synes, det var lidt tidligt at skulle herfra.” 

Selvom hun har to brud med sig i bagagen, er Andrea Rudolph heller ikke færdig med kærligheden. Hun oplevertværtimod, at kærligheden både til sig selv og til andre kun bliver større med tiden. Og hun oplever, at hun lige nu får ekstremt meget af den. 

”I forhold til kærligheden mellem to voksne mennesker, så tror jeg på den, men jeg ved også, at jeg ikke får en rigtig kærlighedsoplevelse, hvis jeg ikke fuldstændig tør stille mit hjerte helt ud på planken og tage en kæmpe risiko. Og det tør jeg godt. Det, der kan holde mig tilbage, er ansvaret, jeg har over for mine børn,” fortæller hun.  

”Jeg er jo hverken i et forhold med min datter Isoldes far eller Alfred og Arthurs far, så der er gennem tiden sket store forandringer i mine børns liv og i vores familieliv. Jeg har knust mine børns hjerter ved at blive skilt. Det værste i hele verden ved at skulle skilles fra den, man har børn sammen med, er at se og opleve, hvor ulykkelig man gør sine børn. At have ansvaret for, at de er bragt i den situation, er ubærligt. Det er min største sorg i livet. Når det er sagt, tror jeg bestemt, der er mere kærlighed til alle, og det er der også til mig.” 

 Med sådan en sætning ville det være oplagt at slutte interviewet, men så supplerer Andrea Elisabeth Rudolph med et par afgørende ord:  

”Den største kærlighed i mit liv er familien og fællesskaberne omkring mig. Det kræver også et mod ikke at være ensom. Det kræver mod at være i relationer med andre, som den man i virkeligheden er. Inklusiv den ikke så kønne side, man også nogle gange har,” siger hun.  

”Jeg vil da gerne være perfekt, men der er ikke noget, der er perfekt. At opleve at blive elsket, som jeg synes, jeg oplever, på trods af hvor irriterende jeg kan være, det synes jeg, er …. storslået.”  

Foto: Asger Vilhelm