Hun er det nye store navn på den danske filmscene, men det kom som et lyn fra en klar himmel, da hun pludselig blev inviteret til casting på en stor spillefilm. Inden da havde Andrea Heick Gadeberg brugt alt for mange år på forgæves at forsøge at passe ind, men foran kameraet fandt hun noget, som hun både var god til og følte sig hjemme i.
Blå bog
Andrea Heick Gadeberg. Født 1998. Er vokset op i Sønder Bjert ved Kolding, men flyttede til København i gymnasieårene. Fik sin filmdebut i Ser du månen, Daniel i 2019. Året efter vandt hun talentprisen ved Årets Reumert, og i 2021 blev hun kåret som årets kvindelige hovedrolle ved Robertprisen. Hun har medvirket i film som Retfærdighedens ryttere og Smuk samt tv-serier som Sygeplejeskolen og Dansegarderobe. Til efteråret er hun aktuel i Nøjsomheden. Bor i Årslev på Midtfyn med sin mand, der er præst.
DEL 1: Det var jo derfor, jeg var sådan
FOR TRE ÅR siden så jeg en kvinde på TikTok fortælle om at have ADHD. Efterfølgende nævnte jeg for min mand, at jeg måske også troede, jeg selv har det, men han var i første omgang ret skeptisk. Da jeg senere snakkede med mine forældre, reagerede de på samme måde. De mente bare, at det var endnu en fix idé fra min side.
Efter selv at have undersøgt det nærmere, gik jeg alligevel til lægen og blev videresendt til en psykiater, og han var ikke i tvivl. Allerede efter første møde sagde han: “Du har uden tvivl ADHD.”
Det gav mig faktisk en lidt mærkelig følelse, fordi mine nærmeste havde afvist det så tydeligt. Jeg har siden mødt andre, der er blevet diagnosticeret med ADHD, som har følt decideret vrede overfor deres pårørende, for hvorfor har I ikke opdaget det her? Hvordan har I kunnet undgå at lægge mærke til, hvor anderledes jeg har været sammenlignet med dem i min klasse, og hvor svært jeg har haft det ved ting, som de havde nemt ved?
Sådan en periode måtte jeg også selv igennem, hvor jeg lod det gå udover mine forældre. Men de er også fra en generation, hvor diagnoser bare er noget andet, og så er jeg jo enebarn, så de har heller ikke haft noget andet barn i søskendeflokken at sammenligne med.
“Det er en falliterklæring at sige, at man ikke kan følge med i skolen, og sådan havde jeg ikke lyst til at fremstå”
NÅR JEG SER tilbage på mit liv, kan jeg tydeligt se, at jeg har kæmpet. Det er mærkeligt at sige om sig selv, men jeg er egentlig ret skarp, altså jeg er ikke helt væk fra vinduet, men alligevel kunne jeg i hele min folkeskoletid ikke følge med i timerne. Jeg brugte så meget tid og energi på at prøve at forstå, hvorfor jeg ikke forstod det, som de andre bare forstod, og jeg måtte have hjælp af mine forældre til at løse nærmest alle skoleopgaver.
Jeg løj overfor mine klassekammerater om, hvor meget hjælp jeg havde fået, for de klarede det som regel selv, mens min far løste alle mine matematikopgaver for mig. Der var også mange prøver, jeg snød mig igennem.
Dengang oplevede jeg det som en katastrofe. Det er en falliterklæring at sige, at man ikke kan følge med i skolen, og sådan havde jeg ikke lyst til at fremstå. Det virkede slet ikke som en mulighed bare at kunne være ærlig med, at det var svært for mig, og jeg havde ingen anelse om, at forklaringen kunne være ADHD. Det var jo noget, man forbandt med de drenge, der havde krudt i røven.
Det var virkelig svært for mig at gå i skole, og sådan var det hele vejen op igennem. Folkeskole, efterskole, gymnasium. Jeg har haft vanskeligt ved at skrive en stil, for eksempel, og jeg døjede med kolossal eksamensangst. Jeg klarede mig kun nogenlunde igennem med snyd og en masse hjælp fra mine forældre, og jeg er helt sikker på, at jeg umuligt ville have kunnet gennemført på andre måder.
SENERE HAVDE JEG meget svært ved at vedligeholde mine relationer. Særligt i teenageårene glemte jeg simpelthen at skrive til folk, og derfor gled nogle venskaber desværre ud i sandet. De venner og veninder, jeg har i dag, har jeg kun, fordi de har insisteret på at holde kontakten, når jeg selv har været dårlig til det.
Jeg er meget taknemmelig for de venner, jeg har fået i de senere år, selvom jeg, når jeg ser på andre, der har stærke relationer tilbage fra folkeskolen og gymnasiet, godt kan føle en lille sorg over, at jeg ikke selv har det på samme måde.
Det kan være svært at forklare til andre, der ikke døjer med ADHD, hvorfor det er så svært at holde en relation, men jeg har altid haft sådan en følelse af, at det vender jeg lige tilbage til. Jeg har tænkt, at selvfølgelig skal jeg nok sørge for at få svaret dem og dem, men så er der alle mulige andre ting, der også skal klares, og der skal vaskes tøj og betales skat, og det bliver sådan en stor bunke, som man ikke kan overskue at tage fat på, for hvor skal man lige starte? Og så ender det med, at man slet ikke får gjort noget som helst.
“Det var jo derfor, jeg var sådan. Jeg håber, I kan tilgive mig for det”
JEG HUSKER TILBAGE på hele min skoletid som én lang kamp. Jeg kom også til at gå på tre forskellige gymnasier i København. Jeg startede på Sankt Annæ, flyttede videre til Aurehøj og blev student på Christianshavn. Hver eneste gang, jeg var lige ved at droppe ud, rykkede jeg videre til et nyt sted, i håbet om at det ville være nok til at gøre det hele bedre.
I bagklogskabens lys kan jeg se, at det også har været en måde at jagte dopamin på at skifte skole. Jeg har bildt mig selv ind, at det ville redde alting, hvis jeg startede et nyt sted, men det gjorde det ikke. Hver gang var det præcis lige så vanskeligt for mig.
Jeg skulle nok slet ikke have gået på gymnasiet, men jeg havde heller ikke lyst til at droppe ud, fordi jeg så gerne ville bevise overfor mig selv, at jeg var ligesom alle andre. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke kunne finde ud af det.
Når jeg blev træt af at føle mig som hende, der ikke kunne finde ud af noget som helst, indtog jeg rollen som klassens klovn. Jeg har også altid smidt mig selv under bussen og delt meget åbent og ublu ud af mig selv. Det har været en forsvarsmekanisme, som jeg har brugt, lige så længe jeg kan huske, men det gør også, at man bliver puttet i nogle kasser. Og det har jeg aldrig brudt mig om. Det er nok også en af grundene til, at jeg skiftede gymnasium flere gange – at jeg havde brug for en ny start. Jeg følte, at folk så mig på en bestemt måde, og det havde jeg ikke lyst til, så jeg skiftede skole for at blive en anden, men gjorde så præcis det samme.
DET VAR LIGE inden, at jeg begyndte på Skuespilskolen i Odense for tre år siden, at jeg blev udredt for ADHD. Det har haft kæmpestor betydning for mig. Jeg er kommet på medicin, men den allerstørste forskel har været at kunne forstå, hvorfor jeg har haft svært ved de ting, jeg har haft svært ved.
Det er så Gajol-pakke-agtigt at sige, men det har gjort, at jeg har kunnet tilgive mig selv. Mit liv har ikke været, som det har været, fordi der har været noget galt med mig. Der har faktisk været en god grund til det – at skolen var svær for mig, at jeg snakker meget, at det har været vanskeligt for mig at holde på mine relationer.
Jeg har tidligere brugt utrolig meget energi på at forsøge at passe ind. Jeg har lært, at det hedder, at man maskerer. Når man faker, at man føler sig hjemme i noget, selvom man egentlig er helt ude at skide. Det er faktisk først, efter jeg har fået diagnosen, at jeg har fået øjnene op for, hvor hård jeg har været ved mig selv tidligere, hvor meget jeg har pisket mig selv til at være noget, jeg egentlig ikke var.
Bevidstheden om, at jeg har ADHD, har været det største og mest livsændrende, der er sket i mit liv, i forhold til min selvforståelse og mit selvværd. Der er mange, der bliver udredt, der har et behov for at sige det højt, og sådan har jeg også selv haft det. Jeg tror, det er, fordi der er en ret stor forløsning i, at tingene falder på plads. Man har lyst til at råbe ud til alle mennesker, man nogensinde har kendt: “Det var jo derfor, jeg var sådan. Jeg håber, I kan tilgive mig for det.”
DEL 2: Mit aller aller aller aller aller fucking bedste
DA JEG VAR lille, flyttede mine forældre og jeg fra Tjæreborg ved Esbjerg til Sønder Bjert ved Kolding. Sønder Bjert er kendt for bofællesskaber. Der er fire af slagsen i en ellers meget lille by, og det var også derfor, vi tog dertil. Fordi jeg er enebarn, ville mine forældre gerne give mig nogle andre nære relationer, så vi blev en del af et bofællesskab med fællesspisning og hele molevitten.
Det var godt kaldt af mine forældre, for jeg mødte nogle fantastiske mennesker, som jeg stadig ser i dag. I bofællesskabet blev jeg altid passet af det samme ældre ægtepar, når mine forældre var ude at spille. Selvom de ikke biologisk er mine bedsteforældre, er det sådan, jeg ser dem, for de betyder utrolig meget for mig, og det var også dem, der gav mig huen på, da jeg blev student.
Min far er trommeslager og trompetist, og min mor er sanger, og de spillede musik sammen. Selvom de blev skilt, da jeg var syv år gammel, fortsatte de med det. Min mor flyttede til et andet hus i Sønder Bjert, mens min far blev boende i bofællesskabet, og det hele var meget udramatisk. Jeg var også tit med dem ude til koncerter.
Særligt min mor (sanger og skuespiller Trine Gadeberg red.) har et kæmpe entertainer-gen. Jeg kender ingen som hende, der er som en fisk i vandet i rampelyset skær. Jeg så hende optræde rigtig mange gange som barn, så det har nok uundgåeligt sat et aftryk i mig, og jeg får nærmest på daglig basis at vide, hvor meget jeg minder om hende.
Dengang, i barndommen i Sønder Bjert, fik jeg tit lov til at være the surprise act, når mine forældre var ude at spille kirkekoncerter. Jeg husker stadig følelsen, når det blev meldt i mikrofonen: “Her kommer hun!” Så var det min tid til at shine for en kort stund.
BYENS FRISØR LÆSTE i avisen, at DR søgte børneskuespillere til en ny julekalender. Hendes egen datter ville til audition, og det endte med, at jeg tog med derover i bilen. Da vi nåede frem, blev vi mødt af en alenlang kø. Jeg har aldrig set så mange børn samlet i hele mit liv, men der var vist også næsten 3.500 børn, der stillede op til auditionen.
Jeg var fuldstændig overbevist om, at jeg skulle være sanger en dag og havde egentlig ikke den store interesse i auditionen. Da det var min tur til at komme ind foran dommerpanelet sammen med fire andre, hvor vi hver især skulle præsentere sig, sagde jeg: “Hej, jeg hedder Andrea, jeg er otte år gammel, og jeg kan godt synge en sang.” Og så gav jeg den ellers med Jeg ved en lærkerede, før nogen nåede at sige noget. Og fik rollen.
Det var i 2009, hvor jeg fik lov til at spille lillesøsteren Karla i julekalenderen ‘Pagten’. Hjemme i Jylland var jeg også med til at lave ‘Sound of Music’ og ‘Annie’ med min mor på Fredericia Teater, men derefter gik der mange år, uden jeg lavede noget af den slags. Jeg skænkede det faktisk slet ikke en tanke, at jeg kunne blive skuespiller. Det var bare sjovt at kunne fortælle andre, at jeg havde medvirket i en julekalender som barn.
Derfor kom det også som et lyn fra en klar himmel, da jeg pludselig blev inviteret til en casting på en spillefilm 10 år senere.
“Når man har brugt hele sit liv på at ikke at kunne finde ud af noget, når man har faket hele vejen igennem, så får man uundgåeligt sådan en imposter-følelse”
I FORBINDELSE MED ‘Pagten’ var jeg åbenbart kommet med i et castingkartotek. I 2019 blev jeg ringet op, fordi de ledte efter en ung jyde til at medvirke i filmatiseringen af ‘Ser du månen, Daniel’. Jeg er jo mega jyde, så jeg gik til casting og fik rollen.
Det er stadigvæk en af de mest syrede oplevelser, jeg har haft. Det var følelsen af, for første gang nogensinde, at høre til i et fællesskab. Jeg kom især til at arbejde tæt sammen med Christiane Gjellerup Koch, Jens Jørn Spottag og Sofie Torp, og jeg mærkede tydeligt, at her passer jeg ind.
Jeg kan blive helt rørt af at tænke tilbage på det, for jeg vil aldrig glemme den følelse af, at her var nogle, jeg kunne spejle mig i. Jeg husker klart de første dage, hvor vi optog sammen og sad inde i bussen mellem scenerne og bare grinede og snakkede. Selvom det ikke var jævnaldrende, følte jeg mig som en af dem. Det var også folk, der snakkede alt for meget og havde haft svært ved at gå i skole, men havde fundet deres helt rette hylde i skuespillet.
Ovenikøbet følte jeg, at det var noget, jeg var god til. Når man har brugt hele sit liv på at ikke at kunne finde ud af noget, når man har faket hele vejen igennem, så får man uundgåeligt sådan en imposter-følelse. Hvis jeg for eksempel har fået en god karakter for en stil, har jeg altid tænkt: “Fint nok, men det var jo ikke mig, der skrev den.”
Her kunne jeg ikke få andre til at klare det for mig, og alligevel fik jeg ros. Jeg husker stadig, hvordan instruktøren Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsen, der spillede en af hovedrollerne, efter den første scene sagde: “Skidegodt. Vi rykker videre.” Først turde jeg ikke helt tro på det: “Altså, var det okay?” “Ja, det var skidegodt! Det er så fedt!” Det var faktisk virkelig vildt endelig at få ros for noget, som var min fortjeneste.
Hele den oplevelse var med til at gøre, at jeg fuldstændig ændrede spor. Fra den ene dag til den anden ville jeg ikke være sanger mere. Nu ville jeg være skuespiller.
KORT TID EFTER blev jeg inviteret til casting på ‘Retfærdighedens ryttere’. Det var alt, jeg tænkte på henover de uger, hvor det stod på. Jeg øvede alle replikker igennem tusindvis af gange, og hvis tonen lød bare det mindste forkert, tog jeg den om tusind gange mere.
Jeg ødelagde nærmest mine øjne med Mentholatum, fordi jeg puttede så meget i dem for at øve, at jeg græd. I flere uger optog jeg så mange grædescener. Jeg sad i toget og filmede mig selv græde på kommando, fordi jeg ville sikre mig, at det ikke virkede falsk. Mange scener i manuskriptet med rollen Mathilde, som jeg var til casting på, handlede om, at hun blev ked af det, og jeg kunne slet ikke finde ud af at græde på kommando. Men det skal jeg love for, at jeg lærte.
I alt endte jeg med at være igennem fem castingrunder, og til den sidste af dem mødte jeg Mads Mikkelsen. Jeg skulle lave en scene med ham, hvor jeg skulle ligge og græde, og han skulle trøste mig. Det var for at finde ud af, om vi havde god kemi – det havde vi heldigvis.
Efterfølgende fik jeg at vide, at rollen var min. Det var virkelig sådan en out of this world-følelse, og samtidig følte jeg en sindssyg ærefrygt over at have landet en rolle i en Anders Thomas Jensen-film, hvor jeg skulle spille sammen med folk som Mads Mikkelsen, Lars Brygmann, Nicolas Bro og Nikolaj Lie Kaas.
“Jeg har faktisk svært ved at forklare, hvorfor dét forhold har overlevet alle de år, når jeg har kæmpet med at bevare så mange andre relationer”
Jeg blev coachet og trænet og forberedte mig helt vanvittigt til den film. Det var jeg nødt til for at kunne være i, at jeg skulle spille sammen med alle de her kæmpestjerner. Samtidig var det rart, at der var et konkret mål. At det ikke bare var en fredagsbar, hvor man skulle hænge ud med Mads Mikkelsen, men at vi i fællesskab arbejdede hen imod noget, som skulle blive så godt som muligt. Det tog mærkeligt nok lidt af ærefrygten over, hvor kæmpestore stjerner de er. Man kunne godt komme til at glemme det, når man tog arbejdshandskerne på.
Jeg har faktisk næsten svært ved at huske tiden, fordi jeg var så meget i arbejdsmode og ville gøre alt for at gøre mig fortjent til at være der. Inden jeg trådte ind på settet for at optage den første scene, svor jeg overfor mig selv, at jeg ville gøre mit aller aller aller aller aller fucking bedste.
EFTERFØLGENDE VANDT JEG en Robert som ‘Årets kvindelige hovedrolle’. Jeg var utrolig stolt og glad, men det var også svært at tage ind, at jeg havde vundet så stor en pris som 21-årig. Jeg tror stadig ikke helt, jeg har forstået det. Jeg kan nogle gange gå forbi den og tænke: “Wow, det var fandme egentlig vildt, at jeg fik den.”
Det hjalp heller ikke på min følelse af imposter syndrom, selvom man måske skulle tro noget andet. Lige siden den første måned med ‘Ser du månen, Daniel’, hvor jeg følte, at det her er jeg fandme god til, er det gået ned ad bakke på den front, så jeg konstant tvivler på, at jeg er dygtig nok. Hvis ikke jeg får et bestemt job, er jeg overbevist om, at det er, fordi jeg er helt uduelig. Jeg tror bare, jeg må sande, at det bliver en livslang kamp for mig at føle mig berettiget til at være her.
Mere om ..
Andrea Heick Gadeberg spiller hovedrollen i ‘Nøjsomheden’, der får premiere i slutningen af august. Filmen, der er instrueret af Hella Joof og blandt andre har Iben Hjejle, Ulrich Thomsen og den unge Clint Ruben på rollelisten, bygger på en bog af forfatteren Stine Askov. I filmen møder den læseglade Mona fra ghettoområdet Nøjsomheden den litteraturstuderende Nikolaj fra det bedre borgerskab.
“Jeg fik rollen, og filmen skulle optages i min sommerferie. Jeg var meget presset af studiet og havde virkelig brug for et break, så jeg tænkte: ‘Åh, kan jeg give det, jeg gerne vil, når jeg er så udmattet?’ Heldigvis sagde jeg ja til rollen, og det skulle vise sig at være den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet. Jeg fik gnisten tilbage.
Jeg kendte ikke bogen før, men gav mig til at læse den, inden vi optog, og den overrumplede mig fuldstændig. Det var ret sindssygt, hvordan forfatteren Stine Askov kunne beskrive så godt, hvordan jeg har det indeni. Den der følelse af ensomhed og af ikke rigtigt at passe ind. Jeg havde sådan en oplevelse af, at det er jo mine tanker, hun beskriver. Det er jo sådan, jeg snakker og føler.
Da vi skulle i gang med optagelserne, sagde Hella til mig: ‘Det er en perfekt hovedrolle, fordi der sker så mange ting hele tiden.’ Det har hun haft ret i. Det har været fantastisk at lave den rolle, fordi Mona-figuren bliver testet så meget af. Selvom jeg egentlig ikke kunne overskue castingen i første omgang, endte det med at blive den bedste sommer, jeg har haft meget, meget længe.”
DEL 3: Vi har det da meget godt
MIN MAND OG JEG mødte hinanden i Sønder Bjert for 10 år siden. Dengang spillede han i indierockbandet Blaue Blume, som jeg var kæmpestor fan af. De var i Kolding for at besøge forsangerens mor, der også boede i det bofællesskab, hvor jeg er vokset op, og jeg var tilfældigvis selv hjemme for at besøge min far. Vi sad i bilen og skulle lige til at gå ind, da han sagde: “Forresten, Blaue Blume er her.”
Så gik jeg fuldstændig i panik. Jeg nåede at skifte tøj fire gange, og under fællesspisningen gik jeg vævende frem og tilbage mellem mit bord og buffeten, mens jeg tog mod til at turde at tale med dem.
Det viste sig, at de skulle i byen i Kolding, og på rekordtid fik jeg samlet nogle af mine veninder fra egnen og overbevist dem om, at vi også skulle i byen. Og ja, så snavede Robert og jeg i en herlig brandet, og the rest is history.
“Han har altid sagt, at han ikke vil stå i vejen for det, jeg gerne vil, og jeg tror, han har oplevet det på samme måde den anden vej. Vi satte meget tidligt hinanden fri”
JEG HAR FAKTISK svært ved at forklare, hvorfor dét forhold har overlevet alle de år, når jeg har kæmpet med at bevare så mange andre relationer. Jeg tror måske, at en del af forklaringen er, at vi ret tidligt flyttede sammen og derfor ikke har behøvet at planlægge at skulle ses. Og så har jeg jo været vild med ham. Man vil altid hen til den følelse, der udløser dopamin, og det har mit forhold til Robert helt klart gjort.
På en mærkelig måde har jeg aldrig været i tvivl om, at vi skulle være sammen. Det har været fuldstændig lysende klart for mig, at selvfølgelig skal vi det. Det har ligesom aldrig været en mulighed, at vi kan slå op, for det er jo ham og mig, og så må vi finde ud af resten undervejs.
I de 10 år, vi har været sammen, er der sket rigtig meget med os begge to. Robert har skiftet erhverv og er gået fra at være indierockmusiker til i dag at være præst. Jeg flyttede til Odense for at starte på skuespilskolen og har haft nogle år, hvor jeg har haft virkelig travlt med mit arbejde og mit studie. Men hele vejen igennem har han givet mig en kæmpe frihed og en utrolig lang snor. Han har altid sagt, at han ikke vil stå i vejen for det, jeg gerne vil, og jeg tror, han har oplevet det på samme måde den anden vej. Vi satte meget tidligt hinanden fri. Selvom man er i et fast forhold, har det været med en kæmpe frihed til, at vi har kunnet udforske os selv.
JEG SØGTE IND på skuespilskolen i Odense, fordi jeg havde behov for at finde ud af, om jeg overhovedet kan finde ud af at spille skuespil. Jeg havde svært ved at være i følelsen af, at det bare var noget, jeg gjorde, og så fik ros for det. Jeg havde på en måde brug for at finde ud af: Hvad er det egentlig, jeg kan? Hvad er det, jeg gør, når nogen siger, at jeg er god til det? For jeg anede det ikke.
Siden ‘Ser du månen, Daniel’ er jeg på en måde bare blevet kastet ud i branchen og har fået job på job. Jeg mærkede et behov for at trykke på pauseknappen og dygtiggøre mig lidt. Når man starter sådan et sted, finder man også ud af, hvor meget man ikke kan. Det har været nogle hårde år for mit ego – men på den gode måde.
Til at begynde med var det kun mig, der flyttede til Odense, men for et års tid siden fik Robert en stilling som præst i Årslev på Midtfyn. Så nu bor vi i byens præstebolig. Folk antager altid, at det er sådan en gammel, charmerende bolig, men i virkeligheden er det sådan et 1990’-er-parcelhus, men jeg kan nu meget godt lide det. Der er en kæmpe have, som jeg er helt vild med.
Det er vildt mærkeligt at bo et sted, hvor man slet ikke kender nogen. Det har jeg aldrig prøvet før – at rykke alle rødder op og starte på en frisk. De seneste tre år har jeg været på skolen konstant, og i weekenderne har jeg enten spillet teater eller været i København, så det er først nu, jeg sådan rigtig skal placere mig i Årslev og begynde at møde mennesker og lære området at kende. Det er sgu ret crazy.
“Det er sjovt, for efter jeg er flyttet væk fra København, er jeg blevet lidt ligesom mine forældre”
DET ER SÅ svært at komme ind på de forskellige skuespilskoler, så da jeg kom ind i Odense, glemte jeg nærmest at tænke over, at det egentlig er en rigtig stor ting at flytte. Nu, hvor det er overstået, kan jeg begynde at reflektere lidt mere over, hvad i alverden der egentlig lige er sket i de seneste tre år. Det føles lidt som en drøm, man vågner fra.
Nu er jeg uddannet som skuespiller, men bor på Fyn. Alle mine medstuderende flyttede tilbage til København, i det sekund de kunne, og alle spørger mig, om jeg ikke også flytter tilbage. Men jeg har faktisk ikke travlt.
Det er sjovt, for efter jeg er flyttet væk fra København, er jeg blevet lidt ligesom mine forældre. Når jeg er i København, tænker jeg: “Det er dejligt at være her, men det er også dejligt at komme væk igen.” Sådan havde jeg ikke troet, jeg ville komme til at få det.
Jeg må sande, at det har givet mig en kæmpe ro at komme ud på landet. Jeg er jo fra landet, og det er, som om det skaber en anden ro på mit nervesystem at være kommet ud på landet igen.
Jeg kan godt have sådan en følelse af, at der hele tiden skal ske noget nyt – det er helt klart noget af det, min ADHD er med til at trigge – men for tiden er jeg ved at lære, at det er okay bare at være på landet på Fyn uden hele tiden at tænke: “Hvad så nu? Hvad er det næste?”
Det hjælper, at jeg er blevet mere bevidst om, at det ikke nødvendigvis er det bedste for mig altid at have så meget run på, selvom det er det, min indre stemme prøver at opildne til. Tværtimod gavner det mig virkelig meget bare at sidde og læse en bog eller luge ukrudt ud i min have. Jeg har også for nylig skiftet min smartphone ud med en dumbphone, for selvom jeg længes efter stimuli og dopamin, så er det ikke dét, der skaber ro på mit system.
Det har i det hele taget været en ret vild omvæltning at flytte på landet, men jeg må bare sige, at jeg befinder mig virkelig godt i det. Forleden sad vi og spiste udenfor, da der kom et rådyr gående igennem vores have. Det ser man sgu ikke i byen. Robert og jeg kiggede på hinanden, og selvom ingen af os sagde noget, ved jeg, at vi begge to tænkte: “Vi har det da meget godt her.”
