I 2022 forlod CBS-uddannede Emma Rej Duckert sit kontorjob. Selv om klima og biodiversitet var et fokus i hendes arbejde, blev det for blindt at sidde ved et skrivebord og mene, hvordan verden burde omstille sig. På sit lille jordbrug grundlagde hun Månedalen, hvor hun arbejder kompromisløst med metoder, der efterligner naturens egne systemer – dels for at genopbygge jordens sundhed og dels for at genskabe glæden ved og forståelsen for mad.
Blå bog
Emma Rej Duckert, 31 år. Medstifter af og jordbruger hos Månedalen. Født og opvokset i Høsterkøb, Nordsjælland. Uddannet Cand. Merc., Management of Innovation and Business Development fra CBS og i Agroecology and Sustainable Agriculture fra Den Regenerative Jordbrugsskole. Har tidligere arbejdet i kommunikationsbranchen. Bor i Høsterkøb sammen med sin mand, Lasse, og deres datter, Anouk.
Jeg har altid været meget optaget af de kriser, vi står i. Klima, biodiversitet, den måde, vi presser vores planetære grænser på. Vi har som mennesker trukket hårdt på jordens ressourcer, og nørder man virkelig ned i årsagerne hertil, så står madproduktion frem som en af de helt store syndere. Det kommer sig både af, hvordan vi forvalter vores landareal, og hvordan vi behandler den. Vi fælder, vi pløjer, vi sprøjter– og samtidig er der lange forsyningskæder og transportled, der alt sammen bidrager til ressourceforbruget. Vores drikkevand er påvirket af pesticider, biodiversiteten er presset, arter uddør. Over 60 % af Danmarks landareal er opdyrket, så selvfølgelig påvirker måden, vi behandler det areal naturen omkring.
At det lige blev jord og landbrug, jeg kastede mig over, er på sin vis tilfældigt. Jeg har ikke baggrund i mad- eller landbrugssektoren, og havde forskningen peget på fx energi, havde jeg måske arbejdet med atomkraft i stedet. Men mere tilfældigt er det heller ikke, da kræfterne skulle lægges der, hvor huset brænder allermest. Projektet startede på nogle marker tæt på, hvor jeg er vokset op, og hvor mine forældre stadig bor i Høsterkøb. Markerne var klassisk dyrket landbrugsareal – vi overtog en rapsmark, som havde været sprøjtet og pløjet i årevis. Jeg var forinden begyndt at læse om, hvordan man kan bruge dyr til at genopbygge jordens sundhed gennem holistisk afgræsning, hvor man flytter dyrene rundt og dermed understøtter livsbetingelserne for mikrolivet i jorden. I 2021 fik vi mulighed for at forpagte markerne, lagde dem om til græs og købte en fåreflok. I starten var det tænkt som et hobbyprojekt.
Jeg er uddannet fra CBS og har arbejdet med kommunikation og strategi i forskellige formålsdrevne sammenhænge. Klima og biodiversitet var et fokus i mit arbejde, men det føltes aldrig helt, som om jeg reelt gjorde en forskel. På et tidspunkt mærkede jeg et behov for at gå planken ud. At sidde på et kontor og mene, hvordan verden bare burde omstille sig, blev for blindt. Jeg havde brug for at forstå tingenes tilstand i praksis – hvad er det for nogle udfordringer vi står overfor? Hvad kræver en omstilling? Og hvad kan faktisk lade sig gøre? Jeg ville have en erfaring at tale ud fra, ikke kun tro og teori.
Jeg begyndte på Den Regenerative Jordbrugsskole og lærte om forskellige metoder inden for regenerativ og naturlig dyrkning. Jeg havde et år, hvor jeg kunne eksperimentere – teste ting af på et mindre stykke jord og få en fornemmelse af, hvad det kunne blive til. Derefter brugte jeg en vinter sammen med de andre elever på at planlægge vores marker: Hvad vi ville dyrke, hvordan vi ville gøre det, og hvilke metoder vi ville bruge. Og så gik vi i gang. Én ting tog den næste, og pludselig stod jeg dér, i gummistøvler og overalls og var i gang med at dyrke grøntsager, samtidig med at vi havde får, kvæg, høns og ænder og en stor tunnel fyldt med tomater.
I virkeligheden ser jeg ikke mig selv som grøntsagsdyrker, men som dyrker af jordens mikroliv. Under overfladen findes et enormt komplekst liv af mikroorganismer. I en skov er jorden ekstremt mangfoldig, men i et hårdt dyrket landbrug bliver diversiteten hurtigt reduceret. Når vi pløjer og sprøjter (det gør de ikke hos Månedalen, red.), forsvinder meget af livet. Vores opgave er at regenerere den. Det gør vi blandt andet gennem diversitet – både over og under jorden. Planter med forskellige rodsystemer og egenskaber understøtter mikrolivet, og samtidig kan de hjælpe med at holde skadedyr væk og lokke nyttedyr til. Nogle planter afgiver dufte, som bestemte insekter ikke bryder sig om. Og så fungerer dyrene som en del af grøntsagsdyrkningen. For eksempel har vi løbeænder, der spiser snegle, og vores høns luger for os. I stedet for at bruge sprøjtegifte forsøger vi at finde løsninger, hvor systemet regulerer sig selv. Der kan altid findes en naturlig balance, hvis man giver plads til den.
Regenerativ er et begreb, der bliver brugt mange steder og er måske allerede blevet udvandet af større aktører. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde mig regenerativ eller naturlig dyrker. Men jeg læner mig op ad de principper og den bevægelse, da der lægges op til, at man ser sit virke ud fra en systemisk tankegang. I bund og grund ser jeg det som, at jeg, som forvalteren af et stykke jord, skal forsøge at passe så godt på det som muligt – og efterlade den i en bedre stand, end da jeg overtog den til den næste generation. Jeg skal være en god forfader.
Jeg ser ikke Månedalen-projektet som en kamp mod det etablerede landbrug. Den måde, der dyrkes på i dag, er resultatet af en lang historik præget af politiske og kulturelle beslutninger. Jeg forstår godt, vi er endt der, hvor vi er. Vi kan bare ikke blive ved med at være der. I stedet ser jeg Månedalen som et slags laboratorium. Vi identificerer problemstillinger: jorden bliver udpint af de moderne dyrkningsmetoder. Ud fra problemstillingerne forsøger vi at finde alternativerne. Og vi støder hurtigt på udfordringer. Der er jo en grund til, at man er endt ud med at dyrke, som man gør i dag. Kommer der et skadedyr, og sprøjter man ikke, så risikerer man at miste en hel høst. Stopper vi til gengæld ikke med at sprøjte, så mister vi langt mere end det. Så derfor ønsker jeg med Månedalen at bidrage med at finde naturlige løsninger på de udfordringer, der opstår når vi dyrker mad i et unaturligt system.
For mig har det været vigtigt at gå ind i dyrkningen meget kompromisløst. Jeg er ikke startet med det her for at dyrke grøntsager. Jeg er startet for at undersøge, om der findes en bedre måde. En bedre fremtid for landbruget. Det frembringer stor ydmyghed, for det er virkelig svært og ekstremt krævende arbejde at dyrke mad. På sigt håber jeg, at Månedalen kan inspirere andre – ikke nødvendigvis store landmænd med hundredvis af hektar, men måske den fremtidige jordbruger, den almindelige forbruger eller hjemmekokken. At man bliver nysgerrig på råvarer, der er dyrket med større omtanke for naturen, og vælger at støtte det.
Det er vigtigt for mig, at afsætningen forbliver lokal. Et lille jordbrug for et lokalt miljø. En stor del af projektet er at skabe en tættere forbindelse mellem mennesker og dét, de spiser. I dag er vi fremmedgjorte overfor produktionen af de råvarer, vi spiser – det tætteste, mange kommer på landmanden, er et billede på en etiket i supermarkedet. Jeg vil gerne bringe folk tættere på sæsonerne igen. Folk skal vide, at man ikke kan få gode tomater hele året, og at der er en værdi i at vente. Smagen, når ting er i sæson, er noget helt særligt. Og der ligger en stor kvalitet i den forbindelse. På Månedalen har vi en medlemsordning, hvor vi hver uge i sæsonen sammensætter det bedste fra marken. Folk kommer og henter deres grøntsager og bliver måske inspireret til at lave noget, de ellers ikke ville have prøvet.
Mad skal igen være et omdrejningspunkt i vores liv. Noget kreativt, noget socialt, noget der samler os. Sådan har det engang været: vi dyrkede, forarbejdede, fermenterede og spiste sammen. I dag er det ofte blevet noget, der for mange bare skal overstås. Det skal være hurtigt og nemt. De færreste har en køkkenhave, og grøntsagerne vi finder i supermarkedet, er kedelige og ensartede. Folk har fortjent lækre råvarer! Og så synes jeg også, at man skal kaste sig ud i at dyrke dem selv. Put me out of business.
Emma Raj Duckert
Det kan være en måde at være sammen på. Med sine børn, sin partner, sine bedsteforældre eller venner. Noget man gør i fællesskab. Bruger tid sammen, arbejder med hænderne og følger noget vokse. Og samtidig står man tilbage med nogle virkelig gode råvarer. Det er også en meditativ praksis. At luge et bed, arbejde med jorden – det er en aktiv form for ro, som mange ellers søger og gerne betaler i dyre domme for. Holder man en køkkenhave slipper man for at gå i fitness eller til yoga, du kan bare nøjes med at gå ud i haven og vende din kompostbunke. Nu provokerer jeg måske lidt, men jeg tror oprigtigt, at mange ville få det bedre af det. Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg selv gør.
