I 1986 pakkede seks unge designere fra Antwerpen deres kollektioner i en varevogn og satte kurs mod London. De var nyuddannede fra Royal Academy of Fine Arts og drevet af en fælles ambition: at ændre modeverdenen. Turen blev begyndelsen på et gennembrud, der skulle sætte varige spor i international mode. I år fejrer The Antwerpen Six 40-års jubilæum, og det markeres med en udstilling på MoMu - Antwerp Fashion Museum.
The Antwerpen Six
I slutningen af 1970’erne fandt seks designere i Antwerpen hinanden under deres studier.
Dirk Bikkembergs, Ann Demeulemeester, Walter Van Beirendonck, Dries Van Noten, Dirk Van Saene og Marina Yee. P å trods af vidt forskellige personligheder og æstetiske retninger opstod en særlig dynamik mellem dem. Venskab, nysgerrighed og ambition smeltede sammen og skabte grobund for en ny bølge i modehistorien.
Deres arbejde var dybt inspireret af samtidens kulturelle strømninger: punkbevægelsen fra London, japansk avantgarde og en voksende fusion mellem musik og mode. Samtidig holdt de øje med japanske navne som Yohji Yamamoto og Rei Kawakubo, der udfordrede de klassiske silhuetter.
For de unge belgiere handlede mode ikke “kun” om tøj – det var en fortælling, et koncept og en hel visuel identitet.
Op igenne 80’erne blev rejser til Japan, shows i hjembyen, ordrer fra Barneys i New York og internationale indkøbere samt omtale i toneangivende modemagasiner afgørende for, at de i 1986 sammen kunne præsentere sig under navnet The Antwerpen Six.
I dag står Antwerp Six som et symbol på kunstnerisk frihed og modet til at gå imod strømmen. Deres indflydelse rækker langt ud over 1980’erne og er stadig tydelig i nutidens mode, hvor fokus på kreativ autonomi, storytelling og eksperimenterende design trækker tråde tilbage til de belgiske designere.
Udstillingen på MoMu
I 2026 hædres Antwerp Six med en særudstilling på MoMu – Antwerp Fashion Museum.
Udstillingen på MoMu giver et sjældent indblik i deres rejse. Gennem installationer, arkiver og visuelle fortællinger foldes historien ud – fra de første skridt på akademiet til international anerkendelse. Det er en hyldest til håndværk, vision og en tid, hvor mode blev gentænkt fra bunden.
Antwerp Six ændrede ikke bare modebilledet – de ændrede måden, vi forstår mode på. Her er inspiration for alle. Udstillingen åbnede den 28. marts og løber indtil den 17. januar 2027.
Et Dries Van Noten-look fra udstillingen på MoMu
I den forbindelse har ELLE mødt en af Antwerpen Six, Dirk Bikkembergs:
Hvordan var din opvækst, og hvorfor blev du designer?
Jeg havde en vidunderlig barndom og voksede op i de åbensindede 60’ere og 70’ere. Min far var ingeniør og jeg gik på Den Europæiske Skole i Mol – en skole med en fri ånd og elever fra mange lande: Holland, Frankrig, Tyskland, Italien, Storbritannien og Belgien. Vi boede i en villa fra 1960’erne, som mine forældre havde bygget ude i skoven. Den vigtigste lære, de gav mig, var at have respekt for alle levende væsener. Da jeg skulle til optagelsesprøve på akademiet, var jeg i tvivl mellem modedesign og maleri. Jeg var ikke helt sikker på mine evner som maler, så jeg valgte mode.
Hvor kommer al den surrealisme og trompe-l’oeil fra?
Jeg vil ikke kalde det surrealisme – så tænker jeg på Magritte og Dalí, som jeg ikke er så vild med. For mig handler det mere om humor, i stil med Meret Oppenheim. Jeg har arbejdet med trompe-l’oeil fra begyndelsen og helt frem til min sidste kollektion, hvor jeg malede ben og trusser på ginen.
Havde du en butik sammen med din mand?
Beauties & Heroes var en lille butik i Antwerpen, som jeg åbnede lige efter min eksamen fra Royal Academy. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg ellers skulle lave – jeg ville bare skabe mit eget tøj og sælge det. I begyndelsen af 80’erne var de store modehuse som Dior, Chanel og Gucci uden betydning og blev opfattet som gammeldags – ingen ønskede at arbejde for dem. I 1998 åbnede Walter Van Beirendonck og jeg Walter Store. Det var en butik som ingen andre på det tidspunkt – langt forud for sin tid. Dover Street Market eksisterede for eksempel slet ikke endnu.
Hvorfor skiftede du fra designer til kunstner?
Jeg valgte at stoppe med mode, fordi det blev til kedelige gentagelser af idéer fra 90’erne. De store modehuse med deres økonomiske magt styrer branchen, og mange designere går på kompromis. Jeg ønsker desuden ikke at være en del af en industri, der er blandt de største forurenere i verden.
Hvad forestiller dine skulpturer?
Mine skulpturer handler om at formidle følelser. De skildrer ofte den menneskelige krop – ikke konkret, men som abstrakte forestillinger om den menneskelige figur. Inspirationen til mit arbejde er mit eget dagligliv.
Du har undervist – er du mentor for unge i dag?
Jeg underviste på modeafdelingen i Antwerpen for kandidatstuderende fra 2009 og indtil sidste år. Jeg er ikke mentor, men jeg kender selvfølgelig mange af de unge designere.
Nye designere eller kunstnere, du beundrer?
Comme des Garçons har jeg kendt siden 80’erne – og selvfølgelig Walter Van Beirendonck, min mand. Begge for deres autenticitet.
Kunstnere som Paula Modersohn-Becker, Sarah Lucas, Rose Wylie, Neo Matloga, Alice Neel, Louise Bourgeois, Meret Oppenheim og Jimmie Durham inspirerer mig også.
Fortæl om din installation på MoMu-udstillingen
Installationen i udstillingen er en let parodi på fænomenet ‘front row’, som i dag nogle gange får mere opmærksomhed end selve kollektionerne. Derfor er publikum for eksempel mere sprudlende end mannequinerne på den roterende catwalk.
Dirk Bikkembergs parodi på fænomenet ‘front row’
Hvor kan vi finde din kunst?
På Gallery Sofie Van de Velde, hvor jeg har en ny udstilling med skulpturer fra 5. september til 11. oktober 2026.
4 steder, du skal besøge, når du er i Antwerpen
Louis, butikken der solgte de første designs fra The Antwerp Six, er en af af de eneste butikker, hvor du finder Marina Yees nye design og andre brands som Lanvin, Loewe, Martin Margiela og Jil Sander. Ejeren, Marjan Eggers, arbejdede som ung i butikken og har ejet den siden 2002.
Rosier41 er en af de bedste vintagebutikker i Antwerpen. Foruden de belgiske designere finder du også de internationale. Her er en fantastisk skoafdeling, og butikken viser tit de nye talentfulde designere i vinduerne. Du kan gøre gode køb og her er et stort udvalg af både tøj og accessories.
Antwerpen er også kendt for diamanter, og derfor vrimler det med smykkebutikker. En af de mest spændende er Wouters & Hendrix, der blev startet af to studerende i 1984, der i dag har tre butikker i Belgien og en butik i Amsterdam. Her finder du smykker med et surrealistisk touch, fremstillet i sølv og 18 karat guld, ofte med perler og/eller diamanter.
Wouters & Hendrix
Byen er også kendt for chokolade og har sågar et chokolademuseum, Chocolate Nation, hvor du kan smage dig frem. Chocolatier DelRey og Antwerp Chocolate Store er nogle af de bedste butikker i byen og her er også alskens kager med chokolade.