Kom med indenfor i hjemmet (og haven) i Skovshoved hos Ferm Living-founder Trine Andersen

Trine, må jeg starte med at spørge dig. Havde du nogensinde forestillet dig, at du ville nå hertil, hvor du er i dag?

”Nej, slet ikke. Da jeg startede Ferm Living, havde jeg slet ikke forestillingsevne til at se, at firmaet skulle vokse til den størrelse og blive så stor en succes. Det var aldrig min ambition, så klart nej, men i takt med at årene er gået, og vi har bevist os, begyndte jeg at få tiltagene ambitioner. Jeg har altid forsøgt at hæve barren for hver sæson, sat den ene fod foran den anden, så der har været en organisk udvikling i både designet og teamet, også i mine egne forventninger til firmaet og til mig selv. Men ærligt, i starten var jeg bare superglad, hvis jeg kunne nå derhen, hvor jeg kunne leve af det. Nogen starter jo op med succesen for øje og vil gerne tjene millioner på den. Jeg kan ikke sige, at det ikke betyder noget, for selvfølgelig betyder det noget, og også en hel masse i virkeligheden, men det har aldrig været driveren for mig. For mig er det passionen og skabertrangen, der har fået mig til at arbejde år efter år med det, jeg har gjort. Jeg tror slet ikke, jeg har stamina til at sætte mig noget for, hvis ikke jeg har hjerte og den ægte passion med. Jeg ville ikke kunne stå så lang en distance, hvis ikke det var noget, jeg havde en ægte interesse for.”

Hvad betyder din succes for dig?

”Her, hvor jeg står nu, giver det mig en eller anden form for ro i forhold til, at jeg er god nok, jeg er lykkedes med noget og også med noget, der er meget større end jeg selv havde forestillet mig i sin tid. Det giver mig en følelse af stolthed og ydmyghed. Og mest af alt en frihed. Og den frihed havde jeg jo ikke for to år siden, hvor jeg stadig var fast inventar på kontoret hver dag. I mange år har jeg haft en følelse af, at jeg skulle være den, der tog det tungeste læs. Sådan har det ikke været til slut, for der er mange gode mennesker med, der også tager et ordentligt læs, men når du er founder, er det jo tit dig, der bliver katalysator og kulturbærer i forhold til at være agil og entreprenant. Jeg ejer stadig 25% af Ferm Living og er på den måde stadig dybt engageret i firmaet og er også en del af bestyrelsen, men jeg arbejder meget, meget mindre end jeg tidligere har gjort.”

Har du klappet dig selv på skulderen eller på anden vis givet dig selv anerkendelse for det liv, du har skabt for dig selv og din familie?

”Hmm, altså ja … Det synes jeg. Det er ikke noget, jeg går rundt og svælger i, men jeg tænker da over det, når der er nogen, der minder mig om det. Og så bliver jeg stolt, men også blufærdig. Det er enormt dejligt at få det at vide, men samtidigt er emnet lidt mærkeligt for mig. Men ja, jeg er da stolt. At træde ud af driften, ud af hjulet, der ruller, har givet mig tid til at trække vejret lidt dybere og se tingene ud i strakt arm. Jeg har fået mulighed for tale med folk, der er ved at starte noget op eller står midt i noget, der er svært eller tungt, og på den bagkant er det da gået op for mig, hvor sindssygt det er, at vi er lykkedes så godt. Da jeg stoppede ved årsskiftet 2023 og 2024, tog vi på en lang jordomrejse, hvor begge børn blev trukket ud af skolen, og det var, føler jeg, et meget konkret klap på skulderen af ikke bare mig, men hele familien. Jeg havde den her følelse af, at det havde vi alle fortjent. For det er jo ikke bare mig, der har arbejdet hårdt. Alting har en pris. Når man arbejder så intenst i så mange år, er der også nogen på hjemmefronten, der betaler. Rejsen var lidt en måde at indhente noget på. Min søn August skulle på efterskole, da vi kom hjem, og det var på den måde sidste chance for, at vi kunne tage afsted alle fire i et halvt år og bare være sammen 24-7. Og det er jeg simpelthen så glad og taknemmelig for, at vi gjorde, og at det ikke bare blev en drøm, der hang i luften.”

Blev rejsen et vendepunkt i dit liv?

”Ja, den var helt genial på flere måder. Det var fantastisk at kunne suge sine børn til sig så intensivt oven på et maraton, men den blev også et vendepunkt for mig og Ferm og vores gensidige afhængighed. Det her med at rejse om på den anden side af jordkloden var en god afledningsmanøvre. Der var 12 timers tidsforskel og nogle gange rigtig dårlig dækning, og jeg fik så mange oplevelser af natur og kultur sammen med min familie, at jeg dårligt nok kiggede mig over skulderen. Der lå nogle planlagte bestyrelsesmøder, men ellers var det meget få gange, jeg blev ringet op.”

Foto: Kavian Borhani

Du er udefra set et meget arbejdsomt menneske og har vel også et arbejdsdrive udover det sædvanlige, det har du vel skullet lægge fra dig?

”Ja, og det har været svært. Også fordi jeg er opdraget til, at man skal være flittig. Jeg er vokset op på en konfektionsfabrik med to selvstændige forældre, der også altid har arbejdet hårdt, så på den måde har det været naturligt for mig. Min opvækst havde også stor indflydelse på, at jeg turde at tage springet i sin tid. Man skal jo turde stille sig derhen, hvor der er noget, der er større end dig selv og dine egne behov, hvor der er x antal mennesker, der har brug for, at der er styr på forretningen, og at hjulene drejer. Mine forældre havde en systue med 40 damer fra lokalområdet, der syede tøj, og der skulle jo være jobs til dem også i morgen, og kvalitetens skulle være i orden. Selvom mine forældre ikke havde meget fritid, vidste jeg altid, hvor de var, for de var på fabrikken, og fabrikken hang sammen med vores private bolig med glasgang imellem. Når jeg ville være sammen med dem, satte jeg mig på fabriksgulvet og legede med dukker og snakkede med min mor, mens hun forberedte forskelligt til næste dag. Mine forældre har ikke været med ude og se mig spille fodboldkamp, men de har givet mig en stor grad af frihed og tryghed.”

Med den baggrund er der så noget i din rejse med Ferm, hvor du tænker, du har gjort det anderledes end dine egne forældre?

”Vi er jo to forskellige generationer i to forskellige landsdele, og der er ingen tvivl om, at i min familie er jeg the odd out. Jeg er efternøler. Der er 15 år mellem min storebror og mig og 11 år mellem min søster og mig. Og de bor begge i en radius af 10 km fra mine forældre, der, tak for det, stadig lever og begge er i 80’erne nu. Jeg er flyttet til København for mange år siden og har altid arbejdet med design og branding, så jeg er klart den, der skiller sig mest ud. På den baggrund er der meget, jeg kan relatere til og som har rundet mig, men der er også mange ting i mit arbejdsliv, der har været markant anderledes end det, jeg er vokset op med. Hele det udfarende og kulturelle københavnerliv, for eksempel.”

Hvad betyder æstetik for dig, og har du altid været æstetisk funderet?

”Jeg er ikke vokset op i et hjem med danske møbelklassikere, så ikke med æstetik på den måde, men jeg har altid været omgivet af tøj, materialer og produktion, og jeg har altid lavet mange kreative ting sammen med min mor. Vi har malet oliemalerier i ferierne eller har brugt hendes sparsomme fritid på at anlægge have. Jeg har altid været med og har haft en lille urtehave ved siden af min mors, så jeg selv kunne dyrke blomster og gulerødder. Og det er måske ikke æstetik, men det handlede meget om at skabe og at se på tingene udvikle sig. Det har været en fælles ting, vi har haft. Og så har jeg altid været optaget af, hvordan mit værelse skulle indrettes. Jeg fik tit min mor til at hjælpe mig med at tapetsere eller sy puder, der matchede tapetet.”

Foto: Kavian Borhani

Husets spisebord fungerer også som Trines arbejdsbord, når parret ikke sidder sammen i atelieret. På den måde kan de stadig være sammen, mens Martin står i køkkenet.

Kan du lidt fortælle om, hvordan Ferm Living startede?

”Jeg vil give dig historien om fuglen først, fuglen i Ferms logo. Jeg sad i et almindeligt fast job, hvor jeg arbejdede meget og følte, at det måske ville give mere mening, at jeg brugte det engagement på mit eget, apropos det med at komme ud af en familie med selvstændige forældre. Jeg er uddannet art director og har siddet på reklamebureau og sad på det her tidspunkt i en tøjvirksomhed. En dag spurgte en kollega, om jeg ville med til håndlæser. Og det sagde jeg ja til af rent sociale grunde. Ind kom Tahoma, og jeg ville gerne vide noget om kærlighed. Om jeg blev gift med Martin, hvor mange børn vi ville få og så videre. Den bed hun ikke på. Hun så, at min far ville læse om mig i avisen på et tidspunkt, og hun så en fugl, der sad på en gren og ingen vegne kom. Den kiggede til den ene side og så til den anden side og kom ikke ud at flyve, fordi den var i tvivl om, hvilken retning den skulle tage. Så sagde hun, at jeg skulle få gjort op med mig selv, om jeg ville blive i det faste job eller tage springet som selvstændig. Jeg var relativt langt i tankeprocessen, men uden helt at være klar til at trykke på knappen. Det gjorde jeg så ugen efter. Jeg startede mit eget, i første omgang et grafisk marketingbureau, og brugte fuglen i mit logo.”

Hvordan kom interiør-delen så ind i billedet, det vi i dag kender Ferm Living for?

”Martin og jeg købte i 2005 et hus lidt uden for Aarhus, en gul tresser-villa, der skulle renoveres. Meget ville vi gerne bevare, men der var også noget, jeg gerne ville lave om, blandt andet ville jeg gerne tapetsere. Derfor gik jeg på jagt efter noget tapet, jeg syntes var cool og moderne og det fandtes bare ikke. Eller jeg kunne i hvert fald ikke finde noget, som jeg også kunne betale. Dér fornemmede jeg et hul i markedet, jeg havde en fornemmelse af, at tapet var på vej tilbage, og at det skulle sælges i design- og møbelbutikker, hvor man generelt blev inspireret frem for hos farvehandlere. Og jeg arbejder bedst under pres, så jeg købte en stand på Formland-messen i Herning, der lå et par måneder fremme i kalenderen, fik lavet 10 designs som posterprints, fik lavet bare et enkelt design som rigtig tapet for at minimere den økonomiske risiko og fik så hjælp fra Martin, mine forældre, søskende og venner med at sætte standen op og tage imod ordrer. Jeg havde ikke meget, men jeg havde mit logo med fuglen, og så var jeg så heldig at få god opbakning fra trendzonen på Formland.”

Foto: Kavian Borhani

En klassisk hverdagssituation: Martin laver altid mad i parrets køkken til familien på fire – gerne med hjemmedyrkede urter, som Trine står for. Martin er iført skjorte fra Dries Van Noten, og Trine bærer T-shirt fra I Blame Lulu og jeans fra Skall Studio.

Hvad tænker du om det i dag, når du ser tilbage på den forretningsmæssige rejse, du har været på med Ferm Living?

”Da jeg startede, føltes det som at risikere det hele. Jeg brugte min opsparing og cigarkasse-systemet. Nu har jeg tjent 10.000 kr., så nu har jeg 10.000 kr. at producere for. Da der var messe igen, kom jeg med nye tapeter, derefter fik jeg ideen til wallstickers, og så var det ellers en fod foran den anden år efter år. Hver sæson lancerede jeg produktnyheder, i starten altid med afsæt i det grafiske. Hvert skridt er taget ud fra, hvad vi har tjent. Hver milepæl. Nu har vi råd til at udvikle det næste produkt, eller nu har vi råd til at ansætte en person til det og det. På den måde, når man heller aldrig i mål, hvert år har sine udfordringer og der skal hele tiden lægges til. Jeg tror, vi skal helt frem til 2016, før jeg følte mig safe for første gang. Da solgte vi marioteten til en belgisk kapitalfond, og jeg følte, at jeg havde trukket et stik hjem, der ikke kunne tages fra mig igen.”

Har din mand, Martin, været ved din side helt fra start? Og hvad tror du, det har betydet?

”Martin har været med helt fra start på den måde, at det hele startede hjemme om spisebordet. Vi har mødt hinanden på vores uddannelse, han har også en grafisk og kreativ baggrund og har været min sparringspartner på alt fra logo til de første tapeter. I starten havde han fortsat sit faste arbejde, så vi havde en stabil indtægt, og han var heller ikke min første ansatte, men på et tidspunkt gav det mening, at han rykkede. Vi har arbejdet helt tæt sammen i 13 af de 20 år, Ferm Living har eksisteret. Jeg har ilden og forretningsdrivet, og han har været sindssygt god til at støtte mig, og jeg kan ikke tælle på hænderne, hvor mange gange han har siddet og knoklet til langt ud på natten, når vi har været bagud med et eller andet. Og så er vi sammen om passionen for kunst og interiør. Vi supplerer hinanden godt og alligevel kan jeg næsten ikke forstå, at vi har kunnet det. Jeg startede Ferm, da jeg var 27, så det er jo en vild periode, hvor man også gerne vil etablere hjem og have børn og stifte familie, samtidig med at karrieren for alvor skal i gang. Det var med 120 i timen og uden plads og rum til at trække vejret dybt ned i maven. Og det har da heller ikke kun været en dans på roser. Det har også været svært. Omvendt var vi nok ikke lykkedes uden vores makkerskab. Martin har været mand nok til at tage et stort læs herhjemme, og vi har haft en eller anden form for arbejdsfordeling mellem os. Jeg ser det også som en fælles rejse, en rejse for hele familien og for de tætte medarbejdere, der har været med til at gøre muligt.”

Foto: Kavian Borhani

Den gule spisestue danner ramme om større middage og fungerer som bindeled mellem køkken og stue. Om sommeren åbnes dørene ud til terrassen og haven, hvor parret drømmer om, at også mange kommende arrangementer kommer til at finde sted.

Blazer og skjorte fra Arket, bukser fra Loewe og vintage-stiletter fra Fendi.

Ferm har fyldt meget også i dine børns liv. Gør det en forskel i dag, at du har fået succes og nu kan give dem tifold tilbage?

”Det har klart været en driver for mig at skulle lykkes, når nu jeg brugte så meget tid på det, men jeg ved også, at man ikke kan konvertere den tid, man ikke har brugt med sine børn, til det, vi har nu. Heldigvis har jeg en følelse af altid at have været der, når der har været brug for det, og vi har fx altid prioriteret at rejse meget med børnene, de har været med på mange forskellige forretningsrejser, så vi har kunnet være sammen som familie. Jeg har indimellem også tænkt tilbage på, hvordan jeg selv er vokset op, og hvordan jeg aldrig har følt et svigt, selvom mine forældre arbejdede meget. Jeg vidste, at de var der, og at jeg kunne komme til dem, og jeg har aldrig følt, at jeg manglede omsorg eller kærlighed. På den måde har jeg ikke været så nervøs, selvom jeg som alle andre selvfølgelig indimellem har en naturlig bekymring for, om vi løfter vores forældreopgave ordentligt og ansvarsfuldt. Og når den tvivl kommer, slår min tanke selvfølgelig tilbage på mit arbejde.”

Hvordan bruger du din nye frihed?

”Den bruger jeg på at leve markant anderledes, end hvad jeg gjorde for to år siden. Det er ikke sådan, at jeg ikke arbejder, men jeg arbejder på en helt anden måde og markant mindre. Jeg har ro på om morgenen, tid til at få den første kop kaffe og få sendt Saga godt ud ad døren. Jeg har mere tid til selvomsorg og til motion, hvilket er helt nyt for mig. Jeg går til tennis, som jeg elsker, til keramik og til yoga et par gange om ugen med en veninde, og en gang imellem rider jeg ture på islandske heste. Jeg passer på mig selv på en helt anden måde, end jeg tidligere har gjort. Jeg sover mere og bedre. I dag er mit arbejde bygget op om projekter, jeg har mine faste møder med Ferm, og så har vi købt os ind i en restaurant, Aloutte, der ligger i Kronprinsessegade. Vi har derudover stiftet et firma sammen med nogle venner, hvor vi køber og renoverer sommerhuse, og så har jeg gang i et projekt sammen med en veninde, et eventkoncept i Puglia, der kommer til at hedde Volare. Vi har også lige skrevet under på en ”kulturinvestering” og postet lidt penge i en spillefilm. Fællesnævneren for alle projekter er, at de er drevet af lyst.”

Foto: Kavian Borhani

Der er altid gang i forskellige projekter hos Trine og Martin. Her sidder de i atelieret, hvor et smukt lysindfald fylder rummet det meste af dagen. Martin sidder oftest foran computeren, mens Trine arbejder med hænderne i leret og skaber skulpturer, kopper og vaser. Hun går desuden til drejning hver onsdag. Her er Trine iført jakke og jeans fra By Malene Birger.

Hvad giver alt det nye dig?

”Jeg elsker at have fået mere tid til fordybelse og kreativ udfoldelse, uden at det skal være kommercielt, og det er spændende at være i berøring med dygtige, kreative mennesker, der er anderledes skruet sammen end jeg selv. Jeg har virkelig nydt at dykke ned i noget nyt, lære og møde nye mennesker. Det første halve år, efter vi kom hjem fra vores rejse, brugte jeg i kælderen, hvor jeg eksperimenterede med ler. Jeg kommer aldrig til at arbejde på samme måde som før, det hverken kan eller vil jeg, jeg har brugt mig selv for hårdt i perioder, og den pris er jeg ikke klar til at betale en gang mere. Når det er sagt, fortryder jeg intet. Jeg har elsket hver en dag, jeg har brugt på Ferm, og jeg er på ingen måde mentalt ved at pensionere mig selv, det er heller ikke det forbillede, jeg gerne vil være for mine børn. Jeg har brug for at blive brugt og brug for at være med til at skabe noget.”

Og så, har du fortalt, er der haven…

”Ja, der var de mange timer, hvor jeg stod med mig selv nede i kælderen og nørdede med leret, og det føltes som så vanvittigt frås med tid i forhold til, hvor rationel jeg før har været nødt til at være. Da det så blev forår, havde jeg et haveprojekt. Jeg tog et onlinekursus hos en havearkitekt og blev dygtigere til at tænke og tegne have, og så designende jeg en haveplan og satte mig ind i, hvilke planter, der blomstrer på hvilke tidspunkter, hvor høje de bliver, og hvor de så skal stå. En meget tilfredsstillende proces. Der er noget nærmest primalt i at arbejde med jord og ler, noget urinstinkt, det har været en god modvægt til at være så ophængt af møder og deadlines. Jeg er kommet ud af hovedet, og der er tilmed undersøgelser, der viser, at det at have fingrene i muldjord er godt for dit mentale helbred. Og det kan jeg mærke på egen krop. De sidste to år har været en kalibreringsperiode, og jeg synes, jeg er kommet rigtig langt. Jeg føler mig meget mere let i hovedet, men samtidigt er jeg jo den, jeg er. Jeg er meget taknemmelig for alt det, jeg har haft mulighed for at realisere og give til Ferm, for det har været helt enormt givende på oplevelser, personlig udvikling og menneskelige relationer.”

Foto: Kavian Borhani

Trine i familiens have, som hun går meget op i at holde, så den er et rart sted at være. Haven rummer også en stor køkkenhave med seks bede. Her er hun sammen med hunden Louis.
Skjorte og nederdel er fra Skall Studio. Skoene er Trines egne.

Har der været tidspunkter, hvor du havde lyst til at give op?

”Ja! Det kan jeg sige uden at blinke. Sådan tror jeg de fleste iværksættere har det, hvis de tør være ærlige. Hold da kæft, er det det her værd? Og særligt, hvis man måske står over for ikke at lykkes med sit projekt. Derfor er jeg også meget taknemmelig over, at det ikke er den situation, jeg står i. Men hvert år har der da været ting, der har været ved at vælte læsset, og man når sjældent til et sted, hvor det at drive et firma bare er vedligehold. Der er hele tiden noget nyt. Det er lidt ligesom at gøre rent, når du er færdig med at støve af i den ene ende af huset, kan du bare starte i den anden ende igen. At have virksomhed er en on going opgavestrøm af udfordringer, der skal løses, den erkendelse kom jeg også til på et tidspunkt.”

Er det så der, du begynder at tænke, at et salg måske kunne give dig en følelse af at nå i mål?

”Ja, det tror jeg, du har ret i, men det, som konkret udløste tanken, var tilbage i 2015. Jeg sad med Saga som en lille baby og ammede hende, og jeg kan huske, at jeg sad og kiggede på hende, og at det var sindssygt svært for mig at finde roen til at sidde der. Det sitrede i mig, jeg havde bare så travlt. På det tidspunkt var jeg både administrerende direktør og kreativ ansvarlig og nu mor til to. Jeg kan stadig huske, hvordan lyset faldt ind ad vinduerne i det øjeblik og pludseligt stod det klart for mig. Kære Trine, det her går jo ikke, det kan ikke blive ved. Og så fik jeg sådan en helt klar fornemmelse af, at jeg var nødt til at gøre noget radikalt. Jeg havde fået arbejdet ud i en armslængde og kunne måske derfor endelig mærke, at det var uholdbart. Jeg kunne ikke få armene om begge lejre og være tilstrækkelig, og det var jo alt sammen udløst af, at det faktisk gik fantastisk godt. Da det endelig stod så klart for mig, var det let at tage beslutningen.”

Tænker du over, hvad rejsen med Ferm har lært dig rent værdimæssigt og om livet, måden vi er mennesker på?

”Der er nogle værdier, der er kommet til eller som har forandret sig, men mine grundværdier er de samme. Jeg tror, ens værdier bliver formet, mens man er helt ung, og mine er værdier, der både passer på mig personligt og som har været Ferms formelle værdier. Passion, ordentlighed og balance. Og især balance har vi talt rigtig meget om, både i firmaet og herhjemme.”

Foto: Kavian Borhani

Sylt, sylt, sylt. Parrets bryggers fungerer både som syltelager, vaskerum og redskabsrum. Her er der indgang fra køkkenhaven, hvor afgrøder og urter gror.

Trine iført en Etro-skjorte fra gemmerne og jeans fra Skall Studio.

Ser du dig selv som en rollemodel for yngre kvinder, der gerne vil starte egen virksomhed? Er det noget du tænker over?

”Jeg har aldrig været så selvhøjtidelig omkring det at have startet Ferm, men jeg tror da, det kan inspirere andre at se, at jeg er et helt almindeligt menneske. Jeg ved ikke, om jeg ser mig selv som en rollemodel, men jeg vil altid gerne støtte og hjælpe og har også nogle unge kvinder, som jeg mødes med hvert kvartal og sparrer med i forhold til det, de er ved at banke op. Hvis der er nogen, der rækker ud, og jeg synes, jeg har noget at bidrage med, tager jeg gerne en snak eller et møde eller prøver at pege dem i en retning. Det synes jeg er både sjovt og givende, og det synes jeg også, jeg skylder.”

Hvad tænker du, livet har lært dig indtil nu?

”Mange ting! Blandt andet at jeg kunne mere, end jeg selv troede. Og at der ikke er to mennesker, der er ens. Vi er ikke drevet af det samme og ser ikke altid tingene ens. Jeg har fået respekten for, at man ikke kan presse ting igennem, at man er nødt til at få folk med. Du er ingenting uden de mennesker, du har omkring dig.”

Foto: Kavian Borhani

Tænker du over, at du økonomisk har sikret ikke bare din egen familie og dine børn, men også generationer frem?

”Jeg tænker ikke meget ud i børns børn og børnebørns børn, men der er da nogle helt lavpraktiske ting, jeg selvfølgelig forholder mig til i forhold til f.eks. testamente. Og hvis du tænker på impact, så tænker jeg også på alle de andre, der har været med på rejsen med Ferm. Når jeg har været ude ved producenter rundt om i verden, kan jeg for eksempel blive enormt stolt over, hvor stor en forskel vores produktion har betydet for deres liv. Blandt andet en tekstilfabrik i Indien, som vi har samarbejdet med siden 2008, hvor der nu står en spritny, økologisk certificeret fabrik med solceller på taget og rensningsanlæg til genbrug af spildevand, og hvor der er ordentlige arbejdsforhold for de 200 kvinder, der arbejder der. At se deres stolthed og at se den forskel arbejdet gør, alt sammen fordi vi har støttet dem og været deres største kunde igennem mange år. Da bliver jeg meget ydmyg og meget stolt.”

Hvad så nu, hvad med fuglen?

”Jeg har altid tænkt på Ferm som mit første barn, i dag er hun en voksen, kompetent og myndig, ung kvinde, der er særdeles godt i vej og i stand til at tage vare på sig selv. Jeg havde min sidste dag som en del af driften lige inden hendes 18-års fødselsdag, og der præsenterede jeg vores nye logo for teamet. Fuglen er stadig med, men fra at være en lille, lidt forsigtig spurv på m’et i Ferm, har den udviklet sig til en lidt mere abstrakt og karakteristisk fugl, der nu har slået vingerne ud og flyver afsted. Det synes jeg er ret fint.”