Da fotograf og designer Barbara Hvidt og hendes mand, Jan Gleie, for 20 år siden så huset på Frederiksberg på nettet, var det et dødsbo, og det var ikke skønheden, der tiltrak dem. Alligevel så de et potentiale i de store skydedøre, forbindelsen mellem inde og ude og tanken om at leve i ét plan midt i byen. I dag har de nænsomt forvandlet 70’er-huset til et dynamisk familiehjem med referencer til Japan, Indien og Palm Springs, hvor der for alle husets beboere er plads til levet liv og en frihed til at gøre det, man har lyst til.
Her bor
Fotograf, designer og medstifter af tekstilbrandet Avillafranciska Barbara Hvidt og hendes mand, kunstner, fotograf og instruktør Jan Gleie, sammen med parrets to børn, Siggi og Nola på henholdsvis 19 og 22 år, og familiens hund. Huset, der ligger på en villavej på Frederiksberg, er oprindeligt et etplanshus fra 70’erne tegnet af Johan Christensen, som senere er udvidet med en tilbygning i form af en førstesal tegnet af Barbaras søster, arkitekt Malene Hvidt, i tæt samarbejde med Barbaras mand, Jan, og arkitekt Hans Bærholm. Her fik de, ud over den nye førstesal, beklædt husets yderside med mahogni – en ombygning, der blev præmieret af Frederiksberg Kommune.
Et kig gennem husets førstesal, der er en tilbygning tegnet af Barbaras søster, arkitekt Malene Hvidt, i tæt samarbejde med Barbaras mand, Jan, og arkitekt Hans Bærholm med åbent kig ned til stueetagen. Skamlen i forgrunden og den lange pendel er begge tegnet af Charlotte Perriand.
Et kig gennem husets stringente stueetage, hvor parrets voksne børn i dag huserer. Fotokunsten på bagvæggen er af Jan Gleie, og skamlen af Studio 0405.
Fotograf og designer Barbara Hvidt kommer ud af Hvidt & Mølgaard-familien, hvor arkitektur, møbeldesign og kompromisløs kvalitet har været en naturlig del af hverdagen gennem generationer. Barbaras farfar, Peter Hvidt, tegnede både huse og møbler med en særlig opmærksomhed på detaljen og en dyb respekt for materialer og kvalitet, og derfor har Barbara fra barnsben været vant til at komme og leve i hjem med kunst, keramik, kontraster og farver.
Barbaras far, Henrik Hvidt, og hendes søster, Malene Hvidt, har som arkitekter ført arven videre.
“Jeg er vokset op med en forståelse for, at æstetik, håndværk og historie hænger tæt sammen og former den måde, man lever på, og der er ingen tvivl om, at min opvækst, præget af godt design, har inspireret mig til, hvor jeg er i dag,” fortæller Barbara Hvidt, der også selv er gået en multikreativ vej:
“Siden jeg var helt ung, har jeg bevæget mig frit mellem discipliner og medier. Jeg er drevet af at formidle, iscenesætte og skabe fortællinger og hele universer omkring det, jeg arbejder med.”
Spisepladsen blender sammen med henholdsvis køkken og stue og bliver til et stort leverum for alle husets beboere. Spisebordet er af Anders Heger, mens stolene med sort træ er af Hvidt & Mølgaard fra &Tradition. Lampen er af Ronan og Erwan Bouroullec, og værket bag af Albert Grøndahl. Skamlen for enden af bordet er af Pierre Chapo. Den hvide ‘No 30’-stol fra Ton er arvet fra Barbaras farmor.
Fremme i køkkenet fra Copenhagen Square står små stilleben af keramik fra Josette Miquel & Hervé Rousseau à la Borne, Anne Black og Barbaras egne kreationer, som understøtter husets japanske referencer og kreative tilgang til inspiration som noget allestedsnærværende.
Fotografi, film og rumlig iscenesættelse har altid været naturlige medspillere i Barbaras designproces, der for tiden særligt domineres af brandet Avillafranciska, der er dedikeret til at skabe eksklusive jacquardvævede tekstiler til hjemmet. Barbara etablerede brandet sidste år med partneren Christina Engsig på baggrund af en dyb fascination af gamle vævetraditioner og den taktile dybde i materialet. Her arbejder duoen bl.a. med arkivmateriale fra 1800- og 1900-tallet og genfortolker historiske mønstre i en nutidig kontekst, hvor høj kvalitet, håndværk og kulturarv er bærende værdier. “Jeg kalder Avillafranciska for et projekt, fordi der er en dejlig frihed forbundet med det ord,” siger Barbara om brandet.
Parallelt arbejder Barbara sammen med sin mand, kunstner, fotograf og instruktør Jan Gleie. Sammen udgør de duoen Hvidt/Gleie, der arbejder med kunst, fotografi og film. Inden for de seneste to år har de afholdt to udstillinger med Jans fotografier, film og oliemalerier.
“Jan er farveblind, så jeg har altid fungeret som hans guidende øje i forhold til farver. Sammen har vi udviklet et farvesystem med nummereringer og områdeinddelinger, som han kan arbejde ud fra,” fortæller Barbara.
Et varmt atrium på førstesalen med klinker på gulvet har fået nyt liv, efter at Barbaras mand, multikunstneren Jan Gleie, for få år siden genoptog billedkunsten. Inden for de seneste to år har parret afholdt to udstillinger med Jans værker, bl.a. fotografier, film og oliemalerier. Jan er farveblind, så Barbara spiller en stor rolle i hans praksis i forhold til at guide vedrørende farver.
Et kig fra den arbejdsrelaterede og kreative del af husets førstesal og ind i soveværelset. Fotokunsten til højre af Casper Sejersen. Den lille hylde er designet af Barbaras svoger, Nikolaj Lorentz Mentze, der ejer Studio 0405.
Parret arbejder begge hjemmefra. De har boet i deres hus fra 70’erne på Frederiksberg, siden de for 20 år siden kom hjem fra en årrække i London, men adspurgt, hvornår tilbygningen i form af førstesalen – der er tegnet af Barbaras søster, arkitekt Malene Hvidt, der er partner i designfirmaet Spacon, i tæt samarbejde med Barbaras mand, Jan, og arkitekt Hans Bærholm – kom til, kan det multikreative par ikke helt blive enige om, hvorvidt det er 5, 10 eller endda 15 år siden.
“Vi arbejder side om side på første sal, hvor vi hver især kan række ud efter hinanden, når der er brug for sparring. Vi har arbejdet tæt sammen, siden vi mødtes for godt 30 år siden,” fortæller Barbara.
Barbaras skrivebord, der står over for Jans, bærer præg af hendes mange forskellige igangværende kreative projekter – tekstiler til Avillafranciska, smykker fra Les Mains des Soeurs samt diverse fotokunst. Bordet er af Anders Heger, de to stole er henholdsvis Arne Jacobsens 7’er-stol og Montanas ‘Kevi’-kontorstol med tekstil fra Mads Nørgaard, mens det store værk bagved er af Albert Grøndahl.
Barbara ved sit skrivebord. “Siden jeg var helt ung, har jeg bevæget mig frit mellem discipliner og medier. Jeg har været selvstændig hele mit arbejdsliv og drevet egne virksomheder, hvor jeg altid har været optaget af at formidle, iscenesætte og skabe fortællinger og hele universer omkring det, jeg arbejder med. Mit virke spænder bredt, og nye idéer spirer ofte. Jeg følger dem som regel instinktivt, så længe de føles rigtige,” fortæller hun. De seneste to år har Barbara desuden uddannet sig som relationskompetent leder og familierådgiver fra Blackbird Institute. “Det udspringer af en dyb interesse for menneskelige relationer som inspirationskilde. Det har været enormt berigende både personligt og fagligt. Lige nu er jeg på vej ind i frivilligt arbejde hos Headspace, hvor jeg ønsker at støtte unge mennesker, der har det svært. Det gør ondt at se, hvor mange unge der bl.a. kæmper med manglende tro på sig selv.”
Husets førstesal er indrettet, så både Jan og Barbara kan arbejde hjemmefra – sammen med diverse forskellige partnere, som de laver projekter sammen med. Jan sidder på den ene side ved sit Poul Kjærholm-skrivebord. Ved siden af hans arbejdsplads står Charles Eames-stolen, som parret havde med fra deres hjem i London, da de flyttede tilbage til Danmark for 20 år siden.
Derudover har hun sammen med sin søster etableret Les Mains des Soeurs, et personligt og kunstnerisk projekt, der udfolder sig i kapitler og undersøger relationen mellem hånd og objekt samt fortællingen om søsterskab. Projektet tager udgangspunkt i materialitet, håndværk og familiehistorie og har bl.a. manifesteret sig som en håndlavet smykkekollektion i sølv og rav, ledsaget af keramiske smykkeæsker.
Den multikreative tilgang til skabelse, forskellige medier og kreativitet som noget tværgående gennemsyrer også hjemmet, der i dag, ifølge de gæster, der kommer og går, har referencer til både Japan, Indien og Palm Springs. Lyset vælter ind, da der er vinduer overalt, mens stakke af bøger og magasiner får selskab af efterladenskaber fra Barbaras og Jans mange igangværende projekter – fra prøver på Avillafranciska-tekstiler til Jans malerier i proces.
“Jeg er nået til et punkt, hvor jeg ikke længere ønsker at arbejde hurtigt. Jeg har brug for tid og fordybelse. Kvalitet starter for mig med undersøgelse og nysgerrighed. Hvis jeg ikke forstår noget, bruger jeg god tid til at sætte mig grundigt ind i det. Jeg bliver ved, indtil jeg kan forstå lagene bag og mærke nerven i projektet,” siger Barbara om tilgangen til det arbejde, der hver dag smelter sammen med privatlivet i hjemmet.
Det var bl.a. de store skydedøre ud til haven, som Barbara og Jan faldt for, da de købte huset for 20 år siden. Tilbygningen i form af førstesalen har forandret huset totalt, så det i dag rummer referencer til både Japan, Indien og Palm Springs. Trappen er indbygget og tegnet specielt til huset, mens det ottekantede sidebord nedenunder er designet af Mentze Ottenstein og lavet til Den Frie Udstillingsbygning.
Den åbne stue ligger i forlængelse af køkkenet og har store vinduespartier ud til den private og tilbagetrukne have. Sofaerne er af henholdsvis Arne Jacobsen og Lissoni. Det lave sofabord med bøger, keramik og friske blomster er fra Established & Sons. Stolene er ‘X-Chair’, designet i 1958 af Barbaras farfar, Peter Hvidt. “De bærer dejlige spor og minder mig om en tid, hvor smukt håndværk og kvalitet havde en helt naturlig og vigtig betydning,” siger hun. Værket over den hvide sofa er fra Jans seneste udstilling, ‘Dioramalism II _ Telecine’. Det hvide, keramiske relief på væggen er af Manuel Canu.
Sofaen er en Arne Jacobsen-‘Lufthavnssofa’, mens det store værk er af James Peel.
Der er på alle måder tale om et personligt hjem, hvor lige dele træ og hvide flader læner sig mod hinanden: Det varme mahognitræ og de horisontale linjer, der begge går igen både inde og ude, giver en fornemmelse af noget internationalt. Overalt mødes genstande og møbler, der enten bærer historier fra rejser, står på skuldrene af en familiearv og er givet videre gennem generationer eller er skabt i nyere tid af nære relationer.
Det er et hjem med plads til det levede liv og en frihed til at gøre det, man har lyst til – både for Barbara og Jan og for deres to voksne børn, der holder til i stueplan og nu lever et mere eller mindre selvstændigt liv.
“Årene, der er gået her, har givet os en ny form for tilstedeværelse og en ny, kreativ måde at bruge huset på,” siger Barbara.
“Arkitektur, møbler og kunst smelter sammen til et personligt og trygt hjem, hvor materialer som glas, porcelæn, træ og stål i forskellige former og taktiliteter skaber ro og dybde,” fortæller Barbara, der slutter af med at tilføje: “Vores hjem er et sted, hvor man skal have det rart, omgivet af skønhed, sanselighed og genstande, der bærer en historie eller et særligt minde.”
Den lille alkove med indbygget daybed er Barbaras favoritspot i hjemmet. Det er et sted til fordybelse og ro. Den er beklædt med varm canadisk oregon pine-træ, som giver rummet en dybde og glød, der næsten omslutter én. Træets varme tone og stoflighed skaber en følelse af tryghed og nærvær og føles som en lille hule. Den hvide papirindpakning, der ligger på daybedden, rummer en japansk haori-kimono, som Barbara for nylig har modtaget i gave fra parrets nabo, Nobuko, som hun beskriver som en ældre, dejlig dame og et nyere bekendtskab. På hylden ovenover står en masse kunst og keramik samlet gennem en lang årrække. Den keramiske tekande til højre fra Helle Bovbjerg er den nyeste tilføjelse.
Soveværelset har udgang til en stor altan på førstesalen og lysindfald fra alle vinkler. Sengen er beklædt med de eksklusive jacquardvævede tekstiler fra Avillafranciska – et brand, Barbara stiftede sidste år sammen med partneren Christina Engsig. Sengebordene er henholdsvis ‘Fox Stool’ fra Magniberg og ‘Sofi Stool’ af Mentze Ottenstein. De to stole til venstre er Mogens Koch-foldestole,og sidebordet er skabt af Studio 0405. Gardinerne er fra Rue Verte.
I påklædningsværelset hænger en kåbe fra Avillafranciska, ligesom stolen og den lille pouch fortæller om brandets tilgang til historiske vævetraditioner.
