Hun er kendt for sit store smil og sit gode humør, men Jasmin Linds start på livet var langtfra nogen dans på roser. Hun måtte helt ned i det dybeste hul i teenageårene, før hun lærte, hvor fantastisk tilværelsen er. I dag følger flere hundrede tusind mennesker med, når hun viser sit liv med manden Mika på sociale medier. Men berømmelsen har en pris.
Dette er anden del af interviewet med Jasmin Lind fra martsnummeret 2026 af ELLE. Første del af interviewet kan du læse nederst efter artiklen.
Blå bog
Jasmin Desirée Lind Schultz. Født i 2000. Opvokset på Bornholm. Sammen med sin mand, Mika Schultz, står hun bag YouTube-kanalen ‘Jas & Mika’, der har mere end 300.000 følgere. Hun har også selv næsten en halv mio. følgere på TikTok. Hun vandt i 2025 den sidste sæson af ‘Vild med dans’ sammen med danseren Michael Olesen. I begyndelsen af 2026 flyttede hun og familien, der også består af datteren Elina, fra Rødovre og ud på en landejendom på Sjælland.
Kapitel 6: Et trygt univers
Eftersom Mika var en stor del af mit liv, begyndte han at være mere og mere med på mine YouTube-videoer, og der kom hurtigt så stor interesse for vores fælles tilværelse, at vi startede en kanal sammen, der hed ‘Jas & Mika’. Det skulle bare være en sideting, men der gik ikke længe, så var det den kanal, der klarede sig bedst, og i starten af 2020 besluttede vi os for at give den fuld gas med vores fælles kanal. Det faldt tilfældigvis sammen med pandemien, hvor alle alligevel sad derhjemme, og vi begyndte pludselig at få mange tusind visninger. Det gik stærkt på en måde, jeg aldrig havde oplevet før.
Fra starten inviterede vi folk helt med ind i vores dagligdag og forsøgte at gøre det på en sjov og underholdende måde. Den første video på vores nye kanal var faktisk vores bryllupsvideo. Folk kunne godt lide, at de kunne følge med i vores liv på den måde, også da vi efterfølgende flyttede sammen og skulle indrette vores lejlighed. Vi fik en hund, Baloo, som børnene var helt vilde med, og i dag sælger vi Baloo-bamser.
“Jeg har en lidt anden holdning end de officielle regler i Danmark, fordi jeg har haft en spiseforstyrrelse og synes, at det netop kan blive usundt, hvis vi kun må vise, at vi spiser gulerødder, men når det er sagt, skulle vi ikke have lavet den kampagne”
Vi er blevet et lille produktionsselskab med klippere og kamerafolk, der hjælper os med at lave videoerne, og vi har også en agent ansat, der har til ansvar at passe på vores brand. Vi gør vores bedste for, at det skal være et trygt sted for børn at være, for det føles som et kæmpe ansvar, at så mange børn følger med, og vi har prøvet at brænde nallerne før. En af de helt store shitstorms var KiMs Chips Battle for et par år siden (sammen med andre youtubere blev de kritiseret for at bryde retningslinjerne for promovering af usunde varer til børn, red.). Jeg har en lidt anden holdning end de officielle regler i Danmark, fordi jeg har haft en spiseforstyrrelse og synes, at det netop kan blive usundt, hvis vi kun må vise, at vi spiser gulerødder, men når det er sagt, skulle vi ikke have lavet den kampagne.
Det er meget vigtigt for os at agere ansvarligt over for vores unge målgruppe. Vi får ret mange komplimenter fra forældre, fordi de føler, at vores kanal er et trygt sted at lade deres børn hænge ud. Der bliver ikke bandet, der bliver ikke snakket om sex. Jeg håber, at vores følgere får glæde og grin, og at de betragter os som en ekstra storebror og storesøster i deres liv. Mika og jeg snakker nogle gange om, at når vores følgere bliver voksne og møder os på gaden, så er det vores drøm, at de vil give udtryk for, at de var glade for at have os som deres trygge univers i barndommen.
Kapitel 7: Røvryst og alenetid
Jeg var vildt stolt, da jeg blev spurgt, om jeg ville være med i ‘Vild med dans’. Samtidig var jeg meget i tvivl om, om jeg skulle gøre det, fordi Mika og jeg er vant til at lave alting sammen. Men han var helt klar i mælet: Hvis jeg havde lyst til det, skulle jeg gøre det. Jeg tror også, han så det som en mulighed for selv at få lidt mere ro på i en periode. Han har været ved at blive udredt for ADHD, og det faldt sammen med min oplevelse i ‘Vild med dans’, så mens jeg kunne træne og danse på livet løs, kunne han få plads og ro til sin personlige udvikling.
‘Vild med dans’ endte med at blive en af de fedeste oplevelser i mit liv. Jeg har altid dyrket meget gymnastik og ser mig selv som sportslig, men jeg har aldrig været særlig stærk rytmisk, så jeg havde slet ikke forventet, at jeg ville vinde. Det var en meget overvældende oplevelse – også fordi man bruger så meget tid i træningslokalet. Det var ofte ti timers træning om dagen, så man til sidst var fuldstændig flækket. Og når man så havde lavet dansen, var det forfra med at træne til en ny.
“Da jeg blev mor, blev det virkelig et indædt ønske for mig, at min datter aldrig skal opleve de samme dramatiske begivenheder, som jeg selv gjorde”
Efterfølgende er de ældre målgrupper også begyndt at stoppe mig på gaden – mormødrene og farmødrene. Det er hyggeligt, for folk er så søde, og der er mange, der siger til mig, at de syntes, det var den helt rigtige vinder.
Det har samtidig været godt for Mika og mig at opleve, at vi også kan lave noget hver for sig. Inden vi blev forældre, var det svært for os at adskille, hvornår vi arbejdede, og hvornår vi havde fri. Vi kunne arbejde fra morgen til aften, og det gjorde ikke mig så meget, for jeg elsker at arbejde, men Mika bliver presset af det. Han har behov for at trække stikket og bare være alene eller dyrke nogle andre hobbyer. Det har været godt for os at få rusket lidt op i det hele og få nogle fastere rutiner – også i forhold til at komme til at lave noget, der fylder os op på måder, som ikke er arbejde. For mig er det at være sammen med veninder og træne og bevæge mig. Jeg går bl.a. til ‘sjov dans’, hvor man kun er kvinder samlet, og hvor det går ud på virkelig at ryste røv. Mika har omvendt brug for at sidde ved computeren og game med sine venner. Stort set lige siden vi lærte hinanden at kende, har vi været vant til at gøre alting sammen, men vi bevæger os hen imod, at det er okay, at vi ikke er sammen hele tiden. På den måde lærer vi faktisk at sætte mere pris på at lave ting sammen.
Kapitel 8: Perspektiv på tilværelsen
Da jeg blev mor som 23-årig, havde jeg det virkelig sådan: Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig, hvor hårdt det er, og hvor meget det ændrer ens liv og perspektiv på alt i tilværelsen? Pludselig kommer det hele til at handle om at give det lille menneske en masse kærlighed og beskyttelse. Og omvendt, hvis bare jeg kan bruge tid med Elina, er alt andet ligegyldigt. Det er virkelig overvældende at blive forælder, men også meget bedre, end man kan forestille sig.
Det er nok alle forældres mål at give deres barn så tryg en barndom som overhovedet muligt, men da jeg blev mor, blev det virkelig et indædt ønske for mig, at min datter aldrig skal opleve de samme dramatiske begivenheder, som jeg selv gjorde. Der er bare nogle faktorer, man ikke kan styre, og jeg har helt klart en frygt i mig for, at der vil ske et eller andet uforudset. For nylig sagde jeg til Mika, at jeg ikke synes, vi har haft det så godt, som vi har det nu, og at det gør mig bange, for livet går op og ned, og når det har gået op længe, begynder frygten straks at melde sig for, at der vil komme til at ske et eller andet dårligt. At det næsten er for godt til at være sandt.
“Det er en ongoing samtale mellem Mika og mig, hvor meget Elina skal være med i vores videoer. Det er også noget, rigtig mange andre har holdninger til. Inden vi fik hende, snakkede vi om slet ikke at vise hende, men da det kom til stykket, blev det ret bøvlet”
Når bekymringerne får overtaget, forsøger jeg at fokusere på alt det vidunderlige, jeg har i mit liv. Det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet i mit liv, var at gå igennem spiseforstyrrelsen dengang, for jeg følte mig så alene og var så dybt ulykkelig helt ned i maven, men det gav mig også et helt andet perspektiv på tilværelsen. Mit liv havde været sat på pause i halvandet år, hvor det eneste, jeg havde fokuseret på, var min krop og min vægt. Da jeg blev rask igen, opdagede jeg, hvor stort og fantastisk livet er. I dag er min oplevelse fra dengang til stede som en evig reminder om, hvor meget jeg rent faktisk har i mit liv. Jeg kunne ikke forestille mig noget sjovere at lave end det, Mika og jeg gør. Jeg kunne ikke forestille mig en dejligere mand og et dejligere barn. Jeg har det, som om mit liv er en drøm. Min drøm i hvert fald.
Kapitel 9: Elina
Det er en ongoing samtale mellem Mika og mig, hvor meget Elina skal være med i vores videoer. Det er også noget, rigtig mange andre har holdninger til. Inden vi fik hende, snakkede vi om slet ikke at vise hende, men da det kom til stykket, blev det ret bøvlet. Tidligere havde der ikke været nogen begrænsninger på, hvad vi viste, men hvis vi ikke måtte filme hende, var der virkelig meget af vores liv, vi pludselig ikke kunne vise. Det virkede for omfattende at skulle gemme hende væk hele tiden.
Vi diskuterer jævnligt: Skal man sløre hendes ansigt? Skal man helt lade være med at filme den del af vores liv? Skal vi begynde kun at lave underholdning? Indtil videre er vi landet på, at vi viser hende, men det er ikke noget, vi er ubetinget enige om. Mika er selv begyndt at kæmpe mere med at være et offentligt ansigt og ser flere negative sider ved det, og derfor smerter det ham at forestille sig, at Elina en dag skulle komme og sige: “Jeg er virkelig ked af, at I har gjort mig til et offentligt ansigt, for det har jeg slet ikke lyst til.”
Det ligger selvfølgelig også som en frygt i mig, men omvendt kan det jo også være, at hun siger: “Hvor er det fedt, I har givet mig de her muligheder. Nu kan jeg få lov til at være børnemodel for Kvickly.” Man aner ikke, hvordan hun vil komme til at have det, så det eneste, vi kan gøre, er hele tiden at mærke efter, om det føles rigtigt for os. Hvis jeg skulle spå om fremtiden, så tror jeg, der kommer et tidspunkt inden for et par år, hvor vi vælger at lade være med at vise hendes ansigt i en periode. Der er ikke længe til, at hun skal starte i børnehave og senere skole, og måske vil hun bare gerne kendes som Elina og ikke som Jas og Mikas datter.
Kapitel 10: En tryg oase
På en mærkelig måde er dét at blive genkendt så meget ude i offentligheden det ultimative bevis på, at vi har opnået alt det, vi gerne ville. Det er vi nødt til at huske os selv på, for det kan være både overvældende og overstimulerende. Nogle dage er man ikke i humør til at snakke med nogen og slet ikke til at skulle være noget for nogen, men det er ofte ikke et valg, vi har. Hver gang vi går uden for en dør, skal vi være indstillet på at møde nogen, som vil have taget et billede sammen med os.
Det er kun blevet endnu sværere, efter at vi har fået Elina. For nylig var jeg på Sunset sammen med hende. Mika sad ude i bilen, for han kunne ikke overskue at gå med ind. Jeg har det omvendt sådan, at jeg ikke vil sætte mit liv på pause, bare fordi jeg er en offentlig person, så jeg gør alle de ting, som jeg ellers ville gøre. Der kom nogle børn hen for at spørge, om de måtte få et billede. Jeg takkede dem for at følge med, men sagde, at når jeg var ude med Elina, tager jeg desværre ikke billeder. Lidt efter kom deres mor hen. Hun kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke bare kunne tage et hurtigt billede med hendes børn, så jeg måtte forklare, at det er et princip for mig at give Elina et rum til bare at være ude med sin mor. Jeg var helt stolt af mig selv bagefter, fordi jeg havde sat en grænse og overholdt den.
“Man kan godt komme til at føle sig som et dyr i zoo, når så mange mennesker hele tiden kigger på en og tager billeder af en – især når et nej ikke bliver respekteret. Det er især forældrene, der presser på, og nogle gange ender man med at bukke under for presset, for det er trods alt lettere lige at skrive en autograf eller tage en hurtig selfie end at sige nej for 117. gang”
Samtidig kunne jeg faktisk godt forstå moren. Hun vidste sikkert, hvor meget det ville betyde for hendes børn at få et billede, så der var jo ingen dårlige intentioner med det, men man kan godt komme til at føle sig som et dyr i zoo, når så mange mennesker hele tiden kigger på en og tager billeder af en – især når et nej ikke bliver respekteret. Det er især forældrene, der presser på, og nogle gange ender man med at bukke under for presset, for det er trods alt lettere lige at skrive en autograf eller tage en hurtig selfie end at sige nej for 117. gang.
Når alt det er sagt, så opvejer det gode 100 procent det dårlige. Vi elsker at møde folk. Det er også derfor, vi laver meetups, hvor vi helt konkret tager ud for at mødes med vores følgere. Vi ville ikke være noget uden dem, og vi siger hjertens gerne ja til selfies på gaden. Det kan bare ikke være det eneste, vores liv handler om – slet ikke efter at vi har fået Elina. Til syvende og sidst er det allervigtigste at passe på hende.
For nylig flyttede vi ud på en gård ude på landet sammen med Mikas familie. Her er masser af plads, og vi er omgivet af smuk natur. Tidligere boede vi i Rødovre og døjede meget med, at folk kom forbi og bankede på og kiggede ind ad vinduerne. Det har virkelig været dejligt at flytte derud, ikke mindst for vores nervesystemer. Det kan bare noget at kigge ud på natur og heste i stedet for at kigge ud på børn, der kommer gående hjem fra skole og kigger ind til os. Vi har brug for vores lille, trygge oase, hvor vi bare kan være vores lille familie.
