Chefredaktør Cecilie Ingdal tager i sin leder i aprilnummeret af ELLE sit personlige take på de inspirerende personer – og ikke mindst indretningsevner de besidder – du kan møde i månedens udgave af ELLE. Personer hvis universer, hun længe har ladet sig – og stadig den dag i dag lader sig – drømme væk i. Læs hendes leder her.
Indretning, der gør en forskel
Hun fik mig til at drømme om grafiske mønstre på mine vægge, til at shoppe små pyntegenstande og senere glas, bestik, tekstiler, badeværelsesnips – og endnu senere børneværelsessager en masse. Til at starte med, var alt, jeg vidste om hendes virksomhed, at den var dansk, men med ELLEs entré på det danske marked – og senere især ELLE Decorations i 2013, fandt jeg hurtigt ud af, hvem kvinden, naturligvis, bag var. Det er selvfølgelig Ferm Living-stifter, Trine Andersen, jeg taler om. Den ydmyg, diskrete, entreprenante, modige, kreative og myreflittige sjæl bag det, der startede som et personligt projekt med tapeter, men som hurtigt fik fart og udviklede sig til en trecifret-millionforretning.
I denne udgave af ELLE inviterede vi praktisk talt os selv indenfor i hendes og ægtemanden og forretningspartneren, Martins, hjemlige rammer for at lade os inspirere af hendes historie og vej fra grafisk designer til imperiebygger. Det blev til en snak om hendes tilgang til design, hendes drivkraft og inderlige ønske om succes, om de især familiære omkostninger – og om at komme ud på ’den anden side’ og pludselig prioritere anderledes.
I denne udgave af ELLE sætter vi igen særligt fokus interiør, design og indretning, og derfor er udgaven spækket med indblik i og historier fra nogle af de æstetikere, vi ser særligt op til. Udover Trine og Martin, har vi også besøgt Barbara Hvidt og Jan Gleie, som arbejder som fotografer (og en af dem kunstner) og som nænsomt har indrettet deres charmerende Frederiksberg-villa med sans for håndværk, historie og kreativitet, ligesom vi har besøgt kunstsamler og farveconnaisseur Michael Schneider, som omgiver sig med kunst og har indrettet sig uden et strøg af hvid i den 75 m2 store Nørrebro-lejlighed.
Vi har også været forbi tre af vores favoritarbejdsrum, hvor der er tænkt særligt over at indretningen ikke blot er æstetisk (men det er den!), men også rummer den særlige energi og skabertrang som både det grafiske bureau Homework, gardinvirksomheden &Drape og modehuset Stine Goya har brug for for at virke optimalt. For det er ifølge de tre ikke ligegyldigt (selvfølgelig ikke, tilføjer vi på ELLE i kor), hvad du omgiver dig med for at sikre de optimale arbejdsbetingelser.
Og så er der naturligvis også alt det, du også kender fra ELLE; vi har været i Brabrand for at fotografere månedens mode i arkitekt Knud Friis’ eget hus, vi snager i beautyskabet hos model Adanne Lin-Ji, som på ugentlig basis shopper liplinere og som elsker duften af Rihanna, og så er 2019 blevet symbol på en normalitet, som vi alle længes tilbage til. Men var året virkelig noget at råbe hurra for? Vi undersøger, hvorfor vi pludselig går årstals-nostalgi-amok.
Rigtig god læselyst
Cecilie Ingdal