Siden Designers Remix’ spæde start i 2002 har designer Charlotte Eskildsen upcyclet overskudslagre af især herretøj og lavet det om til kvindetøj. Det gjorde brandet relevant – og gav det et fundament, det kunne falde tilbage på, når moden skiftede gennem årene. Eskildsen er af den overbevisning at før et modebrand kan have en stemme og finde plads i spotlyset, bliver man nødt til at deltage i samtidsdebatten. Også derfor grundlagde hun for fem år siden The Garment – ikke som et comeback, men en opgradering af hendes evner som designer og menneske.
Blå bog
Charlotte Hesselbjerg Eskildsen, creative director og medejer af Designers Remix og The Garment, 50 år. Født og opvokset i Kolding. Uddannet designer fra Kolding School of Design. Bor i Charlottenlund sammen sin mand, Niels Eskildsen, og døtrene Smilla på 19 og Sofine på 15.
Jeg har altid været målrettet. Allerede i 6. klasse vidste jeg, at jeg ville arbejde med mode. Det vidste jeg bare. Jeg var draget af at skabe former og sætte dem sammen til tøj. Jeg tegnede 80’er-agtige jakkesæt, og der findes barndomsbilleder af mig, hvor jeg sidder i skolen hjemme i Kolding iført min fars jakkesæt. Jeg endte tidligt i industrien og kom ind i et stort setup i en ung alder. Jeg blev ansat hos IC Company til at skabe nye brands, og da vi herunder startede Designers Remix, var jeg allerede opdraget til at tænke forretning. Det havde jeg med hjemmefra. Min far havde en designvirksomhed, min mor var kreativ, og jeg var vant til tanken om at være selvstændig. Jeg drømte om at have mit eget brand.
“Vores succes handlede ikke bare om hårdt arbejde; timing og tilfældigheder har også spillet ind”
Jeg har aldrig været typen, der sidder alene i toppen af et tårn og tegner mine kreationer, jeg fungerer godt i teams og er som sagt også stærk i forretningssproget. Niels (Eskildsen, red.), som jeg senere blev gift med, stod for businessdelen, og vi blev sat sammen til at drive Designers Remix. Det var meget organiseret fra begyndelsen. Mange tror, at vi altid har været selvstændige, men det var faktisk først for otte år siden, at vi blev ejere af brandet. I mange år var vi ansat til at drive virksomheden, men ledelsen var dygtige til at give os ansvar og få os til at yde det ekstra – som om vi ejede det selv. De stolede på os, og vi gav den gas.
Vores succes handlede ikke bare om hårdt arbejde; timing og tilfældigheder har også spillet ind. Allerede fra begyndelsen upcyclede vi et lager af herrejakkesæt og lavede det om til kvindetøj. Det blev både et greb og et dogme – en måde at arbejde med genbrug og bæredygtighed på, længe før bæredygtighed overhovedet var et begreb. Vi tømte et helt lager, der ellers ikke kunne sælges, og var forud for hele snakken om upcycling, deadstock og overproduktion. Det gjorde os relevante.For mig at se handler relevans i modebranchen også om at tage del i samfundsmæssige diskussioner. Man behøver ikke være relevant for at producere tøj – mange brands sælger fint uden at være en del af samtalen. Men vil man være en del af debatten og spotlyset, må man forholde sig til de store emner.
Der har også været svære perioder. Især den tid, hvor modebilledet var fuldt af farver og print, det passede slet ikke til vores DNA. Jeg synes jo, at København er personificeret af Arne Jacobsen og af en mere minimalistisk stil. Pludselig stod vi over for et valg: Skulle vi følge med eller holde fast? Vi valgte at tage en pause, arbejde med upcycling og fokusere på bæredygtighed. Vi var ikke på modeugekalenderen i en periode, fordi vi havde brug for at finde ud af, hvem vi var, og hvem vores målgruppe var. Vi ville ikke lave gule kjoler med all-over print. Det var sundt at stoppe op. Man kan godt holde en forretning i gang på andre måder. Vi lavede pop-ups i Selfridges i London, arbejdede med amerikansk PR og klædte kendte mennesker og internationale profiler på. Der er mange veje til synlighed, og moden vender altid tilbage. Jeg synes, at det er en styrke, at man som brand ved præcis, hvad man ikke vil ændre.
“Ideen til The Garment udsprang under corona, hvor jeg fik lyst til at lave noget nyt. Det skulle være et hyggeprojekt – et kærlighedsbarn, der ikke skulle fylde for meget. Men det udviklede sig, og i dag er det blevet en rigtig forretning, som Niels ville sige”
Københavns modeuge har også spillet en væsentlig rolle i vores succes – og mange andre danske brands. Den er blevet en helt afgørende faktor for os alle sammen. Det er et afsæt, vi kan arbejde ud fra, især på grund af den tydelig internationale tilgang, som den har i dag. København er jo også et hot sted lige nu – og har været det i flere år. Det betyder meget, for det gør vores platform stærkere, og det giver oprigtig interesse for det, vi laver. Det har affødt de mange betydningsfulde gæster fra store internationale butikker, magasiner og andre platforme. Jeg husker vores første modeshow i 2005 … Det var mere lokalt. Dengang var København ikke et sted, man rejste til. Man tog til Paris og London. Det har ændret sig fuldstændigt, og det har hjulpet os enormt. Netværket betyder oplagt meget, når man udvikler brands og skal nå ud til nye målgrupper. Både Designers Remix og senere The Garment er blevet styrket internationalt på grund af modeugens udvikling.
Ideen til The Garment udsprang under corona, hvor jeg fik lyst til at lave noget nyt. Det skulle være et hyggeprojekt – et kærlighedsbarn, der ikke skulle fylde for meget. Men det udviklede sig, og i dag er det blevet en rigtig forretning, som Niels ville sige. Efter alle de her år havde jeg som designer brug for at sige: nu skal jeg have et rent lærred. Nu skal jeg lave The Garment, et brand, der viser, hvem jeg er. Jeg skulle ikke eksperimentere, jeg vidste præcis, hvad jeg ville. Da vi startede Designers Remix i 2002, var jeg så ung, at alt bare var spændende. I dag er det anderledes. Jeg ser ikke The Garment som et comeback eller en genstart, men som en opgradering. Jeg ved så meget. Alle fejlene, al erfaringen og alle de mennesker, jeg har mødt på vejen, gør det muligt for mig at skære ind til benet og sige: Det er det her, vi skal.
Det hænger selvfølgelig også sammen med at blive ældre og mere sikker. The Garments udtryk er mere clean, mere minimalistisk. Der er en tryghed i formsproget – både for mig som designer og som menneske. Jeg kender mig selv, og det føles godt.
The Garment handler i bund og grund om garderobeklassikere. Tøj, man gemmer, og som ikke er sæsonbetonet. Vi arbejder meget med traditionel herrebeklædning som den store polo, blazeren, den hvide skjorte. Det er klassikere, der altid har eksisteret, som vi tilpasser tidens klassiske kvinde.
Jeg synes, at man som brand bør sige mere nej end ja. Fast fashion handler om konstant udskiftning. Man bør i stedet spørge sig selv: Hvad klæder mig? Hvad kan jeg have i mange år? Hvad elsker jeg at have hængende i mit skab? Det handler om at stå for noget og holde fast i en tone, der kan holde over tid.
