Et år efter at Tobias Birk Nielsen med succes havde etableret sit eget brand, fik hans kone konstateret kræft – samme uge, som hun fødte deres søn syv uger for tidligt. Det ledte til, at han lavede tøj med afsæt i smerte og kærlighed, sorg og glæde. Indtil han ikke kunne mere. Birk Nielsen valgte at lukke sit brand, men i dag er han på tredje år kreativ direktør for brandet Alis, som han har fået til opgave at relancere.
Tobias Birk Nielsen, kreativ direktør hos Alis, 39 år. Født og opvokset i Valby. Har en kandidat i beklædningsdesign fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Tidligere stifter af Iso.Poetism. Bor på Vesterbro med sin søn Cosme.
Da jeg blev færdig på Designskolen, etablerede jeg samme sommer mit eget brand, Tobias Birk Nielsen. Den første sæson gik overraskende godt, og der kom hurtigt vind i sejlene med hul igennem til fine butikker både i ind- og udland. Efter et lille års tid skete der drastiske ændringer i mit privatliv. Min kone, Rikke, fik konstateret kræft den samme uge, som hun fødte vores søn, Cosme, syv uger for tidligt. Derfor trak vi os i en periode helt fra omverdenen for at finde vores ståsted i en tid, der både rummede det mest magiske og mest skræmmende i livet. Når jeg ser tilbage på den periode i dag, mindes jeg den faktisk som en smuk tid, hvor bizart det end må lyde, fordi vi hurtigt fik mobiliseret en næsten umenneskelig råstyrke bygget på kærlighed og håb.
“Rikke blev diagnosticeret, hvor vi isolerede os på Hvidovre Hospital – og fik omdannet hele situationen til et overlevelsesinstinkt og et brændende ønske om at være familie. På forunderligvis frembragte den isolerende tilstand en særlig poesi og en direkte kontakt til vores allerstærkeste følelser”
Kort efter blev vi enige om, at jeg skulle fortsætte med at lave tøj, og at hele vores verden ikke måtte gå i stå. For at finde mening i den beslutning, havde jeg et behov for at inddrage det, vi stod i. Jeg integrerede derfor Iso.Poetism som en del af brandnavnet, og kollektionerne blev herefter fortællinger om mit ståsted som menneske. Det blev både terapeutisk og kreativt – og i høj grad en hyldest til min kone og den vanvittige styrke, hun konstant overraskede mig med. Navnet kom som en refleksion på tiden efter, Cosme kom til verden, og Rikke blev diagnosticeret, hvor vi isolerede os på Hvidovre Hospital – og fik omdannet hele situationen til et overlevelsesinstinkt og et brændende ønske om at være familie. På forunderligvis frembragte den isolerende tilstand en særlig poesi og en direkte kontakt til vores allerstærkeste følelser. For mig handlede det også om at navigere mellem smerte og kærlighed, sorg og glæde. Den dualitet blev et kreativt spændingsfelt, som også fungerede godt for resten af holdet omkring brandet. Vi arbejdede med tematikker, flere kunne spejle sig i på hver sin måde som f.eks. følelsen af både at være taknemmelig og høj på livet og samtidig magtesløs og bange for at miste.
Alle vores shows og fotoskydninger blev mere eller mindre bygget op omkring installationer, der fungerede som visuelle fortællinger til de temaer. Det blev et projekt om livet og om at sætte ord og billeder på noget svært – men meningsfuldt. Et af de sidste shows, vi lavede, bestod af 200 papmaché-sten, der hang fra loftet og stod på gulvet og skabte et stort univers. Det udsprang af, at jeg siden barndommen – noget jeg har arvet fra min mormor – altid har samlet sten fra betydningsfulde øjeblikke. Små, vigtige stunder, som jeg fysisk har taget med mig. For eksempel på en gåtur i solnedgangen på stranden i Rørvig med min søn. Og dermed blev showet en måde at tale om de små, men meningsfulde minder vi deler med hinanden.
Efter tre års sygdom gik Rikke bort, og det er jeg nok stadig ikke kommet mig over. Men det skulle jeg, for pludselig stod jeg alene med Cosme, og hans verden kom med ét til at betyde alt for mig og er siden blevet omdrejningspunktet for nærmest alt, jeg gør. Muligvis derfor gjorde tabet af Rikke ikke nødvendigvis arbejdet og kollektionens temaer mørkere – snarere tværtimod. Da den første smerte havde lagt sig, og det havde kanaliseret sig gennem et par kollektioner, kom også en dyb, grundfølt følelse af taknemmelighed. Livet var blevet klart og dyrebart. Jeg besluttede, at jeg ikke længere ville slide mig selv op for deadlines, men tage mit liv alvorligt, især for Rikke og Cosmes skyld. Det ændrede også mit kreative udtryk.
“Mit fokus var på at overleve – både som far og som virksomhedsejer. På et tidspunkt sagde min krop tydeligt fra”
Jeg var selvstændig i seks år. Det var en vild rejse på godt og ondt. En hård, intenst og krævende periode, som også bød på corona-pandemi og recession, hvorfor jeg i mange år havde svært ved at passe på mig selv. Mit fokus var på at overleve – både som far og som virksomhedsejer. På et tidspunkt sagde min krop tydeligt fra. Mine fingre begyndte at drille ved konstant at sove, og min lægmuskel var helt spændt op i seks måneder. Jeg cyklede overfor rødt, og jeg gik ind i en dørkarm i børnehaven en dag, da jeg skulle hente Cosme og stod der med blodnæse. Nogle gange så jeg det udefra og tænkte: Hvad har du gang i? Men jeg havde alligevel svært ved at ændre på tingene. Jeg begyndte at forstå, at hvis jeg skulle være der ordentlig for Cosme, var jeg nødt til at tage nogle væsentlige beslutninger, der gjorde det muligt at ændre på hverdagen. Da vi senere vandt både Zalando Awards og kort efter Wessel & Vett Fashion Prize, kunne jeg mærke, at det føltes som et godt sted at sætte punktum. Og selvom vi ellers omsider havde arbejdet hen mod et kommercielt gennembrud, valgte jeg at lukke brandet. Jeg var simpelthen brugt op.
Kort efter jeg meldte ud, at jeg stoppede, begyndte forskellige muligheder at byde sig til. Og særligt et opkald fra Philip (Lotko, red.), der udover sin rolle i Rains også er medejer af Alis, antændte en lyst til at være kreativ på ny, og i en konstellation hvor jeg ikke havde hele mit følelsesliv bundet op på projektet. Som born and raised københavner har jeg kendt til Alis hele mit liv. Det er på mange måder et legendarisk brand med en helt særegen stærk arv, hvilket jeg finder stor ære i at få lov til at være med til at føre videre.
Jeg har altid været drevet af en naturlig skabertrang, og det helt banale i af at se noget blive ført ud i livet. At skabe noget fra bunden. Med Alis var der allerede noget. Der var et navn, og der var mennesker med ombord, som besidder både erfaring og en anden form for knowhow end min egen. Præmissen var en helt anden. Samtidig var jeg selv et andet sted – jeg var ikke længere nyuddannet, men havde prøvet ting af, bygget et brand op med forhandlere i mere end 30 lande og fået en større forståelse for, hvordan jeg arbejder. I dag arbejder jeg langt mindre intuitivt, og handler ikke nødvendigvis på alle ideer og fortællinger, der synes relevante at iscenesætte, men mere analyserende og stiller spørgsmål som: Hvorfor gør vi det? Hvem vil vi gerne henvende os til? Og hvordan lykkedes vi med den dialog? Mindre mavefornemmelse og mere fokus på at skære ind til det relevante og kun bruge kræfterne, hvor der er belæg for det.
“Det bliver hurtigt endimensionelt og tøj uden sjæl, hvis man ikke finder sine egne veje at gå, særligt i en tempofyldt branche hvor der er et konstant behov for, at det hele tiden skal hives kaniner op af hatten”
Mine opgaver i Alis er mange, men samtidig også lige til: Jeg skal forny brandet og gøre det relevant. Vi skal bygge videre på en særlig arv og samtidigt turde grave lidt dybere og finde ud af, hvordan man bruger Alis-ånden i dag. Brandet er tæt forbundet med streetwear, og for mig handler det om at tage det afsæt, vise hvordan streetwear ser ud med Alis-briller i 2026 og placere det i et kreativt fællesskab, som også rækker ind i andre grene af et kulturliv. Vi afholder fx minikoncerter i vores butik med nye artister og forsøger at skabe rammer for andre kreative udfoldelser. Det er i høj grad noget af det, der motiverer mig. Ellers bliver det hurtigt bare tøj.
Det bliver hurtigt endimensionelt og tøj uden sjæl, hvis man ikke finder sine egne veje at gå, særligt i en tempofyldt branche hvor der er et konstant behov for, at det hele tiden skal hives kaniner op af hatten. Den vej føler jeg langsomt, vi er i gang med at finde i Alis, hvorfor jeg stadig connecter med det jeg laver, til trods for at det ikke længere er lige så direkte forbundet med et personligt output. Nu handler det mere om at være Alis. Om hvad det er, vi har sat i gang, hvad der er vigtigt at sige, og hvordan vi siger det. Metoden er måske den samme – men i dag er jeg ikke Tobias og brand på én og samme tid. I dag er jeg Tobias, kreativ i Alis, med luft til også at nyde det hele lidt undervejs.
