Anne Sofie Madsen har lanceret sit eget brand to gange. I første omgang i 2011, da hun som en ung og ambitiøs designer med masser af gåpåmod grundlagde Anne Sofie Madsen som følge af nogle formative år i Paris og London. Efter en pause på næsten 10 år fra modebranchen, hvor Madsen udfoldede sit talent i andre retninger; producerede kunstudstillinger og dramaserier, illustrerede bøger og underviste, vendte hun sidste år tilbage med en ny kollektion i eget navn. Hun holdt pause, fordi hun følte, hun ikke havde mere at sige, og hun begyndte igen, fordi hun var overbevist om, at hun havde fundet sin stemme igen.
Blå bog
Anne Sofie Madsen, designer og medejer af Anne Sofie Madsen. Født og opvokset på Fyn. Uddannet fra det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering. Har tidligere arbejdet for John Galliano og Alexander McQueen. Bor i København sammen med sin mand, Anders, og sønnen Bosse.
Anne Sofie Madsen har lanceret sit eget brand to gange. I første omgang i 2011, da hun som en ung og ambitiøs designer med masser af gåpåmod grundlagde Anne Sofie Madsen som følge af nogle formative år i Paris og London. Efter en pause på næsten 10 år fra modebranchen, hvor Madsen udfoldede sit talent i andre retninger; producerede kunstudstillinger og dramaserier, illustrerede bøger og underviste, vendte hun sidste år tilbage med en ny kollektion i eget navn. Hun holdt pause, fordi hun følte, hun ikke havde mere at sige, og hun begyndte igen, fordi hun var overbevist om, at hun havde fundet sin stemme igen.
Da jeg flyttede hjem til København i 2010 efter tre-fire år i Paris og London, hvor jeg arbejdede for John Galliano og Alexander McQueen, havde jeg lidt svært ved at finde ud af, hvor jeg passede ind. Men da mødte jeg Simon Werner, som gerne ville starte et brand sammen med mig, gik tingene stærkt. Jeg havde oplevet en modeverden, som jeg syntes var magisk, men hvor alt var snøret ind i korsetter og båret med 20 centimeter høje hæle. Jeg havde svært ved at identificere mig med den kvinde, jeg havde designet tøj til, men jeg var stadig optaget af det håndværk og de materialer, som vi havde brugt hos Galliano og McQueen. Jeg ville lave noget, der tog udgangspunkt i mig selv, og det liv mine venner og jeg levede.
I de første sæsoner arbejdede jeg med mange af de samme teknikker, som jeg var vant til i udlandet – jeg ønskede at fortsætte med noget af det kunstneriske, bare oversat til unge kvinder som mig selv. En slags tomboy-prinsesse, iklædt tøj, hun både kan tage til rave i og cykle gennem byen i. Uden korset og uden begrænsninger. Det var dét, der drev mig. I de første fire år viste vi på modeugen i København og kom derefter på kalenderen i Paris. Som det ofte er for små virksomheder, blev projektet trukket i mange retninger – af presse, salg og samarbejder. På et tidspunkt opdagede jeg, at jeg var i tvivl om, hvad målet egentlig var. Jeg følte, jeg var løbet tør for noget at sige, og jeg syntes ikke længere, at jeg havde noget at bidrage med. Der var så meget tøj i verden. Hvorfor sad jeg og lavede mere, hvis jeg ikke følte, jeg havde noget særligt at bidrage med? Det var også en følelse af, at jeg var lykkes. Og det skal ikke lyde overlegent, jeg er faktisk meget ydmyg omkring det – sådan et projekt lykkes jo kun, hvis der er et hul i markedet til det. Mit sidste show blev i Paris i 2017, og så valgte jeg at trække mig tilbage.
“Jeg var faktisk nået frem til en erkendelse af, at jeg lige så godt kunne lukke Anne Sofie Madsen-firmaet helt officielt – jeg skulle ikke arbejde med beklædning mere”
Jeg gik ikke konkurs og lukkede heller ikke mit firma, jeg omstrukturerede og begyndte at arbejde med andre visuelle udtryksformer. Jeg lavede mange forskellige ting: production designer på en DR-dramserie, illustrerede både børnebøger og faglitteratur, underviste på designskoler, og jeg designede og producerede dele af store udstillinger for billedkunstnere som Larissa Sansour og Uffe Isolotto, hvor jeg arbejdede med research, skitser, skulpturer, tekstilværker og læderarbejder. Det hele var behind the scenes, og det var befriende. Det har været rart at arbejde for andre og kunne træde lidt i baggrunden selv. Jeg har også nydt langsomheden i kunst- og bogprojekterne, som nogle gange har været flere år undervejs. Modeverdenens tempo var både det hårdeste og det, jeg elskede mest. Det gik stærkt, og til sidst havde jeg brug for en pause.
Jeg levede et godt liv. Jeg hentede min søn tidligt i institutionen, min mand og jeg byggede et hus på Møn. Jeg var faktisk nået frem til en erkendelse af, at jeg lige så godt kunne lukke Anne Sofie Madsen-firmaet helt officielt – jeg skulle ikke arbejde med beklædning mere. Men lige dér mødtes jeg med stylist Caroline Clante (nu co-creative director i Anne Sofie Madsen, red.), som også sagde, at hun var færdig med at arbejde med mode. I vores samtale kom vi selvfølgelig alligevel til at tale om tøj, og vi var enige i, at der manglede noget. Vi længtes begge to efter noget, der var mere flydende. Både hvad angår maskulint versus feminint, men også i alder. Jeg kunne mærke at lysten til at lave tøj kom tilbage igen. Og vores møde endte med, at vi besluttede os for at lave en lille kollektion. Bare som en test eller teaser, for at se, hvad vores idé kunne bære.
Jeg stod et sted i livet, hvor jeg ikke kunne se mig selv i de kasser, kvinder i min alder typisk bliver sat i, når det kommer til beklædning. Lidt ligesom første gang, jeg lancerede mit eget brand og ledte efter tøj til mig selv. Nu var jeg bare et andet sted som kvinde. Vi bildte ikke os selv ind, at vi opfandt en ny genre, men med små forskydninger; et materiale, et snit, en detalje og en måde tøjet kunne bæres på, kunne det rumme både det maskuline og feminine til et både ungt og voksent publikum. Noget, der ikke havde én alder. Vi talte meget om, hvad der egentlig er youthful, og hvad der er grown up. Hvorfor noget bliver spændende netop i det spændingsfelt. Det kunne være formelt tøj med humor, en pæn uldbuks med en skæv detalje, eller en jakke, der både kunne være workwear og evening wear. Eller den perfekte skanky festkjole, der kan bæres, når man er 27 – men også når man er 40 og 60.
“Jeg oplevede også, at mange havde forventninger til, hvordan et comeback i min alder skulle se ud”
Jeg kunne mærke, at det igen gav mening at lave tøj. Jeg havde fundet min stemme igen. Der manglede noget. Samtidigt er det vigtig at sige, at vi kunne se, at der var andre, som prøvede noget af det samme. Man står aldrig alene i sådan et projekt. Det er en mærkelig blanding af, at der er noget, der mangler, men også at der er andre, der bevæger sig i samme retning. Man er et barn af sin tid, og det skal resonere med noget omkring én.
Jeg oplevede også, at mange havde forventninger til, hvordan et comeback i min alder skulle se ud. Folk forventede nok en voksen udgave af Anne Sofie Madsen. Men det blev noget helt andet. På den anden side, så er det her jo grown up for mig.
I den første periode af Anne Sofie Madsen tog mit arbejde ofte udgangspunkt i narrativer, film og historier. Nu har jeg behov for at lave noget, der kun handler om tøj. En ren fascination af beklædning og alt det, et stykke tøj har været og kan være. Måske handler det også om, at jeg i mellemperioden var ude og arbejde med netop fortællinger gennem kunst, tv og bøger. Jeg har fået afløb for det behov. Det her er ikke et projekt, der skal ramme alle, men jeg kan mærke, at det rammer nogen.
“Det tvinger én til hele tiden at stille og besvare spørgsmålet: Hvorfor gør vi det her? I en verden fyldt med billigt tøj og store klimaproblemer er det et nødvendigt spørgsmål”
Vi bliver tit spurgt: “Who’s the Anne Sofie Madsen woman?” Og her er svaret, at hun netop ikke er én bestemt kvinde. Hun er mange kvinder i forskellige situationer og aldre. Det har været meget rørende at se, at mennesker fra 20 til 60 har kunnet spejle sig i det. Nogle looks, vi selv tænkte som workwear, er endt som red carpet-outfits, mens andre styles, vi troede ville sælge bedst, ikke gjorde. Det lærer man af. Tøj lever sit eget liv, og når det er flydende, bliver det brugt på måder, man ikke kan forudsige.
Hvad der bare skulle være et lille projekt, er begyndt at vokse, og i sommer var vi tilbage på modeugen med et show. Vi er klar til at gå mere all in, selvom jeg stadig afvikler nogle af de andre projekter ved siden af, og jeg vil ikke afvise, at jeg fortsat holder lidt fast i den slags. Jeg tror, det er godt for mig at lære fra forskellige steder. Og så er det meget vigtigt for mig at fortsætte med at undervise. Mange af mine store helte som Vivienne Westwood og Raf Simons har undervist ved siden af deres praksis. Det tvinger én til hele tiden at stille og besvare spørgsmålet: Hvorfor gør vi det her? I en verden fyldt med billigt tøj og store klimaproblemer er det et nødvendigt spørgsmål. At være sammen med de kommende generationer og finde svarene sammen med dem er en måde at holde sig relevant på. Vi står midt i nogle alvorlige problemer, som vi selvfølgelig bliver nødt til at håndtere ansvarsfuldt, og samtidigt skal morgendagens designere ikke bare møde op til vores efterfest.
