Hver måned dufter, skrubber, smører og stryger ELLE-redaktionen sig igennem alt fra parfumer og makeup til hudpleje- og hårprodukter, så du kan få de bedste anbefalinger. Denne måned byder blandt andet på en duftkollektion med naturen som inspiration, et serum til din sarte, afslørende hals og måske din nye mascarafavorit.
Denne artikel kan indeholde sponsorerede links.
Til velværelset
Får du heller ikke altid smurt dig ind fra top til tå i en delikat kropscreme? Men drømmer om bare indimellem at kunne prioritere et øjebliks ro, forkælelse og velvære på badeværelset? Luksusbrandet Augustinus Bader har i så fald et vidunderligt bud på, hvordan du kan skrue op for din bodycare-rutine med videreudviklingen af den klassiske ‘Body Cream’. For formlen er løftet og beriget med delikate noter af geranium og rose med en nærende tekstur, der giver intensiv og langvarig fugt og efterlader huden glattere og mere ensartet – fra décolleté til storetå. Velegnet til alle hudtyper og perfekt som base under din yndlingsolie eller duft.
‘The Geranium Rose Body Cream’, Augustinus Bader, 1.495 kr.
En til halsen
Halsen afslører alt. Næsten. Derfor har det avancerede hudplejebrand ZO Skin Health udviklet et koncentreret serum specifikt til hals og décolleté, hvor huden er tyndere, mere sårbar – og ofte – hvis vi skal være ærlige – lidt overset. Formlen arbejder målrettet med fasthed, elasticitet og hudtone og har dokumenteret effekt mod synlige linjer, især de genkendelige horisontale halslinjer. Resultatet er en glattere, mere spændstig hud, der matcher dit ansigt – også i dagslys.
‘Neck Complex’, ZO Skin Health, 50 ml., 1.240 kr.
Team VB
Victoria Beckham Beauty udvider nu sin Eye Wardrobe-kollektion med ‘Orchid’ – en sofistikeret fortolkning af lilla, inspireret af naturen og af Victorias kultelskede ‘Satin Kajal Liner’. En harmonisk palet af lilla, blomme og ametyst, der balancerer blød romantik med en næsten magnetisk intensitet. Victoria Beckham siger selv: “Jeg er ekstremt kompromisløs, når det kommer til farver – og ‘Orchid’ er min lilla”. Resultatet er en øjenskyggefamilie, der føles både feminin og dyb, subtil og selvsikker. Måske ligefrem designet til at tiltrække.
‘Eye Wardrobe Orchid’, Victoria Beckham Beauty, 630 kr.
En ny signatur?
For mange af os er vores duft en del af vores signatur. En (eller flere) der måske endda har fulgt os siden ungdommen. Så at kaste sig ud i en ny kræver ofte en særlig overvindelse. Men måske Issey Miyakes Lumière d’Issey kunne være et bud på en duft, der tager dig igennem foråret? Den byder blandt andet på sprudlende, økologisk, grøn mandarin og solrig appelsinblomst tilsat pistacietræ og cremet sandeltræ, der giver en varm dybde. Den prismatiske flakon, der afslører en smuk rosa duft, er ikke alene et objekt i sig selv, men naturligvis genopfyldelig, så du – hvis det skulle ende med en ny signatur – kan fylde på igen og igen.
‘Lumière d’Issey Eau de Parfum’, Issey Miyake, 1.170 kr.
Stærkere, længere og mere skulpturelle
Navnet er Lash. ‘Lash Latex’. Og er din nye mascarafavorit – ikke mindst pga. designet, men nu også på grund af den innovative teknik bag, der leverer præcision, længde og hold. Formlen omslutter hver vippe – nærmest som et second skin – og holder løft og kurve hele dagen – og lidt til. Med den præcise børste, spækket med mikro-børstehår, fanges selv de korteste vipper og formes med slank (læs: ikke klumpet) definition og elegant længde. Resultatet er vipper, der løftes og fremstår stærkere, længere og mere skulpturelle. Og ja, det rå, sølvfarvede design gør den også til en fryd i din kosmetik-garderobe.