Danske Mathilde Torp Mader har et imponerede CV i modebranchen – Sonia Rykiel, Marni og Mulberry er blot et lille udpluk af de brands, hun har arbejdet for. 45-årige Mader har aldrig villet være andet end designer, og det er især hendes dybe kærlighed til og begejstring for faget, der har ført hende til New York, hvor hun i dag er senior vice president global design apparel hos Calvin Klein.
Celine, Bottega Veneta, Marni, Loewe, Balenciaga og Calvin Klein er blot et udpluk af de modebrands, som står på de tre danske designere, Astrid Ulrich Heisterberg, Alexander Marstrand og Mathilde Torp Maders fælles cv. Alle tre har de turde drømme stort og sige farvel til hjemlandet og trygge rammer for at forfølge succes i toppen af den internationale modebranche. Det har kostet afsavn, utallige arbejdstimer og møgfald fra urimelige chefer. Her fortæller de hver især om, hvordan det er at arbejde i modens absolutte topliga. Mød Mathilde Torp Mader her.
Blå bog
Mathilde Torp Mader, 45 år, senior vice president global design apparel hos Calvin Klein. Født og opvokset på Christianshavn i København. Har en bachelor i fashion & textiles fra Ravensbourne University, London, og en master i fashion fra Central Saint Martins, London. Har tidligere arbejdet for Kim Jones Studio, Vanessa Bruno, Sonia Rykiel, Marni, Mulberry, By Malene Birger, Carven og Everlane. Bor i Boerum Hill i Brooklyn, New York, sammen med sin mand, Felix, og deres søn, Marlow.
Jeg vidste hele vejen op igennem gymnasiet, at jeg ville være designer. Sådan var det bare. Jeg var et barn, der tidligt havde gang i projekter på symaskinen. Som teenager læste jeg i internationale modemagasiner og forstod, at flere af de designere, jeg læste om, havde studeret på Saint Martins i London, så det ville jeg også. I tiden på Saint Martins lærte jeg Kim Jones at kende. Han havde også studeret på Saint Martins, og jeg blev introduceret for ham af nogle af mine venner på en bytur. En del af at studere på Saint Martins var også at feste, og vi gik på natklubber hele tiden – det var i høj grad sådan, jeg opbyggede et netværk. Jeg endte med at arbejde for Kim, og vi havde det så sjovt. Vi var vel fem mennesker, der arbejdede for ham. Jeg vidste godt, at Kim var dygtig, men han fik det altid til at føles, som om vi bare var nogle venner, der lavede seje ting sammen. Men i dag kan jeg godt se, at det var en helt særlig tid.
Det første job, jeg fik, hvor jeg tænkte “Okay, nu er det alvor”, var, da jeg arbejdede for Sonia Rykiel i Paris. Det var surrealistisk og med en vis ærefrygt, at jeg mødte ind om morgenen. Sonia var meget Paris. Alle talte kun fransk, så jeg skulle virkelig tage mig sammen for at følge med. Der var også meget hierarki. Man skulle vente foran elevatoren, indtil dem, der var højere i hierarkiet, var gået ind først – det samme gjaldt, når man skulle gå ud igen. Man sagde vous (de, red.) til hinanden, og man havde respekt for folks roller. Der var flere, som havde arbejdet i branchen i 25-30 år. Det var både hårdt og fantastisk at være der. Vi var i fittingsalonen hver dag. Med materialerne i hænderne udviklede vi vidunderlige produkter. Jeg er glad for, at jeg fik lov til at arbejde sammen med Sonia. Hun er en legende og en vigtig del af modehistorien.
“Hos nogle brands har de én designer, som bestemmer, og så render alle de andre rundt og sørger for, at denne persons meninger bliver ført ud i livet. Sådan ønsker jeg ikke at designe”
Hos Marni var teamet endnu mindre end hos Kim Jones. I starten var det kun mig og min chef, som designede det hele. Det var meget, meget småt og noget helt specielt – vi spiste frokost med familien, der havde grundlagt mærket. Jeg lærte virkelig meget hos Sonia Rykiel og Marni. Om, hvordan man skaber en kollektion og sætter et godt show sammen. Hvordan man arbejder med farver, tekstiler og former. Jeg troede, at jeg var designer, da jeg blev færdig på skolen, men jeg lærte først rigtig håndværket, da jeg fik muligheden for at arbejde de her fantastiske steder. Når jeg oplevede mennesker på gaden i det tøj, jeg havde designet, var det virkelig en god følelse, og det bekræftede mig i, at jeg var dygtig til mit arbejde.
Jeg blev ansat hos Mulberry til at hjælpe med at etablere deres ready-to-wear-kollektion. På de fem år, jeg var der, var jeg med til at bygge det op fra bunden. Også her var vi et lille hold, vi var fire mennesker, og det var helt vildt, i forhold til hvad vi lavede. Vi arbejdede virkelig hårdt. Her lærte jeg om at være leder i modebranchen. Jeg fik forståelsen for, hvordan jeg styrede et kreativt team, hvor der er plads til folks meninger. Hos Marni havde jeg erfaret, hvor gavnligt et åbent designlandskab var. Vi stolede på hinanden. Det ville jeg gerne praktisere hos Mulberry. Sørge for, at de yngre designere følte, at de var en lige så vigtig del af den kreative proces som mig. Hos nogle brands har de én designer, som bestemmer, og så render alle de andre rundt og sørger for, at denne persons meninger bliver ført ud i livet. Sådan ønsker jeg ikke at designe.
Den største forskel på By Malene Birger, som jeg så kom til, og de andre steder, jeg havde arbejdet indtil da, var måden, vi udviklede produkterne på. Jeg var vant til at have næsten alle led i processen helt tæt på. Jeg stod normalt i et atelier med direkte adgang til skrædderne, der skar og syede tøjet. Hos By Malene Birger blev mønstre og samples lavet andre steder. Jeg var desuden vant til et helt andet arbejdsmiljø. Det var helt sikkert sundere hos Malene, men jeg havde aldrig mødt nogen, der sagde: “Det er bare et arbejde.” “Er du vanvittig? Det er mode, det her!”
Noget af det vigtigste, jeg har lært af at arbejde rundtom i verden, er, at der ikke er én måde at gøre tingene på. Og måske er det netop forståelsen for forskellige måder at arbejde på, der gør, at du kan opnå succes. En anden bemærkelsesværdig forskel var diversiteten blandt medarbejderne – i udlandet kommer folk ofte fra alle mulige steder. Jeg har altid syntes, at det var spændende at arbejde sammen med mennesker fra hele verden. Det var en af grundene til, at jeg søgte ud i første omgang.
“Modebranchen i New York adskiller sig fra London, Paris og Milano ved at have lidt mere fokus på business. Amerikanerne har ikke et problem med at tale om penge. Og det er vildt, hvor hurtigt små virksomheder kan vokse sig store i USA. Rent forretningsmæssigt er tempoet et andet. Jeg har virkelig også nogle lange arbejdsdage – de er næsten dobbelt så lange som hos By Malene Birger”
Hos By Malene Birger udviklede jeg mig til at være kreativ chef. Jeg fik en forståelse for alt det andet i design – ledelse, kommunikation og økonomi – og jeg lærte, hvor vigtigt det er, at alle medarbejdere er indforståede med, hvor man er på vej hen med sit brand. Så produktet hænger sammen med din markedsføring og CEO’ens visioner for væksten. Det lyder så simpelt, men det er svært i praksis, og det kræver først og fremmest en god intern kommunikation.
Det er den rejse, jeg fortsat er på hos Calvin Klein, hvor jeg er senior vice president global design apparel. Nu har jeg et rigtig stort hold af designere under mig – Calvin Klein er huge, huge, huge. Jeg er kreativ leder på et helt andet niveau, og mit arbejde handler mest om at hjælpe andre med deres designproces. Jeg har ikke hænderne på tøjet på samme måde længere. I virkeligheden er mit vigtigste redskab kommunikation. Jeg skal sørge for, at hele holdet ved, hvad der foregår omkring dem, og hvilken retning vi arbejder i. Alle skal svømme den samme vej.
Modebranchen i New York adskiller sig fra London, Paris og Milano ved at have lidt mere fokus på business. Amerikanerne har ikke et problem med at tale om penge. Og det er vildt, hvor hurtigt små virksomheder kan vokse sig store i USA. Rent forretningsmæssigt er tempoet et andet. Jeg har virkelig også nogle lange arbejdsdage – de er næsten dobbelt så lange som hos By Malene Birger. På den ene side er der stor forskel på at sidde i Sonia Rykiels salon midt i Paris og være i Calvin Kleins enorme hovedkontor lige ved Times Squares kaos. På den anden side, så arbejdede selveste Calvin Klein i de samme lokaler, som vi gør i dag, så historien er den samme. Det er jo det smukke ved mode. Når man står på skuldrene af en betydningsfuld forhistorie og bringer det ind i nutiden og ikke mindst fremtiden.
