Astrid Ulrich Heisterberg blev optaget af sko som barn, studerede læderteknologi i Firenze og endte med at arbejde for nogle af de ypperste brands i Paris. Først hos den anerkendte skodesigner Amina Muaddi, siden Bottega Veneta, og i dag udlever hun sin drøm om at designe sko for Loewe. Det er ikke sket uden knubs og modstand; alligevel ønsker hun at inspirere andre unge til at forfølge en karriere i den parisiske modebranche.
Celine, Bottega Veneta, Marni, Loewe, Balenciaga og Calvin Klein er blot et udpluk af de modebrands, som står på de tre danske designere, Astrid Ulrich Heisterberg, Alexander Marstrand og Mathilde Torp Maders fælles cv. Alle tre har de turde drømme stort og sige farvel til hjemlandet og trygge rammer for at forfølge succes i toppen af den internationale modebranche. Det har kostet afsavn, utallige arbejdstimer og møgfald fra urimelige chefer. Her fortæller de hver især om, hvordan det er at arbejde i modens absolutte topliga. Mød Astrid Ulrich Heisterberg her.
Blå bog
Astrid Ulrich Heisterberg, 28 år, woman’s shoe designer hos Loewe. Født og opvokset i Espergærde. Uddannet i læderteknologi på Polimoda i Firenz. Har tidligere arbejdet for Amina Muaddi og Bottega Veneta. Bor i Pigalle i Paris.
Min mormor havde det vildeste skoskab, og som barn elskede jeg at gå rundt i hendes forskellige sko. Da jeg blev ældre, begyndte jeg at reflektere over, hvem der mon havde lavet skoene. Det gad jeg godt gøre. Jeg undersøgte, hvordan man kunne blive skodesigner, og fandt frem til et sommerkursus på en designskole i London, som jeg tilmeldte mig. Den sommer efter gymnasiet fandt jeg ud af, at det var det, jeg ville. Jeg elskede at arbejde med læderet. At få en idé og ende med at stå med et færdigt produkt i hænderne. Det blev jeg dybt forelsket i.
“Efter praktikforløbet fik jeg job hos Bottega Veneta, under en af de mest anerkendte skodesignere i modeverdenen. Det var min drøm at arbejde for hende”
Senere blev jeg optaget på skodesigneruddannelsen på Polimoda i Firenze. Her lærte jeg at lave sko. Det var også her, jeg fik mit første job som designer, da skolen hjælper de studerende med at komme i kontakt med forskellige brands, der søger nye designere. Jeg fik en praktikplads hos Amina Muaddi i Paris i seks måneder. Designteamet var meget småt, så jeg fik lov til at være inde over alle processer. Kreativitet er ikke individuelt, man skal bruge hinanden til at løfte processen og lave noget godt, og det lykkedes det meste af tiden hos Amina, som er vildt dygtig. Det var en vigtig periode, og nogle af dem, jeg arbejdede med, er blandt mine bedste veninder i dag.
Efter praktikforløbet fik jeg job hos Bottega Veneta, under en af de mest anerkendte skodesignere i modeverdenen. Det var min drøm at arbejde for hende. Jeg var kun hos Bottega i tre måneder, hvorefter jeg blev tilbudt et job hos Loewe, hvor den samme designer gerne ville have mig med. Hos Loewe startede min rejse som skodesigner for alvor.
At arbejde for Bottega og Loewe – brands, jeg altid har fantaseret om at designe for – var en drøm, der gik i opfyldelse. Selvom man kan sige mange dårlige ting om branchen, så er den også fantastisk. Jeg har mødt vidunderlige og kreative mennesker fra hele verden. Branchen er så multikulturel. Jeg har arbejdet med mennesker fra Korea, Rumænien, USA, Brasilien, Frankrig, England, Danmark – alle med hver sin kreative hjerne, der udspringer af forskellige kulturelle baggrunde. Folk går ekstravagant klædt. De går i det, de har lyst til. Jeg fornemmer en anden frihed end i Danmark, hvor jeg synes, konventionerne omkring beklædning på arbejdet er mere fastlåste. I den parisiske modebranche er mentaliteten, at man kan være, hvem man er, uden at blive dømt.
Jeg finder inspiration på mange forskellige måder. Ofte via internettet, og det behøver ikke nødvendigvis at være pæne sko; jeg leder efter nogle med særlige detaljer. Meget af min research handler om at gå i historiske arkiver og nærstudere gamle og ikoniske sko. Jeg kan også blive inspireret af et materiale. Design kan være så simpelt, hvis du arbejder med det rigtige materiale. Jeg holder mest af at designe feminine sko. Og sko, der har kant, og som ikke går ind under den konventionelle lækre sko, men som fremmer en følelse i dem, der ser eller går i dem.
“Jeg vil gerne påvirke andre unge til at forfølge deres drøm om at arbejde i modebranchen i udlandet. Hvis man gerne vil nå nye højder, så sker det ikke i Danmark”
Jeg vil gerne påvirke andre unge til at forfølge deres drøm om at arbejde i modebranchen i udlandet. Hvis man gerne vil nå nye højder, så sker det ikke i Danmark. Jeg har mødt en dansk pige, som bor i Paris lige nu. Hun vil enten være advokat eller ende i modebranchen. Hun elsker mode, men det er svært for hende at vælge. Det kan være skræmmende at arbejde i den her branche, og det er ikke en sikker vej. Du ved ikke, hvilket job der venter dig efter uddannelsen. Og hvis man som jeg gerne vil ud i verden at arbejde, kan det virke endnu mere afskrækkende. Fremmede lande og kulturer. Jeg har snakket en del med hende om, hvordan jeg har oplevet at turde gå ind i det ukomfortable. Om, hvor meget det har givet mig. Det er den vildeste følelse at lykkes med noget, man først var bange for. Jeg er blevet afhængig af den følelse. Men det er da ikke nemt at bo i udlandet. Jeg savner min familie. Jeg er den eneste i min vennegruppe, der er flyttet væk, så jeg misser masser af ting derhjemme. Det kan være ensomt at flytte alene til et andet land, men det presser dig også til at komme ud og være opsøgende og møde nye mennesker. For mig har det været det hele værd. Jeg udlever min drøm. Jeg er 28, og jeg er superstolt af, hvad jeg har opnået, og hvordan jeg har formået at arbejde mig op og få den indflydelse, jeg har i dag. Og jeg er kun lige begyndt.
“Jeg lytter også efter, selvom jeg ikke er enig. Hvis det så ikke fungerer, kan jeg godt tænke “I told you so”. Nogle gange kommer produkterne ud stort set som min oprindelige idé, andre gange har de fået en anden vision undervejs”
Men det er ikke kommet uden knubs. Der er store personligheder i modebranchen, og jeg er da blevet råbt ad. Har fået at vide, at mit design var forfærdeligt. Jeg har forsøgt ikke at tage det personligt. Chefdesignerne har et enormt pres på deres skuldre, og de reagerer kun sådan over for en, fordi de er stressede. Store personligheder gør og siger ofte, hvad de har lyst til. Og selvom de ikke altid har ret, så lytter du og arbejder videre. Glemmer det. Men man skal også kunne tage nogle slag og acceptere, at man måske ikke har designet det rigtige endnu. Arbejde videre, indtil den er der. Jeg arbejder jo for et brand og ikke for mig selv. Mit arbejde bliver styret og rettet til af chefdesignere. Jeg lytter også efter, selvom jeg ikke er enig. Hvis det så ikke fungerer, kan jeg godt tænke “I told you so”. Nogle gange kommer produkterne ud stort set som min oprindelige idé, andre gange har de fået en anden vision undervejs. Men uanset hvad, holder jeg meget af hele processen: at få en idé, udvikle den, skærpe visionen og ende med et produkt, der skal stå på butikshylderne verden over.
