Mode

ELLE Awards 2025: Her er de nominerede

- 07/10/2025

Fredag den 7. november 2025 løber dansk ELLE Awards for 12. gang af stablen. Her hyldes hele den danske modebranche ved et stort award-show, mens 9 eftertragtede priser uddeles. Og her er de nominerede ..

Kategorien ‘Årets brand’ fokuserer på et modebrand, hvis kommercielle succes og bundlinje viser, at køberne ønsker at sikre brandets fortsatte eksistens. Brandet har gjort sig særligt bemærket i 2025, forstår at skabe et genkendeligt univers qua kampagner eller særlige samarbejder og har et kontinuerligt godt udvalg af styles, som tydeligt udspringer af brandets univers. Og så er det tilgængeligt – bl.a. via tilstedeværelse i minimum én butik i Danmark.

Rotate 

Et samarbejde med beauty-giganten Caia Cosmetics, en ny sko- og taskekollektion og officiel tøjsponsor for det danske kvindefodboldlandshold – Rotate-kvinderne sidder ikke stille og markerer sig igen og igen som gennemført brand.   

Skall Studio 

Det er svært at benægte Skall Studios succes: En ny butik på Værnedamsvej, en bog, dedikeret til brandets strikke-univers, og endnu et sko-samarbejde med Keen gør Skall Studio umulig at overse i det danske modebillede. 

OpéraSport 

At have åbningsshowet til Københavns modeuge er lidt af en ære, som OpéraSport – især med showet i Frederiksberg Svømmehal – mestrer til perfektion. Åbningen af brandets første flagskibsbutik og et beauty-samarbejde med Miild vidner desuden om, at det i den grad har været OpéraSports år.   

Kategorien ‘Årets designer’ fokuserer på en dansk designer, hvis design-DNA træder tydeligt frem, uanset hvilket brand vedkommende arbejder for, og som er trendsættende uden at tabe forståelsen for det kommercielle. De nominerede har imponeret særligt med de kollektioner, de har skabt i det forgangne år. 

Cecilie Bahnsen for Cecilie Bahnsen 

Designer Cecilie Bahnsen, der netop nu kan fejre 10-års jubilæum for sit brand i eget navn, har igen i år bevist – ved både jubilæumsshowet under Københavns modeuge og sine efterhånden vanlige visninger under Paris Fashion Week – at hendes håndværk er noget af det ypperste, vi har.  

Freya Dalsjø for Freya Dalsjø 

Freya Dalsjø er i den grad tilbage på den danske modescene. Showet under SS26-modeugen viste en gennemarbejdet kollektion på et niveau, som få designere kan hamle op med lige nu. 

Kristoffer Kongshaug for Forza Collective  

Kristoffer Kongshaug har det seneste år gjort sig bemærket med to meget stærke kollektioner, der viser en sikker hånd fra den erfarne designer, som især mestrer suiting og kjoler til perfektion. 

Nicklas Skovgaard for Nicklas Skovgaard 

Nicklas Skovgaards design har det seneste år fået et nøk opad, så det ikke kun har sit helt eget udtryk men også viser en kontinuerlig høj standard. Hans kreativitet og ikke mindst formåen er ikke til at tage fejl af. 

Kategorien ‘Årets nye navn’ fokuserer på en designer eller et brand, der i 2025 har gjort sig bemærket og vist potentiale for en lovende fremtid. De nominerede har f.eks. gjort sig bemærkede som debutanter eller qua deres første tilstedeværelse på det officielle modeugeprogram. 

Anne Sofie Madsen 

Ny og ny … Men med sin tilbagevenden til modebranchen indtog Anne Sofie Madsen efter 10 år atter Copenhagen Fashion Week i New Talent-programmet og beviste, at hun fortsat mestrer grænsefeltet mellem nostalgi, futurisme og innovation. 

Kettel Atelier 

Som debut på det officielle Copenhagen Fashion Week-program under ‘One to Watch’-kategorien har Kettel Atelier med sine poetiske, one of a kind-pieces af vintage- og deadstock-materialer placeret sig i fronten af en ny modedagsorden. 

Stel 

Med afsæt i skandinavisk arkitektur, kunst og design og en innovativ tilgang til hverdagsegnet tailoring er det tydeligt, at Astrid Andersen har taget sin årelange erfaring samt sin design- og håndværksmæssige kunnen med over i sit nye brand Stel. 

Kategorien ‘Årets person’ fokuserer på en person, der har været her, der og allevegne i det forgange år. Personen har f.eks. qua sit job udmærket sig således, at de har været på alles læber og vil blive husket for noget helt særligt i år.

Tessa 

Hun slog igennem som skuespillerinde i tv-serien Løgnen, var gæst ved kongeparrets prestigefyldte Kulturbal, var på forsiden af dansk ELLE og med sin hidtil største koncert nogensinde i Royal Arena, er der vist igen tvivl om, at det har været Tessas år.  

Anders Matthesen 

Ikke en, heller ikke to, men hele tre biograffilm kan komiker Anders Matthesen skrive på cv’et i år: ‘Under stjernerne på himlen’, ‘Det andet offer’ og ‘Ternet Ninja 3’. Sidstnævnte er desuden blevet udødeliggjort med et gavlmaleri på Frederiksberg til ære for bestselleren.  

Henrik Vibskov 

Som en særlig hæder for sit livslange arbejde for og dedikation til moden og kunsten, har Henrik Vibskov i 2025 modtaget Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse. På vegne af os alle: Tak for dit bidrag, Henrik.  

Kategorien ‘Årets præstation’ fokuserer på en virksomhed, som i løbet af 2025 har markeret sig ekstraordinært med økonomiske eller virksomhedsmæssige tiltag, der f.eks. har åbnet for nye markeder eller konsolideret firmaets position nationalt såvel som internationalt.

Rains

Når det regner på præsten, drypper det på degnen … Og det har det i den grad gjort for de to iværksættere bag verdenssuccesen Rains. På imponerende vis vækster virksomheden ikke blot drypvist men i rigelige mængder år for år – og sidste år var, på trods af massive investeringer i blandt andet et nyt hovedsæde, det bedste i husets historie.

Ganni

Ganni har i den grad fået international luft under vingerne. Ikke blot med shows i Paris og ny international CEO med baggrund hos ingen ringere end übermodehuset Balenciaga men også i regnskabet, der igen og igen overgår sig selv. Vi er stolte i den hjemlige andedam.

Pandora

Pandora behøver ingen nærmere introduktion. En af verdens største smykkevirksomheder bliver ganske enkelt ved med at overgå sig selv, når det kommer til nye lanceringer, ambassadører og ja, indtjening, som sidste år tog et gevaldigt hop i den helt rigtige retning: Op.

Samsøe Samsøe

De har været med længe – og det med god grund. Blot fordi man måske hører til de mere steady, skal man ikke overses. For hos danske Samsøe Samsøe forbliver kollektionerne relevante for de fleste – og netop dét viser sig også på bundlinjen, som er stabil høj år for år.

Kategorien ‘Årets skønhedsbrand’ fokuserer på et dansk skønhedsbrand, der har udmærket sig særligt i det forgange år – det være sig via nye lanceringer, udvidelser af sortimentet eller via et ekstraordinært øget fokus på brandets mærkesager.

Tromborg

Tromborg-ægteparret har haft fart på i år med en lind strøm af produktlanceringer, der tæller alt fra et collagen-boost af en natcreme – ja tak, en linje til den unge hud og en vidunderlig serie af multibalms med mere. Et dansk skønhedsbrand, der sætter barren højere end de fleste.

Karmameju

20 år som et af de mere diskrete skønheds- og velværebrand i Danmark skal ikke gå ubemærket hen. For danske Karmameju har gennem årene skabt produkter, som vi ganske enkelt ikke ville være foruden – også i år med nye lanceringer som et fugtboost af en ’face butter’ og en herlig, let ansigtsolie. Tillykke med det hele.

Ecooking

Tina Søgaard havde tårer i frit fald, da hun i en livskrise kastede sig ud i at skabe hudpleje i hjemmekøkkenet. Her 10 år siden er både livskrise og udfordret hud long gone. Ecooking kan således se tilbage på et årti, hvor de har gjort en forskel for mange, og et år med både relanceringer af klassikere og en nylancering til en ung målgruppe.

Kategorien ‘Årets smykkebrand’ fokuserer på et smykkebrand, der har overrasket og imponeret os særligt i løbet af 2025 – fx ved at gå af nye stier, mens brandet design-DNA fortsat er intakt.  

Dulong 

I år har været et særligt år for Dulong, der har fejret 20-års jubilæum med både en særlig delikat jubilæumskollektion og en arkivudstilling i butikken, der satte fokus på noget af det bedste smykkehåndværk gennem to årtier.    

Elhanati  

Bedst som man tror, guldsmed Orit Elhanati har opfundet den dybeste tallerken hidtil, gør hun det igen. Årets nyeste lanceringer som objekter i bronze, opal-kollektionen og det udvidede star sign poetry beviser, at man ikke skal vove at fjerne blikket fra Elhanati i så meget som et øjeblik.  

Griegst 

Med et særligt rørende nik til Irene Griegst lancerede Griegst i år en smykkekollektion, skabt på baggrund af den afdøde designers skitser – vidunderligt udstillet med personlige artefakter under 3Daysofdesign. Således lever Irene videre – ikke bare i familiebrandet, men på gader og stræder i heldige øreflipper.  

Kategorien ‘Årets stemme’ fokuserer på en eller flere personer, der har skilt sig særligt ud i 2025, fordi de har brugt deres stemme til at sætte vigtige agendaer på dagsordenen, som vi alle har lyttet til – og som har bidraget til og påvirket den offentlige debat. 

Irina Olsen  

Irina Olsen måtte tale – ikke bare på egne vegne men for hele sit køn – da hun i år, efter sin medvirken i et tv-program blev omtalt med kvindenedladende skældsord i et etableret medie. Ansigt til ansigt med manden bag ordene forsvarede Irina sig selv og fremstod stærkere end nogensinde.  

Danner  

I 2025 er 15 kvinder blevet dræbt, hvoraf over halvdelen af disse efterforskes som partnerdrab. Alt for længe er den fejl blevet negligeret, og nu sætter kvindehuset Danner ind med en underskridtindsamling, der skal lægge pres på politkerne.  

Christina Sander  

Christina Sander har brugt sin stemme til at sætte fokus på køn, ligestilling og omsorgsarbejde i hjemmet kaldet ’mental load’. Med vedholdenhed har hun slået fast, at kvinder og mødres arbejde i hjemmet ikke kan negligeres og har i år modtaget Dansk kvindesamfunds hæderspris, Mathildeprisen, for det. 

Kategorien ‘Årets uundgåelige’ fokuserer på nogen eller noget, der har udmærket sig særligt i 2025. Ligegyldigt om du har åbnet et socialt medie, et modemagasin eller overhørt en samtale mellem modekyndige, har de nominerede været uundgåelige.  

Esben Weile Kjær  

Udstillingen Rainbow Tornado på Rudolph Tegners Museum, erhvervelsen af værker til SMK’s permanente kollektion og rotteværker, lavet om til tasker for Anne Sofie Madsen, er noget af det, der har gjort billedkunstner Esben Weile Kjær umulig at overse i 2025. 

Ida Heiner  

En beauty-kampagne for Louis Vuitton, shows, Sofia Coppola-instrueret Cruise-film for Chanel og forsider på de største internationale modemagasiner. Det har i den grad været topmodel Ida Heiners år. 

Greve Nikolai & Benedikte Thoustrup 

I 2025 er Greve Nikolai & Benedikte Thoustrup for alvor trådt frem: Parret gav sit første fælles interview, prydede forsiden af ELLE, sad front row under diverse modeuger og deltog ved Venice Film Festival.