24-årige Maria Tougaard, der arbejder som hår- og makeupartist og model, har en ung hud, så hendes primære fokus er fugt, fugt og atter fugt – bl.a. fordi det får hendes makeup til at ligge bedre. Vi tog et kig i hendes beautyskab.
Blå bog
Maria Tougaard. 24 år. Arbejder som hår- og makeupartist samt model. Bor i København K med sin lillesøster, topmodellen Mona Tougaard.

Hvordan ser din daglige skønhedsrutine ud?
Min morgen- og aftenrutine består af rens, pleje, fugt og en masse vand. Jeg renser min hud to gange om aftenen for at være sikker på, at al makeup, skidt og snavs bliver vasket væk. Jeg elsker at bruge en balm eller en olie til at rense min hud med og bruger en klud til at skrubbe det af for at lave en mild eksfoliering. Jeg har det sidste halve år brugt ‘Omega+ Complex Cleansing Balm’ fra Paula’s Choice til rens, da den samtidig fugter min hud. Især i vintermånederne, som vi lige er kommet ud af, er det ekstra vigtigt, at jeg ikke bruger en masse produkter, som udtørrer min hud. Derefter anvender jeg plejende produkter. Jeg tilpasser det lidt efter vejret, og hvordan min hud har det på det pågældende tidspunkt.
Om dagen bruger jeg serummerne ‘Hyaluronic Acid 2% + B5’, ‘Niacinamide 10% + Zinc 1%’ og ‘Caffeine Solution 5% + EGCG’ fra The Ordinary eller ‘Essence’ og ‘Serum’ fra Pradas ‘Augmented Skin’-serie, hvor jeg om aftenen bruger mere eksfolierende produkter fra Paula’s Choice som ‘2% BHA’ og ‘8% AHA’. Det er vigtigt for mig at gøre opmærksom på, at så høje procenter af BHA og AHA ikke bare må anvendes, uden at man starter med lave procenter først, da det er en kemisk peeling. Det er hårdt for huden, så man skal huske at teste det på et lille område, inden man begynder. Til sidst lukker jeg det hele inde med en fugtgivende creme. Jeg bruger ‘High Protection SPF30’ fra Avène om dagen og ‘A Better Night Cream’ fra Tromborg om aftenen. Jeg kan også godt lide at fugte mit ansigt og min makeup i løbet af dagen, så til det bruger jeg misten ‘Thermal Spring Water’ fra Avène.

Misten ‘Thermal Spring Water’ fra Avène samt AirPods er altid med Maria Tougaard på farten.

‘Pro-Collagen Peptide Plumping Moisturizer’ fra Paula’s Choice samt ‘AHA 30% + BHA 2% Peeling Solution’ fra The Ordinary er en del af Maria Tougaards hverdagsrutine.
Hvad er det vigtigste produkt for dig?
Det vigtigste produkt for mig er helt klart noget fugtgivende – og det gælder for hele kroppen. Lige p.t. bruger jeg ‘Aroma Therapy Body Lotion’ til kroppen og ‘A Better Night Cream’ til ansigtet. Begge fra Tromborg. Derudover er solcreme også et meget vigtigt element for mig, som jeg prøver at huske at bruge hver eneste dag året rundt. Også på læberne, hvor jeg er glad for Malin+Goetz’ ‘Lip Balm High Protection SPF30’.
Hudpleje eller makeup?
Havde du spurgt mig for nogle år siden, havde jeg sagt makeup, men i dag vil jeg sige hudpleje. Jeg har fokuseret intenst på min hudpleje det sidste halvandet år, da det for mig er en forlængelse af makeuppen. For at få et godt makeuplook skal du have en god hudplejerutine. Det har resulteret i, at jeg har fået en pænere og mere ensartet hud, længere vipper og fyldigere øjenbryn, så jeg den dag i dag ikke bruger foundation eller mascara eller tegner mine bryn op. Jeg sørger for at fugte og pleje min hud rigtig godt, og så venter jeg 10-15 minutter, så produkterne lige kan få lov at arbejde og sætte sig, før jeg lægger min makeup.

Maria Tougaard er glad for produkter fra danske Tromborg. Bl.a. bruger hun ‘A Better Night Cream’ hver aften.
Hvor springer du over?
Det er meget sjældent, jeg springer over, da jeg oplever, det er vigtigt at være kontinuerlig i min hudplejerutine, for at jeg opnår resultater. Men hvis jeg springer over, så er det i plejen. Det vil sige, at jeg så kun renser og fugter min hud, da jeg er ung, og min hud lige nu ikke behøver alverdens pleje, men fugt, fugt og atter fugt.
Hvor springer du aldrig over?
Jeg springer aldrig fugt af mit ansigt eller min krop over. Det er så essentielt for min hud, så jeg ikke begynder at opleve tørhed og irritation som kløe og knopper.

Hvad gør du med dit hår?
Det er vigtigt for mig at kende både min hud- og hårtype, så jeg kan bruge de bedst egnede produkter. Jeg har hårtype 2c-3a, dvs. sidst i ‘wavy’-fasen og først i ‘curl’-fasen. Jeg vasker det to gange om ugen, da håret har brug for de naturlige olier, vi har i hovedbunden. Hvis jeg vasker det hver dag, ender det med at blive kruset og tørt. Mit hår har brug for meget fugt og glans for ikke at se kruset eller tørt ud, så jeg køber primært produkter henvendt til krøllet hår. Ligesom med ansigtet, så renser jeg mit hår med shampoo to gange for at få den største effekt. Jeg bruger to forskellige serier, afhængigt af om mit hår skal gøres glat eller forblive krøllet. Hvis jeg har mine naturlige krøller, bruger jeg ‘Frizz Control’ shampoo og balsam fra Moroccanoil. Når mit hår er glat, bruger jeg ‘Glycolic Gloss’ shampoo, balsam og gloss fra L’Oréal. En gang om ugen bruger jeg en proteinhårmaske fra The Curl Company for at styrke håret.
Til at pleje mit hår efter badet, men mens håret er vådt, bruger jeg The Curl Companys ‘Leave-In Conditioner’ og ‘Enhance & Perfect Curl Cream’ samt ‘Shield Spray’ og ‘Intense Smoothing Serum’ fra Moroccanoil, hvis jeg skal have krøller. Hvis det skal være glat, bruger jeg ‘Dream Cocktail’, en ‘leave-in treatment’ og ‘Dream Coat’ fra Color Wow. Som varmebeskyttelse bruger jeg Kérastases ‘Défense Thermique’ eller Balmains ‘Thermal Protection Spray’. Fælles for dem er, at de også plejer mit hår samtidig, win-win!

Maria Tougaard skifter mellem at have sit hår glattet og krøllet. Når hun bringer sine naturlige krøller frem, bruger hun produkter fra Moroccanoil.
Hvad er din nyeste tilføjelse?
Det er meget nyt, men jeg forsøger mig med vitaminer som C-vitamin, biotin, Curcuma-dråber og ‘Collagen Serum’ fra Danois By Njordwyn, som jeg drypper enten direkte i munden eller i f.eks. vand eller kaffe. Jeg tager to-fire dråber to gange om dagen og håber at kunne se forskel på mit hår, min hud og min energi.
Hvad er det mest prisvenlige produkt, du bruger?
Produkterne til mit krøllede hår fra The Curl Company, som kan købes i Normal. Og ellers er det noget makeup fra Caia Cosmetics, hvor du kan få en foundationstick til 225 kr.

Hvad er det dyreste produkt, du bruger?
Det må nok være min LED-ansigtsmaske fra Silk’n, som jeg er virkelig glad for. Den er superafslappende at bruge.
Hvad har du altid med i tasken?
Fugtmisten ‘Thermal Spring Water’ fra Avène, en lipbalm med SPF50 fra Paula’s Choice, ‘Chestnut’-lipliner fra Mac og en lipbalm med farve, typisk en i nude, brune eller rødlig-brune farver fra Ole Henriksen eller ‘Black Honey’ fra Clinique. Jeg har også altid AirPods i tasken, så jeg kan høre musik eller lydbog på farten.

Hvad har du altid med på job?
Når jeg har en lang arbejdsdag foran mig, pakker jeg typisk lidt til at friske mit ansigt op med i løbet af dagen, f.eks. ‘Even Better’-concealer fra Clinique, ‘Chestnut’-lipliner fra Mac og min facemist.
Får du nogen behandlinger?
Nej, ikke fast. Jeg fik for et års tid siden en hudanalyse hos CeriX, så jeg vidste, hvad min hud havde brug for, hvilke skader jeg skal behandle, og hvad jeg kunne forebygge. Det kan jeg klart anbefale, hvis man ikke helt ved, hvor man skal starte.

IMG_0057 Som makeupartist har Maria Tougaard en stor samling. Hun bruger bl.a. produkter fra Mac, Tromborg og Clinique.