Det hele startede med en opsparing på 5.000 kroner, en mere eller mindre upålidelig rød Polo og en støvsuger med god sugeevne. 20 år senere føler Camilla Schram, at hun gør en forskel i hverdagen hos andre med sine produkter, som hun ikke er et sekund i tvivl om, at folk vil forelske sig i, når de prøver det, og det er blandt andet det, som har gjort, at hun i dag sælger sit brand i 59 forskellige lande.

Vores støvsuger er ikke længere bare en støvsuger – det er en Dyson. Vores skraldespand er ikke længere bare en skraldespand – det er en Vipp. Og vores kaffe er ikke bare den første og bedste fra supermarkedet – den er fra Prolog. For det er vigtigt, at de ting, vi køber, og som står fremme i vores hjem, fortæller noget om, hvem vi er som personer – vores valg og købevaner afspejler nemlig, hvem vi er.
Spørger du Camilla Schram, founder og ejer af det Aarhus-baserede brand Humdakin, er det i særdeleshed vigtigt – især når det kommer til rengøringsmidler og husholdningsprodukter. Og netop dét er måske en af grundene til, at hun i dag har stor succes med at producere rengøringsmidler – æstetisk smukke, vel at mærke. Drømmen med Humdakin er at gøre en forskel i hverdagen – hvad end det handler om den store rengøring og tøjvask, eller blot at tørre bordet af efter aftensmaden – så er det vigtigt for hende, at selv de små hverdagspligter gøres så glamourøse som muligt.
Vi har snakket med Schram om hendes rejse med Humdakin, om, hvordan rengøring kan indgå i en holistisk livstil og om, hvorfor det er så vigtigt, at vi har æstetisk smukt rengøringsmiddel stående fremme.

Founder og ejer af Humdakin Camilla Schram
Fra rengøringsfirma til verdensomspændende virksomhed
Forestil dig en syrlig duft af havtorn, blandet med den berolingende kamilleblomst. Nordiske ingredienser, der – blot ved duften eller bare tanken herom – renser og får dig ned i gear. Hvis du holder fast i den følelse og den duft, har du fat i essensen af, hvad Humdakin er gjort af. For det er netop den duft – af renhed – der har drevet Camilla Schram gennem de seneste 20 år, og som har gjort, at Humdakin i dag forhandles i 59 lande og har udvidet sin portefølje fra 16 til 700 forskellige produkter.
Men lad os starte, hvor det hele begyndte ..
“Ideén til Humdakin blev startet, da jeg som ung læste jura. Jeg havde mange studiejobs ved siden af, så jeg havde svært ved at følge med. En morgen så jeg Christian Stadil (Hummel-founder, red.) i Go’ Morgen Danmark, hvor han meget fint forklarede, at innovation har mange ansigter. Det kunne vise sig i alle erhverv – som for eksempel rengøringspersonalet, der havde fundet en hurtigere måde at vaske gulv på. Og dét blev startskuddet for min rengøringsvirksomhed.”
Med en opsparing på 5.000 kroner, en mere eller mindre upålidelig rød Polo og en ordentlig støvsuger med god sugeevne gik iværksætteren i gang med at arbejde nætter, så hun om dagen kunne fortsætte sit studie. Men hendes rengøringsvirksomhed var ikke den typiske af slagsen, Schram ville nemlig give sine kunder en oplevelse ud over det sædvanlige. En oplevelse af hotel i eget hjem, hvor man lader op på præcis samme måde, som når man bor på hotel.
“Jeg må også tilføje, at Humdakin er meget mere end blot et rengøringsbrand for mig”
“Dengang for 15 år siden var det ikke på samme måde en ting at skabe en oplevelse omkring rengøring, som det er i dag, men vi satte – modsat mange andre – en ære i rengøringen. Når vi efterlod et hjem, organiserede vi sofapuderne flot, foldede toiletpapiret, som på hotellerne, og satte et klistermærke på. Vi stillede også gæstesæber frem på badeværelserne, og afslutningsvis vaskede vi gulvet i et kraftigt, velduftende rengøringsmiddel. Så når vores kunder kom hjem efter arbejde, var jeg sikker på, at de havde fået en oplevelse af, hvordan rengøring så ud hos os.”
At kunne gøre en forskel i hverdagen for andre fik Schram til at forelske sig i rengøringsbranchen i en sådan grad, at hun begyndte at drømme om at hjælpe endnu flere – helst hele verden. Så – præcis som hun havde lært det af Stadil nogle år forinden – gik hun i gang med at udvikle sit koncept, og efter fem års arbejde med strategi, koncept og produkter kunne hun den 30. november 2016 lancere det, vi i dag kender som Humdakin.

Mere en bare rengøringsprodukter
Camilla Schram kunne godt sætte sig ind i, at rengøring hurtigt kan føles som et uoverskueligt projekt og en pligt. Den ugentlige dag, hvor støvsugeren, kluden og moppen igen skal svinges, så man den kommende uge kan gå og tælle ned til, at det endnu engang bliver tid igen. Netop dét var en af de ting, hun fra starten med Humdakin ønskede at gøre op med – og i dag er det under mottoet ‘clean and style’, at hun lærer os, at rengøring ikke nødvendigvis behøver at være et lotteri blandt de mange rengøringsprodukter, der ofte hober sig op under køkkenvasken.
“Jeg kunne se på mine kunder, at de ikke vidste, hvor de skulle starte eller slutte, fordi rengøring ofte er en uoverskuelig pligt og noget, der ikke er særlig sexet. De fleste har ikke lært at gøre rent – eller for den sags skyld at holde rent – og derfor ved de ikke, hvordan de skal gribe det an. Tankegangen bag Humdakin er at gøre rengøring simpelt, og derfor handler vores filosofi også om at holde rent frem for at gøre rent.”
“Når du går ind i et supermarked, bliver du mødt af lange gange fyldt med rengøringsmidler, og en almindelig husholdning har måske mellem 10 og 15 forskellige produkter stående under køkkenvasken. Det mener jeg er stærkt unødvendigt. Derfor har vi kun fem forskellige rengøringsmidler, som kan bruges til hele hjemmet. De er alle pH-neutrale, så de kan anvendes på alle overflader, der tåler vand – fx træ, marmor, terrazzo og natursten.”
Desuden var der én ting, som fra starten var helt ufravigelig for grundlæggeren – og som adskiller Humdakin som premium-brand fra andre rengøringsmærker.
“Jeg ville udvikle produkter, hvor der både var tænkt på miljø og allergi. Begge dele er helt essentielle for mig – blandt andet fordi jeg som barn var meget sensitiv over for parfume. Jeg havde fået den bedste erfaring fra mit rengøringsfirma og følte, at ingen kunne vaske et gulv bedre end mig. Men jeg havde ingen idé om, hvad der egentlig gjorde, at et produkt havde den performance, jeg ønskede.”
Derfor kommer alle Humdakins dufte i dag fra naturen, er hypoallergeniske (mindsker risikoen for allergiske reaktioner, red.) og er nøje udvalgt for deres rene, friske og beroligende karakter. Camilla Schram er nemlig vokset op med det, hun kalder “de tre R’er”: ro, renlighed og regelmæssighed. Men det var ikke det eneste, produkterne skulle kunne – for hvem gider have pæne rengøringsmidler, der ikke duer til noget?
“At forene produkter, der både er effektive, har en skøn duft, tager hensyn til både allergi og miljø – og samtidig er så æstetiske, at man har lyst til at lade dem stå fremme – kræver tid. Derfor begyndte jeg at udvikle produkterne sammen med et nært familiemedlem, som er laborant, og senere i mit professionelle laboratorium, Humdakin Lab, hvor jeg stadig er dybt involveret. For én ting er at lave den perfekte ingrediensliste – noget andet er at skabe produkter, der faktisk kan performe. Det var vigtigt for mig, at vores rengøringsmidler var så effektive, at man ikke behøver bruge skrappe kemikalier bagefter for at fjerne snavs og bakterier.”


En holistisk livsstil
Camilla Schram går meget op i de små glæder – særligt hvis de kan gøre hverdagen nemmere. For præcis ligesom et duftlys med cedertræ eller en hjertevarmende kop te fra Perchs Tehus kan give følelsen af lidt luksus i hverdagen, kan duften af Humdakins signaturduft, havtorn, der spreder sig i luften og sætter sig på bordfladerne, give samme følelse – måske endda en spa-agtig duft, der får skuldrene til at sænke sig og får dine gæster til at kommentere på din hjemmeduft. For i det moderne hjem kommunikerer vores omgivelser, hvem vi er.
“Vores hjem har i dag fået en endnu større betydning end tidligere – det er ikke længere bare et sted, vi bor, men et frirum, hvor vi skal kunne finde ro, lade op og føle os godt tilpas. Hjemmet er blevet et spejl af vores livsstil og værdier, og mange af os ønsker at skabe et miljø, der både føles æstetisk, sundt og bæredygtigt. Her spiller alt fra indretning til rengøringsprodukter en vigtig rolle – ikke kun i forhold til funktion, men også som en del af oplevelsen af at tage sig af sit hjem og, ikke mindst, i forhold til, hvordan vi præsenterer os selv via vores hjem.”
Ligesom Camilla Schram selv forelskede sig i rengøring som andet end en sur pligt, vil hun gerne vise andre, at det faktisk kan blive et hverdagsritual – ja, nærmest en mindful aktivitet – hvis vi vælger produkter, der både er effektive, skånsomme, velduftende og designet med omtanke.
“Humdakin er ikke bare et rengøringsbrand – det er en livsstil, der omfavner skønhed, funktionalitet og miljøbevidsthed. Det handler ikke om perfektion, men om nærvær og om at skabe rammerne for et hjem, vi trives i. Derfor har vi valgt at udvikle produkter, som gør det nemt at holde rent i hverdagen. Produkterne er designet med det formål, at man skal kunne lade dem stå fremme – og netop på grund af deres udseende og duft får man også lyst til at bruge dem hyppigere, så rengøringen ikke hober sig op til en stor og uoverskuelig omgang.”

Ikke som de andre
Humdakin er i dag nået dertil, hvor Camilla Schram drømte om at være, da hun for 20 år siden kastede sig ud i sit passionsdrevne projekt. Selvom rejsen ikke har været uden hårdt arbejde og en urokkelig dedikation, er hun stolt af, at hun i dag kan inspirere andre til at tage små skridt mod en renere og mere bevidst livsstil. Og hun tvivler ikke et sekund på sin egen forretning – for hun ved, at når folk prøver produkterne for første gang, bliver de ikke skuffede.
“Vi tror på, at et rent hjem bidrager til et rent sind, og vores mål er at gøre rengøring til en del af en holistisk livsstil, hvor velvære og ansvarlighed går hånd i hånd. Derfor er vores B Corp-certificering, som vi fik i år, også en stor milepæl for os. Det betyder meget, at vi kan bidrage positivt til både samfund og miljø. Vi har mærket en stigende interesse for vores produkter, og vi tror, det skyldes, at flere mennesker leder efter bæredygtige og skånsomme rengøringsløsninger – som rent faktisk virker. Men det har aldrig været mit mål at opfinde den dybe tallerken – jeg skulle bare gøre det langt bedre end alle mine konkurrenter.”