Maya Tekeli: “Det er lidt fattigt, hvis vores identitet skal afhænge af, hvorvidt vi spiser fermenteret kål eller croissanter fra den rigtige bager”

I forbindelse med en ret fokuseret træningsplan, der gerne skal sikre, at jeg som menneske bliver stærkere og i stand til at tilpasse mig vedvarende fysiske udfordringer i meget varierede miljøer, er jeg begyndt at blive langt mere opmærksom på, hvordan jeg spiser. Ikke bare hvad jeg spiser, men hvordan. Hvorfor. Hvornår. Og hvad det betyder. Det glæder mig. Ikke på den måde, hvor man tager billeder af sin chiagrød i modlys, men på den måde, hvor man opdager, at kroppen faktisk samarbejder, hvis man giver den noget, der minder om hensyn.

Det er lidt den samme glæde, som mange midaldrende mænd i mediebranchen udstråler i deres sundhedspodcasts – en sen erkendelse af, at kroppen er noget, man kan få i tale, hvis man stiller de rigtige spørgsmål. Det er viden og videnskab i hverdagsformat. Men hvor de ofte har været på først den ene og så den anden kur, er jeg kommet den anden vej rundt. Jeg har aldrig identificeret mig med madkulturen, ikke set det som noget, jeg kunne bruge til at finde mig selv. Mad har for mig været logistik, ikke identitet. Brændstof, ikke bekendelse.

Men sådan hænger det jo ikke sammen længere. Jeg er 30, en del af den talende klasse og bosat i København.

“Der er noget i storbyens madkultur, der kræver social kondition. En evne til at kende de rigtige steder, nævne de rigtige fermenteringer, dele de rigtige retter”

I min alder – og i min samtid – synes man enten, at mad er samlende og inspirerende, eller også at det er komplet absurd, at så meget af vores sociale energi kanaliseres ud gennem noget, vi egentlig bare burde spise.

Der er dem, for hvem det at spise sammen er det mest intime, man kan foretage sig med andre mennesker. Jeg forstår det godt. Det handler ikke kun om mad. Det handler om kontakt. Om at dele noget fysisk og sanseligt. Om, at nogen rækker dig skålen med noget, der har simret, og siger “Den her er faktisk min farmors”. Der er noget hjemligt og trygt i gentagelsen, i ritualet, i det langsomme. Det giver mening.

Men så er der resten. Alt det, hvor “Skal vi ikke tage noget mad?” er en eufemisme for “Jeg vil gerne ses, men jeg kan ikke overskue noget dybere end en delt pizza og lidt lavmælt klappen sammen af en regning”. Hvor samtalen er en garniture til en pastaret, man kunne have lavet derhjemme – og hvor billedet af maden er vigtigere end selve mæthedsfornemmelsen.

Jeg kan ikke finde ud af det. Jeg bliver træt af køen. Træt af menukortet. Træt af at skulle spille med på præmissen. Og måske vigtigst: Jeg bliver ensom af det. Ensom på den særlige måde, hvor man sidder over for nogen, men alligevel føler sig observeret mere end set.

Der er noget i storbyens madkultur, der kræver social kondition. En evne til at kende de rigtige steder, nævne de rigtige fermenteringer, dele de rigtige retter. Og måske har jeg haft en mærkelig barndom – det må jeg tage med min psykolog – men jeg har det bedst, hvis jeg har spist, inden vi mødes. Så kan jeg være nærværende. Så skal jeg ikke forholde mig til den sidste kartoffel.

Til gengæld er jeg begyndt at finde ro i madlavning. Alene. Ikke for at servere noget, men for at forstå noget. Jeg ser videoer på YouTube af mennesker, der folder dumplings som små, stivnede blomster eller laver bouillon med den tålmodighed, der kun findes hos folk, der er blevet ældre med sig selv. Det er ikke performativt. Det er ikke social kapital. Det er teknik og nørderi. Og det er overraskende trøstende.

“Og netop det – at spise mad, uden at nogen kigger – er det mest radikale, man kan gøre i en tid, hvor selv vores appetit skal kunne likes”

Der er ikke nogen, der skal smage og fortælle mig, at der mangler salt, eller noget andet karikeret. Ingen, der skal smalltalke. Fællesskabet findes, men det er asynkront og uden krav. Det handler ikke om social kapital, men om teknik, kemi og måske lidt nørdet eskapisme.

Det er ikke mad som præstation, men som eksperiment og opdagelse.

Det er måske ikke tilfældigt, at det først er nu, hvor jeg tænker mere bevidst over min krops funktioner – styrke, restitution, tilpasning – at mad begynder at give mening for mig som noget, der har konsekvenser.

Som brændstof, som struktur, som en form for intern samtale mellem kroppen og bevidstheden. Det føles langt mere intimt end nogen restaurantmiddag, fordi det handler om en relation til mig selv. Og netop det – at spise mad, uden at nogen kigger – er det mest radikale, man kan gøre i en tid, hvor selv vores appetit skal kunne likes.

Så jeg begyndte at spise mere i fred. Og i den fred opdagede jeg også noget andet: hvor vildt det er, hvor meget mad fylder online. Jeg havde troet, det handlede om, at vi allesammen bliver sultne. Men algoritmen fortalte mig noget andet. Jeg faldt en aften over en mukbang-video: en kvinde med glat hud og store øjne, der i stilhed spiste, hvad der lignede et helt menukort. Der var smørstegt hummer, spicy nudler, dobbelte cheeseburgere, kyllingelår og en sodavand, der klukkede som et postkort fra USA. Hun sagde ingenting. Hun smilede ikke. Hun åd. Systematisk. Som en maskine med stor nydelse og nul forklaring. Jeg kunne ikke kigge væk.

“I stedet for at sidde mutters alene tændte man for en livestream og spiste med nogen. Det var ikke porno, men det var næsten porno – bare for sult og menneskelig kontakt”

Hun åd som en maskine

Men som det sker med alt på nettet, blev mukbang gradvist skubbet ud i ekstremer. De seneste år er mange videoer ikke længere digitale måltidsfællesskaber – de er en slags spektakulære ritualer i selvudslettelse. Det handler ikke om at spise. Det handler om at overspise. Mere fedt, flere kalorier, mere absurd mad. Donuts stablet som tårne, hele blæksprutter stegt i olie, hotdogs på halvanden meter. Det er ikke nydelse. Det er et show.

Det, der slog mig – ud over mængden af smør og ost – var, hvor kompromisløst det var. Kvinden sagde ingenting. Hun åd som en maskine. Og jeg sad der og kunne ikke lade være med at tænke på, hvor befriende det virkede: at se nogen spise uden skam. Ingen undskyldninger, ingen selvbevidste kommentarer om “cheat day” eller “Jeg har ikke spist hele dagen”. Bare appetit uden forklaring.

Jeg ved godt, at mukbangs oprindeligt opstod i Sydkorea som et digitalt fællesskab. Et modsvar til ensomheden blandt unge i byer, der arbejdede lange dage og spiste alene i små lejligheder. I stedet for at sidde mutters alene tændte man for en livestream og spiste med nogen. Det var ikke porno, men det var næsten porno – bare for sult og menneskelig kontakt. Man kunne chatte med dem, sende emojis, følge deres rutiner. Det var mad som social lim.

Hvis jeg i det øjeblik havde været mere modtagelig over for introspektion, havde jeg måske lært noget vigtigt om mig selv: at jeg ikke bryder mig om måltidet i storbyen, fordi det er noget, andre skal være vidne til og aflæse mig igennem. Men i stedet for at blive klogere på min egen psyke blev jeg optaget af, hvad det siger om os som kultur.

For måske ser vi ikke de videoer, fordi vi selv har lyst til at spise sådan – men fordi de tilbyder os en slags utopi. Eller dystopi. Et sted, hvor man kan hengive sig fuldstændigt uden konsekvens. Hvor man kan fylde sig uden mavepine, vægtøgning, skam eller grøn juice næste morgen. En verden uden kontrol, uden moral, uden kalorietælling.

Og netop derfor er det så tillokkende. For i vores liv er maden altid koblet til noget andet: kroppen, blikket, rummet, spejlet.

Mukbangs er kun én yderlighed i et større landskab. For de fleste af os handler mad på nettet ikke om ekstrem overflod, men om kurateret kontrol. “What I Eat in a Day”-videoer er over det hele. Især unge kvinder filmer deres måltider fra morgen til aften – ikke fordi de er særlig spektakulære, men netop fordi de ikke er det. De signalerer overskud og selvdisciplin. Et glas vand med citron. En skål havre med chiafrø. En salat med edamame og avocado. Det hele er lyst og lystbetonet og serveret med en lydløs baggrund af stilhed og struktur.

Psykologen Gia Marson har i ‘Psychology Today’ beskrevet, hvordan disse videoer ikke bare skaber inspiration, men også kan forstærke skam og kropsusikkerhed – især hos unge piger. Det handler ikke længere kun om sundhed, men om at opnå en bestemt form for livsstil, der er visuel, rolig og meget ofte uopnåelig.

Måltidet bliver en stille triumf: ikke bare over sulten, men over rod, træthed, cravings – og måske også over sig selv. Det er ikke mad som nydelse, men mad som strategi. Og der er en særlig æstetik forbundet med det: Den er grøn, struktureret, let. Den dufter af havtorn og sellerijuice og ser ud som noget, der burde være pakket i glas og stå i et køleskab, der aldrig bliver beskidt.

Men det er også en æstetik, der udgrænser. For hvad sker der med ens appetit, når man hele tiden ser måltider, der er sammensat efter kameraets vinkel snarere end kroppens behov? Når maden ikke er en reaktion på lyst, men på lysindfald? I mit tilfælde begynder man at skamme sig over sin kylling, ris og halvslatne avocado. Ikke fordi det ikke er sundt, men fordi det ikke er smukt.

“Det handler ikke længere bare om, hvad man har lyst til at spise, men om, hvad ens måltider siger om én. Om man prioriterer sin tarmflora. Om man faster. Om man går op i antiinflammatorisk kost. Om man er typen, der laver sine egne granolabarer og hælder adaptogener i sin kakao”

“Jeg ved godt, det her ikke er mad”-mad

I den anden ende af spektret finder vi ‘girl dinner’. Du ved, de der små sammenkastede måltider bestående af lidt ost, et æble, nogle mandler, måske en skive skinke – postet med en ironisk distance, der siger: “Jeg ved godt, det her ikke er mad”-mad. Formatet startede som en joke. Et oprør mod det velkomponerede og varme aftensmåltid. Men det blev hurtigt endnu en æstetik. Det rodede blev stiliseret. Det tilfældige fik et navn og et publikum.

For selv girl dinner er et signal. Et lille vink om, at man ved, hvad der forventes – og at man bevidst vælger noget andet, men stadig inden for de sociale rammer. Man er stadig med i samtalen. Bare på sin egen måde.

Fælles for alle de her madformater er, at maden i stigende grad bliver en forlængelse af kroppen, stilen og personligheden. Det handler ikke længere bare om, hvad man har lyst til at spise, men om, hvad ens måltider siger om én. Om man prioriterer sin tarmflora. Om man faster. Om man går op i antiinflammatorisk kost. Om man er typen, der laver sine egne granolabarer og hælder adaptogener i sin kakao.

Det bliver en form for identitetsarbejde i realtid. Og det er ikke nødvendigvis usundt – men det er ekstremt tidskrævende. Det kræver overskud, viden og evnen til konstant at performe et forhold til sin egen appetit.

I den højest kuraterede ende af spektret står Nara Smith. Hun er model, mor og TikTok-stjerne med millioner af følgere, der ser med, når hun tilbereder måltider til sin familie helt fra bunden. Det er ikke avanceret mad i klassisk forstand – det er rugbrød med kærlighed og barndomsminder. Hun ælter, folder, koger og pynter i et silkeblødt tempo, hvor intet brænder på, og hvor køkkenet aldrig roder. Det er som ASMR for dem, der tror på hjemlighed som løsning på alting.

Der er noget dybt tiltalende ved hendes univers. Der er ingen moral, ingen skyld, ingen kalorietælling – kun omsorg og nærvær. Men også her bliver enkelheden en iscenesættelse. For det, hun præsenterer som “bare mad”, er i virkeligheden en fortælling om balance, ro og overskud. Hun laver ikke bare mad – hun fremstiller et ideal: den harmoniske kvinde, der har styr på det hele, fordi hun har hænderne i noget, der virker.

“Når vi ikke kan købe en lejlighed, kan vi i det mindste købe økologisk tahin”

Mænd som startups

På den måde kan man, hvis man strækker sig, sige, at hun har noget tilfælles med den mere maskuline ende af spektret, hvor mad og sundhed smelter sammen i longevity-bølgen – folk, der virkelig ikke har lyst til at dø.

Her handler det ikke om hjemmelavede rugbrødsmadder, men om fasteprotokoller, infrarøde saunaer, ketose og biohacking. Mænd, der dokumenterer deres morgenrutiner og kostplaner, som var de startups, og som spiser, ikke for at leve, men for ikke at dø.

Det er stadig mad. Bare uden nydelse. Kun optimering.

Fælles for både Nara og longevity-evangelisterne er ønsket om at spise sig ud af kaos – ikke bare i kroppen, men i livet. Der er ikke nødvendigvis noget galt i det. Jeg kan godt forstå længslen efter systemer og ritualer, især når alt omkring én er flydende. Men det, der skulle være selvomsorg, bliver hurtigt endnu en præstation. En måde at vise, at man har forstået det hele, på. At man har fundet roen. At man er i balance – ikke bare fysisk, men moralsk.

Og midt i det står jeg og forsøger at finde en kartoffel i supermarkedet. Ikke en ny. Ikke en særlig. Bare en helt almindelig. Jeg skal bruge den til at lave kartoffelmos. Ikke en særlig sund en. Bare en god en. Og alligevel står jeg og får sved på panden, fordi jeg føler, jeg burde kunne svare på, hvilken tahin der er bedst – og om den er fra Beirut eller Berlin.

Det er her, min frustration over storbyens madkultur virkelig får fat. Ikke bare fordi alt skal være dyrt, delt og dekoreret, men fordi der hele tiden ligger en forventning om, at maden skal betyde noget. At den skal være bæredygtig, lokal, spontan, men planlagt og allerhelst ledsaget af nogen, der har stået i kø med dig for at få den. Det er ikke måltidet, jeg ikke kan holde ud – det er forventningen om, at det skal være en oplevelse.

Det er ikke nyt, det ved jeg godt. Mennesker har altid brugt mad til at skabe fællesskab, forskel og fortælling. Det har været forskel på rig og fattig, mænd og kvinder, centrum og periferi. Brød var revolution. Mad er klasse og historie. Det er derfor, vi har julefrokoster og ramadan og høstfester og bryllupskager. Måltidet har altid været det sted, hvor samfundet blev forhandlet og gentænkt.

Det er måske ikke så mærkeligt, at maden har overtaget rollen som en slags stille selvbiografi i en tid, hvor alt andet føles ustabilt. I et økonomisk klima præget af ulighed, boligkriser og usikkerhed på arbejdsmarkedet – især blandt unge og freelancere – er det nemmere at kontrollere sin morgenmad end sin fremtid. Når vi ikke kan købe en lejlighed, kan vi i det mindste købe økologisk tahin.

Når vi ikke kan finde en vej ind i systemet, kan vi i det mindste finde mening i antiinflammatorisk madlavning. Maden bliver ikke bare noget, vi konsumerer – den bliver noget, vi kuraterer for at vise, at vi stadig har handlekraft. I den forstand er det ikke narcissisme. Det er overlevelsesstrategi i miniature. En måde at fortælle sig selv – og andre – at man stadig er i gang med at finde ud af det hele.

“Det er ikke for at sige, at vi skal holde op med at spise godt – men måske burde vi stoppe med at opføre os, som om det er en form for etisk dannelsesprojekt at få bord på Et Sted Med Småretter”

Gastroanomi

Det er selvfølgelig også et privilegie at kunne diskutere, hvilken surdej der smager mest af liv, mens verden omkring os brænder, smelter, rystes eller censureres. Det er svært ikke at se en vis absurditet i, at vi i København står i kø i timevis for at få serveret håndskåret pasta på en tallerken, der ligner noget fra et keramikværksted i Kyoto – mens millioner af mennesker rundtom i verden lever i madusikkerhed. At vi diskuterer, om æggene er fra glade høns, mens FN advarer om fødevarekriser, og mens klimaforandringer gør selv kartoflen til en truet størrelse i visse egne af verden.

Det er ikke for at sige, at vi skal holde op med at spise godt – men måske burde vi stoppe med at opføre os, som om det er en form for etisk dannelsesprojekt at få bord på Et Sted Med Småretter. Der er noget næsten komisk ved, hvor seriøst vi tager vores køkkener. Som om vi kan spise os til moralsk overlegenhed.

Det er selvfølgelig ikke for at underkende dem, der virkelig kan noget med mad. Tværtimod. Jeg har en dyb fascination af mennesker, der med præcision og intuition kan få råvarer til at opføre sig bedre, end de burde. Dem, der kan karamellisere løg til perfektion, fermentere noget, man troede var gået galt, eller fremkalde en hel barndom i én bid. Dygtige kokke er kunstnere, håndværkere og formidlere på én gang – og det er ikke deres skyld, at vi andre har gjort det til en del af vores identitet at efterligne deres arbejde hjemme i lejligheden, mens vi filmer det i 4:5-format og tilføjer underteksten “Vintermad 🌿”.

Måske handler det snarere om, hvad vi som publikum lægger ned i maden – og ikke mindst hvad vi forventer at få ud af den. For det er, som kulturhistorikeren Charlotte Biltekoff har skrevet i bogen ‘Eating Right in America’, ikke selve maden, der bliver moralsk, men diskursen omkring den. Vi tillægger måltidet mening, fordi vi længes efter orden, efter identitet, efter noget, der føles som os – og fordi det er langt nemmere at redigere sin frokost end sin karakter.

Sociologen Claude Fischler har kaldt det ‘gastroanomi’ – fraværet af faste normer omkring, hvad man bør spise – og han mener, at netop det efterlader os sultne på andet end næring, nemlig på tilhørsforhold, betydning og fælles ritualer. I stedet for én fælles madkultur har vi nu tusind små stammer, hvor man enten faster, fermenterer, forbryder sig eller forfiner.

Og når alt bliver muligt, bliver det også lettere at føle sig forkert. Derfor søger vi forklaringer og fællesskaber i det, vi kan kontrollere – også selvom det bare er en tallerken med noget, der smager godt.

“For jeg tror, vi har brug for at løsne os lidt fra den måde, vi tænker mad på i øjeblikket – især i en by som København, hvor hvert måltid er blevet en semiotisk øvelse i tilhørsforhold, æstetik og etik. Hvor det ikke handler om, hvad du har lyst til at spise, men om, hvad det signalerer. Det er udmattende”

Du er ikke, hvad du spiser

Jeg anerkender, at jeg har lyst til at provokere, når jeg siger, at jeg har spist, inden vi mødes, eller når jeg ikke vil stå i kø til den nyeste trøffelpasta. Der er noget befriende i ikke at spille med. Men der er også noget alvorligere på spil.

For jeg tror, vi har brug for at løsne os lidt fra den måde, vi tænker mad på i øjeblikket – især i en by som København, hvor hvert måltid er blevet en semiotisk øvelse i tilhørsforhold, æstetik og etik. Hvor det ikke handler om, hvad du har lyst til at spise, men om, hvad det signalerer. Det er udmattende. Og det er måske også lidt fattigt, hvis vores identitet for alvor skal afhænge af, hvorvidt vi spiser fermenteret kål eller croissanter fra den rigtige bager.

Vi lever trods alt i en tid, hvor alting skal betyde noget. Men måske behøver mad ikke at gøre det. Måske er det okay bare at spise. Ikke som statement. Ikke som strategi. Men som en nødvendighed med potentiale for nydelse.

For man er simpelthen ikke, hvad man spiser. Hverken nænsom som håndlavet pasta, sund som sellerijuice eller tålmodig som et surdejsbrød.

Man er bare en, der spiser noget.