Kunst, bøger og musik

6 udstillinger, du skal se lige nu, fra Faaborg til Odense og København

- 30/06/2025

Der findes masser af skønne udstillinger i øjeblikket, som er perfekte til de lidt køligere eller regnfulde sommerdage.

En lysere fremtid?

Bouchra Khalili har opnået stor opmærksomhed med sin imponerende videoinstallation The Mapping Journey Project (2008-2011), der bl.a. er blevet vist på MoMa i New York og på Venedig Biennalen sidste år. Nu vises værket for første gang i Danmark, når Louisiana åbner udstillingen, der er bygget op omkring den store installation. I marrokansk-franske Bouchra Khalilis The Mapping Journey Project fortæller otte personer om deres tvunge illegale rejser, der er bevirket af både politiske og økonomiske omstændigheder. Mens de beretter om de vanskelige og ofte årelange rejser, tegner de hver sin rejserute ind på et kort – fra Nord- og Østafrika, Mellemøsten og Sydasien, over Middelhavet, Vestafrika og på tværs af Europas grænser. Videoerne viser personernes hænder, der skitserer streger hen over kortet, mens deres ansigter forbliver usynlige. De forskellige rejseruter vidner om den vedholdenhed, der kendetegner menneskets søgen efter en bedre fælles fremtid. Louisiana beretter, at andre værker i udstillingen vil bidrage med nye perspektiver på fællesskaber og samfund og bryde med snævre definitioner af identitet og tilhørsforhold.

The Mapping Journey Project, Bouchra Khalili, Louisiana, 25. juni til 30. november 2025.

Skulpturernes posedame

Kunstmuseum Brandts i Odense har i 2025 fået stablet et vældig godt program på benene. Tidligere på året blev Kinga Bartis soloudstilling på museet anbefalet her i spalterne, og nu bør Cathie Pilkington fremhæves, når briten indtager Brandts med en totalinstallation af hendes karakteristiske modellerede og malede skulpturer. Pilkington er en af Storbritanniens mest spændende samtidskunstnere, bl.a. på grund af hendes nysgerrige og kritiske blik på den figurative skulpturs historie. Som kunstner påtager hun sig rollen som det, hun selv kalder ”skulpturernes posedame”, når hun udforsker spændingsfelterne mellem hjem og atelier (hendes er desuden vidunderligt smukt og inspirerende), galleri og museum, arkiv og udstilling. Hendes stedsspecifikke installationer, der blandt andet er blevet beskrevet som en slags kunsthistorisk skraldedumpning, balancerer i grænselandet hvor kaos og præcision møder hinanden. I udstillingen, som er Cathie Pilkingtons første soloudstilling på et dansk museum, samles både nye og eksisterende værker skabt og samlet gennem de sidste 20 år.

Rag and Bone, Cathie Pilkington, Kunstmuseum Brandts, 21. juni 2025 til 6. april 2026.

En historie fortalt i vand og sand

Hvis du holder af den danske sommer, bør du besøge Den Hirschsprungske Samling i sommermånederne, idet både elskede strandmotiver samt en række sjældent sete perler fra den danske kunsthistorie vises frem. Kunstnerne ”opdagede” stranden i 1800-tallet, hvor de først ledte efter drama – de store skibbrud og strandinger – siden fik de blik for fiskernes daglige arbejde og for lysets mange reflektioner i sand og vand. Badegæsterne begyndte at komme i anden halvdel af 1800-tallet; nu var stranden også blevet ramme om solferier. Udstillingen fortæller om danske kunstneres blik på et helt særligt landskab i perioden 1830-1914. Som Den Hirschsprungske selv skriver om udstillingen, så er strandens kunsthistorie også kulturhistorie og rummer en fortælling om danskernes vej ind i moderniteten. 1800-tallets dramatiske ændringer i forståelsen af stranden spejler nutidens forandringer: Er naturen en altopslugende trussel, eller blot venlig baggrund for vores selvoptagede liv? Kan vi lære noget om større sammenhænge ved at genbesøge stranden?

En dag på stranden. Dansk kunst i vandkanten 1830-1910, Den Hirschsprungske Samling, 20. juni 2025 til 11. januar 2026.

Grænseløs kunst

Da Kaari Upson døde af kræft i 2021 kun 51 år gammel, havde hun etableret sig som en af de mest fremtrædende og alsidige amerikanske kunstnere, og betragtes i dag som en kunstner, der er på vej til at opnå status som moderne klassiker. Hun har efterladt et rigt, intenst og stærkt personligt værk, der kredser om identitet, krop, relationer, følelser, sygdom og tab, og udmønter sig i så forskellige medier som skulptur, tegning, performance, film og maleri. Vilde koblinger mellem fantasi og virkelighed karakteriserer hendes kunst, der bevæger sig frit mellem abstraktion og figuration, mellem det maleriske og skulpturelle. Upson var optaget af forholdet mellem jeget og de andre, mellem det indre liv og den ydre verden – og mellem de følelsesmæssige bånd, der er indlejret i alt dét, der omgiver os i hverdagen. Hendes kunst vrimler med kropsdele; øjne, læber, fødder, hår, men også med både konkrete objekter og fiktive skikkelser. ”Der er ingen faste grænser i min kunst, det er mere en slags fragmenteret fortælling fuld af sprækker og åbninger, som man kan gå ind og ud af lige, hvor man vil,” sagde Kaari Upson selv om sin kunst. Udstillingen på Louisiana bliver den første retrospektive museumsudstilling efter hendes død.

Kaari Upson, Dollhouse – A Retrospective, Louisiana, 27. maj – 26. oktober 2025.

Et åndeligt møde

En Danmarks mest interessante og lovende billedkunstnere, møder en af den danske kunstkanons allermest betydningsfulde kunstnere, når Emily Gernild udstiller sine malerier overfor Sonja Ferlov Mancobas skulpturer. Gernild, der arbejder med et af kunsthistoriens mest brugte motiver, nemlig blomster, som hun på original vis har rykket i nye retninger, vil udfordre sig selv og beskueren yderligere, når hun placerer sig sammen med Ferlov. Ud over at begge kunstneres værker ofte fremstår abstraheret, kan der måske også findes et åndeligt fællesskab i det menneskelige, eksistentielle og humanistiske. Sonja Ferlov Mancoba var en pioner inden for modernistisk skulptur, hvor hun især skabte kunst for at forbinde mennesker med hinanden og introducere åndelige værdier i massekulturens og forbrugersamfundets åndløse virkelighed – sådan beskrev Ferlov i hvert fald selv sin ambition. Emily Gernild laver ligeledes kunst til underbevidstheden og er optaget af at udtrykke og bevirke vidt forskellige følelser med sine værker, der også handler om længsel og storhed. Hvordan de to også vidt forskellige billedkunstneres værker vil opleves sammen, kan man finde ud af, når Vingelandsmuseet i Oslo åbner den spændende udstilling.

Emily Gernild // Sonja Ferlov Mancoba, Vingelandsmuseet, 6. juni – 14. september 2025.

Eksperimenter på papir

Det er evigt fængslende at besøge en kunstners atelier og få lov til at gå på opdagelse i ufærdige værker, inspirationsudklip og ikke mindst skitser, for de bedste af slagsen rummer en umiddelbarhed og frihed, som ikke altid kommer med i de færdige værker. “Kunst er bare friere og vildere på papir. Nye former og brud sker på papiret, enten i skitsebogen eller på et ark, der lige lå i nærheden. Der er undtagelser, selvfølgelig, men det er hovedreglen,” siger Theis Vallø Madsen, der er stifter af Skitsehandlen, som er dedikeret til netop kunst på papir. Og det er papirets rolle som kunstnerisk frirum, der er omdrejningspunktet for den kommende gruppeudstilling, hvor der vises eksperimenter og små værker fra en lang række af landets mest toneangivende billedkunstnere som Ditte Ejlerskov, Christian Lemmerz, Jesper Christiansen, Emily Gernild, Esben Weile Kjær, Ida Kvetny og Farshad Farzankia side om side med yngre talenter som Cecilia Fiona, Liva Jo, Noah Umur Kanber og Marielle Göthberg. Skitsehandlen lover, at det bliver et helt særligt møde mellem generationer, formater og kunstneriske tilgange.

PÅ PAPIR, Skitsehandlen, 31. maj – 30. august 2025.

Læs ogå

6 gode boganbefalinger til din sommer (og én af dem skal du skynde dig at læse, før filmatiseringen kommer i biograferne)