Han er en af landets mest kendte skuespillere, har medvirket i et hav af film og TV-serier og har vundet priser på samlebånd. Men da Nikolaj Lie Kaas første gang stod foran et kamera, var han et rystende espeløv, for han kunne jo ikke noget. Sådan tænkte han i hvert fald selv. Efter forældrenes død var han blottet for selvtillid, og derfor blev skuespillet livsvigtigt for ham, men i dag ved han også, at det langtfra er det vigtigste i hans liv.
Blå bog
Nikolaj Lie Kaas. Født i 1973 og opvokset i Rødovre. Er søn af skuespiller Preben Kaas og skuespiller og forfatter Anne Mari Lie. Fik som 17-årig en rolle i filmen ‘Drengene fra Sankt Petri’, der både sikrede ham en Bodil og en Robert. Senere blev han den første, og hidtil eneste, skuespiller til at modtage tre Bodil-statuetter før sin 30-års fødselsdag. Har i årenes løb medvirket i film som ‘Idioterne’, ‘Blinkende lygter’, ‘Dirch’ og ‘Retfærdighedens ryttere’ og Hollywood-filmen ‘Engle & dæmoner’. Har også bl.a. medvirket i den britiske HBO-serie ‘Britannia’. I 2023 debuterede han som instruktør med TV-serien ‘Agent’. I slutningen af 2024 medvirker han i TV-serien ‘Familier som vores’ og filmen ‘Vejen hjem’. Til daglig bor han i Hellerup med sin kone og deres to døtre.
KAPITEL 1: Mormor og Jehova
“Mine forældre blev skilt, da jeg var to år gammel, og jeg kom til at vokse op med min mor i Rødovre. Min mormor var Jehovas vidne, og selvom min mor selv var trådt ud af kirken som ung, fyldte de religiøse doktriner meget i min opvækst. Min mormor holdt bibelskoler med mig og var en stor del af mit liv. Hun var ramt af skyld og skam over alting, og den tilgang forplantede sig til mig, så jeg helt automatisk rendte rundt og tænkte, at jeg nok burde opføre mig pænere, end jeg gjorde.
Når jeg var med i rigssalen, som er kirken i Jehovas Vidner, spænede jeg rundt som en idiot, og jeg vidste, at de allesammen hadede mig. Men jeg var kun fem år gammel, så give a guy a break.
Min mormor syntes, at alt var frygteligt. Engang tog jeg et billede af hende, og det syntes hun, var frygteligt. En anden gang kom hun og besøgte min mor og mig, netop som vi var på vej ud ad døren, fordi vi skulle i svømmehallen, og det fortalte jeg hende selvfølgelig med begejstring i stemmen, og så sagde hun: ‘Åh nej.’ Så var der noget med, at kloren var skadelig, og at det hele var noget lort.”
KAPITEL 2: Lidt synd er det vist for mig
“Jeg var lidt af en særling i min barndom. Jeg havde altid ild i røven, og tosserierne holdt aldrig op. Min kammerat Mikael og jeg var klassens største ballademagere, og vi sad helt oppe foran katederet og forstyrrede undervisningen. Jeg havde ikke en følelse af, at det var noget, jeg kunne styre; jeg havde bare sådan en uophørlig underholdertrang, der rumsterede inde i mig, og som jeg hele tiden måtte ud med.
Da min mor så pludselig døde, blev jeg, som mine gamle klassekammerater plejer at sige, ‘en lidt mere afdæmpet version’ af mig selv. Det tror jeg, klædte mig. Jeg trængte til at geare lidt ned, og når man tror, man er verdens centrum, så er det en dejlig flad at få.
Min far havde begået selvmord, da jeg var otte år, men jeg havde ikke haft noget at gøre med ham og havde tilfældigvis set nyheden i avisen. Så var det væsentlig mere traumatiserende, da min mor døde, kort før jeg fyldte 16 år. Jeg havde været utrolig tæt knyttet til hende op igennem min barndom. Hvis det havde været et drama på det store lærred, så havde det været den helt perfekte optakt til, at hun skulle tage billetten, for så ville man tænke: ‘Hvordan kan man gøre det så svært for sin hovedkarakter som overhovedet muligt?’ Det kunne man gøre på den her måde, for her var tale om et menneske, der virkelig holdt af sin mor.
Altså, jeg elskede min mors selskab. Vi kunne snakke om alting, og vi havde det pissehyggeligt. Det var en fantastisk barndom – i hvert fald indtil hun også forsvandt. Så var der mange ting, der ændrede sig. Jeg kom til at bo i en plejefamilie, hos min mors veninde, og min begejstring fik en lidt anden farve, når det kom til alting. Men når folk siger ‘Nårh, hvor er det synd for dig’, så tænker jeg altid, at det ikke er noget, jeg kan genkende. Jeg forholder mig ikke til mig selv som et offer, for det var jo bare mit liv, som det var. Jeg havde ikke prøvet det før, så jeg havde ikke noget at måle det med.”
“Jeg forstår godt, at unge mennesker kan være skrupforvirrede og ikke ved, hvad de vil med deres liv. Det tager fandeme lang tid at finde ud af. Man skal bare vide, at det valg, man tager, ikke er definitivt. Tværtimod kan det give et klarere svar om, hvad man overhovedet vil. Alle, der er ved at skide i bukserne over, hvilken vej de skal vælge, skal klappe hesten, for det skal nok gå. Det vigtigste er faktisk bare at træffe en eller anden beslutning, for hvis ikke du gør det, kan du heller ikke mærke en skid”
KAPITEL 3: Et vigtigt selvtillidsboost
“Selvom jeg vidste, at min far havde været skuespiller, og min mor også havde medvirket i nogle spillefilm, var hele den verden ikke noget, jeg havde et forhold til. Selvfølgelig kan man godt mærke, at der er nogle spor, der løber underbevidst, der er noget talent, som man ikke kan løbe fra, men samtidig var det fuldstændig tilfældigt, at jeg selv kom ind på det spor.
Der var en casting til spillefilmen ‘Drengene fra Sankt Petri’, som sønnen i min plejefamilie skulle til, og fordi han ikke gad tage til Lyngby alene, tog jeg med, og så kunne jeg jo lige så godt give det et skud. Sådan startede min karriere.
På det tidspunkt var ‘Drengene fra Sankt Petri’ den dyreste danske film nogensinde. Celluloid koster kassen, og under optagelserne kunne man høre det der kamera, der kørte. Tik-tik-tik-tik-tik. Så vidste man, at det var 5.000 kr., 5.000 kr., 5.000 kr., 5.000 kr. Pengene fossede ud af kameraet, og hvis man fuckede op i et take, så kostede det dem kassen. Jeg var ved at skide i bukserne og stillede mig bare op foran kameraet og håbede på, at jeg ikke fuckede for meget op.
Dengang kom anmeldelserne samme nat, når man var ude at feste til premieren. Jeg var ikke bare nævnt i dem allesammen – jeg var tilmed fremhævet. Senere vandt jeg også både en Robert og en Bodil for rollen, og det kom som en kæmpe overraskelse for mig, for det, man kunne se på filmen, var det, jeg kunne. Jeg havde ikke mulighed for at gøre det anderledes. Det var simpelthen der, min kompetence lå, så det var helt vildt, at det blev værdsat. Det betød rigtig meget for min selvtillid, for inden da havde jeg ingen selvtillid haft overhovedet.
Jeg var et vanvittig usikkert menneske. Pludselig var der nogle, der satte pris på om ikke mig, så i hvert fald noget, jeg havde lavet, og det betød meget for mig. Det var et vigtigt tidspunkt i mit liv at få boostet min selvtillid på. Det kan jeg tydeligt se nu.”
KAPITEL 4: Musiker eller skuespiller?
“Dengang gjorde jeg mig stadig ingen tanker om, at jeg skulle være skuespiller. Jeg troede, at det var rent held, at jeg var endt i det, og jeg troede ikke, at det var noget, jeg var god nok til at kunne leve af. I stedet ville jeg spille musik. Det var min første kærlighed, og det var den vej, jeg drømte om at gå.
I skolen havde jeg fundet sammen med nogle af de andre nørder og lavet et band, der hed ‘Anno Domini’. Jeg ved ikke, hvorfor fanden det hed det, for det lyder som dødsmetal, men det var det slet ikke. Det var tværtimod ret funky. Jeg spillede klaver, og senere kom jeg også med i forskellige andre bands, og som 18-årig tog jeg et helt år på en musikhøjskole, før jeg flyttede med en flok musikkammerater ind i et bofællesskab på Nørrebros Runddel. Mens jeg boede her, medvirkede jeg også i endnu en spillefilm. Det var ‘Min fynske barndom’, og da jeg så filmen efterfølgende, blev jeg så pissed over, at jeg var så dårlig. Det frustrerede mig så meget, at jeg ikke kunne lade være med at gøre noget ved det, og derfor søgte jeg alligevel ind på Teaterskolen.
Mens jeg gik her, holdt jeg fast i musikken, men det gik pludselig stærkt for de andre. Nogle begyndte at lave plader, andre ville til udlandet, og når jeg var med i øveren, kunne jeg tydeligt mærke, at jeg trak de andre ned. Det var vildt frustrerende, så til sidst cuttede jeg fuldstændig musikken og sagde slut. Så måtte det være skuespillet, jeg fokuserede på.”
KAPITEL 5: Outsider på Teaterskolen
“Det første halvandet år på Teaterskolen tænkte jeg, at jeg hurtigst muligt skulle ud derfra og finde noget andet at lave. Dengang var der i høj grad en teatertradition på skolen, og jeg følte mig totalt som en outsider, fordi jeg gerne ville lave film.
Selvom jeg var kommet ind, brugte jeg lang tid på at finde ud af, om det overhovedet var det her, jeg skulle. En dag, hvor vi sad og snakkede om teater i undervisningen, ytrede jeg, at jeg ikke rigtig kunne lide den måde, man fremsagde sine replikker på på en teaterscene. Efter at jeg havde sagt det, var der en lærer, der rejste sig op og sagde: ‘Så tror jeg måske slet ikke, at du skal være her.’
I en sommerferie medvirkede jeg i spillefilmen ‘Idioterne’. Det måtte man faktisk slet ikke, mens man gik på Teaterskolen, men jeg hungrede sådan efter at lave film, at jeg gjorde det alligevel. Til castingen var vi en masse skuespillere, som blev lukket inde i en gymnastiksal på Østerbro, hvor vi skulle lave forskellige øvelser, mens kameraerne rullede, og så valgte filmholdet til sidst dem, de skulle bruge – og jeg var så en af dem.
Det betød, at jeg kom til at arbejde sammen med Lars von Trier, der netop havde igangsat sin store dogmerevolution. Det var faktisk første gang, jeg mødte et voksent menneske, som jeg kunne grine med over sådan nogle ting, som jeg selv syntes, var morsomme. Jeg havde altid været vant til at forholde mig til nogle på min egen alder, og pludselig var der et voksent menneske med den samme syge humor som mig selv. Det var virkelig en åbenbaring. Jeg har stadig et rigtig godt forhold til Lars, og jeg holder meget af at snakke og grine med ham.”
KAPITEL 6: Galgenhumor og øretæver
“Galgenhumor handler om at kende sit publikum og læse situationen. Man kan ikke bare sige hvad som helst når som helst. Det er timing, tidspunkt og alt muligt andet, der gør, at tingene bliver morsomme. Det har jeg selv lært på den hårde måde, for jeg har virkelig fucket op mange gange.
Jeg var meget grænsesøgende i mine unge år og havde brug for at mærke mig selv, så det blev en ting for mig at prøve at finde ud af, hvor langt jeg kunne gå uden at få nogen på hovedet. Det var ikke altid, at jeg fandt den grænse, og det skete en hel del gange, at jeg spillede smart og provokerede nogen og endte med at få et par på hovedet i byen, når jeg havde været en idiot.
Lige så længe jeg kan huske, har jeg forsøgt at dyrke det at være morsom, men ofte har det faktisk slet ikke føltes som et valg. Det har nærmere været en form for tic eller tourette, at jeg har været nødt til at sige et eller andet for lige at punktere stemningen eller teste reaktionen. Det ligger fuldstændig latent i mig.
Selvom det ville være oplagt at tro, at jeg havde underholdergenet og humoren fra min far, så tror jeg faktisk selv mere på, at det kommer fra min mor. I hvert fald den sorte humor. På et tidspunkt mødte jeg en fyr på en rasteplads, der havde kendt mig, dengang jeg var barn, og han fortalte mig en historie om engang, hvor jeg havde stået lidt for tæt på en sø, og så havde min mor råbt: ‘Pas på, at du ikke kommer for tæt på søen. Ellers falder du bare i og drukner ligesom din far.’ Hun havde sagt det som en vittighed. Det er slet ikke noget, jeg kan huske, men det chokerede mig heller ikke, da jeg hørte historien, for det er præcis sådan, jeg husker hende.”
KAPITEL 7: En rigtig Lie Kaas
“Jeg blev kun kaldt Lie til efternavn som barn, nok fordi min mor følte, at min far aldrig blev en nævneværdig del af mit liv, men som voksen begyndte jeg at bruge det, for jeg var trods alt et produkt af dem begge.
På en mærkelig måde fandt jeg en frihed i ikke at have nogen forældre at skulle leve op til. Jeg kender mange, der stadig i dag leder efter en eller anden form for accept fra deres forældres side eller et sidste kram eller en ‘Undskyld, fordi jeg var et pikhoved’ fra de forældre, der står lige der, og som bare kunne gøre det, og så var alt godt, men uden at det nogensinde sker. Den der higen efter, at nogen skal være noget, som de ikke er, blev taget fra mig. Jeg har slet ikke haft muligheden for at søge det. Jeg blev ligesom fritstillet og har selv måttet definere, hvem jeg er, og i alt det frygtelige fandt jeg også en gave.
I starten af mine 20’ere var jeg et mørkt sted, hvor jeg var meget eksistentielt søgende, men i sidste ende nåede jeg frem til, at tilværelsen ikke giver mening, medmindre du tillægger den mening. Det er stadig et meget befriende sted for mig at være. Der er kun én ting i livet, der driver dig automatisk, og det er forelskelse, men med alt andet bliver man nødt til at få stenen hen over bakken, før den begynder at rulle. Det var en åbenbaring for mig at lære i så ung en alder. Det kan godt være, at det ikke i sig selv giver mening, noget af alt det her, men det kan komme til at give mening, hvis du giver det et skud.
I dag har jeg ikke længere noget mørke, som jeg kæmper med at holde fra døren – på samme måde, som jeg havde dengang. Jeg tog den ligesom tidligt, tvunget af omstændighederne, og i dag føler jeg, at jeg har fået bygget et solidt stillads op, som jeg ikke kan falde igennem.”
“Jeg gør mig mange tanker om, hvordan jeg godt kunne tænke mig, at resten af min karriere tog sig ud. Jeg er blevet glad for at instruere og skrive, og jeg tror helt sikkert, at det kommer til at blive en større del af mit liv, men samtidig må jeg også erkende, at når jeg en gang imellem ikke har spillet i lang tid og vender tilbage til det, så kan jeg mærke, at jeg stadig virkelig godt kan lide at spille skuespil”
KAPITEL 8: Når klaptræet smækker
“Med Anders Thomas Jensens ‘Blinkende lygter’ kunne jeg mærke, at jeg begyndte at slappe mere af, når klaptræet smækkede, og optagelserne gik i gang. Indtil da havde det altid været sådan, at når instruktøren forklarede, at ‘I den her scene skal du være sårbar’, eller ‘Husk hans lidenskaber’, så lyttede og lyttede jeg, men i det sekund, hvor klaptræet smækkede, så var jeg blank. Så var alt det, jeg lige havde fået at vide, gone, og jeg stod bare og tænkte: ‘Fuck, fuck, fuck, fuck!’
Det var nærmest et problem for mig bare at tale uden at stamme. Ordene stod jo i manus, så det var bare at læse dem, men alligevel var der noget, der hele tiden stod i vejen for, at jeg kunne levere dem på en naturlig måde.
Lige netop Søren Pilmark havde jeg dog vanskeligheder med at spille over for. Vi kunne simpelthen ikke spille over for hinanden uden konstant at flække af grin. Man kan smadre en hel dag på et filmset på den måde, for det er irriterende for alle andre, at man ikke kommer nogen vegne, og til sidst blev det faktisk så stort et problem, at vi hver især fik sat en tennisbold op på et lysstativ, som vi så spillede over for, fordi vi ikke kunne spille over for hinanden.
Søren og jeg har bare et eller andet. Han er en grinebider, og jeg er også en grinebider, og vi har snart prøvet det mange gange, men det sker stadig hver eneste fucking gang.”
KAPITEL 9: Den indre kritiker
“Da jeg sagde ja til at medvirke i ‘Afdeling Q’-filmene, havde jeg faktisk først forsøgt at undgå det i et helt år. Jeg havde lavet ‘Forbrydelsen’ og fået crime helt op til halsen og kunne ikke overskue tanken om at gå rundt med en pistol længere, men så mødtes jeg alligevel med instruktøren, Mikkel Nørgaard, og så klikkede vi bare øjeblikkeligt. Han havde samtidig fået samlet et overkvalificeret hold til at lave, hvad der på mange måder er en B-genre, og det kunne jeg godt se det fede i.
De film står for mig som en virkelig fed oplevelse, og jeg var så taknemmelig for, at der var så mange, der gik i biografen og så dem, og så må andre sige, hvad de har lyst til, for der er alligevel ingen, der er hårdere i deres anmeldelse af mig, end jeg selv er.
Engang irriterede min indre kritiker mig, men jeg har lært at leve med den, og det er jo også den, der gør, at man tager sig sammen, og man hele tiden ser sig selv udefra og kan spørge: ‘Hvordan kunne du gøre det bedre?’
I takt med at jeg er blevet ældre og mere rutineret, har jeg en masse værktøjer, som jeg ikke havde, da jeg var ung. Jeg kunne eksempelvis ikke spille fuld eller spille aggressiv tidligere, og jeg var heller ikke i stand til at råbe på film, for det var alt for voldsomt, men alle de her ting er jeg jo i stand til at gøre i dag.
Det er til gengæld også en faldgrube. Det er virkelig noget, man skal tage sig i agt for, for det er altid det, der går galt – at man giver den for meget gas.”
KAPITEL 10: Det vigtigste i livet
“Tidligere i år var jeg næsten fire måneder i udlandet for at indspille Guillermo del Toros ‘Frankenstein’, der har premiere i 2025. Selvom jeg var længe væk, er det en minimal rolle, og man skal ikke bruge for lang tid på at bukke sig ned efter sine popcorn, når man ser den i biografen, hvis man skal få øje på mig. Jeg kan godt lide at komme til udlandet, men det er samtidig forbundet med en usikkerhed. David Dencik sagde på et tidspunkt til mig, at det, han godt kan lide ved at arbejde i udlandet, er, at fordi det er ubehageligt ikke at være i de vante, trygge rammer, bliver man tvunget til at tage sig sammen. Det er meget rigtigt sagt. Man har ikke nogen at læne sig op ad, og der er ikke nogen, der sådan for alvor kender ens historik. De kigger bare på: ‘Stinker du, eller er du god?’ Hvis man bliver lidt for selvfed herhjemme, er det en god måde at minde sig selv om, at man stadig er dødelig.
Det var en fed oplevelse at være afsted, men samtidig er jeg også i høj grad et hjemmemenneske, og jeg har ikke behov for hele tiden at komme ud og skyde mig selv af. Nu er mine børn blevet store, og så betyder det ikke så meget, men da de var yngre, havde jeg nogle gange en oplevelse af, at jeg kunne se dem vokse op på FaceTime. Det liv havde jeg ikke lyst til at leve.
Da jeg i sin tid søgte udenlands efter ‘Dirch’-filmen, var det, fordi jeg af forskellige årsager var brændt sammen. Jeg følte efterhånden, at jeg havde prøvet alt, og jeg overvejede helt at stoppe som skuespiller, og derfor søgte jeg udenlands ud fra den devise, at det ikke var fair at træffe den beslutning, hvis jeg ikke først havde givet det en ordentlig chance i forhold til at afsøge alle kroge.
Det endte med, at jeg fik en rolle i TV-serien ‘Britannia’, og i den forbindelse var jeg stort set væk i otte måneder. Jeg var lige hjemme til jul, men det var så også det, og det var virkelig ufedt. Det var en situation, der var uundgåelig, jeg kunne ikke rigtig komme ud af den, og så blev det, som det blev. Men når sådan noget sker, så finder man også virkelig ud af at prioritere sit liv. Så tænker man: ‘Hvad er det egentlig, der er vigtigst?’
Jeg kan godt lide at arbejde, jeg synes, det er fantastisk at være så privilegeret, at jeg stadig får lov til at medvirke i så mange spændende projekter, men det er ikke det vigtigste for mig. Det vigtigste for mig er min familie.”
‘Vejen hjem’
I slutningen af 2024 medvirkede Nikolaj Lie Kaas i spændingsdramaet ‘Vejen hjem’, som Charlotte Sieling er instruktør på, og som dokumentaristen Nagieb Khaja har skrevet manuskript til. I filmen spiller han en desperat far, der rejser til Syrien for at finde sin søn, der har tilsluttet sig Islamisk Stat.
“Vi filmede i Jordan, som ligger lige ved siden af Syrien, og tanken om det var mere utryg, end det viste sig at være i virkeligheden. Sådan er det jo altid, når man kommer afsted. Jeg har været mange steder i verden, hvor man på forhånd tænker ‘Okay, jeg har lige læst om nogen, der er blevet taget til fange’ eller ‘Der er lige sket dét og dét’, men så kommer man derned, og så finder man ud af, at verden er stor. Jeg var på et tidspunkt i Kenya, hvor der lige havde været en episode med nogle somaliere, der var kommet ind i landet og havde taget en bus til fange og stillet passagererne op på rækker og bedt dem om at recitere Koranen, og hvis ikke de kunne, så pløkkede de dem ned på stedet. Det var, lige inden vi tog afsted, og der tænkte jeg da: ‘Okay, det er måske liiige …’ Da vi kom derned, var alle hoteller fuldstændig blottede for mennesker. Vi var stort set de eneste turister fra hele den vestlige verden i hele Kenya, fordi ingen turde besøge landet. Og vi var tilmed så langt fra grænsen til Somalia, hvor det var sket, at det nærmest var som at befinde sig på et andet kontinent, men det tænker man jo ikke over, når man sidder langt væk, eksempelvis i Danmark.
Sådan tror jeg, det er med mange steder. I Jordan spillede jeg sammen med en masse skuespillere fra både Jordan og Syrien, og det var en fornøjelse. Det er også noget af det fede ved det her job. Man kommer pludselig nogle steder hen og møder nogle mennesker, som man ellers aldrig ville have mødt, hvis ikke det havde været, fordi man spillede med i en bestemt film.”
