I martsnummerets leder deler chefredaktør Cecilie Ingdal tanker fra sine møder med smykkedesigneren, som du kan møde i hovedinterviewet i det nye ELLE. Om deres samtaler, om de hudløst ærlige livsfortællinger, der blev delt, og om, hvordan designerens fortællinger om skilsmisse, knuste familiedrømme og den efterfølgende søgen efter en ny identitet resonerede i hende.
Jeg var ikke i tvivl om, at vi skulle udfolde smykkedesigner Jo Riis-Hansens historie i ELLE, efter jeg i efteråret ’genmødte’ hende. Vi har ’branchekendt’ hinanden gennem mange år, men aldrig brugt mere tid sammen i et fælles rum end et kram og et flygtigt “alt vel hos dig?” (som man jo ikke forventer andet end et “ja” til). Jeg havde kontaktet hende, da jeg var nysgerrig på hendes ’nye’ karriere, efter hun forlod smykkevirksomheden Line&Jo, som hun havde været den ene del af siden opstarten i 2007. Et brand, der den gang vakte opsigt, fordi de to kvinder bag forstod at skabe modesmykker i en overkommelig prisklasse, som derfor hurtigt blev uomgængelige for mange af os – inklusive modesiderne i ELLE. Men vores møde kom til at handle om næsten alt andet – og da vi efter tre timer måtte afbryde vores talestrøm, var det kun fordi andre gøremål trængte sig på.
Uden at vide det gav Jo mig en helt særlig gave, nærmest en åbenbaring ved hudløst ærligt, sårbart og trygt at dele sin livsfortælling. Ikke fordi vores liv eller livsbane er ens, men fordi nogle af hendes overvejelser, følelser og refleksioner i den grad resonerede i mig. F.eks. dem om et liv med en karriere i en omskiftelig modebranche, en skilsmisse med familieopbrud og knust familiedrøm til følge, delebørn og den tomhed, der følger med dét, sorg over det tabte, søgen efter en ny identitet (for hvem er man egentlig så?), skam over sit værd og det pludselig ikke at have styr på en skid midt i livet. Men også dem om at rejse sig, opdage at man har masser af liv foran sig og møde kærligheden igen. Tanker, følelser og opdagelser, som også har fyldt for mig i min skilsmisse, da min jobsituation slog en uventet kolbøtte, og da 40’erne pludselig blev til 5.0.
Hun gav mig en indsigt på bare få timer, som jeg igen og igen vender tilbage til, for hun investerede virkelig noget usædvanligt i den samtale, som lige så godt kunne være blevet en (mere) luftig snak om at gå fra at skabe tilgængelige modesmykker til at skabe noget, der er langt mere sammenligneligt med kunst og hvor guld, perler og diamanter er de bærende elementer. Men det brugte hun ikke tid på. Heldigvis ikke. For den personlige samtale om dét, som virkelig definerer os som mennesker, og som endte med at opsluge os begge i timevis, føltes langt vigtigere at dele, da vi endelig mødtes helt.
Jo sagde heldigvis ja, da jeg efterfølgende spurgte, om hun også ville dele nogle af de erfaringer, livet har givet hende, i ELLE. Snyd ikke dig selv for hendes mod, generøsitet og ligefremhed i interviewet fra side 16. Citatet i overskriften stammer i øvrigt fra en af Jos veninder og blev Jos ’redningsplanke’ – et slags symbol på den indre styrke, som hjalp hende med at vinde livet tilbage. Så til dig, der måske også kan genkende hele eller dele af Jos historie: Du er fucking Beyoncé.
Rigtig god læselyst.
Cecilie Ingdal
