Da Chris Pedersen pludseligt mistede sin storebror, forsvandt hans krop under ham – og der var kun gråd tilbage. Sorgen var så altoverskyggende, at han til sidst troede, han var ved at miste forstanden. Her kigger han tilbage på et år i sorg.
Faktaboks
Chris Pedersen, 47 år. Har studeret kunsthistorie og kommunikation. Har været redaktør og chefredaktør på Cover og Cover Man, redaktør på Børsen, TV-vært og tilrettelægger hos DR, hvor han i dag er ansat som vært og tilrettelægger på P1-programmet Kulturen. Bor på Vesterbro i København.
Jeg registrerede straks, at min bror var blevet tyndere, da han, min søster og far dukkede op til påskefrokosten hos mig sidste år i marts. Om aftenen var han træt og måtte ind og lægge sig. Det tænkte jeg ikke videre over, men allerede to uger senere ringede min svigerinde til mig og fortalte, at min bror var syg, og at jeg burde komme til Fyn og besøge ham. Hun advarede mig om, at han havde tabt sig meget. Han var rigtig nok blevet enorm tynd, som han lå der i sengen helt afkræftet. Inden for en uge fik han konstateret cancer, og det var alvorligt, fastslog lægerne. Jeg tog toget hjem til Fyn igen. Den 6. april var hele familien samlet på min fars fødselsdag, og min bror havde det rigtig skidt. Dagen efter døde han.
Katastrofen var så kort og så præcis, at der ikke var noget at holde fast i. Det skete så hurtigt – 10 dage forinden forventede vi, at han havde lang tid igen, så jeg fik ikke sagt farvel. Vi nåede ikke at acceptere, at han skulle forlade os, før han havde gjort det. Som var han død i en trafikulykke. Jeg var i chok, og da han døde, faldt jeg sammen. Min krop forsvandt under mig, og så var der kun gråden tilbage.
”Jeg vågnede, fik lidt at spise, hvis der var nogen, som huskede at lave mad, drak vin, faldt i søvn, vågnede, drak mere vin. Faldt i søvn. Der var ikke så mange følelser. Kun sorg”
Jeg var ikke vred eller i vildrede. Jeg var trist på sådan en helt gennemgribende måde. Trist over at min bror var væk. Trist over, at han ikke ville være der, når vi blev gamle. Trist. Jeg vågnede, fik lidt at spise, hvis der var nogen, som huskede at lave mad, drak vin, faldt i søvn, vågnede, drak mere vin. Faldt i søvn. Der var ikke så mange følelser. Kun sorg.
De fleste af os vågner hver morgen og tager en masse forgivet: Vores helbred, vores familie, vores arbejde, vores venner, men sorg føles som et kæmpestort hul i normaliteten. Den river din hverdag i stykker. Jeg har prøvet at have stress, miste min kæreste, blive fyret, blive slået ned på gaden, men når døden indtræffer, er der intet bagefter. Tæppet er revet væk under det civiliserede, og så handler det om at bygge dig selv op igen fra nul.
I ugen op til begravelsen var hele familien hjemme hos min far. Som en af de jødiske familier, man ser på film, der sidder og græder, og så kommer en lind strøm af venner, familiemedlemmer og naboer forbi og giver sin kondolence. Vi blev ved med at tale forløbet igennem igen og igen. Spole båndet tilbage og forsøge at huske i hvilken rækkefølge, tingene var sket. Hvornår han blev syg, hvornår han kom på hospitalet første gang, hvornår lægerne erklærede ham for kræftsyg, hvornår ambulancen kom og hentede ham, da han var død. Det var ikke for at lede efter meningen med hans død, nej, det handlede simpelthen om at forstå, hvad der var sket. Fordi det gik for hurtigt til, at vi kunne følge med. Fordi det var så uvirkeligt.
“Min onkel døde meget tidligt, det samme gjorde min mormor, og jeg har mistet min mor. Jeg er vokset op med, at døden er præsent”
Til sidst troede jeg, at jeg var ved at miste forstanden. Jeg gik til en psykolog og fortalte hende, at jeg var bange for, at det eneste, jeg ville kunne huske om min bror, var hans sygdom og død. Hun sagde, at sådan ender det ikke. Det var helt naturligt det, jeg oplevede. Jeg havde et traume: Hans død var gået så hurtigt, at min hjerne slet ikke var fulgt med. “Om et år eller to kan du huske alt det andet også”, fortalte hun mig. Og så rejste jeg mig efter 10 minutter og gik hjem. Hvis det var sådan sorg føltes, og jeg ikke var ved at blive skør – det havde jeg psykologens ord for – så måtte jeg bare æde den, ikke kæmpe imod sorgen, men håbe på, at det stille og roligt blev bedre.
Jeg har lært, at jeg er et enormt nøgternt menneske, på godt og ondt. Jeg kan godt blive chokeret, men jeg har det med at acceptere tingenes tilstand. Jeg håber, at jeg får et langt liv, og jeg håber at dem, jeg holder af, får det godt, men jeg tror ikke på, at vi har nogen ret til, at det ender sådan, og det har jeg aldrig haft. Min onkel døde meget tidligt, det samme gjorde min mormor, og jeg har mistet min mor. Jeg er vokset op med, at døden er præsent. For mig er livet meget konkret. Jeg er ikke bitter på verden, men heller ikke det modsatte. Nej, livet er her bare, og så må jeg forholde mig til det.
For nogle år siden læste jeg, at det var godt for os at have billeder af de afdøde stående fremme. Jeg har aldrig haft billeder af familien fremme, men nu har jeg fotos af både min bror og min mor stående på min bogreol. Jeg kigger på dem hver dag og sender dem en hilsen. De kan stadigvæk tale, for jeg ved jo godt, hvad de vil sige i forskellige situationer. Min bror og mor var begge private mennesker, og der findes ikke nogen optagelser af dem. Jeg har tænkt over, hvordan jeg holder fast i lyden af deres stemmer og bevægelser. Jeg kan mærke, at mit lille ritual med at kigge over på dem hver dag, holder dem mere præsente. Hvis jeg ikke gjorde noget aktivt for at huske på dem, så tror jeg, at de ville forsvinde hurtigere.
“Jeg har det dårligt! Min bror er lige død af en meget alvorlig cancer, som åd ham lige foran øjnene på os. Det var det, jeg havde lyst til at svare”
Jeg savner min bror ubegribeligt meget, og min verden er blevet mindre tryg efter, at han ikke er her længere. Han passede på mig. Selv om vi ikke talte sammen hver dag, så vidste jeg, at han altid var der for mig. Vi havde en dyb, dyb kærlighed og respekt for hinanden. Jeg vil gerne have haft ham hos mig hele mit liv, men nu fik jeg det, jeg fik, og det prøver jeg at være taknemmelig for, også selv om det ikke var nok.
I perioden efter hans død holdt jeg mig meget for mig selv, hvis ikke jeg var hjemme på Fyn. Blandt mine venner opstod der en joke om, at når klokken var 10, var jeg forsvundet. Jeg begyndte at vræle og gik min vej. Jeg kunne ikke overskue at være i nærheden af mange mennesker. Jeg, som ellers er en mester i small talk, kunne slet ikke magte at svare bekendte på, hvordan jeg havde det: Jeg har det dårligt! Min bror er lige død af en meget alvorlig cancer, som åd ham lige foran øjnene på os. Det var det, jeg havde lyst til at svare.
