Caroline Henderson:”Apropos dokumentaren ‘Sexisme i musikbranchen’ så måtte vi udstå alle mulige ting. Der var overskrifter om os, man ville tro, var løgn, som gik på vores hudfarver og objektiviserede os”

Foto: Lasse Bak Mejlvang

“Som barn var jeg meget fantasifuld og kunne lege i timevis med usynlige venner i fantasiverdener, som jeg selv skabte. Mine oldeforældre havde en stor herregård i Sverige med masser af skov og heste og alt muligt, og da jeg var barn, kunne jeg rende rundt i halve og hele dage og lege for mig selv. Det hele foregik i hovedet. Det er en fantastisk evne at have, når man er barn, og på en måde er jeg ked af, at den evne ikke findes på samme måde mere. Alt er jo muligt hvis man har nok fantasi,” siger Caroline Henderson.

Kapitel 1: Blomsterbarn i Central Park

DA JEG VAR helt lille, flyttede mine forældre og jeg fra Stockholm til Philadelphia og så videre til New York. Min far var en sort, amerikansk jazzmusiker, min mor en hvid, svensk kunstnertype fra det pæne borgerskab. Derovre blev jeg smidt direkte ind i den ophedede segregationsdebat, der dominerede i USA i de år. Fordi jeg var en mixed pige i et på mange måder opdelt samfund, måtte jeg hele tiden forholde mig til min egen hudfarve. Da jeg skulle i børnehaveklasse, kunne jeg ikke bare gå på en hvilken som helst skole. Det skulle være et sted, hvor det var tilladt med mixed børn.

Mens jeg gik i børnehaveklasse derovre, blev Martin Luther King skudt. De voksne kom pludselig løbende og skreg: ‘The king is dead, the king is dead!’ Med min svenske baggrund troede jeg først, at det var den svenske konge, der var død, men nej, det var Martin Luther King, og det var en stor ting.  Skolen blev lukket, alle blev sendt hjem, og i de efterfølgende dage var der optøjer i gaderne.

Mine forældre var meget politisk engagerede og gik til mange demonstrationer. Det var på bagkant af hele Vietnam-krigen og de mange demonstrationer i forbindelse med borgerrettighedsbevægelsen. Særligt min mor var klar på det hele og slæbte mig med i Central Park, hvor jeg sad med blomster i håret og lærte at råbe med på slagordene.

Det var ikke superalmindeligt at være et mixed couple, som mine forældre var, og det var også besværligt i en tid, hvor man hele tiden skulle forholde sig til, om man var hvid eller sort. Jeg var begge dele, og så var man hverken helt velkommen i de hvide eller de sorte miljøer. Derfor blev det noget, jeg måtte tage stilling til allerede fra barnsben. Jeg kunne ikke bare gemme mig bagved at være “Caroline på seks år med en rød skoletaske”. Der var alle mulige ydre identitetsmarkører, som betød mere i omverdenens øjne.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

“Hvert år har jeg i omegnen af 35-40 julekoncerter, hvor jeg bruger kirkerummet som koncertsted, og så synger jeg mine egne sange og fortolker sange fra andre musikere, som jeg værdsætter højt, eksempelvis Bob Dylan, Jonny Mitchell, Lou Reed, Leonard Cohen. Vi flyttede meget i min barndom, men kirken var en form for konstant, for den kunne vi finde i alle byer. Der er noget særligt ved det kirkelige rum, for når man træder ind i det, er man klar til at ‘modtage’. Med det mener jeg ikke nødvendigvis at modtage et konkret budskab, men jeg tror, at man følelsesmæssigt er mere åben. En af vores store højtider herhjemme er julen, hvor mange tilmed reflekterer lidt mere over deres egen eksistens. Man reflekterer over det, man har, og det, man har mistet - om det er bedsteforældre, forældre, børn. Når vi går til en kirkekoncert ved juletid, ligger den intention implicit i os, så vi er modtagelige på en anden måde. Det er jo ikke noget, jeg kan gøre for andre. Det er noget, folk skal have lyst til. Men hvis man kan stille ind på den frekvens, så kan der komme noget fuldstændig vanvittigt dejligt ud af sådan en koncert,” siger Caroline Henderson.

Kapitel 2: På fransk pigeskole

MIN MOR OG jeg flyttede videre til Paris, og jeg kom til at gå i en pæn, fransk pigeskole. Her måtte vi ikke gå i bukser, det skulle være nederdel eller kjole, og håret skulle være i fletninger eller sat op. Den franske pigeskole er rimelig hardcore, hvad den slags angår.

Vi boede i det 16. arrondissement, hvor der var mange ambassader, så jeg gik i skole med piger fra alle mulige forskellige lande. I USA havde jeg været vant til, at man hele tiden klumpede sig sammen med ligesindede, men her blev jeg venner med Brigitte, hvis far var ambassadør for Uganda, Anna, der var datter af Islands ambassadør, og så franske Caroline.

Vi var en skør venindegruppe, fordi vi kom fra så vidt forskellige kulturer. Brigitte ankom til skole i limousine hver dag, fulgt af hendes tre nanny’er i flotte hovedbeklædninger. Når vi var hjemme hos Caroline, var det virkelig konservativt, fransk. Her var alting ekstremt pænt og nydeligt, og hvis vi ville ud på legepladsen i nærheden, blev vi altid ledsaget af en butler. Hjemme ved Anna var det omvendt, meget frit. Der sad man sammen med de voksne, og man måtte sige, hvad man ville.

Anna var min absolut bedste veninde i de år. Hvis man havde fordomme om vilde, nordiske piger, så blev de virkelig indfriet der. Hun fandt hele tiden på alt muligt, der som regel gik ud på at bryde grænser. Hendes familie boede på tredje sal, og hun fik lokket os med til at kravle på ydersiden af den franske altan. Da hendes mor opdagede det, turde hun ikke skrige, men fik med påtaget ro guidet os ind igen, for så at give en skideballe.

Caroline var omvendt meget skrøbelig, så hendes mor var altid nervøs for hende. På sit værelse havde hun sådan en Murphy-bed, så Anna fandt på, at det kunne være skidesjovt at lægge Caroline på sengen, og så slå sengen sammen mod væggen. Vi skreg af grin, indtil hendes mor kom ind og råbte: “Que fais-tu?!” (da.: “hvad laver I?”)

Kapitel 3: Hvor hjemme er

I DAG HAR jeg ikke kontakt med nogen af dem. Det er konsekvensen af at flytte så meget rundt, som jeg gjorde i de første mange år. Hvis man gerne vil blive rigtig integreret i et nyt samfund og lære sproget og kulturen, så bliver man nødt til at slippe noget af det, man kommer fra. Sådan har det i hvert fald været for mig. Det har været svært for mig at holde fast i det gamle, hvis jeg også skulle føle mig tilpas det nye sted.

“Det er, som om stikkontakten til min indre oplader, er placeret deroppe, så når jeg rigtig skal charges, så er det der, jeg må hen”

Mit hjem er ingen steder og alle steder. Jeg føler mig privilegeret over, at jeg føler mig så godt til rette over det hele. Samtidig kan jeg jo tydeligt mærke, at jeg ikke har det som mine tre sønner. For dem er Danmark deres hjem. Sådan har jeg det ikke med nogen steder, men min mand plejer alligevel at sige, at jeg skal til Stockholm mindst to gange om året, for ellers er jeg umulig at være i selskab med. Jeg blev født i Stockholm, og efter Paris vendte min mor og jeg tilbage til byen igen. Jeg skal med jævne mellemrum tilbage og tale mit modersmål. Det er, som om stikkontakten til min indre oplader, er placeret deroppe, så når jeg rigtig skal charges, så er det der, jeg må hen.

Jeg tror, det har noget med familiehistorien at gøre. Min mor gik desværre bort for nogle år siden, men det er der, hvor jeg har resten af mit stamtræ rendende rundt, og det er der, hvor jeg tilfældigvis kan støde ind i en fætter på gaden, og hvor alle ved, at mit kælenavn er Calle. Ingen kalder mig Caroline, og det kan jeg skidegodt lide. Der er bare en historie, og jo ældre jeg er blevet, jo højere vægter den. Som ung var jeg fuldstændig ligeglad med det, men i dag kan jeg blive helt rørt, når jeg kommer til Stockholm, og nogen siger: “Tjena, Calle!”

Jeg kan stadig godt engang i mellem mærke rastløsheden i mig, men efter jeg har været i Stockholm et smut, har jeg altid en nyfunden ro inden i. Og så er det sjovt, min stemme bliver altid lidt lysere, når jeg har talt svensk igen – lidt mere piget på en eller anden måde.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Kapitel 4: Slå rødder

MAN BLIVER omstillingsparat af sådan en opvækst – på godt og ondt. I mange år levede jeg, som om jeg kunne flytte om fem minutter. Jeg havde altid i baghovedet, at jeg bare kunne pakke mine ting sammen, og så kunne jeg være out of here. Der er en vis frihed forbundet med at leve på den måde, men det skaber også en følelse af indre rastløshed og utryghed. Det var først ret sent i mit liv, at skiftet kom. Jeg kan huske, at det slog mig: “Wait a minute… Du har jo alt her. Det er godt nok, som det er. Du behøver ikke at være på vej hele tiden.”

Jeg bryder mig ikke om at sige, at min indre ro er kommet på grund af en anden person, men selvfølgelig har det også noget at gøre med, at jeg mødte min mand for 24 år siden, og at vi besluttede os for at få et barn sammen og stifte familie. Men det allermest afgørende har været at give mig selv tid til at opdage, at alt det, jeg drømte om, alt det, jeg ønsker mig, det faktisk er tilgængeligt. Man behøver ikke at flygte til et nyt sted for at finde det. Da jeg besluttede mig for at blive i København, havde jeg det som det første lille træ, der bliver plantet, som har et lillebitte rodnet. Alle de andre træer er sådan nogle kæmpestore stamtræer, mens man selv står meget usikkert i blæsten, fordi man ikke har nogen rødder. Men hen ad vejen har jeg fået børn, og de har også fået børn, og modsat i min barndom har jeg fået gode, vedvarende venskaber, og i dag føler jeg, at jeg står meget solidt på jorden.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Kapitel 5: Danmark, et tilfælde og en redning

I MINE UNGE år troede jeg, at jeg skulle være skuespiller. Jeg overvejede også musik, fordi min far var jazzmusiker, men dengang så jeg det mere sådan, at hvis alt andet gik galt, så kunne jeg altid falde tilbage på musikken. Jeg var opsat på at skulle være skuespiller, og det var Paris og New York, jeg drømte om. Jeg drømte ikke om Danmark.

Det var planen, at jeg skulle flytte til USA, men først ville jeg tage et stop i København. Jeg skulle kun være her i kort tid, men så kom min far i problemer, så jeg ikke kunne bo hos ham alligevel, og så tænkte jeg: “Whatever, så bliver jeg bare i København og fester lidt.”

Dengang syntes jeg selv, at jeg var en ægte big city girl. Jeg rendte rundt med højhælede sko og et kæmpe afrohår og som regel et Vogue-blad under armen. Med mine 21-årige øjne var det at komme til København virkelig som at komme til landet, for dengang i 1980’erne var byen på ingen måde en storby. Selvfølgelig var der klubber og gå-ud-steder, og der var enkelte kredse, hvor folk var supersmarte, men byen var langt fra den internationale modeby, den er i dag. Der lå en enkelt kiosk på Gammeltorv, der havde alle de amerikanske modeblade, og der gik jeg altid ned og hentede mine ting, men det var virkelig ikke dét, der prægede bymiljøet. Jeg stak ud som the odd one out.

“Jeg var vokset op med, at når tingene er noget lort, så flytter man bare til et nyt sted og begynder forfra, men jeg kunne ikke byde mine børn at leve et liv, hvor jeg flakkede rundt, som mine forældre havde gjort i min egen barndom”

Til gengæld har København altid haft noget over sig, der alligevel har gjort den meget mere til en metropol end Stockholm og Oslo. Den har altid haft en anden diversitet. Der var en følelse af frihed og frisind, som var utroligt befriende for mig at opleve. Stockholm føles mindre, fordi alting er meget ensrettet. Der er sådan en fordom om Sverige, som på mange måder passer, om at man gerne vil gå i takt. Hvis man beder svenskerne om at stille sig i en kø, så gør de det bare. Hvis man gør det samme med danskere, så vil mindst halvdelen brokke sig: ‘Det kan da ikke være meningen?’ ‘Jeg gider ikke at være med!’ Det er nogle gange virkelig irriterende, men andre gange så skønt og befriende. På dén måde minder København om andre steder, jeg har boet i verden, og jeg tror, det er derfor, at jeg alligevel følte mig hurtigt godt til rette.

Mens jeg ventede på at flytte til USA, fik jeg samtidig et job, og så et nyt job, og så et nyt job. Jeg havde ingen karriereplan, også fordi sproget var vildt besværligt, så jeg havde stadig ikke forestillet mig at blive hængende, men så mødte jeg lige pludselig en mand og fik to børn med ham, og så forandrede livet sig fuldstændig. Især da jeg så blev alene med de to små børn. Så måtte jeg modvilligt konstatere: “Du er nok nødt til at blive her i et stykke tid.” Jeg havde konstant dårlig samvittighed, fordi jeg havde sat mig selv i en situation, hvor jeg var låst til et fremmed land med to små børn. Stadig i dag husker jeg tilbage på det som en af de sværeste perioder i mit liv. Det hele var så voldsomt og uoverskueligt. Jeg var vokset op med, at når tingene er noget lort, så flytter man bare til et nyt sted og begynder forfra, men jeg kunne ikke byde mine børn at leve et liv, hvor jeg flakkede rundt, som mine forældre havde gjort i min egen barndom. I stedet valgte jeg at hive i den store håndbremse, og for første gang i mit liv begyndte jeg faktisk at rydde op i nogle ting.

Jeg endte med at blive i Danmark på grund af børnene, men i virkeligheden blev det min egen redning. For første gang fik jeg skabt et hjem og en tryghed. Selv om det dengang var voldsomt, er jeg i dag dybt taknemmelig for, at det skete, for det endte med at blive en ny start på et – indtil videre – fantastisk liv.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Kapitel 6: Kvinde i musikbranchen

I DE FØRSTE år i København medvirkede jeg i forskellige teaterstykker. På teateret mødte jeg Maria Bramsen og blev veninder med hende. Sammen med nogle musikere ville hun danne en popgruppe og spurgte, om jeg ville være med, og sådan blev jeg en del af Ray Dee Ohh. På det seneste er der blevet sat fokus på, at musikbranchen i dag er enormt mandsdomineret, det var den i den grad også tilbage i 1980’erne, og apropos dokumentaren ‘Sexisme i musikbranchen’ så måtte Maria og jeg udstå alle mulige ting. Der var overskrifter om os i aviserne, som man ville tro, var løgn, der gik på vores hudfarver og objektiviserede os helt vildt. I dag ville de nærmest blive politianmeldt, så fucked up var de!

De mandlige journalister kunne ikke modstå, at det var to sorte piger i spidsen for Ray Dee Ohh, det var simpelthen sååå eksotisk, så det kom der en masse ækle beskrivelser ud af. Det var virkelig ubehageligt at blive objektiviseret på den måde, men dengang var tilgangen til den slags, at “så må I bare tage jer sammen eller finde på noget andet at lave” eller “tage en ekstra bluse på, hvis I ikke vil have, at folk kigger på jer.”

Jeg var allerede dengang meget bevidst om, at det var langt ude, hvordan vi blev omtalt. Jeg tror, det havde at gøre med mine forældre og min opvækst, for jeg var et stort barn i 1970’erne, hvor det lå i tiden at være politisk bevidst, og lige så længe, som jeg kan huske, har jeg været feminist. Det gjorde det dog ikke nemmere at gå igennem hele den periode med konstant objektivisering – nærmere tværtimod.

“Vi var på vores allerhøjeste, da jeg fortalte Maria, at jeg gik ud af bandet, og hun besluttede sig for at gøre det samme. Det blev til et meget grimt farvel med pladeselskabet, for vores beslutning blev ikke taget godt imod”

Samtidig stod vi og sang kærlighedssange om “hjertets smerte” og den slags. Det var gode, gedigne popsange, men det var aldrig en del af mig. Det var en rolle, jeg spillede, og jeg spillede den godt, men det havde ikke noget med mig at gøre. Jeg havde hverken skrevet eller produceret sangene, jeg stod bare og sang dem og så godt ud imens, og det hele tilsammen gjorde, at jeg var nødt til at distancere mig fra det, for at kunne holde det ud.

Til sidst besluttede jeg mig for, at nu var det nok. Nu ville jeg videre. Vi var på vores allerhøjeste, da jeg fortalte Maria, at jeg gik ud af bandet, og hun besluttede sig for at gøre det samme. Det blev til et meget grimt farvel med pladeselskabet, for vores beslutning blev ikke taget godt imod. Et halvt år senere gik hele den danske musikbranche nærmest rabundus, fordi de store selskaber begyndte at opkøbe de små, og som konsekvens blev dansk musik yt igen, og i pressen blev det beskrevet som en kalkuleret genistreg, at pladeselskabet havde valgt at stoppe Ray Dee Ohh, mens vi var på toppen. Sådan var det ikke. De havde nærmest været ved at græde, fordi vi gik vores vej.

I dag synes jeg kun, det er skønt, at Ray Dee Ohh stadig lever derude i stuerne og til festerne i form af nogle store hits. Det er fedt, at det er blevet noget, som de yngre generationer har kunnet bruge til noget. Selv havde jeg en del år, hvor jeg slukkede, hvis der blev spillet Ray Dee Ohh i radioen, og jeg har faktisk ikke en eneste af vores plader. Jeg har ingenting fra den tid, for da jeg sagde op fra bandet, var jeg helt færdig.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Kapitel 7: Frigørelsen

I DE FØRSTE 30 år af mit liv var jeg meget søgende, men på et tidspunkt faldt det i hak, og jeg begyndte at forstå, hvilken vej jeg skulle gå. Første gang, jeg oplevede det, var, da jeg stod på Dr. Dantes Aveny og medvirkede i en teaterkoncert, som Nicolai Cederholm havde instrueret. Her barberede jeg mit store hår af og kom ned i nogle store støvler, og så stod jeg og sang ‘Længes hjem’ af Gasolin. Det var meget langt væk fra hende den pæne pige med det store hår fra Ray Dee Ohh.

På Dr. Dantes fik jeg lov til at synge som mig selv, og lige pludselig syntes jeg også, at min stemme begyndte at lyde anderledes. Jeg fik en god følelse med mig selv igen, og samtidig åbnede jeg hele spillepladen op. Nu kunne jeg gøre, hvad jeg ville, og jeg fik mindet mig selv om, at jeg ikke er kommet til verden for at opfylde andres drømme og forventninger til mig. Derefter kom min første soloplade, ‘Cinemataztic’, hvor jeg virkelig gjorde, hvad jeg havde lyst til. Det var ikke en protestaktion mod det, jeg var kommet fra. Det var mere sådan, at når jeg selv gør det, så lyder det sådan her. Like it or not.

I den forbindelse fik jeg også en masse anerkendelse udefra, på et tidspunkt hvor jeg virkelig havde brug for det, men jeg fik også på ny at mærke, at det ikke altid er let at være kvinde i musikbranchen. Ved udgivelsen blev de to producere fremhævet, fordi pladeselskabet syntes, at de havde nogle gode profiler, men det var en produktion, der bar præg af, at det var min egen opfindelse, og det var mig, der havde fundet de to producere, jeg gerne ville arbejde sammen med. Alligevel fik de to mandlige producere det meste af anerkendelsen, og selv i dag bliver historien ofte fortalt, som om de nærmest fandt mig siddende på en trappesten og fik løftet mig op til den, jeg er i dag.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Kapitel 8: Nye tider

FOLK SPØRGER MIG nogle gange, hvad jeg ville gøre anderledes, hvis jeg kunne. Svaret er: ‘Jeg ville gøre alt fucking anderledes!’ For ingenting går som man planlægger det. På den anden side så er jeg jo ret glad for resultatet. Jeg har haft nogle oplevelser i mit liv, hvor jeg har tænkt: “Oh my god!” Som da jeg sad alene i København med to små børn og ikke anede, hvad jeg skulle gøre. Men også da jeg modtog ridderkorset af Dronning Margrethe. Og da jeg for et par år siden fik en kæmpe rolle i en Netflix-serie. Hvad skete der lige for det? Der har været highs and lows, for når man lever længe, hober fiaskoerne og de sorgfyldte stunder sig op, men man får også meget mere liv fyldt med oplevelser og fantastiske glæder.

Der sker pludselig noget, man ikke havde regnet med. På det seneste er der begyndt at komme publikum til den slags emner, der har optaget mig i hele mit liv. For tre år siden startede jeg projektet Black Voices. Her optræder jeg sammen med Karen Mukupa, Nabiha, Iris Gold og Barbara Moleko med sange af kunstnere som Billie Holiday og Beyoncé. Min vision er at hylde fantastiske kvindelige musikere og komponister og samtidig præsentere deres musik, så man måske vil begynde at lytte til Billie Holidays ‘Strange Fruit’ på en anden måde, end man tidligere har gjort.

Det var nervepirrende, da vi første gang gjorde det, for var der overhovedet nogen derude, som forstod, hvorfor vi gjorde det? Men det kom lige i slipstrømmen af Black Lives Matter, og det gjorde måske, at man i Danmark havde fået en bevidsthed om, at der faktisk eksisterer et stigma og en forskelsbehandling. Det samme med MeToo. Det har gjort, at det er blevet muligt at åbne for nogle samtaler, som vi skulle have haft for længe siden.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Kapitel 9: Mit liv som hun

I ÅR SKAL jeg rundt til landets store koncertsale med mit nye show ‘Mit liv som hun’. Det er et lille ordspil på den skønne, svenske 1980’er-film ‘Mit liv som hund’, for selv efter så mange år i Danmark har jeg stadigvæk svært ved at høre forskel på ‘hun’ og ‘hund’. Forestillingen er et sammenkog mellem et talkshow og en koncert og vil tage udgangspunkt i fortællinger, der handler om mit liv som kvinde. Undervejs blander jeg så musik og andre elementer ind. Man kan måske sige, at jeg kommer til at være en slags kvindelig Niels Hausgaard – det bliver forhåbentlig sjovt.

Jeg har lavet alt fra små jazzkoncerter til store koncerter med et helt symfoniorkester i ryggen, men i årenes løb er jeg blevet mere og mere glad for den del, der handler om at tale til publikum undervejs og dele ud af mit liv. Samtidig er publikum nok også blevet mere modtagelig over for de emner, jeg gerne vil snakke om. For de ydre identitetsmarkører har altid været noget, jeg har måttet forholde mig til. Først som sort pige og senere sort kvinde, der blev udsat for stigmatisering, racisme, fordomme, men som også blev objektiviseret og seksualiseret. Og som ung kvinde i musikbranchen, hvor det blev forventet, at man bare skulle se sød ud, og så ellers tie stille. Jeg har altid været nødt til at tage stilling til mit køn og min hudfarve, men ofte har der ikke været nogen, der gad at høre på det, når jeg havde lyst til at dele mine tanker, og så har det føltes som at råbe ind i en pude.

Nu samler jeg en masse af mine egne oplevelser og fortæller dem i ‘Mit liv som hun’. Jeg er faktisk virkelig nervøs. For tiden øver vi, og så glemmer jeg, hvor nervøs jeg er, men lige så snart jeg træder ud af det, bliver jeg sååå nervøs. Jeg tror, det er fordi, jeg aldrig har prøvet at stille mig frem på den her måde før. Det er jo ikke fordi, jeg tror, at jeg er stand-up-komiker, men det skal helst være sjovt, samtidig med at det er nervepirrende at dele nogle ting om mit liv, som jeg måske ikke har haft lyst til at snakke om før. Og så skal jeg sælge billetter, mange billetter. Jeg har virkelig sat mig selv på spil i Danmarks store koncertsale.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Kapitel 10: Den ældste i flokken

FOR FIRE ÅR siden mistede jeg min mor. Hun døde i utide, fordi hun fik kræft. Jeg mistede min far for en hel del år siden, og jeg har i årenes løb studset en del over det her med at være faderløs. Jeg har ikke haft så mange mandlige rollemodeller i mit liv, så det var ærgerligt, at det var den korte tid, vi fik sammen, min far og jeg, men samtidig har jeg også været taknemmelig for det, vi nåede. Med min mor har det været langt mere overvældende at sige farvel. Det har faktisk været en meget eksistentiel ting, måske fordi det er hende, jeg selv er kommet ud af i sin tid.

Samtidig er mine børn blevet voksne, og de to ældste er selv blevet fædre. Jeg har jo kun drenge, og mine drenge har indtil videre kun fået piger, og det er der også et eller andet smukt ved. I deres opvækst snakkede jeg selvfølgelig meget med dem om køn og identitet og privilegier og værdier, ligesom mine forældre gjorde med mig, men jeg har også lært, at børn ikke gør, som man siger, men hvad man selv gør. Det bedste eksempel er, at de selv er blevet nogle rigtige slidere. De har været vidne til mit liv fra første parket og set, hvor hårdt jeg har knoklet og lært, at der ikke er noget, der kommer af sig selv. De har også altid haft en stor respekt for kvinder, som jeg har været stolt af.

Nu har de to ældste så fået børn, og de er simpelthen de sødeste fædre til deres piger. Når jeg ser den interaktion, de har med deres små døtre… Jeg kan få kuldegysninger af bare at tale om det. Så tænker jeg altid, at det er dér, hvor man ser, hvilken forælder man egentlig har været – når man ser, hvad ens børn bærer med sig videre i livet.

Foto: Lasse Bak Mejlvang
Styling: Viitus Julius Saceanu
Hår og makeup: Trine Kihl Rasmussen