Helle Thorning-Schmidt har altid vidst, at hun ikke skulle være i politik for altid, for "man er mere Helle Thorning-Schmidt end festabe-Helle, når man er statsminister". I dag ser hun sig mere som festaben, der siger ja til at gå modeshows, optræder og fester med Suspekt, deltager i musikvideo med Tessa og er kampagnemodel for et skønhedsbrand. Det er nemlig den måde, hvorpå hun drysser lidt ekstra krydderi udover tilværelsen. For ifølge hende er det faktisk meget sjovere at sige ja, fremfor at sige nej. Her fortæller hun om den frihed, hun har fået efter at være trådt ud af politk, men også om, hvordan tanken om, om det mon alligevel er passende opførsel, kan strejfe hende.
Blå bog
Helle Thorning-Schmidt. Født 1966. Vokset op i Ishøj og bor i dag København. Er gift med den britiske Labour-politiker Stephen Kinnock og mor til børnene Johanna og Milo på hhv. 27 og 25 år. Er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet og har desuden en MA i europæiske studier. I 2005 blev hun den første kvindelige partiformand for Socialdemokratiet. I 2011 blev hun Danmarks første kvindelige statsminister. Siden hun stoppede i Folketinget i 2016, har hun bl.a. været international direktør for Red Barnet med hovedsæde i London og udgivet bogen ‘Blondinens betragtninger’. I dag er hun en del af Metas tilsynsråd, der beslutter, hvad der må lægges op på Facebook og Instagram, og sidder i en række i bestyrelser både i udlandet og i Danmark, bl.a. i Vestas. Derudover er hun medlem af DBU’s Governance- & Udviklingskomité og holder foredrag og rådgiver virksomheder rundt om i verden.
Kapitel 4: Dansk statsminister, siger du?
Jeg har altid vidst, at jeg ikke skulle være i politik for evigt. Jeg havde været formand for Socialdemokratiet i mere end 10 år, og jeg havde en fornemmelse af, at hvis ikke vi vandt i 2015, så skulle jeg væk fra formandsposten. Det var et tidspunkt, hvor jeg selv stod med valget, fordi vi havde et godt valgresultat, så selv om jeg kunne være blevet, er der også en styrke i selv at være den, der tager beslutningen om at stoppe. Samtidig spillede det ind, at jeg var på vej mod at blive 50. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle noget andet, noget helt andet, så var det ved at være nu.
Jeg havde 1000 forskellige ting oppe at vende, men det sjove er, at når folk spurgte mig dengang, så sagde jeg, at jeg godt kunne tænke mig at gøre noget for børn. Jeg har altid været optaget af børns vilkår og rettigheder. Da jeg så ikke længere var formand, kontaktede Red Barnet International i London mig pludselig og spurgte om jeg kunne være interesseret i at lede deres organisation, og jeg var bare sådan: ‘Har Gud hørt mig?’ Det var et drømmejob. Jeg kunne få lov til at arbejde med en global organisation med 25.000 medarbejdere, jeg kunne komme til at bo i London med min mand. Der var så mange fantastiske ting ved det.
“Hvis Søren Le Schmidt ringer og spørger, om jeg vil gå catwalk for ham, så siger jeg ja, godt nok med lidt overtagelse, men jeg siger ja. Hvis Suspekt spørger, om jeg vil optræde til deres koncert, så siger jeg ja”
Da først jeg startede, var det selvfølgelig også en stejl læringskurve. Og selv om jeg havde været statsminister, så kendte langt de fleste ansatte mig ikke. Man kender ikke en dansk statsminister i London. Jeg skulle ligesom starte forfra, lære tingene igen og stå på tær, og det gav mig helt klart en vis ydmyghed. Det er samtidig en ret speciel verden, hvor folk lidt sidder med kortslagte arme, indtil man viser, hvad man kan, så jeg måtte bare tage mig sammen. Jeg arbejdede meget, meget hårdt, og derfor var det også godt, at jeg kun var der i tre år. Så kom jeg også i tanke om, at der var mange andre ting, jeg gerne ville.
Kapitel 5: Nysgerrighed som ledestjerne
Med alderen er jeg blevet mere nysgerrig og samtidig har jeg fået friere rammer, fordi jeg ikke er i politik mere og ikke bliver vurderet ud fra en målstok om at skulle være meget seriøs hele tiden. Da jeg blev fri af det, så begyndte jeg at sige ja ud fra den filosofi, at hvis man ikke siger ja, så får man jo heller ikke lov til at prøve noget nyt.
Til daglig er jeg medformand i Metas tilsynsråd, hvor jeg er med til at bestemme, hvilket indhold, der får lov til at blive på deres kanaler, og hvad der skal tages ned, og derudover arbejder jeg i forskellige bestyrelser i Danmark, USA og Storbritannien. Det er kernen af mit arbejde, men jeg laver også projekter, som jeg bare synes, er rigtig sjove. Det har bl.a. betydet, at jeg er formand for DBU’s Governance & Udviklingskomité, og at jeg nu har sagt ja til at være kampagnemodel for Estée Lauder. Jeg kan godt lide at blande det meget seriøse arbejde med sjove, pudsige projekter, som jeg drysser udover tilværelsen som et ekstra krydderi.
Med de andre, lidt sjovere, skøre ting, siger jeg ja, fordi jeg synes, det er kedeligt at sige nej. Hvis Søren Le Schmidt ringer og spørger, om jeg vil gå catwalk for ham, så siger jeg ja, godt nok med lidt overtagelse, men jeg siger ja. Hvis Suspekt spørger, om jeg vil optræde til deres koncert, så siger jeg ja. Hvis Estée Lauder ringer, så siger jeg ja, for det er også noget, jeg ikke har prøvet før, og jeg har fået en alder, hvor det er faktisk meget sjovere at sige ja, fremfor at sige nej.
Jeg har også tænkt meget over, hvad der egentlig taler for at sige nej – sådan helt generelt. Med alderen får man et blik for, at tiden ikke er uendelig, og hvis det skal være, så skal det være nu. Og med det mener jeg i helt bogstaveligste forstand. Suspekt spørger nok ikke en anden gang, om jeg vil optræde i Parken foran 45.000 mennesker. På den måde kan jeg godt lide at blive ældre, for jeg synes hele tiden, at jeg bliver mere nysgerrig, og jeg kan godt lide, hvor nysgerrigheden har taget mig hen de senere år.
“Jeg blev jo kaldt Gucci-Helle, og jeg syntes, at det var forfærdeligt, men nu… Nu vil jeg hellere bare tage det på mig på”
Kapitel 6: Gucci-Helles revanche
Jeg kan huske dengang, hvor mantraet var, at man som kvinde ikke måtte have langt hår, hvis man var over 40 år. Nu er jeg 57 år og skal være kampagnemodel for Estée Lauder. Jeg kan da heller ikke lade være med at tænke, hvad folk mon vil sige, når jeg pludselig træder frem på den måde. Det er klart, at der sagtens kan være nogle, der synes, at jeg er for meget. Samtidig tænker jeg, at det jo også på et personligt plan er ret sjovt at blive kampagnemodel i en alder af 57, og måske kan jeg tilmed komme med et budskab, som jeg står meget indenfor, nemlig at man kan gøre, hvad man vil – også selv om man er kommet op i alderen.
Da Estée Lauder spurgte mig, var jeg i tvivl. Jeg havde det ligesom, da Søren Le Schmidt spurgte, om jeg ville gå catwalk til modeugen i København sidste år. Der sagde jeg nej i to uger, mens Søren blev ved med at udfordre mig: ‘Hvad er det du ikke tør?’ Han ramte en nerve, der mindede mig om, at mit eget mantra er at være modig og ikke bekymre sig om, hvad andre tænker. Så måtte jeg sige ja.
Jeg vil også gerne være med til at vise, at man sagtens kan have mange forskellige liv. Hvis det er meningen, at vi skal leve, til vi bliver 100 år, så er det jo meget fedt, at man ikke behøver at være den samme og leve det samme liv hele vejen igennem.
Det er selvfølgelig lidt paradoksalt, fordi der altid var så meget ufrivilligt fokus på mit udseende, dengang jeg var statsminister. Jeg blev jo kaldt Gucci-Helle, og jeg syntes, at det var forfærdeligt, men nu… Nu vil jeg hellere bare tage det på mig på. Det er jo også en måde at læne sig ind i svinget, når man alligevel er der. Hvis folk mener, at jeg går meget op i mit udseende, ja så skal de bare se løjer.
Kapitel 7: Festabe-Helle
Når folk siger til mig, at jeg er blevet meget sjovere de seneste år, så plejer jeg at svare, at jeg altid har været sjov – jeg har bare mere frihed til at være det nu. Det er klart, at når man er formand for Socialdemokratiet og statsminister, så er der nogle rammer, man arbejder indenfor, og det gør, at det hele bliver lidt mere kontrolleret, og måske også lidt mere kedeligt at se på udefra. Det siger jeg ikke med bitterhed. Selvfølgelig er man mere Helle Thorning-Schmidt end festabe-Helle, når man er statsminister. Sådan er det bare. Men den slags behøver jeg ikke at lade mig styre af længere.
“Jeg havde givet dem en pris, og bagefter endte vi i rygehjørnet til festen, og selv om det umiskendeligt ser sådan ud på det billede, der blev taget, så røg jeg faktisk ikke, men stod bare med en smøg i hånden”
Mit store gennembrud på sjovhed kom nok, da jeg festede med Suspekt efter Danish Music Awards. Jeg havde givet dem en pris, og bagefter endte vi i rygehjørnet til festen, og selv om det umiskendeligt ser sådan ud på det billede, der blev taget, så røg jeg faktisk ikke, men stod bare med en smøg i hånden. Det var nok startskuddet til, at folk så en anden side af mig, og senere skrev Suspekt så en sang om det, og så har det hele ligesom fået sit eget liv.
Sidenhen var jeg med i Tessas musikvideo og Malte Eberts EM-video, så jeg har også bevidst gjort nogle ting, hvor jeg har overtrådt den der grænse, som jeg aldrig gjorde, da jeg var statsminister. Folk har set en anden side af mig, som jeg hele tiden har haft, men som jeg ikke rigtig har kunne slippe fri.
Der kan godt nogle gange komme en tvivl i mig, om det nu er passende, at jeg render rundt og laver den slags ved siden af mit rigtige arbejde, hvor jeg holder foredrag og taler om alvorlige emner. Det er ikke, fordi jeg tænker meget på brand, men jeg kan da godt engang i mellem være lidt bekymret for, om nogle folk måske bliver forvirrede over, hvad man egentlig er for en slags person.
Men så igen, mit budskab er jo netop, at vi ikke behøver at putte os selv i kasser.
Dette er anden del af det samlede interview med Helle Thorning Schmidt fra juniudgaven af ELLE. Stay tuned for tredje del … og læs første den herunder.
