Samfund

Oh Land: “Som barn kunne jeg opleve en følelse af uretfærdighed og skam over, at jeg havde det godt og trygt”

- 11/10/2024

"Når salget af blot én enkel stol blandt andet kan hjælpe Unicef med at bringe godt 200 børn sikkert til verden, så er jeg ikke i tvivl om at jeg gerne vil sidde i den stol." Sådan siger Nanna Øland om samarbejdet, hun, som Unicef-ambassadør, ikke var i tvivl om at sige ja til.

Der findes et hav af muligheder for at støtte velgørende formål lige fra donationer til køb af produkter, hvis overskud går til velgørenhedsorganisationer – og er der et tidspunkt, hvor der virkelig er behov for hjælp rund i verden, så er det nu.

Det ved blandt andre den danske designvirksomhed Gubi. For nylig indgik de et samarbejde med Unicef, FN’s børneorganisation, om kampagnen ‘Young Hopes’, som er et initiativ, der skal hjælpe børn i verdens konflikt- og katastroferamte områder.

Initiativet ‘Young Hopes’ går ud på, at Gubi lancerer specialudgaver af deres velkendte stol ‘Pacha Lounge Chair’ i tre forskellige farver til fordel for Unicef, og overskud fra salget går ubeskåret til Unicefs indsatser i særligt kriseområder, som bliver overset i medierne og af offentligheden, men hvor behovet for humanitær hjæp og støtte også er voldsomt presserende. Helt konkret går støtten til blandt andet at fremme muligheden for sikker fødsel, rent vand og uddannelse.

'Pacha Lounge chair
-stolen fra Gubi i de tre forskellige farver.

I de fine tilhørende kampagnebilleder stiller Unicef-ambassadør og sangerinde Nanna Øland – bedre kendt som Oh Land – op som ansigt, og i den anledning har vi stillet hende tre spørgsmål om, hvorfor hun netop har sagt ja til denne indsats.

Hvorfor er der brug for kampagner som Young Hopes? Hvorfor valgte du være med?
Jeg har altid set det mere eller mindre som en menneskelig forpligtelse at hjælpe og involvere mig, hvor jeg kan. Det er blandt andet derfor, at jeg har valgt at være Unicef-ambassadør. Young Hopes-kampagnen er et virkelig fint initiativ, der fremfor alt kombinerer design, kreativitet og børn. Jeg synes derfor, at det er en helt særlig mulighed for at bruge min position og være med til at gøre en forskel for børn i nogle af de sværeste og mest udsatte situationer på kloden. Når salget af blot én enkel stol blandt andet kan hjælpe Unicef med at bringe godt 200 børn sikkert til verden, så er jeg ikke i tvivl om at jeg gerne vil sidde i den stol.

Hvorfor er det så vigtigt at hjælpe børn i konflikter og katastrofer?
Behovet for humanitær hjælp i verden er på sit højeste siden 2. verdenskrig – og i konflikter og katastrofer er børn altid de største ofre. Derfor er det fantastisk, at Gubi og Unicef fokuserer på at hjælpe de små mennesker med en chance for at overleve og klare sig. Både i det øjeblik, katastroferne rammer og verden bogstavelig talt falder sammen om ørene på børnene, men også efterfølgende, så de kan komme ordentlig videre med deres liv.

Hvad motiverer dig med som UNICEF-ambassadør? Hvilken forskel ønsker du at bidrage til?
Jeg har altid været meget optaget af verden og den ulighed, der er overalt. Som barn kunne jeg både opleve en følelse af uretfærdighed og en form for skam over, at jeg havde det godt og trygt. De følelser har fulgt mig lige siden, og det er den primære drivkraft bag min vilje og passion for at hjælpe andre, der ikke har haft de samme muligheder som mig.

Læs mere om samarbejdet hos Unicef, og køb stolen hos Gubi her.

Læs ogå

“Er vi blevet en nation af mennesker, der ikke længere tør drømme, og hvad er alt det her prepping for noget?”