I et hus, der mod vejen på fineste vis nærmest falder i et med omgivelserne, og på den anden side åbner sig elegant mod den store naturgrund, har Andreas og Elisabeth Rudolph skabt en oase af originale detaljer og personlige fund. Kom med indenfor i et helt særligt sommerhus, der med sikker hånd er renoveret med stor respekt for ånden og historien bag de oprindelige rafter.
HER BOR
Andreas og Elisabeth Rudolph, der det meste af deres arbejdsliv har været selvstændige. Elisabeth har en baggrund som tekstil formgiver og har arbejdet 20 år i tekstilbranchen, 20 år i maskinindustrien og rundet restaurationsbrancen et par år. Andreas har en baggrund som lærer/højskolelærer med blandt andet undervisning i keramik. Herudover har han fungeret som fotograf, har arbejdet i tekstilerbrancen, været juletræsavler og er nu udøvende keramiker. Deres sommerhus på ca. 100 kvadratmeter plus et anneks er fra 1929 og ligger på en stor naturgrund ved hegnet Tisvilde.
De havde besøgt venner i området og i et par år lejet sommerhus i Tisvilde, og nu var de på udkig efter deres eget. Tilsvilde Hegn trak, og en regnvåd eftermiddag kørte de simpelthen op og ned ad de veje, der støder op til skoven for at se, om der skulle være et hus til salg. Her spottede de et lille, uprætentiøst hus, beklædt med rafter og med blå skodder, som de hurtigt blev enige om, aldrig ville komme på markedet. En søndag i november så Andreas et hus på nettet, og Elisabeth spottede straks, at det var det, de havde set et par måneder forinden. Få dage senere var købspapirerne underskrevet, og Granhuset i Tisvilde havde fået nye ejere. Det viste sig, at det var familien Kistrup, herunder litteratur- og teaterkritiker Jens Kistrup, der havde haft huset helt fra 1934, og stedet åndede af historie.
“Da vi kom ind i huset, var det meget større, end man kunne se udefra. Køkkenet var yndigt, og vi så straks muligheden for, at det kunne slås sammen med de to små rum ved siden af. Og da vi kom ud i haven, stod vores hjerter nærmest stille. Det var kærlighed ved første blik,” beskriver Elisabeth om det første møde med huset.
“Vi faldt også for den helt særlige Tisvildestemning, som er svær at beskrive: At cykle eller gå gennem Hegnet ned til morgenbadet, nogle dage med termokanden og avisen under armen. Naturen her er så stor og varieret. Jeg elsker Vesterhavet, og på gode dage minder vandet mig om et Vesterhavs-dyp. Når man går tur i Hegnet eller færdes på skolestien, bliver der hilst og udvekslet et par ord, og når man står i kø hos fiskevognen, går snakken. Tisvilde ender jo blindt, og det er helt særligt,” forklarer Elisabeth.
At de fik lov at købe huset, tilskriver hun den tidligere ejers fornemmelse af, at de ikke ville rive det ned og erstatte det med et nyt og moderne. Andreas og Elisabeth ønskede netop så vidt muligt at bevare husets originale detaljer og gik nænsomt til værks, da de flyttede ind. Huset er beklædt med lodrette granrafter, som er vedligeholdelsesfri, og som med tiden får den smukkeste grå farve. Man kan på de blå skodder, de nænsomt malede med linolie, stadig se de originale farvelag. Haven, der var åben mod en lille vej langs siden af huset, lukkede de med et organisk raftehegn og fik herved en skøn lukket gård med et lille udekøkken.
Et praktisk og hyggeligt udekøkken med en smuk, gul vask købt hos Frou Frou. En stenplade udgør det for køkkenbord med plads til krydderurter, der bruges flittigt hele sommeren.
Annekset, der ligger I en hjørne på grunden, har Andreas og Elisabeth selv opført – som en tro kopi af hovedhuset. Mange gæster undrer sig over, at det ikke altid har ligget der.
Indendørs var der overalt på vægge og lofter originale perlebrædder med fernis, som alle deres venner foreslog at male hvide.
“Det var efter vores mening nærmest hærværk at male det. Vi skrællede mange lag fernis og tobaksrøg af træværket og udskiftede de gamle høje vinduer i enden af stuen og i de to tilstødende værelser, så facaden er i balance som tidligere. Senere har vi etableret ovenlyset i både køkken og stue,” fortæller Elisabeth.
Køkkenet slog de sammen med en lille fordelingsgang og to små værelser og skabte herved plads til spisekrog og opvaskemaskine. Herude var væggene malede, og Andreas og Elisabeth valgte en lys ‘koldskål’ på væggene og hvidt i loftet – som blev gentaget i de to soveværelser, hvorfra der blev etableret havedøre med direkte udgang til haven. Selve køkkenet fik de genskabt som en nøjagtig rekonstruktion af det oprindelige, blot højere. Det indbyggede skab er ligeledes en nøjagtig kopi af det originale – blot i en udvidet version.
Renoveringen af badeværelset kom nogle år senere.
“Vi ville gerne have, at det kom til at hænge bedre sammen med resten af huset, så al beklædning blev skiftet til perlebrædder. Fliserne faldt jeg for på et fliselager i East London. De mindede mig om stranden og vandet i Tisvilde, og jeg købte dem på stedet,” siger Elisabeth.
Det seneste, parret har renoveret ved huset, er at overdække terrassen mellem de to vinkler, med glastag og cafédøre, som kan skydes helt væk.
“Det har givet en enorm rumfornemmelse. Vi kalder det også ‘den store varmepumpe’, for når dørene står åbne, strømmer varmen ind lige fra det tidlige forår.”
Annekset, der ligger i et hjørne på den store grund, har Andreas og Elisabeth selv bygget. Det er en tro kopi af hovedhuset, både med rafter og med hensyn til proportioner, og alle bliver overraskede over, at det ikke altid har været der.
Huset blev købt med en del af de tidligere ejeres møbler, som stadig står der.
“Det fine lille chatol stammer højst sandsynligt fra Nysø Gods, hvor Jens Kistrups kone kom fra, og i ‘spisestuen’ har jeg fået bænken betrukket med læder og søm for at give det et mere råt look. Vi elsker at blande stilarter, nyt og gammelt. Der skal være plads til vores bøger og billeder. Vi er betagede af smukke ting, også de unyttige,” fortæller Elisabeth.
Inspirationen kommer ofte fra alverdens kunstnerhjem.
“Jeg elsker English country homes. Elementer fra Skotland og Frankrig og tekstiler, for eksempel de ældre finske og engelske Lucienne Day.
Haven er en særlig stolthed, og den spiller en afgørende rolle i livet omkring huset.
“Det er lykkedes os at fremelske den skønneste vilde have, hvor den oprindelige flora bryder frem. Grunden er let kuperet og ligger på en oprindelig sandklit, så i foråret er den helt lyserød af engelsk græs. Så kommer en gul og hvid blomstring, derefter den blå klokkeblomst. Vi slår kun græsset en gang om året, når frøene er faldet, og her er den vildeste biodiversitet,” siger Elisabeth.
I et sommerhus skal skuldrene sænke sig, og det skal afspejle sig i indretningen, der ikke skal have for mange forstyrrende elementer, mener Elisabeth. Hun føler sig særligt hjemme i raftehuset, når byens gæster siver hjemad søndag eftermiddag eller slut på sommeren.
“Her bliver så stille, og man føler sig meget privilegeret over, at man kan blive og opleve roen.”
I anneksets orangeri nydes køligere dage med en tur I saunaen. De rå vægge er malet grønne med, mens Elisabeth har lagt gulvet med fliser, som hun har malet hver anden af lyserøde.
