Kender du designeren, der står bag taskerne, vi ser overalt på gaden? I dag fylder han 40 år, og i den anledning deler vi her et portræt af designeren.
Han er kendt som JW Anderson, chefdesigner for brandet i eget navn og i særdeleshed som kreativ direktør i det spanske luksusbrand Loewe, som han gemmen de seneste 10 år har forvandlet til et af modebranchens absolut hotteste brands. Han står for kreativitet, genial marketing og sublim design. Den 17. september fylder Jonathan William Anderson 40 år, men hvem er han egentlig? Det får du svar på herunder.
Drengen fra en gård i den lille, nordirske landsby
Det var i det nordlige Irland, at Jonathan William Anderson den 17. september 1984 blev født som det første barn til forældrene Willie Anderson og Heather Buckley, der var henholdsvis professionel rugbyspiller og skolelærer – og som udover Jonathan fik endnu en søn og en datter. Forældrene havde, udover hjemmet, der var en gård i landsbyen The Loup, et hus på den baleariske ø Ibiza, hvor JW Anderson derfor naturligt kom meget som barn: En geografisk cocktail, der senere skulle vise sig at komme til at spille en central rolle i hans design såvel som hans forståelse for livet og forskellige kulturer, det landlige og festlige.
Om sin opvækst i Nordirland sagde Anderson i et interview med Purple Magazine for år tilbage:
“Folk glemmer nogle gange, at Nordirland var et meget komplekst land. Det var i en krigstilstand. Det var naturligvis en del af Storbritannien, men der var en del uro. Mine forældre bor der stadig, og jeg er rigtig glad for, at jeg voksede op der. Det er et land, der er meget personligt. Folk vil gerne hjælpe hinanden, selv om visse dele af befolkningen modarbejder hinanden.”
“I dag siger rygtet, at han altid går rundt med tre telefoner”
Tidslinjen kort fortalt
Efter at have fået konstateret svær ordblindhed i skoletiden, tog Jonathan Anderson som 18-årig til USA for at jagte drømmen om en skuespilkarriere. Det var under opholdene på The Juilliard School i New York og Studio Theater i Washington DC, at Anderson opdagede, at interessen for kostumerne rent faktisk var større end nysgerrigheden for skuespillet.
”Når jeg ser tilbage, tænker jeg, at jeg nok var et meget krævende barn; sikkert ret egoistisk, der altid ville noget. Jeg var nok for ambitiøs, eller måske var det dét, at jeg hele tiden ændrede mening,” har han senere fortalt i et interview med The Gloss.
Dermed blev en kommende topdesigner in spe født. Kort tid efter rykkede Anderson til London, hvor han i 2005 færdiggjorde sin uddannelse fra London College of Fashion, og der gik ikke længe før den åbenlyst talentfulde nordirer i starten af sine 20’ere fik et job som ”visual merchandiser” for selveste Prada.
“I 2012 designede han, via et sponsorprogram kaldet NewGen, en kollektion for highstreetkæden Topshop”
Men ambitionerne var større, og allerede i 2008 designede JW Anderson sin første kollektion i eget navn. I 2010 modtog Anderson støtte fra The British Fashion Council og dermed afholdte han sit første modeshow under London Fashion Week. I 2012 designede han, via et sponsorprogram kaldet NewGen, en kollektion for highstreetkæden Topshop, og i 2013 indsatte Donatella Versace ham som designer for Versaces underlinje, Versus, hvor han erstattede Christopher Kane.
Senere samme år købte luksuskonglomeratet LVMH en mindre andel af brandet JW Anderson, og i den forbindelse blev JWA samtidig udnævnt som kreativ direktør for det spanske luksusmodebrand Loewe (også eget af LVMH). Anderson var ikke fyldt 30, men verden lå for hans fødder, og toget kørte allerede pænt hurtigt. I 2015 blev han desuden den første til at modtage prisen for både årets kvinde- og herredesigner ved British Fashion Awards.
I dag siger rygtet, at han altid går rundt med tre telefoner: En, hvorpå der står Loewe, en hvorpå der står JW Anderson og en, hvorpå der står privat.
Loewe og den kreative forståelse
Loewe er ligefrem et fremmed brand for de fleste modeinteresserede i dag, men sådan var det ikke, da JW Anderson i 2013 overtog roret i det spanske brand fra 1846. Det var i Madrid, en række læderhåndværkere etablerede brandet, som i 1996 blev opkøbt af LVMH og dermed blev det ældste modehus i konglomeratets samling, der som bekendt også rummer brands som Louis Vuitton, Dior og Celine.
I et interview med The Guardian har Anderson tidligere forklaret: “Brands skal bevæge sig med den samme hastighed, verden gør, og i dag er det hurtigt. Vi lever i indholdets tid. Vi lægger noget på Instagram, det bliver genpostet, det er overalt, og et minut senere er det væk, forbi. Det ser jeg ikke som en negativ ting; det er også den måde, min hjerne fungerer på. Det handler ikke kun om, at forbrugerne ikke skal blive trætte af mærket, det handler også om, at jeg ikke bliver træt af det.” Lidt over 10 år efter JW Anderson satte sig i stolen som kreativ direktør i det spanske modebrand, er det da heller ikke småting, han har formået at gøre for mærket.
Ifølge Lyst-indekset for verdens hotteste brands ligger Loewe i top 3, det årlige salg bare stiger og stiger, og modeverdenen, Instagram, TikTok og alt derimellem går amok, når JW Anderson sender sine Loewe-modeller på catwalken i de nyeste, kreative påfund (hvem husker fx ikke metaversedesignet fra SS23?) – samt når han hver sommer designer en Ibiza-dedikeret kollektion med et kærligt og humoristisk nik til sin barn- og ungdom. Anderson har på vegne af Loewe samarbejdet med alt fra auktionshuset Sotheby’s om en række kunstværker, den sydkoreanske K-pop-pigegruppe Nmixx om en kampagne, den (afdøde) amerikanske kunstner Albert York, hvis værker prydede AW24-showlokationen samt animationsstudiet Studio Ghibli, der bl.a. fortolkede den ikoniske Loewe-taske, Puzzle bag. En taske, Anderson i øvrigt viste for første gang i SS-herrekollektionen i 2015, og som senere er blevet til det mest populære og genkendelige item fra Loewe.
I dag
I skrivende stund har Loewe 6 millioner Instagramfølgere samt kendisfans som Anna Wintour, Josh O’Connor, Dua Lipa, Rihanna, Beyoncé, Naomi Campbell og Zendaya – sidstnævnte som Anderson i øvrigt lavede kostumer til, da han stod for al påklædning i den hypede film Challengers fra april i år.
I brandet i eget navn, JW Anderson, er følgerskaren også konstant voksende, ligesom det nu syv år gamle samarbejde om kollektioner til highstreetkæden Uniqlo, stadig lever i bedste velgående.
Som stor kontrast til det offentlige cirkus, der spinner derud ad i JW Andersons navn, ved vi stort set intet om den succesfulde designers privatliv. Han er åben om at tilhøre en seksuel minoritet som homoseksuel, tilbringer sin tid i henholdsvis Paris og London og joker i et interview fra 2023 med ELLE US med, at hans forældre altid sender ham hjem fra Irland med en kuffert fyldt med mad: ”Det er, som om de er bekymrede for, at jeg sulter, selv om jeg klarer det hele rent fint selv.”