Cathrine Saks trives godt i rolige omgivelser, så hendes tanker lettere kan flyde og give plads til de gode idéer. Derfor er lyse og afdæmpede materialer overlæggeren i lejligheden på Østerbro, hvor Saks har fået så meget plads, at hun nu kan forene sit tidskrævende arbejde som medstifter af Saks Potts, ønsket om pastaaftener med familie og venner og afkobling i badekarret.
Her bor
Cathrine Saks, 30 år.
Grundlagde i 2014 modebrandet Saks Potts sammen med barndomsveninden Barbara Potts.
Uddannet tekstilformidler på Håndarbejdets Fremme.
Saks Potts har egen butik i Bredgade i København og forhandler deres tøj hos utallige førende modebutikker i hele verden.
Cathrine Saks bor sammen med sin kæreste, Christopher Cohn, og deres etårige datter, Rose, i en 220 kvadratmeter stor lejlighed tæt på Trianglen på Østerbro i København.
HVAD FALDT I FOR VED JERES LEJLIGHED?
Jeg har boet småt hele mit liv. Jeg voksede op i et lille hus i Skovshoved på 45 kvadratmeter, jeg har boet i en lillebitte lejlighed i Nyhavn, og min kærestes og min gamle lejlighed var heller ikke særlig stor, så det var fedt at få muligheden for at bo med meget plads. Lejligheden havde nogle gode rammer. Flotte detaljer med stuk og højt til loftet, men der var mange halvhjertede løsninger, som ikke gav lejligheden det, den fortjente: Et lillebitte IKEA-køkken med hvide højglans fronter, en for kort bordplade og hylder, som var hængt tilfældigt og forskudt op på væggen, hvor der var udstillet ketchup og dåsetomater. Selv om lejligheden er stor, havde man valgt at ændre køkkenets placering til det mindste rum, og det eneste badeværelse var halvanden kvadratmeter stort.
HAR I SÅ RENOVERET MEGET?
Ja, vi brugte et år på at renovere, før vi flyttede ind. Vi ville bevare det originale så meget som muligt og havde respekt for, hvordan lejligheden så ud, da den blev opført omkring 1900. Det er en smuk herskabslejlighed lige bagved Trianglen (Østerbro, red.), og det var det udtryk, vi ville tilbage til. Vi ordnede vægge og lofter, stuk, el, badeværelser, flyttede døre, satte nyt køkken op … Vi har lavet stort set alt for at få det smukke gamle udtryk frem igen. Gulvene er de originale, og det elsker jeg.
HVILKEN INDRETNINGSSTIL GIK I EFTER?
Jeg trives godt i lyse og rolige rum uden rod og alt for mange forstyrrende elementer. Hvis det flyder med ting, så slapper jeg ikke af. Jeg elsker at omgive mig med smukke ting. Og gamle ting, som har en historie. Jeg kunne aldrig forestille mig at bo i et helt nybygget hus. For mig er det vigtigt med den charme, som gamle ting har. Jeg bruger en del tid på at finde antikke ting og sager på auktioner, Den Blå Avis og loppemarkeder. Min kæreste kan godt være bekymret for, at vores hjem ender med at se ud som hjemme hos en gammel dame. Men jeg tænker, at mit behov for ro nok skal trække i den anden retning, så vi bevarer den rigtige balance.
HVILKET HJEM VOKSEDE DU OP I?
Mine forældre rejste meget, da de var unge, og bragte mange ting med hjem. Næsten alle deres møbler, har de fundet på rejser. For eksempel i antikvitetsforhandlere i London eller Nice. Det var ikke dyre designermøbler, de var fundet brugt rundt omkring i verden, fordi de følte sig tiltrukket af dem. Jeg kan slet ikke huske nogle nye møbler. Da jeg blev født, boede vi på en stor gård uden for Aarhus, som de havde gennemrenoveret, og da vi så flyttede til det lille hus i Skovshoved, var der ret mange ting på ikke så meget plads.
ER DET DERFOR, DU HAR BRUG FOR ORDEN I DAG?
Måske. Men jeg husker ikke huset som rodet. Der var fyldt med møbler, men ting lå ikke og flød. Min far arbejdede med film og tv og sad derfor meget foran skærme, og han kunne slet ikke holde ud at se på ledninger, så han satte dem op langs vægge og under borde med små søm. Det forstyrrede ham at kigge på rod. Det har jeg arvet efter ham. Når der sker en hel masse inde i mit hoved, og jeg er fyldt med strategiske og kreative tanker, har jeg brug for at mine omgivelser skal være rolige.
HVILKE VÆRDIER FYLDTE I HJEMMET?
Min søster og jeg fik plads til at udfolde vores idéer. Jeg var et nysgerrigt barn og fik mange idéer. Jeg har startet to virksomheder, før vi fik idéen til Saks Potts som 19-årige. Min far var også selvstændig og har altid bakket mig op om mine projekter. Opildnet mig til at gå all in. Og ikke været sådan: Nu skal du lige tage dig en uddannelse og gøre tingene i den rigtige rækkefølge. Jeg har aldrig følt mig presset til at skulle gøre noget bestemt med mit liv. Jeg har langt hen ad vejen fået lov til at bestemme selv.
Mine forældre sørgede for, at vi ikke manglede noget, men omvendt blev vi heller ikke forkælet med en masse dyrt tøj. Vi boede i et område, hvor mange børn fik dyrt tøj af deres forældre, men mine forældre syntes, at det var skørt at bruge over 1.000 kroner på et par sko. Jeg har altid været interesseret i mode, og det var nok en af grundende til, at jeg i en tidlig alder havde et drive til at arbejde og tjene mine egne penge. Som 10-årig begyndte jeg at blandt andet at sy nederdele, som jeg solgte til alle pigerne på skolen. Jeg har også arbejdet som hundelufter, vaskepige hos den lokale frisør, stået i butik, gjort rent og ordnet regnskab. Jeg har altid elsket at arbejde, og håber at jeg kan give den glæde videre til min datter.
BARBARA (POTTS, RED.) OG DIG HAR VÆRET VENNER SIDEN BØRNEHAVEN. ER I ALTID KOMMET I HINANDENS HJEM?
I hele folkeskolen sås vi næsten hver dag. Vi cyklede hjem til hinanden efter skole, og vi sov ofte sammen. Som 10-12-årige arrangerede vi middage for vores familier. Vi var ikke særlig gode til at lave mad, men vi havde en pastaret, som vi lærte at lave udmærket. Vi gik rigtig meget op i at dække et smukt bord og gøre det fint for vores familier. Jeg elsker Barbara og hendes familie lige så højt som min egen familie.
HVILKET TYPE HJEM, ØNSKER DU SELV AT SKABE?
Vi har mange gæster. Der er pastaaften hos os en gang om ugen. Nogle gange er der mange børn, og så spiser vi klokken 17 og alle løber rundt. Andre dage er det mere en voksenaften. Vi elsker at lave mad og handler ind hele tiden. Også for meget. Men det er vigtigt for os at spise god mad og at give den glæde videre til vores lille datter, Rose. Vores familier kommer her også meget. Da jeg var på barsel og blev nødt til at arbejde, passede min mor og svigermor Rose. Det er et sted, hvor de bare kan komme.
I november holdt vi Roses barnedåb i lejligheden for 90 gæster og med borde og stole spredt ud over det hele. Vin og mad til alle. Det var bare sådan en fed dag. Jeg holdt også min 30-års fødselsdag her. Det betyder meget for mig, at der er plads til at samle alle dem, vi elsker, og at de også føler sig hjemme.
HVILKEN ROLLE SPILLER HJEMMET I FORHOLD TIL DIT ARBEJDE?
Vi har en stor spisestue, og da jeg var på barsel, afholdt jeg mange møder sammen med Barbara og Josefine (Laigaard, red.), vores CEO, mens Rose blev passet i stuen ved siden af, så jeg af og til kunne gå ind og amme hende. Vi har haft mange hele strategidage herhjemme, hvor vi har kunne fordybe os. Vi har også holdt middage med vigtige samarbejdspartnere hos mig. Det er virkelig fedt at have et hjem, hvor der er plads til at forene det hele.
KAN DU BLIVE INSPIRERET I DIT HJEM?
Ja, men primært fordi, jeg bliver inspireret, når jeg får ro omkring mig, så mine tanker bedre kan flyde. Den primære inspiration finder vi, når vi rejser. Barbara og jeg rejser meget sammen, både i private og arbejdsmæssige sammenhænge. Når vi oplever nye kulturer, spiser på nye restauranter og møder nye mennesker, så udvikler vi os. At lytte til andre mennesker og deres syn på verden er enormt givende. Deres synspunkter på forskellige emner, som måske adskiller sig fra vores måder at anskue tingene på, giver jo stof til eftertanke. At omgive sig med ambitiøse mennesker, som arbejder med noget, de virkelig brænder for, er altid inspirerende. Om de så laver mad, tøj, møbler eller arkitekter.
Foto Marie Louise Munkegaard
Styling Trine Frølich