Man kan tydeligt se de ikoniske Jacquemus-referencer.
Det er ikke første gang, franske Jacquemus lancerer en kollektion med amerikanske Nike. Og det er heller ikke første gang, modehuset indgår et samarbejde med et andet kendt brand (*host*,*host* Tekla). Men ikke desto mindre, gør den geniale Creative Director for Jacquemus, Simon Porte, det igen i sit netop offentliggjorte samarbejde med Nike.
Det nye samarbejde mellem sports- og modebrandet er det tredje i rækken og har til formål at gøre grænsen mellem sport og performance og så mode mere flydende – som vi jo allerede har set det med eksempelvis Gorp Core-trenden, hvor trek- og techmaterialer er blevet hverdagsbeklædning frem for noget, der er forbeholdt vandreturen.
Som symbol på forholdet mellem sport og mode, er Paris brugt som mødested og inspiration for kollektionen. Den franske hovedstad er dels en by, Simon Porte finder inspiration til sin verden, men inden længe bliver det også epicenter for (blandet andet Nikes) atleter, når OL løber af stablen denne sommer i selvsamme by. Og derfor er navnet på kampagnevideoen, som Simon Porte selv har stået for instruktion bag, selvfølgelig også “J’aime Paris”.
“J’aime Paris is an ode to the city I adore, drawing out all I love about this vibrant place and how those inspirations manifest in my third collection with Nike. This video is a blend of Jacquemus’ icons and unique mix of talents that represents French culture”.
Sådan siger Simon Porte selv om kampagnevideoen, der tæller muser som Serena Williams, Juliette Binoche og Lila Moss, og dermed udgør et mix af sportskarakterer og kvinder med et french touch.
Kollektionen består af en række cool styles, nye farver af den ikoniske Le Swoosh-taske samt nye farver af Nike x Jacquemus Air Max 1-modellen, og dele heraf kan allerede købes nu på Jacquemus’ hjemmeside, mens den fulde kollektion vil være tilgængelig fra 25. juli på Nikes hjemmeside.
Se kampagnevideoen her.