Samfund

Anna Lin: “Dine klimabekymringer bliver måske ikke grebet bedst af vennerne midt i et spil ølbowling”

- 03/07/2024

Kan dine bekymringer for klimaforandringer løbe løbsk med dig, når politikere og klimaeksperter overøser os med fakta om, hvor skidt det står til med klimaet og fremtiden for de næste generationer? Så er du ikke alene. Under Roskilde Festival gæstede Anna Lin og Klimapsykologisk Ungdomsforening festivalen, hvor de snakkede om klimaterapi og om, hvordan vi kan lære at tackle vores tanker om klimaforandringer.

Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at programmerne på diverse danske festivaler byder på andet et ‘blot’ musik. Ind i mellem koncerter og beslutningen om, hvilken madbod vi denne gang skal kaste vores sultne sjæle over, kan man ofte finde et stærkt program, der ofte byder på et udvalg af talks, workshops, kunstinstallationer med mere. Og her er Roskilde Festival, som lige nu løber af stablen, ingen undtagelse.

Tv- og podcastvært Anna Lin var i år aktuel med en talk og mini-workshop i samarbejde med Klimapsykologisk Ungdomsforening, hvor de snakkede om klimaterapi og hvordan, vi kan lære at tackle vores følelse og tanker om klimaforandringerne – hvad end vi er optimistiske, ligeglade eller bliver bekymrede, når vi fra politikere og klimaeksperter overøses med fakta om klimaet.

I anledning af deres talk, har vi snakket med Anna Lin om, hvorfor Roskilde Festival netop er en god kanal for denne snak, og hvad hun håber, du unge, der deltog, kunne tage med.

Foto: Yazz Jansen

Hvorfor er det vigtigt for dig at skabe denne talk sammen med Klimapsykologisk Ungdomsforening?

“Klimasorg er en konstant følelse i mig, og jeg ved, hvor vigtigt det er at finde fælleskaber, hvor det er muligt at lufte ud. Endnu vigtigere er det at være sammen i håbet, og jeg ved, vi får skabt en skøn eftermiddag med plads til det hele – og med et fællesskabsorienteret fokus på fremtiden.”

Hvorfor tror du netop, det er på Roskilde Festival, det er relevant at tage denne snak?

“Roskilde Festival og jeg har været venner siden den sommer jeg fyldte 16 år. Vi kender hinanden ud og ind, og ved hvordan hele følelsesregisteret bliver aktiveret og sendt ud i ekstremer i løbet af ugen på Dyreskuepladsen. Alle følelserne er velkomne på Roskilde, men rammerne skal skabes. Dine klimabekymringer bliver måske ikke grebet bedst af vennerne midt i et spil ølbowling, mens dit sind føles tungere og tungere, jo længere du falder ned i campingstolen, der er ved at give op under dig. Men forhåbentlig kan vi gribe dig og dine komplekse følelser, når det kommer til at være et ungt menneske med en usikker fremtid.”

Hvad er dit eget forhold til snakken om klimaforandringer?

“Det føles ofte utroligt ensomt at have en frygt for fremtidens udsigter. Faktaen taler for sig selv men forandringerne fra dem med de større kræfter lader i mange henseender vente på sig. Det er frustrerende at være vidne til, og det er rart at kunne dele mine tanker med andre, der har det på samme måde. Jeg vil ikke snakke om klimaforandringer for at overbevise nogen om noget. Det er hårdt at få sat spørgsmålstegn ved mine bekymringer, og blive afskrevet som ‘klimaangst’, hvor det hele jo faktisk bare er, at vi er en ungdom, der overtænker. Jeg vil derimod snakke med andre for at føle mig spejlet, og forhåbenligt i fællesskab kunne gøre en forskel.”

Hvordan håber du, jeres talk påvirkede de deltagende?

“Talken skal kunne give den enkelte lige dét, de har brug for den dag. Det kan være alt fra at have et behov for at rase ud, føle sig håbefuld og optimistisk, blive klogere på andres reaktioner eller bare tage et øjeblik til at værne om de bekymringer, man har, uden at skulle skamme sig over dem. Jeg håber, alle gik fra talken og følte sig som en større del af et fællesskab.”

Hvilken form for forbillede, håber du på, at kunne være?

“Det har aldrig været min plan at være nogens forbillede. Jo, mit eget! Og det, håber jeg da, inspirerer andre. Jeg gør bare min ting, og hvis andre mennesker kan bruge det til noget, så er det bare skønt. Og hvis de ikke kan, har det ikke noget med mig at gøre. Min eksistens i verden er ikke ment som et eksempel for andre, og det er nok et eksempel i sig selv.”

Anna Lin og Klimapsykologisk Ungdomsforenings kunne opleves på Flokkr søndag d. 30. juni kl. 13. Læs mere om talken på Roskilde Festivals hjemmeside.

 

Anna Lin har tidligere deltaget i programmet ‘Den Grønne Optur’ om klimaforandringer samt i år modtaget TV 2 Echo-prisen Årets Forbillede for at sætte fokus på mental trivsel. Klimapsykologisk Ungdomsforening er opstået, fordi de vil imødekomme den manglende fokus fra eksisterede psykologiske tilbud til at gribe de unges bekymringer for klimaforandringer og for fremtiden.

ELLE er inviteret til Roskilde Festival.