Miranda Priestley ville nok ikke være den største fan af dresscoden - men det er vi
“Flowers? For Spring? Groundbreaking,” vil du måske tænke, når du hører dresscoden ved årets Met Gala. Den er nemlig netop blevet annonceret forud for modens største aften den anden mandag i maj.
Dresscoden er nemlig ‘Garden of Time’ (Tidens Have, red.).
For at forstå helt konkret hvad det handler om, er vi nok nødt til lige at få temaet for årets modeudstiling på The Metropolitan Museum of Art, hvor Met Gala afholdes, opridset.
Tilbage i november sidste år blev sløret nemlig løftet for den nye udstilling. Den bliver skabt ud fra temaet ‘Sleeping Beauties: Reawakening Fashion’ og vil tage et historisk blik på moden gennem tiden.
Mere konkret er det mode helt tilbage fra 1600-tallet op til nu, der ved hjælp af lys, kunstig intelligens og lyd vil få nyt liv i udstillingen. Godt 250 af de over 30.000 kjoler, der er en del af The Costume Institutes massive samling, vil dermed genoplive en del af modehistorien, der ellers har været gemt væk i arkiverne og er for skrøbelige til nogensinde at blive båret igen.
Men hvad har en have at gøre med historisk mode?
Temaet ‘Garden of Time’ er en direkte reference til den britiske forfatter J.G. Ballard og hans roman af samme navn, hvis historie er en stor metafor vores menneskelige historie og den endeløse cyklus af skabelse og ødelæggelse, der har fulgt med os.
Så selv om dresscoden helt bogstaveligt lægger op til, at de heldige gæster kan ankomme i alt fra rosenprint og grønne nuancer til naturlige materialer og andre kreationer med havetema, lægger den også op til at gå i arkiverne og genbesøge items, som ikke har set lyset i lang tid.
Der er altså rig mulighed for, at vi kommer til at se et væld af smukke og imponerende sæt og kjoler fra modearkiverne blive vakt til live på den ikoniske trappe. En tendens, vi har set meget til på det sidste, hvor flere og flere kendte graver glemte sager frem fra gemmerne fremfor at købe nyt.
Som Zendaya i vintage Mugler til premieren på ‘Dune Part Two’, Miley Cyrus i Bob Mackie fra 2002 ved årets Grammy Awards eller Dua Lipa i vintage Chanel ved sidste års Met Gala.
Og kan du ikke vente til mandag den 6. maj, hvor Met Gala 2024 løber af stablen, med at dåne over overdådige og ekstravagante looks, får du herunder et gensyn med nogle af de mest imponerende looks fra sidste år, hvor designer Karl Lagerfeld blev hyldet med udstillingen ‘Karl Lagerfeld: A Line of Beauty’